At verden er af lave, har vi efterhånden vidst i nogle århundreder, men hvor grelt det reelt står til, fandt vi først for alvor ud af tirsdag. Her gik billedet af 80’ernes store, hyggelige, sweaterklædte krammebamse Bill Cosby iført håndjern verden rundt. 80’er-børn kan den dag i dag stadig fornemme duften af lørdagskylling med flødekartofler, når de ser dr. Huxtables milde ansigt.
Skal den rare mand – som altid tog børnene op på skødet og på sin egen humoristiske og kærlige facon belærte dem om, hvad der er rigtigt og forkert her i livet – virkelig i fængsel? Ja, det skal han. Og havde det så bare været for skattesvig ligesom Messi og alle de andre rødder, men nej, Bill Cosby er dømt for at have bedøvet og misbrugt en kvinde seksuelt. Så vi er tvunget til at skifte holdning. Både til ham og til en helt masse andet, som vi troede var godt, men viste sig at være skidt. Cosby i håndjern er billedet på det hele og en hård start på en uge, som skulle byde på ikke så få interessante sager.
Det er nok de færreste danske 80’er-børn, der vidste, hvem Brett Kavanaugh var for bare et par måneder siden. Men han skulle angiveligt være en god og retskaffen mand – så god, at Donald Trump ønsker at gøre ham til højesteretsdommer i USA. Men han var tilsyneladende knap så god en fyr, da han var ung – i hvert fald hvis man skal tro foreløbig tre kvinder, som beskylder ham for voldtægtsforsøg og krænkelser, der skulle have fundet sted i Brett Kavanaugs high school- og collegetid. Han skal angiveligt have bedøvet kvinder og misbrugt dem seksuelt.
Torsdag var der en højspændt høring i Senatet, hvor senator Lindsey Graham faktisk refererede til Cosby-sagen i sit indignerede forsvar for Kavanaugh: »Du skulle angiveligt have været Bill Cosby i high school, og pludselig er du kommet over det? I min verden er det sådan, at hvis man bedøver og voldtager kvinder på high school, så holder man formentlig ikke op med det,« sagde han med henvisning til, at ingen af sagerne er af yngre dato.
Om Kavanaugh ender som højesteretsdommer eller som detroniseret og udskammet kvindebefamler, skal Senatet snart stemme om. Det kan man vist roligt kalde et skæbnevalg for hovedpersonen, som også virkede temmelig berørt under høringen.
Peter Madsen – for nu at fortsætte med sager imod mænd, som vi engang troede var fantastiske – blev onsdag i Østre Landsret idømt fængsel på livstid for mordet på og parteringen af Kim Waal i ubåden Nautilus. Det var en stadfæstelse af byrettens dom, så det var i grunden ikke specielt opsigtsvækkende, men sagen blev ikke desto mindre dækket tæt i pressen. »Dømt til livstid igen. Her er Madsens sidste udvej,« stod der på Ekstra Bladets spiseseddel torsdag. Inde i bladet fremgik det så, at Madsens sidste udvej – ikke overraskende – er at anke sagen til Højesteret.
Også Jakob Scharf måtte i denne uge en tur forbi retten i en noget anden type sag. Han er tiltalt for at have delt fortrolige oplysninger fra sin tid som PET-chef med en journalist ved Politiken, som siden skrev bogen Syv år for PET, og som derfor også er sigtet i sagen. Politiken valgte at trykke bogen, selv om der var nedlagt fogedforbud imod at gøre det, hvorfor også chefredaktør Christian Jensen er sigtet.
Jakob Scharf bag tremmer kan vi nok håndtere, men lad det være sagt med det samme: Hvis vi en dag ser Christian Jensen i håndjern, så bliver det altså et billede, som kan slå det med Bill Cosby af pinden i kategorien rystede verdensbilleder. Især hvis han også har sådan en sort-hvid fangedragt på som dem, man kender fra tegnefilm. Og en stor jernkugle lænket til sit venstre ben. Nå ja, så galt går det trods alt næppe for den ellers så retskafne chefredaktør. Ellers ville verden virkelig være af lave.
