Læsetid: 7 min.

Hvad er fremtiden for folkeafstemninger i Europa?

Folkeafstemninger afgør i stigende grad rammerne for udviklingen ikke bare i de enkelte lande, men i Europa som helhed. En ny rapport fra University College London analyserer borgerinddragelsen og det direkte demokrati. Folkeafstemninger er kommet for at blive, og en fornuftig brug af dem kan være med til at fjerne frygten for dem, hedder det
Seperatister demonstrerer i Barcelona op til årsdagen for folkeafstemningen sidste år om Cataloniens løsrivelse fra Spanien. Folkeafstemninger er ofte kontroversielle, men det behøver de ikke at være, fastslår rapporten.

Seperatister demonstrerer i Barcelona op til årsdagen for folkeafstemningen sidste år om Cataloniens løsrivelse fra Spanien. Folkeafstemninger er ofte kontroversielle, men det behøver de ikke at være, fastslår rapporten.

Matthias Oesterle

29. september 2018

Folkeafstemninger har momentum. Storbritannien stemte sig ud af EU ved en folkeafstemning i juni 2016. I maj i år blev retten til abort indført i Irland ved en folkeafstemning. Og både Skotland og Catalonien har de senere år afholdt folkeafstemninger om selvstædighed.

Folkeafstemninger er kontroversielle, og særligt afstemningen om Storbritanniens EU-medlemskab har været med til at aktivere debatten om, hvilken værdi folkeafstemninger tilfører demokratiet, og hvordan de bedst sammenkædes med repræsentative institutioner.

Direkte inddragelse af borgere i det repræsentative demokrati er en model for demokrati der siden 1970’erne har været under stadig udvikling, og som er kommet for at blive. Det er derfor vigtigt at undersøge, hvordan man bedst kan gøre brug af folkeafstemninger

I en ny rapport udgivet af Constitutional Unit at University College London kommer en række forskere og britiske parlamentarikere på tværs af partier med anbefalinger til, hvilken rolle folkeafstemninger bør have.

Rapporten er skrevet til en britisk kontekst, men rejser grundlæggende spørgsmål om, hvordan man styrer demokratisk. Spørgsmål og anbefalinger, som også er relevante i en dansk kontekst, hvor folkeafstemninger også er et kontroversielt værktøj. Senest i 2015 slog en folkeafstemning fast, at Danmark skal opretholde sit retsforbehold i EU-medlemskabet.

Hvilken slags demokrati er mest demokratisk?

Rapporten kan ses som en del af en langstrakt forhandling af værdien af repræsentativt demokrati. Det repræsentative demokrati er gået fra at blive opfattet som en slags sekundademokrati til at blive taget i forsvar i den politiske teori som en lige så demokratisk, hvis ikke endnu mere demokratisk, styreform end direkte demokrati. Fortalerne for det repræsentative demokrati fremhæver, at det tillader inklusion af modsatrettede synspunkter og eksperter, ligesom dets langsommelige processer tillader refleksion og muligheden for at skifte mening og indgå kompromisser.

I opposition hertil står de politiske stemmer, der de seneste år har revitaliseret forsvaret for direkte demokrati og talt for at styrke direkte elementer i eksisterende repræsentative demokratier. Et forsvar, der ofte sammenkædes med en kritik af politiske eliters manglende forståelse for de problemer, almindelige mennesker står over for, samt en kritik af en utidig indblanding fra eksperter.

Ved at afsøge mulige veje for, hvordan folkeafstemninger bedst kan integreres i det repræsentative demokrati, taler rapporten ind i diskussionen om, hvilken form for demokrati der er mest demokratisk.

Rapporten kan læses som et forsvar for det repræsentative demokrati, der både understreger værdien af kontinuerlig debat og kompromiser, og samtidig ønsker at inkludere direkte elementer, f.eks. folkeafstemninger.

Forsvaret for folkeafstemninger er moderat. Det anbefales f.eks. ikke at give borgerne initiativret til folkeafstemninger, som man f.eks. kender det fra Schweitz. Det anbefales ligeledes, at folkeafstemninger, så vidt muligt, holdes på baggrund af lovgivning.

Folkeafstemninger skal afvise eller godkende lovgivning

En central anbefaling i rapporten er, at folkeafstemninger bør holdes på et klart grundlag. Der bør ikke opstilles urealistiske scenarier.

For at en folkeafstemning kan være legitim, skal det være helt klart, hvad der stemmes om. Konkret anbefales det, at folkeafstemninger afholdes på baggrund af allerede skrevet lovgivning. Rapporten giver dermed et bud på, hvordan man bør koble det repræsentative demokrati med direkte elementer. Det er et kompromis, hvor både parlamentarikere og borgere får en stemme. Parlamentarikerne får en stemme i den forstand, at de forhandler lovens ordlyd og omfang. Borgere får en stemme i den forstand, at de får lov til at godkende eller afvise lovgivningen.

Nogle folkeafstemninger kommer tæt på rapportens anbefalinger, f.eks. folkeafstemningerne om ændring af valgretsalderen, som man afholdt i Danmark i henholdsvis 1950’erne, 1960’erne og 1970’erne. Her er det let at anskueliggøre præcis, hvilke scenarier der vælges imellem.

Et andet dansk eksempel, der ligger tæt op ad anbefalingen, var folkeafstemningen om ændring af tronfølgeloven. Afstemningen skulle afgøre, om tronen skulle gå i arv til regentens førstefødte uanset køn. Da vælgerne i 2009 stemte om at ændre på tronfølgeloven, var det på baggrund af en længere debat både i og uden for Folketinget, og det var klart hvad konsekvensen var af henholdsvis et ja og et nej. Det vil sige, det var nemt at beskrive hvad konsekvenserne af en ændret tronfølgelov var, hvem de ville ramme hvordan, og hvorfor/hvorfor ikke det var en ønskværdig ændring.

I mange tilfælde er lovgivning dog ikke så ligetil. Hvis man tager et emne som f.eks. ændring af den kriminelle lavalder, bliver det hurtigt klart, at der ligger et stort forarbejde i at gennemtænke en lovændring. F.eks. bør det undersøges, hvilke langtidseffekter det har på kriminaliteten, hvis man begynder at straffe tidligere; hvad det skal have af konsekvenser for strafferammen, og hvorvidt det er nødvendigt at kombinere en evt. lavere kriminel lavalder med sociale foranstaltninger.

Hvis folkeafstemninger kun holdes på baggrund af allerede udfærdiget lovgivning, kan det derfor være med til at cementere regeringens magt som den instans der primært stiller lovforslag, og som har embedsværket bag sig til at hjælpe med forarbejdet. Det vil sige, at flertal uden om regeringen vil få svært ved at initiere vejledende folkeafstemninger, da de har sværere ved at lave det fornødne forarbejde til at stille et gennemarbejdet lovforslag.

Store spørgsmål bør kræve to afstemninger

Et andet problem med anbefalingen om, at folkeafstemninger skal bruges til at godkende eller afvise allerede udformet lovgivning er, at folkestemninger ofte bruges i situationer, hvor fremtiden ikke er kendt.

Folkeafstemninger er et værktøj, der tages i brug, når store forfatningsmæssige beslutninger skal tages, fordi de sikrer, at sådanne beslutninger ikke tages af repræsentanter, men at de lægges ud til borgerne til debat og afgørelse. Det kan være beslutninger om, hvordan den politiske magt skal fordeles mellem organisationer, eller hvorvidt og hvordan man skal være medlem af internationale organisationer.

Der var ikke mange, der kunne forudsige, hvad et ja (eller nej) til EU ville betyde for Danmark i 1992/1993. Det samme kan man sige om Storbritanniens udtræden af EU. Her bliver det stadig mere klart, at konsekvenserne for Storbritannien er uklare. Det er to år efter afstemningen stadig usikkert, hvordan og i hvilken grad Storbritannien vil bryde med EU.

Forfatterne til rapporten erkender, at der vil være folkeafstemninger, hvor fremtiden ikke er kendt, og hvor det derfor ikke vil være klart hvad konsekvensen af enten et ja eller et nej er.

I sådanne tilfælde anbefaler rapporten, at regeringen laver en hvidbog, der specificerer, hvad der skal opnås, hvis status quo skal ændres. Hvis de mål. der opstilles i hvidbogen. ikke kan opnås, skal det udløse endnu en folkeafstemning.

Processen skal tilføre legitimitet til folkeafstemninger ved at garantere, at borgerne får lov til at stemme igen i tilfældet af, at deres repræsentanter har lovet mere, end de kunne holde. Ideen er god i teorien men måske svær at realisere, særligt når en regering skal forhandle med en ekstern part.

I forhold til Brexit-afstemningen kunne en hvidbog have indeholdt en beskrivelse af den model for samhandel, der skulle opnås, defineret forholdene for de af Storbritanniens borgere, der bor eller arbejder i EU, etc. En sådan model ville kunnet have skabt sikkerhed for borgerne, i og med at de ville have vidst, at de ville blive spurgt igen, hvis de ting, de blev stillet i udsigt, ikke kunne leveres.

Men den transparens, som modellen skaber for borgeren, er også en transparens, der ville stille Storbritanniens regering i en svær forhandlingssituation med EU. Hvis den britiske regerings mandat allerede var kendt, ville det gøre det svært at afsøge forskellige mulige aftaler, der ikke var kendte eller tilgængelige, da man afholdt afstemningen.

Gentagne folkeafstemninger – en model for fremtiden?

Forfatterne binder muligheden for en anden folkeafstemning op på, om det lovede resultat af den første folkeafstemning er opnået, men det er ikke klart, at det er den eneste grund til at borgere kunne ønske en ny folkeafstemning.

Det tager lang tid, før aftaler som Storbritanniens udtræden af EU falder på plads. Borgerne kan nå at ændre mening af alle mulige grunde i årene fra den første folkeafstemning, og indtil det bliver klart, om de ting, der blev stillet i udsigt, kan indfries.

Det vil sige, at det ikke nødvendigvis er fordi, hvidbogens scenarier ikke kunne opnås, at man stemmer anderledes i den anden afstemning. Det kan være fordi, man har ændret holdning, fordi man ikke længere finder betingelserne ønskeværdige, eller fordi konteksten har ændret sig. Hvis det er tilfældet, bliver det uklart, hvorfor man ikke under alle omstændigheder, hvidbog eller ej, bør afholde gentagne folkeafstemninger om centrale politiske spørgsmål.

Folkeafstemninger opfattes ofte som noget endeligt. Når borgerne er blevet spurgt om noget og har stemt, er det sådan, det er.

Ved at foreslå opfølgende folkeafstemninger rokker rapporten ved ideen om folkeafstemninger som et punktum. Selv om forfatterne ikke selv drager den konklusion, er rapporten med til at pege på det mere grundlæggende spørgsmål, om hvorvidt folkeafstemninger ikke under alle omstændigheder bør være en del af en kontinuerlig politisk debat.

Hvis folkeafstemninger tænkes sådan, bliver det klart, at de kan gentages, og udfaldet kan omgøres enten ved en efterfølgende folkestemning eller efter yderligere debat i parlamentet. Selv om der kan være områder, hvor gentagne folkeafstemninger kan være upraktiske – f.eks. kunne gentagne afstemninger om EU-medlemskab placere en stat i en evig ud- og indmeldelsesproces – vil de kunne bibringe debat og inddragelse på centrale politiske spørgsmål.

Ved at åbne op for muligheden gentagne folkeafstemninger er man også med til at afmystificere dem. Ligesom alle mulige andre politiske beslutninger kan folkeafstemninger omgøres. Folket kan blive klogere og ændre holdning.

Hvis man åbner op for at gentage folkeafstemninger, må borgerne forholde sig til, hvad der faktisk kunne opnås inden for den ramme, de har udstukket, og ikke bare sætte rammen. Det vil derfor også indsnævre gabet mellem befolkningen, der siger, hvad der skal ske, og repræsentanterne, der skal indføre det.

I Danmark har man muligheden for at holde sådanne vejledende folkeafstemninger på både nationalt, regionalt, og kommunalt plan, men der bliver sjældent gjort brug af muligheden. En sådan brug af folkeafstemninger ville være med til at indsnævre kløften mellem repræsentative og direkte måder at tænke demokrati på.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis vi skal have mere af den slags skal folket uddannes bedre i at forstå konsekvenserne af afstemningerne og direkte misinformation som man så under brexit skal straffes. Jeg ser at mere af den slags direkte "demokrati" kun kan ske ved indskrænkelse af andre rettigheder da afstemninger skal gennemføres på oplyst grundlag uden at specielle (eller udenlandske) interesser får indflydelse.

I stedet for at tænke i folkeafstemninger, der ikke er særligt demokratiske, medmindre flertallets interesse ender med at blive tilgodeset, skal man indføre praksisser, der giver den brede befolkning adgang til for en periode at repræsentere, udpeget ved lodtrækning fremfor valgt.
Folkestyre er jo styre ved folket, men man kan ikke kvalificere sig til at være en folkets repræsentant; men kvalifikation, hvor irrelevant og udemokratisk denne end måtte være, sniger sig umærkeligt ind i valg. Derfor skal et system med flere folkeafstemninger om vitale spørgsmål kombineres med udpegningen af stor del af de repræsentative forsamlinger ed lodtrækning, mens en anden del fortsat skal vælges som en afbalancering.

Martin Sørensen

Lad os vende det 180 grader rundt er det represantive demokrati virkeligt repræsentativt kikker vi på partierne som politisk institution, der jo er hvorfra politikernes hentes, ja så er der et billede. som præger udviklingen. færre og færre medlemmer af partierne, mens partierne bliver mere og mere topstyrede.

Mindre folkelighed mere elitært kan vi også, oversætte. denne udvikling til. der er nu ca 3,1% af vælgerne som er medlemmer af et parti. hvor det i 1960 var ca 25% af vælgeren, som der var medlemmer af et parti. og udviklingen fortsætter. år efter år. Vi er stille og roligt blevet et udemokratisk demokrati hvor man ikke har den daglige samtale om hvad der sker i samfundet. mens politik er blevet noget vi har folk til at tage sig af. så er resultatet elendig lovgivning. da folket ikke stopper politikerne fra at vedtage stupide ideer. topstyringen gør det nærmest umuligt og stoppe de stupide love, hvis de først er kommet på skinnerne. mens politikerne forsøger og bruge fokus grupper. meningsmålinger. og andre værktøjer til at styre deres politik ind så den har den mest brede apeal til befolkningen som tænkeligt. hvilket giver os en ufattelig elendig populistisk lovgivning.

At være medlem i et almindeligt politisk parti er i dag faktisk bare og være med i en heppe klub. Ja det svare nogenlunde til at være medlem af din lokale superliga klubs supporter gruppe. Og du har nogenlunde lige så meget indflydelse på holdopstillingen før og under kampen, men du hepper flittigt på dit ”hold”.

Svaret er en hybrid mellem repræsentativt demokrati og direkte demokrati. et system der ligner det man har i Schweiz med, en regeringen der fungere som en magistrat regering, der giver os soliditet, nu har vi ikke kampen om magten, men kampen om ideerne. årsagen til at vi ser det vi ser er at kampen om magten er kampen om ministerpensionen, kampen om at ha ex minister stående på sit cv, mens man nu har direkte adgang som forhenværende minister til beslutningstageren som lobbyist. mens svingdøren køre rundt i stadig højere fart.

direkte demokrati med en magistrat regering. med et parlament, hvor vi stadig har partier. vil stoppe den svingdør. og igen gøre befolkningen demokratisk. det vattede borger forslag. er en elendig ide. vi skal ha en schweizisk model med. en -to faste folkeafstemninger om året. hvor vi lokal politisk kan stille forslag som borgere, regional politisk, og, landspolitisk. med øget decentralisering, ud til kommunerne så beslutningerne kommer så tæt på os som borgere. Det vil gøre partierne til andet end heppe klubber, ja topstyringen i partierne vil være nød til at stoppe da man nu har behov for sine ”ambassadør” for sine lov foreslag ude i befolkningen ja om en lov kommer igennem folkeafstemningen bliver nu faktisk. afhængelig af hvor godt man har fat i græsrødderne og dette vil vende demokratiet, 180 grader rundt, og gøre det mere folkeligt.

Det er ret klart hvor vores nuværende system ender, for vi kan bare tage til USA . og se på den korruption som der fungere i det amerikanske senat. ja se på hvorfor man skal ha støtte fra de rige. milliardærer for at kunne overhoved blive præsident vi er ikke helt ude i dette plutokratiske anti demokrati, men vi er tæt på. og løsningen er og bliver ÆGTE demokrati, mens vi stoler på hinandens dømmekraft.

Denne model er faktisk direkte del af retsforbundets. arbejdsprogram.
https://retsforbundet.dk/wp-content/uploads/2016/08/Retsforbundets_Polit...

se side 4-5

Martin sørensen Retsforbundets. landsledelse.

Flemming Berger, Egon Stich og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Martin Sørensen

Forsat

Magistrat regeringen vil bringe debatten ud i folketingssalen. og de mest kontroversielle love ud til folkeafstemninger. og herved vil vi få et mere folkeligt demokrati den kamp vi har nu om magten Er problematisk. karriere politikere uden erfaring i det virkelige liv laver virkelig dårlig lovgivning. hvor vi i det nuværende system har den ene sides karriere politikere over for den anden og ja det er nærmest fuldkommen ligegyldigt om man har en blå eller rød karriere politikere resultatet er undskyld mig mit sprog, det samme lort på styret. uanset hvad. her har vi. årsagen til politikerleden.

Befolkningen resignere hvorfor jo hvad høre man folk sige det er jo en børnehave, de råber og skriger af hinanden. derfor har populistiske partier, vind i sejlene for vi har som befolkning ikke mærket konsekvensen sådan rigtigt ved at give de populistiske fascistiske, kræfter magt som de har agt. demokratiet er truet af visionerne om den stærke mand kvinde der kan sætte tingene på plads. reformere dette her system sig ikke i tide, så er det desvære et særdeles sandsynligt senarie, en viktor orban, i ungarn er et produkt, af den tid vi ser og ikke andet end et symtom på det. forfejlede represantive demokrati, vi har. direkte demokrati er svaret og løsningen. men i den form vi ser det i Schweiz. hvor vi ikke ser den samme kamp om at blive minister, for jo alle partier har jo deres minister. mens man samarbejder om problemerne ja ud fra hvert sit udgangspunkt men dog samarbejdende. .

Siger man A, må man også sige B. Det bliver nok svært at nå til enighed om hvilke kvalifikationer, der kan kræves af deltagerne i et direkte demokrati, så måske man med fordel kunne starte diskussionen baglæns ved at se på, hvad der bør diskvalificere folk fra at deltage i sådanne valg. Alvorlige hjerneskader ligger vel ligefor, men næppe psykopati? Grov kriminalitet? Kronisk afhængighed af stoffer, alkohol og medicin? Udtalt mental dovenskab? Voldsomme ansigtstatoveringer og kæmpestore kosmetiske brystimplantater? Barnløshed? Fremskreden alderdom?

Achim K. Holzmüller

Resultater af folkeafstemninger, som vi fx har oplevet om Brexit, er oftest et resultat at et flertal af utilfredse borgere. Også resultatet under Danmarks folkeafstemning i 2015 om opretholde sit retsforbehold i EU-medlemskabet blev påvirket af en del borgere afgav stemmen pga generelle utilfredshed med EU og dermed subjektiv gav et andet, ikke efterspurgte votum.
Kort sagt, følges resultatet af en folkeafstemning så fundamentalistisk som det nu sker i GB, så kan det føre til større skader end hvis en vejledende folkeafstemning ledsager de beslutninger der fremkommer i en repræsentativ demokrati.

Jeg tror IKKE, at venstrefløjen skal ønske sig folkeafstemninger - eller folkestyre i det hele taget. Den eneste farbare løsning er, at landet ledes af en trojka bestående af spidserne fra EL samt et antal repræsentanter fra kultureliten med Carsten Jensen i front.

Bettina Jensen

Der er altid risiko for at folkeafstemninger fremstiller en sag for kategorisk, ligesom der er risiko for at der stemmes på vilkårlige og uinformerede grundlag. Det samme gør sig gældende når vi vælger repræsentanter til tinge, men her er den folkelige rækkevidde tilmed lavere (vælgerne kan hverken forudse eller bestemme hvordan deres valgte repræsentant skal forvalte den tildelte kompetence).

Det er derfor vigtigt at folkeafstemninger, som jo både kan have vejledende og bindende karakter, forberedes grundigt og faciliteres af uafhængige udvalg; ikke af politikerne. Vi har set hvordan deres inhabile forcering af skræmmekampagner, lokketaktikker og dissocieringsmani reducerer folkeafstemninger til banale magtkampe, som slående ligner dem, de selv smadrer rundt i når de løber i deres korrumperende hamsterhjul.