Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Det langsomme ur

Du kan købe et ur, der viser, at du har tid til at have tid, men kan du også købe et Heidegger-ur eller et Kierkegaard-ur?
Et ur er ikke bare et ur. Dets måde at måle og fortælle om tiden er ikke for hvem som helst.

Et ur er ikke bare et ur. Dets måde at måle og fortælle om tiden er ikke for hvem som helst.

Ritzau Scanpix

22. september 2018

For et par år siden så et yderst tilfredsstillende produkt dagens lys, et såkaldt slow watch. Uret er af bedste schweiziske kvalitet, og det har en robusthed over sig, med sin stålkasse, læderrem og forskellige elegante, perfekt underspillede designs, der appellerer, næsten interpellerer.

Og så har det denne særlige egenskab, der bragte det ind på 2015-listen af GQ Magazines ’100 bedste ting i verden’: En fundamentalt anderledes tilgang til tidsaflæsning. Uret har kun én viser (ingen minut- eller sekundviser), og samtidig er urskiven struktureret sådan, at urets viser kun skal én gang rundt i løbet af et helt døgn, og ikke to, som et normalt ur. Hvis vi starter kl. 12, vil urets viser således kun være nået ned i vandret, når klokken er 18. Uret går med andre ord langsommere end et almindeligt ur.

Men hvorfor er det fedt?

Spidsborgeren og æstetikeren

Der er naturligvis forskellige segmenter, som forskellige ure kan tale til. Der er dem, hvis liv går ud på ’at have travlt’, som Kierkegaard morer sig over i Enten-Eller, og som bliver forstyrret, hvis en flue sætter sig på næsen af dem i det forkerte øjeblik. De har netop brug for ure, der kan findele tiden og vise dem, om de får tilstrækkeligt ud af deres præstationer. Her har vi de såkaldte smart watches, hvis funktioner hele tiden forbedres. Til sammenligning har vi så æstetikerne og her i den lidt fesne variant af dem, der vil signalere overskud og smarthed på samme tid: De har brug for et slow watch.

Det er ikke tilfældigt, at uret lå i goodiebag’en til Oscar-festen i 2015: Uret er til hollywoodeliten, som er æstetikere, ikke på dandymåden, men på den luksuriøse måde. De kører Tesla, bærer slow watch, går ind for dyrerettigheder og spiser økologisk mad.

Med et slow watch kan man føle, hvordan tiden ’naturligt flyder’, som de siger i præsentationsvideoen, og hermed bliver det helt tydeligt, hvordan uret er for overklassen, der har tid til at have tid. Arbejderen, der skal tjekke ind kl. syv, kan ikke bruge et ur, der ’nogenlunde’ viser tiden, mens den kreative direktør fint kan møde ind ’ved nitiden’.

Heideggers tid

Med almindelige ure måler vi, om vi er synkrone med hinanden: Er dit nu det samme som mit nu, og kan vi mødes så og så mange nuer fra nu? Med ure med alternative måder at måle tiden på, forsøger vi at snyde tiden: Vi forsøger at få mere ud af tiden på forskellige måder. Et slow watch forsøger at snyde tidens række af nuer ved at skabe illusionen om et langt, udstrakt nu, hvor vi er til stede i tidens fylde, og hvor vi mødes og udvikler os mere spontant.

For Heidegger, den største tidsteoretiker i det 20. århundrede, ville dette muligvis give en ekstra dimension til det, han kalder den vulgære tidsopfattelse. Den vulgære tidsopfattelse er den, der udstanser tiden i rækker af nuer, der kan måles. Og med et slow watch kan vi endda sætte tiden i en form for slowmotion og være ret længe i et nu, før det næste kommer. Men et længere nu, som vi dvæler ved, er stadig et nu, og for Heidegger er nuet det forkerte fokus for ens tidsopfattelse. Tiden er en ekstatisk enhed af fortid, nutid og fremtid, og hvis et ur skulle illustrere dette, skulle det udbygges med en fornemmelse af også at være forbundet med fortiden og på vej ind i fremtiden.

Hvordan skulle Heideggers ur se ud, hvis det skulle være tro mod hans filosofi? Måske skulle hele livet være på urskiven, selv ens egen død, selve fraværet af tid, indskrevet i den tid, der går: Uret ville gør os i stand til at handle ’egentligt’, med beslutsomhed, i verden.

Øieblikkets ur

Men hvad nu, hvis det slet ikke handler om at forholde sig til tiden på en mere autentisk måde, men tværtimod om brutalt at rippe op i nuet? Er det, det hele handler om, ikke snarere ’øjeblikket’, som Kierkegaard talte om, hvor evigheden pludselig er til stede i nuet, i et slags ’evighedens atom’. Som da Jesus ankom til jorden, til tiden; Kierkegaards kongeeksempel.

Hvordan ville Kierkegaards ur se ud? Et bud ville være, at et Øieblikkets ur slet ikke ville have nogen visere eller tal, men snarere et spejl, så man i stedet for tiden så sig selv, når man kiggede på uret. »Hvornår er det nu, man skal elske sin næste som sig selv?« [Kigger på uret]. »Nå, jo. Nu!« Eller måske ville et kierkegaardsk ur slet ikke være et armbåndsur, men snarere et kukur, der kunne hænge på væggen, og om hvilket man ikke kunne vide, hvornår det ville slå alarm eller falde ned. Det kan ske når som helst, at evigheden bryder ind i tiden, og dét, den enkelte kan gøre, er blot at holde sig parat.

»It’s now or never,« som Elvis sang. Men med Kierkegaard ville det lyde: Det er aldrig, men det er nu!

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Niels Duus Nielsen
  • Kurt Nielsen
Anders Reinholdt, Niels Duus Nielsen og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu