Læsetid: 8 min.

»Chancerne for, at Trump kan straffes eller fjernes fra embedet, er stort set lig med nul«

Hvem er det, der angriber demokratiet, spørger de i USA, efter afsløringen af, at en gruppe embedsmænd i Det Hvide Hus modarbejder Donald Trump for at beskytte nationen mod hans værste tilbøjeligheder. Det er ikke den rigtige måde at sikre forfatningen og de liberale normer, siger professor i amerikansk historie
Det mest foruroligende ved, at anonyme embedsmænd overtrumfer præsidenten, er, at magten bliver usynlig og unddrager sig ansvar, siger kritikerne.

Det mest foruroligende ved, at anonyme embedsmænd overtrumfer præsidenten, er, at magten bliver usynlig og unddrager sig ansvar, siger kritikerne.

Erin Scott

8. september 2018

Det er svært helt præcist at bestemme, hvornår magten begynder at skride under den magtfulde.

Men inden for meget få timer blev USA’s præsident Donald Trump udsat for to angreb. Først begyndte der at blive lækket saftige uddrag fra den legendariske journalist Bob Woodwards længe ventede bog, og dernæst udkom en anonym kronik i The New York Times, der beskriver en modstandsgruppe af Trump-udpegede embedsmænd i Det Hvide Hus, der ser det som deres pligt at modarbejde præsidenten for at redde landet gennem hans præsidentperiode.

»Forræderi,« tweetede præsidenten rasende om de anonyme kilder, der i Woodwards bog og kronikken kaldte ham utilregnelig, amoralsk, ineffektiv og beskrev, hvordan hans impulsivitet leder til halvfærdige, dårligt begrundede og til tider hensynsløse beslutninger. Beslutninger som det er en patriotisk pligt at gøre sit yderste for at afværge – i det mindste de værste af dem – før det retter alvorlig skade på nationen og resten af verden.

Ikke at beskrivelserne af Trump og hans lederskab bringer meget nyt frem i forhold til tidligere beretninger fra det, der nu kaldes #Crazytown. Senest har den tidligere Trump-medarbejder Amarosa Manigault Newman i en bog beskrevet, hvordan en hær af folk i Det Hvide Hus, inklusiv nogle af præsidentens familiemedlemmer, forsøger at beskytte USA mod Trump.

Men præsidenten selv ser sig tydeligvis angrebet fra alle sider, og det er svært at fortænke ham i det, når nogle af hans medarbejdere i det skjulte aktivt modarbejder ham og hans politik. ’Kup’ er et ord flere iagttagere bruger til at betegne det, der sker i Washington lige nu.

Et af de konkrete resultater af »frihedskæmpernes modstandskamp«, der nævnes i kronikken, er et »tosporet præsidentskab«, som verden blandt andet har kunnet iagttage i kontrasterne mellem amerikanernes økonomiske sanktioner mod Rusland og præsidentens forsonlige holdning til Putin.

En anden konsekvens er en mulig forfatningskrise. For hvad er mest bekymrende? Præsidentens vildfarelser, utilregnelighed og inkompetence? Eller embedsmændene, der opererer som den ’dybe stat’ uden at kunne stilles til ansvar – mens de afværger Trumps ønske om f.eks. at likvidere Syriens præsident Bashar al-Assad og fjerner dokumenter fra præsidentens skrive bord, der kan trække USA ud af handelsaftaler?

»Jeg er ikke stødt på et angreb på en præsident, som det i New York Times-kronikken, hvor embedsmænd åbnet har sagt, at de anser det som deres job at beskytte landet mod præsidentens inkompetence. Det er aldrig sket før,« siger den britiske historiker Adam I.P. Smith, der er professor i amerikansk historie ved University College London og forfatter til flere bøger, på en telefon fra London.

Aldrig sket før

Manden, der om noget kræver loyalitet af sine medarbejdere, er den eneste amerikansk præsident, der nogensinde har stået over for en sådan desavouering og sådan et forræderi fra højtstående medarbejdere.

Det har på den ene side fået amerikanerne til igen at diskutere, om præsidenten kan afsættes ved at aktivere det 25. tillæg til forfatningen, som kan bruges mod en ustabil eller syg præsident, uden at der rejses en rigsretssag. Det overvejede embedsfolk ifølge kronikken, men de opgav alligevel ideen, da de ikke ønskede at udløse en forfatningskrise.

Men også spørgsmålet om, hvorvidt præsidenten kan stilles for en rigsret, har fået ny ilt. Det sker, fordi de aktuelle vidnesbyrd mod præsidenten menes at have en karakter, så de kan lægges oven i Trumps fyring af FBI-direktør James Comey, embedsmisbrug og indblanding i valg, der allerede gøres til genstand for krav om retsforfølgelse. 

På den anden side er der de amerikanere, som er stærkt kritiske over for de anonyme ’modstandsfolk’. Det gælder for eksempel Timothy L. O’Brien, der bl.a. har udgivet bogen TrumpNation: The Art of Being The Donald og er debatredaktør på Bloomberg.com:

»Det slående er for mig, at kronikøren (i New York Times’ anonyme kronik, red.) siger, at hans tropper forhindrer en forfatningsmæssige krise. Tænk lige over det: Embedsmænd i Det Hvide Hus er så foruroligede over Trumps manglende evner, at de overvejede yderliggående virkemidler, som de så afstod fra for at undgå en krise. Så disse ikkevalgte ukendte embedsmænd, alle udpeget af en mand, de ikke anser som værende i stand til at være præsident, styrer nu landet, uden at nogen overvåger dem, og uden at de kan stilles til ansvar. Hvis det ikke er en krise, hvad er så?«

Fjernet af folket

Adam I.P. Smith hæfter sig ved, at den anonyme embedsmand i kronikken giver udtryk for, at han — hvis det er en mand, jagten på den anonyme kronikør er nu gået ind i Det Hvide Hus og i de amerikanske medier – og hans ligesindede ser deres handlinger som en konsekvens af det løfte om at beskytte landet, der ligger i deres job. 

Det er også sket for andre præsidenter, at deres medarbejdere har forsøgt at beskytte omverdenen mod deres værste fremfærd og udfald, uden at det nødvendigvis kan sammenlignes med Trumps utilregnelighed og tilsyneladende inkompetence, tilføjer historikeren.

Og hvis de pågældende embedsmænd var stået frem med navn og havde fortalt om deres handlinger og oplevelser – som bl.a. tidligere taleskriver for George W. Bush David Frum argumenterer for i The Atlantic – for på den måde at lægge efterprøvelig og troværdig dokumentation frem ved at sætte deres karrierer på spil, havde de jo samtidig afskrevet sig fra at udføre deres pligt med forsat at lægge hindringer i vejen for præsidentens værste tilbøjeligheder, påpeger Adam I.P. Smith:

»Embedsmændenes argument er jo, at de beskytter forfatningen imod Trumps potentielle angreb, og det derfor er det deres etiske og forfatningsmæssige forpligtigelse at gå til modangreb. Det kan umiddelbart give god mening. Men det er jo ikke uden store dilemmaer. For på den anden side kan de pågældende embedsmænd blive anklaget for at være en del af den ’dybe stat‘, som Donald Trump gik til valg på at bekæmpe. Det vil sige, at de modarbejder demokratiet. Sådan vil en stor del af Trumps støtter helt givet betragte det.«

Det er præcist derfor, at ledelsen i Det Demokratiske Parti undlader at argumentere for en rigsretssag, med mindre de bliver spurgt, pointerer Adam I.P. Smith, som netop har skrevet en artikel på BBC om, hvad historien kan sige om en eventuel rigsretssag mod Donald Trump.

»Hvis man mener, at præsidenten ikke er berettiget til at side i embedet eller farlig for landet og omverdenen, skal man overveje sine metoder nøje. Jeg mener, at det bedste for det amerikanske demokrati ville være, at han blev fjernet af det amerikanske folk, der valgte ham, hvis det altså er det, flertallet ønsker. Alt andet ville opildne Trumps støtter, som er meget loyale,« siger han med henvisning til grundlæggerne af den amerikanske forfatning og uafhængighedserklæringen, de såkaldte forfatningsfædre.

De vidste godt, at en rigsretssag mod en siddende præsident ville være en meget kompliceret affære, blandt andet fordi den kræver støtte bredt i det politiske spektrum, så en sag ikke bruges som middel til at ramme politiske fjender.

»De fine herrer med knæsokker og parykker forudså præcis det mareridt, Trump er, da de prøvede at indbygge sikkerhedsforanstaltninger i forfatningen. De stolede ikke på, at folket kunne finde ud af vælge ledere, der ikke var rablende gale, demagoger eller fuldstændig inkompetente. Men de vidste også godt, at uanset hvor fint udviklede deres konstitutionelle strukturer var, er der ingen forfatning i verden, der kan sikre, at folket besidder de dyder, det kræver at vælge den rigtige leder. Og i sidste ende er det kvaliteten af lederskabet og ikke forfatningen, der er afgørende,« siger Adam I.P. Smith.

Moral

På spørgsmålet om, hvorvidt embedsfolk kan finde moralsk begrundelse i historiske begivenheder for at tilsidesætte folkets vilje – med alvorlig fare for at overdramatisere kunne analogien være Hitler, der havde folkets opbakning, men blev forsøgt fjernet ved et kup – svarer Adam I.P. Smith:

»Der er ingen tvivl om, at USA befinder sig i noget, der kan føre til en dyb konstitutionel krise. Men vi er ikke i nærheden af noget, der minder om 1930’ernes Tyskland, selv om der bestemt kan findes et autokratisk instinkt hos Trump, og han helt tydeligt har foragt for demokratiske normer og begrænsningerne på præsidentembedets magt.«

Historikeren mener derfor, at den rigtige fremgangsmåde i forhold til Trump er at undgå at sætte forfatningsmæssige og liberale værdier over styr.

»Embedsmændene i Trumps administration skal stå fast på de liberale og demokratiske normer over for en stabschef, der aktivt modarbejder den demokratiske proces, der har ført til hans indsættelse. Men jeg kan ikke se, at en kronik i The New York Times tjener det formål, selv om man kan være glad for, at de prøver at danne en modvægt til Trump.«

Diskussionen om rigsretssag og muligheden for at afsætte præsidenten på grund af psykisk ustabilitet vil ikke desto mindre forsætte, ikke mindst fordi listen over mulige årsager til strafforfølgelse allerede er lang, opremser historikeren:

F.eks. magtmisbrug i forhold til at fyre FBI-direktøren James Comey; brug af korrupte metoder blandt andet gennem bestikkelse af to kvinder for at vinde valget samt forsøg på at hindre rettens gang. Altså handlinger med konsekvenser for forfatningen, som forfatningsfædrene henviste til med udtrykket »high crimes and misdemeanors«.

Den politiske splittelse i USA betyder til gengæld, at så længe republikanerne kontrollerer Repræsentanternes Hus, er der ingen mulighed for at køre en sag mod Trump, medmindre republikanerne pludselig skulle vende sig mod præsidenten.

Hvis demokraterne får flertal ved midtvejsvalget i november, kan det bane vejen for sager mod præsidenten. Men selv i det tilfælde ville det kræve to tredjedeles flertal i Senatet, hvilket er en matematisk umulighed for demokraterne at opnå, pointerer Adam I.P. Smith.

»Det vil sige, at chancerne for at Trump kan straffes eller fjernes fra præsidentembedet stort set er lig med nul,« siger historikeren.

Det samme gælder muligheden for, at den 25. tilføjelse til forfatningen kan finde anvendelse. Det kræver først og fremmest, at vicepræsidenten og et flertal af ministrene i regeringen kan blive enige om, at præsidenten er for syg eller utilregnelig til at styre landet på forsvarlig vis, hvorefter Kongressens ligeledes skal have to tredjedeles flertal for at vælte præsidenten og indsætte vicepræsidenten i embedet.

»Jeg tror så heller ikke på, at de amerikanske vælgere afsætter Donald Trump. De fleste amerikanske præsidenter bliver genvalgt, og han har stor og solid støtte blandt sine kernevælgere,« siger Adam I.P. Smith.

Det lader også til at være den erkendelse som Vox’s ledende redaktør, Ezra Klein, er kommet frem til i en kommentar torsdag:

»En rigsretssag er ikke mulig for øjeblikket, og uden støtte fra begge politiske fløje er det heller ikke ønskeligt. Men det burde være muligt, og det burde kunne få bred politisk opbakning.«

Enhver ansat i Trumps administration må spørge sig selv, om loyalitet over deres land betyder at adlyde præsidenten eller udvise civil ulydighed
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Bjørn Pedersen
  • Torben K L Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Aagaard
Bjørn Pedersen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kontroverser, 5. kolonne og crazy præsidenter er ikke noget nyt i den ellers korte amerikansk historie...Aaron Burr, John Tyler, Millard Fillmore, Zachary Taylor, Andrew Jackson, Franklin Pierce, James Buchanan, Andrew Johnson, Warren Harding, Herbert Hoover, Harry (A-BombeManden) Truman, Spiro Agnew...

@Lars Jensen
Min pointe er at kontroverser og 5. kolonne (Spiro Agnew og den anonyme i NYT)) og Crazy præsidenter fandtes før Trump. Jeg nævner den amerikanske historie, ikke det politiskesystem. Og den amerikanske historie er ung! i den hvide mands bog...