– Du er blevet anklaget for at assistere til selvmord, og du risikerer en dom på tre år. Hvad tænker du om det?
»Jeg nægter mig skyldig. Det er en stor misforståelse.«
– Så du har ikke udleveret medicin og vejledt personer, som ønsker at tage deres eget liv?
»Nej, jeg har aldrig udskrevet medicin til selvmord. Jeg lagde i sin tid en selvmordsvejledning op på nettet, som justitsministeren har vurderet til at være lovlig. Derefter har en del kronisk syge mennesker kontaktet mig. De har alle i forvejen haft medicin liggende, og jeg har så vejledt dem i, hvordan de medikamenter kan bruges til aktiv dødshjælp.«
– En central del af anklageskriftet går på, at du har sendt Fenemal-piller til brillehandleren Jørgen Vesterby, som efterfølgende døde. Hvad siger du til det?
»Det er ikke rigtigt.«
– Ved du, hvem der har gjort det?
»Det ønsker jeg ikke at udtale mig om. Hans dødsattest siger, han døde af en blodprop i hjernen.«
Svend Lings
- Født 28. september 1941.
- Pensioneret læge.
- Er i denne uge blevet tiltalt for at assistere til tre selvmord.
- Forfatter til bogen ’Hjælp mig — aktiv dødshjælp’.
- En del af netværket Læger for Aktiv Dødshjælp
– Er det dit job som læge at hjælpe folk med at dø? Skal du ikke hjælpe dem til at blive raske?
»Lægegerningen er at helbrede, trøste og lindre. Jeg hjælper mine patienter ved at lindre lidelse.«
– Hvor dårligt skal et menneske have det, for at du vil hjælpe dem med selvmord?
»Jeg har nogle principper: Dem, som jeg hjælper, skal være dødeligt syge eller lamme. De skal være et sted, hvor der ikke er mere liv tilbage. Jeg har dog to gange afveget fra mine principper. Det er de sager, som har været fremme i denne uge. I de tilfælde blev jeg berørt af to ældre kvinders historier. De var begge gamle, havde smerter og skavanker, og de havde haft et ønske om at dø i flere år.«
– Hvad er et liv for dig?
»Livet er muligheden for at kunne opleve ting og have lyst til at opleve ting. Det er at have mennesker rundt omkring sig, og så er det at have et sundt og rask legeme.«
– Hvordan kan du beslutte, hvad der er et værdigt liv?
»Det kan eller gør jeg jo heller ikke. Det er folk selv, som beslutter, at nu kan de ikke mere. I de tilfælde hjælper jeg dem. Men det er dem, som tager beslutningen, og det er dem, som i sidste ende skal udføre selvmordet. Det kræver vilje, og det er den sidste test af, om dødsønsket er alvorligt ment.«
– Kan du huske første gang, du havde lyst til at hjælpe et andet menneske med at dø?
»Det var i 1960’erne. Lang tid før, man talte om aktiv dødshjælp. Jeg arbejdede som læge på et hospital i Sverige, og der var denne her kvinde, som havde kræft i munden og kinden.Hun lå alene, og det stank råddent helt ud på gangen. Hun kunne ikke tale, men hendes øjne sagde bare ’hjælp mig væk’.«
– Har du planlagt din egen død?
»Ja, det har jeg. På et hemmeligt sted står der medicin, som kan hjælpe min kone og mig, hvis vi en dag kommer dertil, hvor livet ikke giver mening længere. Det er meget vigtigt for mig, at jeg har den medicin. Politiet har tidligere taget min medicin fra mig, fordi de var bange for, at jeg ville give det til andre. Så nu har jeg fået en bekendt til at udskrive noget nyt. Mine børn ved også, hvor det står, så de kan hjælpe. For mig er det vigtigt at kunne bevæge mig og have en aktiv hverdag, så hvis min livsfølelse forsvinder, håber jeg, at de vil hjælpe mig til at dø.«
– Er du ikke bange for, at dine børn en dag fortryder det?
»Det håber jeg da så sandelig ikke. Så ville jeg blive meget ked af det
– Hvad med patientens pårørende?
»Langt de fleste pårørende, jeg taler med, er meget glade for, at jeg har hjulpet deres nærmeste. De skriver ofte efterfølgende og takker mig.«
– Hvornår blev du voksen?
»Da jeg var 23 år, blev jeg kønsmoden. Vi rammer puberteten meget sent i min familie. Altså nu tænker jeg biologisk voksen, på det psykologiske plan tror jeg aldrig, jeg bliver voksen. Sommetider viser der sig en lille narcissist i mig, eller jeg bliver hidsig og grådig. På den måde minder jeg om alle andre.«
– Hvis du skulle leve i en anden tid, hvilken skulle det så være?
»Jeg har slet ikke lyst til at leve i en anden tid. Prøv at tænke på alle de sygdomme og lidelser, folk har været udsat for gennem tiden. I bronzealderen var gennemsnitslevealderen under 25, og indtil 50’erne kunne lægevidenskaben ikke hjælpe folk særlig meget. Så da levede folk med smerter.«
Selvmord - så er alle tavse - åbenbart - tabu!
Hvis et dyr lider unødigt er det strafbart ikke at aflive det.
Hvis et menneske er i samme situation er det strafbart at assistere et selvmord.
Hvor er logikken? Hvor er næstekærligheden? Psst væk!
I stedet har vi barbari!
Svend Lings' "forbrydelse" består i, at han udfordrer endnu et dansk tabubelagt emne: Assisteret selvmod. Vi lider i den grad af berøringsangst her i landet overfor emnet. Endelig ikke tale om det, så eksisterer det nok heller ikke. Ren strudsepolitik.
Vi kunne lære en hel del af de jordnære hollændere, der erkender, at man ikke bare kan tie det ihjel, og så går det nok alt sammen. Hollænderne har i en del pr haft den praksis, at terminalt syge kan komme herfra med lægelig assistance, men forinden skal nogle vigtige formaliteter være i orden. Patienten skal tilses af såvel egen læge som det der i Holland svare til embedslægen. Desuden adviseres politiet, der skal undersøge om der er evt. arvinger, der kunne være interesseret i at slippe af med den syge sådan lidt tju-hej.
I Schweiz er er "kliniker", hvor den der gerne vil herfra "indlogerer" sig, kan tilbringe de sidste timer sammen med nære pårørende - hvis helbredstilstanden er dertil. Derefter går den pågældende ti sit værelse, hvor en sygeplejerske giver dels en indslumringspille plus det medikament, der afslutter livet.
Hvorfor fa'en kan vi ikke her til lands finde ud af lign. ordninger, i stedet for at drive klapjagt på sundhedspersonale med hjertet på det rette sted? Det er jo ikke første gang, der rejses tiltale for at have bistået til selvmod. Assisteret selvmod er en langt mere human gerning, end at lade folk ligge og lide i det uendelige. Med hvilken begrundelse skal nogle lide utrolig meget førend de udånder? Trækker det fra i Skærsilden?
@ Arne Thomsen: I DK ejer man dyr og kan derfor aflive dem. Man ejer ikke andre mennesker, og kan derfor ikke udøve aktiv dødshjælp på de, som man mener bør dø. Man kan få lov til at slå sig selv ihjel, men man må ikke tilskynde andre til selvmord. Det er nogle udemærket principper.
Engang i fremtiden vil vores efterkommere undre sig over, at læger blev anklaget og straffet for at have ydet sktiv dødshjælp til uhelbredeligt syge mennesker. På samme måde som vi nu undrer os over, at man engang straffede homoseksualitet og provokeret abort.
Det er let at forstå at mennesker vil undgå lidelse og smerte og det er selvklart, at man skal lindre plagerne ved smertefuld sygdom, også selv om smertelindringen fremskynder døden. Det er sådan tingenes tilstand er i dag - smertelindring tillader vi men hensigten må ikke være at afslutte et liv.
Vil man aktivt afslutte sit eget liv men behøver hjælp hertil, så rejser det nogle spørgsmål. Den enkelte må gøre op med sig selv, om man overhovedet kan lægge den byrde på et menneske, at afslutte et liv. Man må have det i tankerne, at handlingen ikke kan kategoriseres som hjælp til selvmord for, selvmordet udfører man jo netop selv, uden hjælp fra andre.
Med handlingen aktiv dødshjælp er der tale om, at udføre en handling som alle civiliserede samfund ellers kategoriserer som den mest afskyelige. Nemlig; henrettelsen, aflivningen.
Kan man overhovedet gøre aktiv dødshjælp legal og straffri når den handling vi taler om, i alle andre tilfælde straffes hårdt, fordi vi finder den afskyelig og utilgivelig? Man kan have alle mulige begrundelser for at gå ind for aktiv dødshjælp men selve handlingen - afslutning af en andens liv er og bliver aflivning. Uanset om man handler ud fra barmhjertighed eller juridisk legalitet.
Men kan man overhovedet stille juridisk legalitet til rådighed for handlingen? Måske, men ikke uden at se bort fra almindeligt anerkendte begreber. For har vi bestemt ikke at tillade mord og henrettelser, kan vi heller ikke tillade handlingen aktiv dødshjælp. Et demokratisk flertal kan naturligvis altid ændre en bestående retstilstand og man kan forestille sig, at indrømme straffrihed for udførelse af aktiv dødshjælp.
@ Krister Meyersahm
Nu er hverken hollænderne eller svejtserne mindre civiliserede end os danskere, så når de kan, så kan vi selvfølgelig også.
Dennis Tomsen.
Civiliseret i denne sammenhæng er, at man ikke slår hinanden ihjel, heller ikke med "tilladelse" fra magtens udøvere. Det er forbudt stater at henrette borgerne - det er bl.a. et vilkår for medlemskab af EU. Derfor duer det ikke at staten giver tilladelse til borgerne om at aflive hinanden.
Og der er mere: ved at institutionalisere aktiv dødshjælp ændrer vi fundamentalt ved, hvad det vil sige at være læge. Lægen er nu ikke længere en, der udelukkende er bundet af sit lægeløfte; det er også en bøddel. Hvem kan vi pålægge en sådan forrående pligt? Og hvordan vil det ændre relationen mellem læger og patienter overalt i sundhedssystemet?