Sidste tirsdag, lige før frokost, fandt en dramatisk lille scene sted i en pause under høringen med Brett Kavanaugh, der er Donald Trumps nominerede til den ledige plads i USA’s Højesteret.
Kavanaugh havde lige rejst sig og blev med det samme mødt af en mand, der havde strakt sin hånd frem til hilsen. Det var Fred Guttenberg, der ville give hånd.
Han er far til et af ofrene for Parkland-skoleskyderiet i februar i år, hvor 17 mennesker blev dræbt, og han har siden været en markant stemme i forbindelse med kravene om strammere våbenkontrol i USA. Men Kavanaugh ville ikke hilse.
Han lod Guttenbergs hånd ’hænge’, som man siger i miljøerne. Det var ikke hans sag. Han ville ikke associeres med Guttenberg.
Situationen blev temmelig ubehagelig, og journalister satte efterfølgende spørgsmålstegn ved hele Kavanaughs syn på ofre for skoleskyderier.
At give hånd
At række hånden frem til et håndtryk er en invitation.
Det etablerer en forbindelse mellem to mennesker, en slags minimal anerkendelse af den andens person, som udgangspunkt for en dialog eller endda en konflikt, der kan håndteres uden at gribe til korporligheder. Det er derfor, det er så ubehageligt, hvis nogen lader hånden ’hænge’.
Der er en skrøbelighed i situationen. Man har noget af den andens liv i sin hånd. Og hvis man ikke tager imod det, kan man pludselig skabe en ekstremt ubehagelig situation.
Der er derfor noget rigtigt over den betragtning, som man kunne læse i Informations leder (den af Niels Ivar Larsen) den 7. september, at det er elementært uhøfligt at afvise en invitation til et håndtryk. Imidlertid foretager lederen, ligesom regeringen og dens støttepartier, herefter en sørgelig fejlslutning.
Man kan ikke uden videre gå fra en etisk-fænomenologisk overvejelse over håndtrykket til at påbyde nye danske statsborgere at give hånd til deres borgmester for at modtage statsborgerskabet.
Som filosoffen Malene Trock Hempler præcist har konstateret, er det ikke for ingenting, at det hedder at ’give’ et håndtryk; det er noget, man giver, og ligesom det er tilfældet med en gave, kan man heller ikke tvinges til at give et håndtryk, uden at betydningen af denne handling forandres radikalt.
Grebet strammes
Den intenderede betydning af det lovpåkrævede håndtryk er ikke så svær at afkode. Det handler om at signalere, at man kun bliver en del af fællesskabet her, hvis ens skikke og vaner tilstrækkeligt ligner den hvide, danske majoritetsbefolknings.
Man skal hilse, spise, fejre højtider og tale mere eller mindre som en gennemsnitsdansker, men så må man til gengæld også både lave sjov og håne de andre. Det kan man lige så godt lære med det samme. Vi går fra håndtrykkets etik i skrøbelige sociale situationer til en slags trykprøve: Accepterer du ordenen her i butikken, eller gør du ikke?
Det er dog som sagt en skam, at alt dette skal foregå på håndtrykkets bekostning. Men måske kan man komme regeringen til hjælp, for hvad nu hvis vi indførte noget andet end et påkrævet håndtryk? Helst et ritual, der også var mere i overensstemelse med den effekt, regeringen ønsker at opnå. Vi kunne sågar formulere det som en stramning af regeringens udspil – og hvem vil ikke gerne stramme på udlændingeområdet?!
I stedet for at tvinges til at give hånd bør nye danske statsborgere simpelthen have en olfert.
Det ville være en meget tydeligere besked, og den ville i højere grad ligne de initieringsritualer fra gymnasier og militærbarakker, som må have været i regeringens tanker. Stramningen kan endda forklares ved en ret simpel udskiftning af et enkelt ord i passager fra den nævnte leder fra sidste fredag, så der kommer til at stå ’olfert’ i stedet for ’håndtryk’.
Olfert til alle
»Hilseformer er ikke ligegyldige for fællesskaber. De konstituerer dem. […] I civilsamfundet kan man hilse, som man vil, og tage følgerne af egen uhøflighed. Men i den sammenhæng, som tildeling af statsborgerskab udgør, giver olferten fremragende mening: Hermed indstiftes en social kontrakt.«
En olfert kan virke ubehagelig, men den er også ærlig: Hvis du vil være én af os, skal du først lige sættes på plads. Vi bliver konstitueret som »sande ligemænd- og damer«, som det hedder i lederen, netop når de, der gerne vil være med i klubben, lærer at acceptere den ydmygelse, det koster.
Når man så først er indenfor, er der demokrati på alle hylder, med ytringsfrihed og det hele. Vi tager tekstens klimaks med:
»Lad os give olferter til alle, der vil. Fast, varmt og med et åbent blik.«
Det forekommer os, at denne variation af ceremonien er både mere ærlig og på sin vis mere anerkendende end den forlorne variant, der baserer sig på et håndtryk, som har mistet al betydning.
Man kunne også give børnene sherifstjerner.
Alle børn elsker en god western, især når den er obligatorisk ;-)
Tænk om Folketingets medlemmer skulle give hinanden en Olfert ved hver årlig åbning af Folketinget før de måtte komme ind i salen. Mon ikke politikerne ville føle det tåbeligt og unødvendigt.
Jeg går ind for, at politikerne skal have en næse, det er en udmærket og yderst effektiv tradition: Når de opholder sig på Christiansborg, skal de have en rød næse på. Men i ly af de dramatiske klimaforandringer, skal de, når de befinder sig udenfor Christiansborg, også have en hat på med grøn propel.
Politikernes sko skal være gule, for tydeligt at markere at de er anderledes end alle andre borgere.
For at tilkendegive deres politiske ståsted, og hvad de reelt stemmer for i Folketingssalen, skal de til enhver tid, i hånden, holde en ballon i den korrekte farve. Desuden skal de iføre sig laser og pjalter, så længe der bare er et barn i Danmark, som lever i fattigdom.
Ministre må kun være folk med dokumenteret Alzheimer, og spindoktorer skal være under 10 år, de skal alle være kattemennesker.
Indenfor et år skal Folketinget udflyttes til Christiansø. Hvorimod råd og udvalg kun må besættes af folk, der skal bo på Christiania, og de skal cykle på arbejde med vandcykel, ingen hjælpemotor. I 2019 må politikere kun reducere antallet af love, ikke lave nye. Dette skal ske hvert andet år. Alle nye love, som laves på lige årstal, må kun økonomisk gavne mennesker på Ærø.
Fra 2025 skal alle ejerboliger være runde, hvorimod lejeboliger skal være seks-kantede. Senest i 2050 skal Danmark have bygget projektet Atlantis: En stor glaskuppel over hele landet, så sparer vi grænsekontrollen, og sådan løser vi klimaproblemerne.
Alle aviser skal naturligvis være gratis. TV må kun sende udsendelser fra Norge, og alle bøger må kun være på lydbånd. Radioerne må kun spille diskomusik, og alle borgere skal forpligte sig til at smile, når de er udenfor deres bolig, af hensyn til de deprimerede, og fuglene skal synge året rundt. Bankerne må udelukket beskæftige sig med matador-penge.
Transport, kun med elbiler, foregår udelukket i weekenden. På hverdagene skal borgerne være beskæftiget med at skrive breve til hinanden, derved redder vi postvæsenet, og kommer hinanden ved igen, desuden fjerner vi stress, der beviseligt stammer fra at fare rundt ude på motorvejene.
Der udveksles enormt mange ligegyldige håndtryk. Sådan har det vist altid været, og selv har jeg da oplevet en hel del. Derfor er mit eget behov ikke voldsomt stort og vil da blive mindre og mindre, hvis der ligefrem skal være tale om et påbud.
Hvad imidlertid irriterer er, at også Center for Vild Analyse taler om "at give håndtryk". Mage til vrøvl. Det hedder "at give hånd".
Maj-Britt,
hvad nu hvis håndgivningen virkelig ER et tryk? Jeg har nogle gange oplevet, at det virkelig var et tryk - eller jeg skulle måske snarere skrive "et knus" (fordi jeg følte, at min hånd blev knust). Altså et håndknus.
Det kunne også være den modsatte side, som jeg oplevede med en tidligere miljøminister under AFR. Her kunne man passende kalde det "håndvaskeklud". Her tror jeg, at selv den mest hærdede statsborgerskabsansøger ville trække sin ansøgning tilbage. :-D :-D
Erik - håndknus er bestemt heller ikke godt. Slet ikke for gigt-hænder!
Og Macron-faconen (begge hænder holdes om den andens ene hånd - Trump gør det vist også), som man kunne se ved besøget i DK for nylig skulle betyde: Det er mig, der har magten! Storslem skulle magtudøvelsen blive, hvis der i stedet gribes ud efter den andens overarm.
Med det ligegyldige mente jeg mere, at folk giver hånd, uanset at de ikke kunne være mere bedøvende ligeglade med hinanden. Slapt eller fast. Vaskekluden er dog den værste.
Næh, det er udtrykket: at give håndtryk, der er mit ærinde! Det er og bliver noget vrøvl. Man giver hånd! Slatten eller fast, evt. knusende ;-).
Hmmmm, det der med at give en anden sin hånd. Folk må gerne låne min hånd til et tryk, der er kraftigere end en vaskeklud, men mildere end en damptromle. Men ligefrem at give min hånd væk til formålet....? LOL
Nej, hånden på hjertet, så ...
Runa skriver.
Vedrørende at give en olfert til nye statsborgere.
Ideen er interessant, men har Center for Vild Analyse konsulteret en imam vedrørende sagen. En olfert er alligevel lidt anderledes "tryk", end et håndtryk. Nu er det sådan, at muslimske kvinder ikke må give en mand hånden og muslimske mænd må ikke give en kvinde hånden. Jeg ved faktisk ikke, om det kun gælder ikke muslimer eller om det gælder alle af det modsatte køn. Det er ophavet til hele diskussionen. Må man i det hele taget give en olfert. Ville det ikke høre under vold?
Da jeg læste om olfertforslaget, kom jeg til at tænke på en oplevelse jeg havde, da jeg var ganske ung. Da jeg arriverede til Danmark for mange år siden og skulle gå på en videregående uddannelse, blev vi sendt på en sammenrystningstur til Jylland. Dengang var jeg en pæn ung kvinde og en af mine mandlige medstuderende tilbød mig sex. Han fortalte mig, at det var meget almindeligt i Danmark. Jeg blev lidt overrasket og svarede ham, at jeg allerede havde en kæreste. Han svarede sødt igen, "det gør ikke noget". Det var selvfølgelig meget generøst af ham og egentlig uhøfligt af mig, ikke at tage imod tilbuddet.
Dengang blev en nordisk statsborger automatisk tilbudt statsborgerskab, hvis han/hun var under 20. Det var andre tider.
Runa - ja, en olfert er i en kategori helt for sig, og jeg kan ikke lade være med at le, når jeg læser om det tilbud, du fik for mange år siden, men afslog, og at det så udløste bemærkningen: "Det gør ikke noget".