Dødsspiralen: Sådan gik svineimperiet AC Farming konkurs 

Jan Rodenberg bryder sig egentlig ikke om den gamle riddersal i herregården ved Christiansfeld. Her er højt til loftet og guldaldermalerier på væggene rundt om det lange, massive mahognibord. Rummet er smukt, medgiver han, og fortæller en fin historie om dansk landbrug.

»Men jeg bekymrer mig mere om landbrugets fremtid,« siger han.

Indtil for to uger siden, var Jan Rodenberg overbevist om, at han var ved at forme den.

AC Farming var en sensation i dansk landbrug. Med store armbevægelser og en hovedrig investor i ryggen havde Jan Rodenberg og hans partnere bygget et svineimperium på under to et halvt år. Koncernen havde 18 gårde og producerede 250.000 grise om året – én gris hvert andet minut. Som noget helt nyt var de ved at opføre en moderne showroom-stald med navnet Den Sorte Diamant. Til sidst var AC Farming Danmarks næststørste svineproducent med en anslået værdi på 500 millioner kroner.

Men torsdag den 12. september kunne Landbrugsavisen – med gul breaking-bjælke på hjemmesiden – bringe årets landbrugshistorie: AC Farming var gået konkurs.

I en måned op til havde avisens læsere måbende kunnet følge med i de løbende afsløringer, som tegnede et billede af, at koncernen, der var blevet hyldet som fremtiden for dansk svineproduktion, i virkeligheden var en bus, som kørte så hurtigt, at hjulene faldt af. 

Historien om AC Farming er historien om dansk svineproduktion.

Trædemølle

AC Farming er et ekstraordinært eksempel. Men for hele den danske svineproduktion – og dansk landbrug i det hele taget – gælder det, at der bliver færre og færre producenter, som til gengæld producerer mere og mere.

Herregården ved Christiansfeld er en del af konkursen, men har en lang historie forbundet med dansk landbrug. »Jeg bekymrer mig mere om landbrugets fremtid,« siger Jan Rodenberg.

Peter Nygaard Christensen

Når danske landmænd er i problemer – og det sker med jævne mellemrum – er svaret stort set altid det samme: mere effektivt landbrug. Nye maskiner, større produktion, mere specialisering, lavere priser. Større, vildere, hurtigere.

Ikke mindst i svineproduktion.

På bare ti år er antallet af svinebedrifter faldet med 42 procent, viser en ny analyse fra Danmarks Statistik. Fra 3.800 i 2008 til 2.200 i 2017. I 1982 var der 55.000 bedrifter, der producerede grise. Til gengæld er det gennemsnitlige antal grise på hver bedrift steget fra 9.700 til 14.900 over de seneste ni år.

Og selv om der kommer flere økologiske bedrifter, er det fortsat kun 1,1 procent af de cirka 30 millioner grise, der bliver født om året i Danmark, som er økologiske.

Udviklingen er en naturlig konsekvens af en mekanisme, som nogle kalder ’strukturudviklingen’. Andre kalder den ’landbrugets trædemølle’. Landbrugsøkonom og lektor ved Aalborg Universitet, Jan Holm Ingemann, kalder den »landbrugets dødsspiral«.

Den fungerer nogenlunde sådan her:

Landbrugene vokser og investerer i ny teknologi. Det betyder, at omkostningerne per svin falder, og der kan produceres flere grise. Flere varer på markedet betyder lavere priser. Så falder landbrugets indtjening, og de er nødt til igen at vokse og investere i ny teknologi, så de kan nedbringe omkostningerne og producere mere og billigere. Det får priserne til at falde yderligere. Og så sidder landmændene der.

I trædemøllen. Eller dødsspiralen.

Og sådan er det gået siden 1950’erne, forklarer Jan Holm Ingemann. I 1970’erne var han overbevist om, at landbrugenes størrelse og produktion var ved at stabilisere sig.

»Man kan spørge sig selv, hvor længe det bliver ved. Men jeg er holdt op med at forsøge at svare. Intet tyder på, at udviklingen vender,« siger han.

’En god idé’

Det var en god idé. En rigtig god idé endda, er Jan Rodenberg stadig overbevist om.

»Planen var at producere grise billigere end andre,« siger han, da Information møder ham på herregården ved Christiansfeld, som er Jan Rodenbergs hjem lidt endnu. 

»Vi tænkte, vi kunne gøre det mere effektivt end andre. Og det kunne vi også.«

Foruden en pickup-truck med AC Farmings logo på siden, holder to Mercedes’er på gårdspladsen foran den gamle herregård. En gigantisk sort firehjulstrækker og en lille, cremefarvet cabriolet. I næste uge er de væk. Så har fogeden hentet dem.

AC Farming blev først stiftet formelt i april 2017, men historien om et af de mest spektakulære landbrugsprojekter i nyere tid begyndte lige her, da Jan Rodenberg overtog bedriften ved Christiansfeld i april 2016.

Konceptet var ret enkelt. I stedet for at hver enkelt landmand selv skal bøvle med miljøgodkendelser, byggeri, økonomi, kontorsystemer, medarbejderpleje, marker og grise, organiserede AC Farming sig som et aktieselskab med et fælles hovedkontor, som tog sig af alle de administrative opgaver.

Uden rigmanden Jan Daugaard Pedersen havde AC Farming aldrig kunne etablere sig som en af Danmarks førende svineeksportører. Og slet ikke i det tempo. Jan Daugaard Pedersen gav firmaet adgang til kapital. Det betød, at de hele tiden stod klar til at overtage konkursramte gårde, udvide forretningen og øge produktionen. 

På få år udviklede AC Farming sig til en kæmpe koncern med fem datterselskaber, 2.200 hektar jord, 8.300 søer og 20.000 slagtesvin.

Den Sorte Diamant var et topmoderne staldprojekt, som skulle fungere som showroom for koncernens internationale kunder. Et monument over fremtidens svineproduktion. Det blev den første regning, AC Farming ikke kunne betale.

Peter Nygaard Christensen

Begyndelsen på enden udspillede sig 50 kilometer nord for Christiansfeld, ved hovedkontoret i Give, hvor AC Farming var ved at bygge Den Sorte Diamant. Diamanten var et topmoderne staldprojekt, som skulle fungere som showroom for koncernens internationale kunder. Et monument over fremtidens svineproduktion. Det blev også den første regning, AC Farming ikke kunne betale.

Globalt rammevilkår

I landbrugets interesseorganisation Landbrug & Fødevarer betegner man ikke udviklingen mod større og færre bedrifter som en dødsspiral. Christian Fink Hansen, der er sektordirektør for svineproduktion, ser tendensen som en naturlig konsekvens af det frie marked.

»Enten investerer man og bliver konkurrencedygtig, eller også forsvinder man,« siger han. Sådan er det også inden for den økologiske produktion, tilføjer han.

Og det er grundlæggende en god ting.

»Kravene om, at bedrifterne skal være mere bæredygtige vil også skubbe i den retning. Omkostningerne ved at investere i miljøteknologi som for eksempel luftrensningsanlæg er mindre, jo større bedriften er,« påpeger han.

Men det er ikke gratis at udvide produktionen og købe nye maskiner og miljøteknologi. En konsekvens af strukturudviklingen er, at landbrugets gæld vokser. Der findes ikke tal for den samlede gæld i dansk svineproduktion, men dansk landbrug skylder samlet set 350 milliarder kroner, fortæller Henning Otte Hansen, seniorrådgiver på Fødevareøkonomisk Institut ved Københavns Universitet.

»Lige for tiden er der omkring 15 konkurser om ugen i dansk landbrug, og det skyldes i høj grad tørken,« fortæller Henning Otte Hansen.

Han mener imidlertid, hverken landbrugets gæld eller antallet af konkurser er gruopvækkende højt.

»Trædemøllen er et globalt rammevilkår inden for landbrug. Og gæld er et krav for at kunne overleve i trædemøllen,« siger Henning Otte Hansen.

Så kan man diskutere, om man overhovedet bør have så stor en svineproduktion i Danmark, tilføjer han.

»Men dansk svineproduktion er på mange måder beundret over hele verden,« siger han. For fødevaresikkerhed, miljøskånsomhed og effektivitet.

Eksplosiv vækst

Lige fra begyndelsen gik det godt for Jan Rodenberg. Han overtog komplekset med tre gårde og 1.100 søer ved Christiansfeld på et historisk godt tidspunkt, fortæller han. Prisen på svin havde været dårlig gennem en årrække, og nu var de klar til at stige.

Det eneste problem var, at han ikke kunne låne penge til at udvide.

»Banken mente, at jeg skulle tjene en masse penge først,« siger han.

I stedet fik han lidt tilfældigt fat i Jan Daugaard Pedersens telefonnummer.

»Vi snakkede lidt og blev enige om, at han kunne købe en gård, som jeg så kunne drifte. Og så delte vi i porten,« forklarer Jan Rodenberg.

Kort efter kom de i kontakt med Jonas Juhl og Carsten Lund Thomsen, som ville have deres gårde med i konceptet, og sammen stiftede de aktieselskabet AC Farming i april 2017.

»Jonas er skide god til at passe grise, og jeg er god til det administrative. Carsten og Jan ville gerne sidde som investorer,« forklarer Jan Rodenberg.

Information har forgæves forsøgt at få fat på de øvrige tre ejere. Dette er altså alene Jan Rodenbergs beretning om AC Farmings storhed og fald.

Derfra gik det hurtigt. Koncernen ejede pludselig otte gårde, og begyndte hurtigt at opkøbe og leje flere konkursramte gårde.

Grisepriserne var høje, og AC Farming tjente mange penge. I 2016 tjente Jan Rodenberg ti millioner kroner personligt, og i 2017 havde AC Farming et overskud på 17 millioner kroner.

Hverken Jan Rodenberg eller hans kompagnoner sov særligt meget om natten. De arbejdede i døgndrift på at drive den eksplosivt voksende virksomhed og kigge på nye konkursramte gårde, som de kunne overtage og renovere.

»Det eneste, jeg rigtig har købt, er den store bil derude. Men det tager jo heller ikke så lang tid at købe en bil,« siger han.

Jan Rodenberg kan nu se frem til at blive hyret af boet til at drive AC Famings gårde videre, mens der bliver fundet nye købere. Det kan tage en fem års tid.

Peter Nygaard Christensen

Den eksplosive vækst fortsatte. De fire partnere havde delt virksomheden ligeligt imellem sig. Godt nok var de blevet enige om at holde sig i Danmark, men derudover var der stort set ingen grænser for deres ambitioner. Alle konkursramte svinebrug kunne i princippet blive slugt af AC Farming.

»Vi kunne sagtens have været blevet nogle gange større. Vi kunne godt have haft 50.000 søer,« siger han. Planen var, at driftslederne på de forskellige gårde med tiden skulle have en ejerandel i AC Farming, så alle havde hånden på kogepladen.

Selv om AC Farming har en gæld på 350 millioner kroner, syntes Jan Rodenberg egentlig, at firmaet var godt polstret. Så ramte det, han kalder »tusindårskrisen«.

Moralsk spørgsmål

Alle er ikke enige i, at trædemøllen er en tvingende nødvendighed. Frie Bønder – Levende Land er navnet på en sammenslutning af små landbrug i Danmark. På organisationens hjemmeside kan man læse, at der findes to slags landbrug.

»Et industrielt storlandbrug, der er moralsk, økologisk og økonomisk bankerot på trods af massiv statslig støtte – og et smålandbrug, som er visionært og bæredygtigt i dette ords sande betydning.«

Bestyrelsesmedlem Ole Færgemann mener langt fra, at landbrugets trædemølle er uundgåelig. Tværtimod er den i høj grad politisk bestemt. I 2003 brød Frie Bønder – Levende Land med de øvrige landbrugsorganisationer, som dengang samlede sig til Landbrug & Fødevarer.

»De bønder, der er blevet store på grund af trædemøllen, øver politisk indflydelse, der aktivt fremmer de store landbrug,« siger han.

Et eksempel er EU’s landbrugsstøtte, som de enkelte lande kan vælge at omfordele, så den i højere grad går til små landmænd. Det gør man for eksempel i Frankrig, fortæller Ole Færgemann.

»Det har man eftertrykkeligt fravalgt i Danmark,« siger han.

Og det er dumt, mener han. Små landbrug skaber nemlig flere arbejdspladser, og mere liv i landdistrikterne. Og så fordrer det et system, hvor folk producerer og forbruger lokale fødevarer, som er dyrket med respekt for naturen. Det ville være dyrere for forbrugerne, men »fødevarepriserne er alt, alt for lave«, mener Ole Færgemann.

— Konventionelle, danske svin har et meget lavt klimaaftryk i forhold til svin fra andre lande. Hvis Danmark nedlagde masseproduktionen af svin, ville den vel bare flytte til udlandet og forurene endnu mere?

»Det er landbrugets evige argument. Men det er fundamentalt amoralsk. Nordmændene siger det samme, når de udvinder olie. Sagen er jo, at vi skal nedbringe anvendelsen af fossile brændstoffer. Og vi skal nedbringe den animalske produktion, som har et enormt klimaaftryk. Det er moralske spørgsmål,« siger Ole Færgemann.

Det store kollaps

»Høsten har ikke været så dårlig i 100 år på grund af tørken,« siger Jan Rodenberg og stikker tommelfingeren frem. »Priserne på gris er kun så dårlige her hver 20. år,« siger han og tilføjer en pegefinger. »Og så er der et Rusland-embargo oven i hatten.« Han finder også langfingeren frem.

»Det bliver kun så dårligt her hvert tusinde år. Vi kalder det tusindårskrisen,« siger han. Han tilføjer hurtigt endnu et »sådan er det jo. Der er ikke noget at gøre ved det«.

Det var først for to måneder siden, at det for alvor gik op for Jan Rodenberg, at AC Farming var i problemer. Indtjeningen var ikke nær så høj som forventet, de 2.200 hektar land ville ikke levere foder til grisene, og regningerne fra de mange renoveringsprojekter skulle stadig betales.

AC Farming manglede penge, og pludselig smækkede både banken og investor pengekassen i. Jan Rodenberg forhandlede med forskellige folk og forsøgte at kontakte nye investorer. Han var overbevist om, at det ville lykkedes.

Den 29. august bragte Landbrugsavisen en nyhed med overskriften: Åbent hus i spektakulær stald aflyst.

Den Sorte Diamant skulle have været fremvist for offentligheden blot to dage efter. Men i stedet aflyste bygherren, Gråkjær, arrangementet og trak sine folk hjem fra byggepladsen. AC Farming havde ikke betalt regninger. Få timer efter står der på forsiden af Landbrugsavisen.dk, at der er »stor uro om økonomien i AC Farming«.

»Derfra mister jeg alt råderum,« fortæller Jan Rodenberg.

Den 13. september indgav AC Farming en konkursbegæring. Hele ejerkredsen lider markante milliontab, og Jan Rodenberg går personlig konkurs.

— Udvidede I for hurtigt?

»Jeg vil ikke sige, at vi ekspanderede for hurtigt. Vi kunne godt have givet den mere gas.«

— Hvad har I gjort galt?

»Vi har ikke haft det kapitalgrundlag, vi regnede med. Vi skulle ikke have købt Riis (komplekset ved Give med Den Sorte Diamant, red.). Så havde vi nok haft buffer nok.«

Omvendt bliver man nødt til at blive større. Mellemvaren dør altid, siger Jan Rodenberg. Han er stadig overbevist om, at AC Farmings model var den rigtige. Et stort, professionelt landbrugsselskab med flere ejere. Havde de bare klaret den igennem tusindårskrisen.

»Vi så en stor lysende fremtid, som er blevet smasket ned,« siger han. 

Men Jan Rodenberg er okay, understreger han. Hans kone er mere optaget af det kejsersnit, hun fik foretaget to dage før konkursen, og børnene er ligeglade, så længe fogeden ikke kommer efter deres Playstation.

Med al sandsynlighed bliver Jan Rodenberg hyret af kuratorerne til at drive nogle af AC Farmings gårde videre, mens boet bliver gjort op, og der bliver fundet en køber. Det er kutyme ved konkurser i landbruget. Nogen skal jo holde grisene i live, så foretagendet kan sælges, og kreditorerne kan redde så meget som muligt.

Han regner med, at der kommer til at gå fem år, før der er styr på det hele, og han kan finde sig et nyt arbejde. Fem år. Som forpagter i sine drømmes ruiner.

»Og altså, sådan er det jo. Der er ikke noget, jeg kan gøre ved det.«