Baggrund
Læsetid: 5 min.

Fodboldens bedste

På få uger er Real Madrids Luka Modric blevet kåret som både FIFA’s og UEFA’s Best Player of the Year, og han er storfavorit til Ballon d’Or-prisen sidst på året. Dermed er et årti med Ronaldo og Messis totale dominans af den internationale fodboldscene ved at være forbi
Med Luka Modrics gennembrud i en sen alder kan man forsigtigt spørge: Er begejstringen for stjerner som Ronaldo, Messi, Salah, Neymar og Mbappés’ hurtige fiks foran målet afløst af repsket for det lange, slidsomme træk på midten?

Med Luka Modrics gennembrud i en sen alder kan man forsigtigt spørge: Er begejstringen for stjerner som Ronaldo, Messi, Salah, Neymar og Mbappés’ hurtige fiks foran målet afløst af repsket for det lange, slidsomme træk på midten?

Sergio Lopez

Moderne Tider
29. september 2018

Man kommer langt med at vinde en Champions League-finale og et verdensmesterskab. Eller i hvert bare deltage i en VM-finale mod alle odds og blive publikumsdarling og modtage prisen for turneringens bedste spiller.

For nogle uger siden vandt 33-årige Luka Modric UEFA’s Best Player of the Year, og mandag aften modtog kroaten som ventet FIFA’s Best Player of the Year. Med i opløbet til The Best var Cristiano Ronaldo, tidligere holdkammerat med Modric i Real Madrid, nu Juventus, og Mohamed Salah, der spiller i Liverpool.

Og hermed sluttede et årti, hvor Ronaldo og Lionel Messi på tværs af prisoverrækkelser med skiftende navne og alliancer dominerede den internationale fodboldscene totalt.

Det er en offentlig kendt hemmelighed, at man helst skal vinde noget stort med sin klub eller sit land for at få de eftertragtede, individuelle priser. På den måde er det faktisk også en kollektiv ære.

Real Madrid, Frankrig og VM

På årets hold, som FIFA sætter ved samme lejlighed baseret på stemmer fra spillere, mediefolk og udvalgte fans, er Real Madrid og verdensmestrene Frankrig solidt repræsenteret. Uniteds David De Gea i målet. Dani Alves, Sergio Ramos, Raphaël Varane og Marcelo i forsvaret. De tre sidste spiller til daglig sammen i Real Madrid.

På midtbanen finder vi Luka Modric igen flankeret af det franske landsholds Ngolo Kanté og Chelseas Eden Hazard. Og i angrebet to gamle kendinge, der nok skal bruge et par år på at ryste sig helt ud i kulissen, Ronaldo og Messi. På fløjen huserer hurtigløberen og den blot 19-årige Kylian Mbappé fra Frankrig og Paris Saint-Germain.

Altså i alt fire spillere fra Real – fem, hvis vi tæller Ronaldo med. Og tre fra Frankrigs landshold.

Der er altid nogen, der vil undre sig. Hvorfor er Antoine Griezmann, Neymar og Mo Salah ikke med på årets mandskab?

FIFA er fodboldens øverste, globale organisation, og det er derfor logisk, at meritter ved et VM regnes med i bedømmelsen. Prisen for FIFA’s bedste er en udløber af den såkaldte FIFA World Player of the Year, som eksisterede fra 1991 til 2009. Herefter blev den fusioneret med France Football’s Ballon d’Or og blev til FIFA Ballon d’Or fra 2010 til 2015. Fra 2016 kom prisen til at hedde The Best FIFA Player. Her sad Ronaldo tungt på tronen.

Én vinder tager det hele

Med sine tre priser – bedste i UEFA, FIFA og VM i Rusland – er Luka Modric storfavorit til at fuldende et gyldent år med Ballon d’Or-titlen, som igen er blevet en selvstændig titel og uddeles til december.

Det er der tre grunde til: For det første kan hans nærmeste konkurrenter ikke nå at vinde nogen nævneværdige turneringer med deres klubber inden da. For det andet er det kutyme, at en enkelt spiller hapser alle priserne. For det tredje er magtforskydningen på fodboldens øverste hylde mere end blot symbolpolitik: Modric er sandsynligvis en overgangsfigur, der skærer sig ind imellem ti år med Ronaldo og Messi og en ny, kommende stjerne. Mbappé måske? Eller går vi ind i brogede år med skiftende guldvindere?

For 50 år siden begyndte det hele. Stanley Matthews, fast krumtap i den engelske klub Blackpools spark og løb-filosofi, var den første, som blev kronet i Paris. Historisk er Ballon d’Or sammenfaldende med Champions League-turneringen, eller som vi kaldte den dengang: Europa Cup’en for Mesterhold. Indtil 1960, hvor Luis Suaréz (den ældre af dem) fra Barcelona vandt pokalen, stod der ’den hvide ballet’ ud over det hele. Det var, da Real Madrid regerede enerådigt, og Alfredo di Stefano og Raymond Kopa, der kom fra Frankrig, var tidens hotteste stjerner.

Et kig i historien afslører en påfaldende volumen af tyske og italienske prismodtagere. Juventus og AC Milan dominerer scenen, og det samme gør Bayern München. Koloritten sørger de sporadiske østeuropæere for – Oleg Blokhin fra Dynamo Kiev i 1975 – og selvfølgelig den hollandske epoke med Johan Cruyff i 1971, 1973 og 1974 efterfulgt af Ruud Gullit og Marco van Basten i slut-80’erne.

Vi danskere var stolte, da Allan Simonsen på datidens danskerhold Borussia München-Gladbach blev nummer ét i 1977.

I 1996 vandt Matthias Sammer fra Borussia Dortmund Den Gyldne Bold, men bortset fra ham og til dels Franz Beckenbauers arrogante sammenkog af libero og playmaker var det i 2006 første gang en forsvarer fik prisen. Den gik nemlig til Real Madrids Fabio Cannavaro, der samme år vandt VM med Italien. Målmanden Gianluigi Buffon og boldfordeleren Andrea Pirlo, der ofte søgte ned i de defensive midtbaneområder, var tæt på. Det samme var Roberto Carlos lige efter årtusindskiftet. Paolo Maldini har ofte været på tale, men har aldrig vundet.

Hvad med Laudrup?

Gåden om Michael Laudrup dukker op, når den internationale fodbold fejrer sig selv. Hvorfor har han aldrig fået Ballon d’Or? I 1992, da han sammen med Ardoni Zubizarreta, Ronald Koeman og Hristo Stojtjkov løftede Champions League-pokalen for Barcelona, burde han have taget den. To år senere blev det ganske vist Stojtjkovs tur, men tiderne var nye, Europa var blevet hele verden, og Ronaldo (den oprindelige fra Brasilien), Zinedine Zidane, Luis Figo og Ronaldinho sendte historien retur til dér, hvor det hele begyndte. Nemlig i Real Madrid og Barcelona.

Listen over FIFA’s World Player of the Year (og Ballon d’Or) i nyere tid er et studie i rivaliseringen mellem Barcelona og Real Madrid. Det bølger frem og tilbage. Cristiano Ronaldo vandt prisen som verdens bedste spiller i 2008, mens han stadig var i Manchester United, men derefter står der Lionel Messi ud over det hele. Fire år i træk, fra 2009 til 2012, er den lille argentiner på spidsen af verden. I 2010 vælges Andrés Iniesta og Xavi, også Barcelona, som nummer to og tre. Fra 2013 svinger magten tilbage til Real Madrid, hvor Ronaldo igen bliver nummer ét. Totalt topper Real Madrid tabellen med seks vindere og ni spillere i toptre. Barcelona følger lige efter med fem nummer et og ti blandt de tre finalister. Der er et stykke ned til AC Milan med tre vundne titler.

Tilbage i 2006, hvor Fabio Cannavaro blev Ballon d’Or-helt, spekulerede mange i, at en lang æra med forwards var brudt. Bortset fra Zinedine Zidane, selvfølgelig, som var i en elegant liga for sig selv. Det blev ikke tilfældet, for derefter stod der som bekendt Ronaldo og Messi på menuen. Koloritten er Kaka i 2007 – en målsøgende midtbanegud – og koryfæer som Andrés Iniesta og målmændene Manuel Neuer og Gianluigi Buffon.

Med Luka Modrics gennembrud i en sen alder kan man forsigtigt tænke videre i samme baner. Stjerner som Ronaldo, Messi, Salah, Neymar og Mbappé scorer mål i litervis, men hvor var de henne uden en midtbane, der binder det hele sammen? Er det hurtige fiks foran stængerne afløst af det lange, slidsomme træk på midten?

Det er næsten en slags anti-branding: Er der nogen asiatiske teenagepiger, der gider have Luka Modric hængende på væggen som blikfang i plus size? Når man nu i stedet for en østeuropæer med 90’er-hår og 172 centimeter i oprejst tilstand kan få CR7’s orange sixpack og knivskarpe hår.

Den havde Oleg Blokhin nok ikke lige forudset, da han blev kåret som verdens bedste fodboldspiller for 43 år siden. Østeuropæerne er tilbage.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her