Baggrund
Læsetid: 3 min.

Griselort, hvidvask og Trumps tissemand: Det har været en hård uge

Pornostjernen Stormy Daniels giver i sin bog en malerisk beskrivelse af præsident Trumps penis. Den skulle ikke være for sarte sjæle – beskrivelsen, altså.

Pornostjernen Stormy Daniels giver i sin bog en malerisk beskrivelse af præsident Trumps penis. Den skulle ikke være for sarte sjæle – beskrivelsen, altså.

Yana Paskova

Moderne Tider
22. september 2018

Det er blevet efterår. Regn og rusk har meldt sin ankomst, og selv om der som bekendt ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning, så krævede det alligevel mere end et regnslag at modstå vandmængderne i det sydlige USA, da orkanen Florence gik i land sidste weekend. Stormen er aftaget igen, men har foreløbig kostet 37 mennesker livet.

Dog er uvejret også gået hårdt ud over Sydens bondegårdsdyr. Fjerkræproducenten Sanderson Farms i North Carolina melder om, at 1,7 millioner af virksomhedens kyllinger er døde som følge af de oversvømmelser, orkanen har ført med sig. Oversvømmelserne har også fået flere af delstatens åbne gødningelaguner, hvor landmændene samler gylle fra svin, til at gå over deres bredder. Det betyder, at enorme fækaliefloder lige nu truer med at forurene ferskvand og private hjem.

Mens indbyggerne i North Carolina venter spændt på en mulig miljøkatastrofe, går medarbejderne i Danmarks Radio også rundt i lort til knæene og venter på nyt. Nemlig om, hvorvidt de stadig har et job. Tirsdag fortalte generaldirektør Maria Rørby Rønn koncernens bekymrede medarbejdere, at den politisk dikterede spareplan på 20 procent kommer til at betyde, at 400 af dem skal fyres.

Det var en hård pille at sluge, især for sportsredaktionen, der for kort tid siden blev flyttet til Aarhus. Nu kan mange af de ansatte, der er flyttet med, måske se frem til en fyreseddel, når sportsnyhederne i tv og radio helt bliver sløjfet fra næste år. I det mindste kan journalisterne glæde sig over at være undsluppet de hårdkogte »journalistghettoer« på Østerbro og Vesterbro i København, som Dansk Folkepartis Kristian Thulesen Dahl kaldte københavnerbydelene i Politiken tidligere i år.

Og nå ja, så kom regeringen og DF også lige med en ny public service-aftale. Der står blandt andet, at Danmarks Radio ikke længere må bringe »lange, dybdegående artikler« på nettet, og at DR’s programmer skal afspejle, at det danske samfund »har sin rod i kristendommen«. Som et andet bagbundet gidsel tonede generaldirektør Maria Rørby Rønn frem i en kort video optaget i et mørkt rum og forsikrede om, at Danmarks Radio nok skal klare den, og at »DR er altid i udvikling«. Det må man da sige, at hun har ret i.

Ugens stormvejr strøg også gennem direktionsgangene i landets største bank. Onsdag måtte Danske Banks direktør, Thomas Borgen, træde tilbage, da en intern undersøgelse viste, at banken i årevis havde overhørt advarsler om, at dens filial i Estland formentlig var blevet brugt til at hvidvaske milliarder.

Thomas Borgen kommer dog ud på den anden side med et gyldent håndtryk på mindst 13,7 mio. kr. plus de 9,6 mio. kr. i bankaktier, han ejede ved udgangen af sidste år. For de penge kan han lige nu købe 130.898 regnsæt i Harald Nyborg. Så mon ikke han overlever det stormvejr, der eventuelt følger af Finanstilsynets nu genåbnede undersøgelse af bankens hvidvaskskandale.

Vi slutter, hvor vi begyndte: I USA, hvor en anden storm fortsætter med at hærge, nemlig pornostjernen Stormy Daniels. Hun er på vej med en ny bog, der efter sigende afslører intime detaljer om den amerikanske præsident Donald Trumps genitalier. Pornostjernen, der har fået 130.000 dollar af præsidentens tidligere advokat for at holde mund om sin affære med Trump, er et godt eksempel på, at man faktisk slet ikke behøver den rette påklædning, eller nogen påklædning overhovedet, for at klare sig gennem et stormvejr. Det vigtigste er bare, at man forstår at tage stormen med et smil og vende den til sin egen fordel.

Det fortsætter hun tilsyneladende med at gøre i den nye bog Full Disclosure, der allerede har fået internettet til at boble over af hoverende fryd. Mange vil nok bladre direkte frem til det kapitel, hvor man kan finde slibrige detaljer om udseendet af den præsidentielle penis. Vi skal ikke komme nærmere ind på detaljerne her, men nøjes med at konstatere, at efteråret jo også indvarsler sæsonen for svampejagt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her