Læsetid: 1 min.

Knivattentat i Brasilien: Højrefløjskandidat hårdt såret

Det er endnu uklart, om Jair Bolsonaro kan komme tilbage i præsidentvalgkampen. Samtidig skal venstrefløjen finde en ny kandidat, efter at den folkekære tidligere præsident Lula er kendt ikkevalgbar
8. september 2018

Den højreradikale brasilianske præsidentkandidat Jair Bolsonaro blev fredag hårdt såret ved et knivangreb i byen Juiz de Fora, mens han var på valgkampsturné. Bolsonaros søn, Flavio Bolsorano, skrev på Twitter, at sårene var overfladiske, men rettede det senere til: »Min fars tilstand ser ud til at være stabil. Bed for ham.«

De næste par døgn bliver afgørende for, om Bolsonaro kan komme tilbage i valgkampen, skriver Folha de São Paulo. Knivsåret, som Bolsonaro, blev tilføjet i underlivet, rækker ifølge avisen ind i hans tarmsystem og det skaber fare for infektion.

På tv-optagelser ser man den 63-årige tidligere officer blive båret på skuldrene af begejstrede tilhængere, da overfaldet sker. Gerningsmanden, der ifølge lokale medier blev gennemtævet af Bolsonaros tilhængere, er pågrebet af politiet – det drejer sig angiveligt om en sindsforvirret person, der hævder at have handlet »på ordre fra Gud«.

Første runde af Brasiliens præsidentvalg skal finde sted den 7. oktober, men uklart er det, om Bolsonaro kan nå at genoptage sin valgkamp. Uafklaret er også, hvilken kandidat venstrefløjen vil samles om, at efter at den folkekære tidligere præsident, Luiz Inácio Lula da Silva, i sidste uge blev kendt uværdig af valgmyndighederne til at genopstille som følge af en korruptionsdom på 12 års fængsel. Den afgørelse er appelleret, men Arbejderpartiet må formentlig stille med vicepræsidentkandidaten, den 55-årige Fernando Haddad, der i dag er borgmester i São Paulo.

Den ultrahøjreorienterede Bolsonaro, der er blevet kaldt ’den tropiske Trump’, ligger i spidsen af meningsmålingerne, der dog også viser, han vil tabe i anden runde, uanset hvem modkandidaten bliver. Bolsonaro har lovprist Brasiliens lange periode med militærdiktatur (1964-85) og har fremsat racistiske, kvindefjendske og homofobe bemærkninger. Skulle han blive præsident, vil han udnævne militærpersoner til alle ministerposter og bevæbne befolkningen til kamp imod landets kriminelle.

Trods de store ideologiske forskelle har politikere fra hele det politiske spektrum entydigt og bredt fordømt attentatet på Bolsonaro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu