Folkhemmets triumf: Det tamme menneske

Det må have været ensomme år, de første år i Foucaults karriere, i 1950’erne, hvor han ikke ser sig selv om en, hvis liv skal gå med at skrive. Han ser ikke sig selv som noget. Allerhøjst som en unyttig turist, en der lever i en kuffert.

I 1947 følger han Merleau-Pontys forelæsninger om sjæl og legeme hos Malebranche, Maine de Biran og Bergson. I 1949 Merleau-Pontys forelæsninger om Saussure. Begge på Ecole Normale Supérieure, hvor Foucault er kommet ind i andet forsøg. Han får sin embedseksamen (l’Agrégation) i filosofi i 1951, ligeledes i andet hug. Han er medlem af det franske kommunistparti. Han omgås med planer om emigration. Til Danmark.

Det er Foucaults urhistorie – i hvert fald, når det drejer sig om hans intellektuelle biografi. Han har andet bag sig. Vennerne beretter om gentagne selvmordsforsøg. Efter sigende skyldes de hans vanskeligheder ved at finde sig til rette med sin homoseksualitet. Mange år senere offentliggør Foucault et forsvar for selvmordet i det tidsskrift for homoseksuelle, han selv har været med til at sætte i gang (Le Gai Pied, Nº 1, 1. april 1979). Et forsvar mod »den småtskårne realitet«, man forbeholder selvmordet.

I

Foucault kommer til Sverige i efteråret 1955, hvor han tiltræder en stilling som fransk lektor ved Universitetet i Uppsala på anbefaling fra Georges Dumézil, der selv har haft stillingen. Han bliver også direktør for Det Franske Institut.

Sverige er vigtig for Frankrig, ikke mindst på grund af Nobelprisen. Foucault bliver efterhånden også en vigtig person for Frankrig. Da Camus får Nobelprisen i 1957 og kommer til Stockholm, er det Foucault, der modtager ham.

På det tidspunkt har Foucault sin første bog ude, Sindssygdom og psykologi (1954), og desuden sin første oversættelse (af Binswangers Traum und Existenz) med introduktion fra samme år. Han har besøgt Binswanger i Schweiz. Han har også besøgt Lacans seminar. Han er kommet ud over skyldfølelserne over sin homoseksualitet efter at have mødt komponisten, musikeren og livsnyderen Jean Barraqué. Han er også kommet ud af kommunistpartiet. Men offentligheden hører ikke meget til ham igen før 1961.

I Sverige holder han foredrag om kærligheden fra Sade til Genet. Han køber sin første bil: En hvid Jaguar med sort indtræk. Med den prøver han at sætte fartrekord på strækningen Stockholm-Paris. Vennerne taler om hans »dandyperiode«. Selv taler han begejstret om København. Det er »lysternes sted«.

II

Sådan kan man nu takket være mange kilder grave i den biografi, Foucault selv gjorde alt for at holde tæt ind til kroppen. Dengang jeg oversatte ham, vidste jeg kun fra The International Who's Who, at hans far hed Paul Foucault og var læge. Nu ved jeg, at Pauls far også var det, og hans far igen. En lægefamilie gennem tre generationer. Ikke så underligt det endte med opgør med lægevidenskaben (Foucault hed egentlig Paul Michel Foucault efter faderen, men dropper Paul og kalder sig kun Michel). Nå, måske er det bare biografisk metode. Eller ren nyfigenhed? Det kunne dog også være en arkæologi i vidensarkæologen Foucault.

I Yngve Lindungs »Intervju med Michel Foucault« offentliggjort i Bonniers Litterära Magasin i marts 1968 siger Foucault: »Når man skriver, er det også for bare at forsvinde.« I Vidensarkæologien fra 1969 siges det endnu tydeligere: »Jeg er sikkert ikke den eneste, som skriver for ikke mere at have noget ansigt.« Hvorfor den optagethed af døden og skriften? »Menneskets død.« Ansigtet tegnet på strandbredden, og som havet visker ud ...

Selvfølgelig kan man henvise til Maurice Blanchot, der har skrevet om litteraturen »og retten til døden« og om Foucault, »som jeg forestiller mig ham«. Men man behøver ikke forestille sig så meget. Man behøver ikke gå til biografien. Foucault siger det selv.

III

Der går til efteråret 1958, inden Foucault forlader Uppsala, så han når at lære Sverige ret godt at kende. De lange vinternætter, dage uden sol. Husets mure, med den uendelige skov, med verdens begyndelse lige udenfor. Og med de ordknappe svenskere. Midt i det begynder han at skrive fem-seks timer hver dag – »en afsindig snakkesalighed, som jeg ved, må provokere enhver svensker«, siger han til Yngve Lindung.

Han ser mennesker omkring sig, der kun henvender sig til hinanden, hvis de skal. Mennesket er »et punkt, som flytter sig, som adlyder love, skemaer og former«. Mere er ikke nødvendigt. Var det mon ikke i Sverige, jeg begyndte at formulere den antihumanisme, man karakteriserer mig med, spørger han sig selv i interviewet. Foucault er høflig, men nedenunder er det ret groft: Det menneske, han ser i Sverige, er allerede dødt.

Skulle det være, hvad Foucault har set i Sverige, så står han i det mindste ikke helt alene med sin iagttagelse. Hans Magnus Enzensberger beskriver i Åh! Europa (som refereret af Rune Lykkeberg her i Information 14. juli i år), hvordan det er lykkedes Sverige med sin »velfærdspædagogik« at skabe, hvad andre regimer kun har drømt om: Det tamme menneske.

Sverige er ikke arbejdernes fædreland (det var Sovjetunionen), utan et hjem for hele folket. For hele mennesket? Et menneske med statshumanistiske træk. Er det stadigvæk et menneske? Forråder det ikke snarere noget i mennesket ...

Lou Reed forklarer i filmen Blue in the Face, hvorfor han føler sig godt tilpas i New York. Den verden kan han finde ud af. Sverige, derimod! Der er tomt. »Alt fungerer.« Hvis man går på apoteket, er der et skilt, hvor der står: »Ved selvmord, ring nummer det-og-det.« Hvis man tænder for fjernsynet, viser det, hvordan en hårtransplantation foregår. »Den slags ting skræmmer mig. Ikke New York.«

IV

Som dansker skal man være varsom med at kritisere Sverige; der er så mange fordomme. Danskere tror, at svenskere kun drikker for at blive fulde, men hvad så med Systembolaget, hvor selv den billigste vin er kvalitetskontrolleret? I Sverige er det hele folket, der har ret til kvalitet. Man kan stadig få boliger og biler af høj standard for menneskepenge. Det socialdemokratiske projekt er lykkedes, som det engang også var hensigten i Danmark. Når Sveriges Radio formidler litteratur og klassisk musik, foregår det seriøst. Man hyrer ikke stand up-komikere til at gøre det. Svenskere har stil. At være plat er dansk.

Engang skulle en række kendte danskere vælge et billede til illustration af noget typisk dansk. De valgte musselmalet porcelæn og smørrebrød og videre i den dur. Henrik Nordbrandt valgte et foto af den svenske kyst. Ja, hvad skulle vi gøre uden svenskerne at grine af? »Hvad er definitionen på en svensker? Det er: en tysker, forklædt som menneske.« Ha-ha-ha-ha!

Der kan nu godt være en tanke i folkeviddet, også hvor humoren er den svages list over for to stærke naboer. Tysk er et godt kommandosprog: Ordnung! Disziplin! (med z) Sådan hæver man ikke stemmen i Sverige. Der er man lavmælt ordentlige (med tryk på anden stavelse). Selv tyskerne kan ikke hamle op med svenskere i lydighed, skriver Enzensberger. Men der er noget uhyggeligt ved den tavse forventning om disciplin. Ved nul ironi, nul spontanitet, nul anarkisme. Staten har én i sin varetægt fra vugge til grav. Folkhemmet is watching you!

V

Så sådan er alle svenskere? Nej. Det er som alle andre steder. Det er også i USA, man finder den argeste antiamerikanisme.

Den mest ubarmhjertige parodi, jeg kender, på et samfund som det svenske, findes i Roy Anderssons film.

I Sange fra anden sal ser man den blide pædagogik i funktion. En pige på otte år bliver instrueret foran et lærd selskab. De har læst alle bøger, siger pædagogen, så de ved besked med alting. »Det går inte att göre vad som helst ... En myra till exempel kan ju inte äta upp en elefant. Det går ju inte.« Pigen bliver derefter ført hen til en rampe. Hendes forældre tager afsked med hende. Over for en række høje gejstlige står en menneskemængde. Og nu sker det: Med et let puf sendes pigen i afgrunden.

I Du levende forsøger Benny, en håndværkertype, at trække dugen væk under servicet på et opdækket bord. Tricket mislykkes, og det over 200 år gamle service smadres. I retssalen foreslås livstid. Men nej, så grov uagtsomhed må straffes med døden. Den elektriske stol! Benny tager sin straf. Han er dog lidt nervøs, da han skal henrettes foran de popcornspisende sagsøgere. Men der er hjælp at hente. »Försök att slappna av, Benny!« siger omsorgspersonalet. »Försök att tänka på något annat!«

VI

I Sverige er der säkerhet. Her er der endda säkerhetspolis.

Der var ganske vist det med Olof Palme, statsministeren. Og det med Anna Lindh, udenrigsministeren.

Men det var hændelige uheld. Meget beklagelige.

VII

I Per Albin Hanssons kanoniske Folkhemstale fra 1928 udstikkes den svenske vej i grundtræk. Socialdemokratismen er, som man ved, en reformistisk og ikke en revolutionær bevægelse. Målet er dog det samme: At afvikle klassesamfundet. Men i enighed og samdrægtighed. Man skal føre arbejdsgivere og arbejdere sammen til samförstandsdiskussioner og samfundet udvikle sig i overensstemmelse med de gemensamma interessan.

Det er i øvrigt interessant, at reformismen aldrig kan udelukke revolutionen helt. Et bærende argument for samfundets fredelige udvikling gennem enighed frem mod det klasseløse samfund er blandt socialdemokrater, at hvis ikke der er lighed i samfundet, så bliver der mere ufred. Og deri har de ret.

Spørgsmålet er dog, hvad der skal være enighed om, eller hvor langt enighedskulturen skal gå. En ting er, at sådan et samfund (med et udtryk af Karl Ove Knausgård, endnu en sverigeskritiker) kan »dovne hen« i lutter enighed. Noget andet er, at hvor der er konsensuspres, er der også dem, der forvalter det.

VIII

Også det, kender vi i Danmark. Men vi kender det ikke i samme omfang. Også i Danmark findes der meningsdannere, som ved en slags dressur vil indføre en bestemt sprogføring. Men det når ikke så meget længere end til Politiken-segmentet. I Sverige udgør de hele ledelseslaget – pressen, kulturen, politikerne. Et låg lagt på en gryde, hvor det koger.

Indtil videre er det lykkedes overpædagogerne at forklare alting. Hvis nogen undrer sig over, at størstedelen af kvinderne i svenske indkøbscentre er tilhyllede, og spørger, om det er svensk kultur, får de at vide, at der ikke er noget, der hedder svensk kultur. Der er kun kultur simpelthen. Så på den måde er der slet ikke noget problem.

Jeg har en mistanke om, at Sverige står foran en lignende udvikling som den, vi har set i Danmark, hvor det har taget lang tid at lære, at man ikke skal behandle dem, der tager en befolknings bekymringer op, som hunde (’stuerene’ eller ej).

IX

I Malmø, hvor jeg bor, er der også rebelske unge mennesker, som laver graffiti. De står nede ved Folkets Park og sprayer på træmuren, som de har fået 100 meter til rådighed af.

Hver måned bliver det hele malet over af kommunen. Og straks efter kan næste hold begynde.

Der er gang i de unge graffitimalere i Malmø, det må man sige. Og man ved, hvor man skal finde dem.

X

Når man ankommer med Øresundstoget til Kastrup Lufthavn fra den svenske side, annonceres det i togets højttalere. På engelsk og på dansk. På svensk hedder det: »Vi ankommer strax till Köpenhams flygplatts Kastrup.« Og så tilføjes det: »Om du har mycket bagage, kan det vära bra att redan nu förbereda avstigningen.« Hvorfor dog den tilføjelse i den svenske version?

Gælder det samme ikke for dem, der forstår dansk eller engelsk? Jo, formentlig. Hvorfor skal de så ikke have det at vide? Det undrer mig. Men man kan også vende spørgsmålet om: Hvorfor skal svenskere have det annonceret? Som om de ikke lige så godt som alle andre kunne indse noget så indlysende ...

Jeg siger ikke, at svenskere bare er punkter, som flytter sig, som adlyder love og formaninger, og som skal have dem annonceret over højttaleren. Jeg siger ikke, at der nødvendigvis er tale om »blid velfærdspædagogik«. Jeg undrer mig bare, efter at have kørt med det tog så mange gange. Hvad kan grunden være til, at svenskere skal have den særmelding?

XI

Men man skal ikke grine af Sverige. Nej, for i Sverige, der er det alvor.