Læsetid: 11 min.

»De har løst den seneste finanskrise, men gjort meget lidt for at forhindre en ny«

Et årti efter finanskrisens symbolske begyndelse er der planlagt demonstrationer verden over, og forskere og aktivister kalder de politiske tiltag, vi i mellemtiden har set, for ’symptomlindring’. Vi er stadig underlagt fejlagtige fiktioner om, hvordan finanssystemet fungerer
Der er reguleret og stillet visse skærpede krav til finanssektoren, men grundlæggende kan den opføre sig som før krakket, siger kritikere.

Der er reguleret og stillet visse skærpede krav til finanssektoren, men grundlæggende kan den opføre sig som før krakket, siger kritikere.

Sofie Holm Larsen

15. september 2018

Foran den tyske børs i Frankfurt, ved Storbritanniens centralbank i London, i Barcelona, i Amsterdam, i Edinburgh og mange, mange andre byer vil der lørdag den 15. september være demonstrationer. Alene i Frankrig er der planlagt aktiviteter i over 20 byer, og i New York har den tidligere medinitiativtager til Occupy Wall Street Micah White indkaldt til protest under banneret ’Ambush Wall Street’.

Mere end 30 organisationer deltager i opråbet ’Change Finance’, hvor hovedbudskabet er klart: Vi skal have tøjlet det finansielle system. Vi må insistere på, at finansverdenen helt grundlæggende ændrer praksis. Og vi må indlede en diskussion om de finansielle markeders rolle, som ikke kun skal tages af finansspekulanter og økonomiske embedsmænd.

I dag er det 10 år siden, at en karavane af mørke jakkesæt forlod højhuset med den blankpolerede glasfacade i hjertet af New York med nedslåede blikke og små papkasser fyldt med personlige ejendele. En karavane af nederlag.

Det utænkelige var sket: Lehman Brothers – en af verdens største investeringsbanker – var gået bankerot. Den største konkurs i USA’s historie og en begivenhed, som forvandlede den fremspirende boliglånskrise til et bankstormløb, der truede med at tvinge verdensøkonomien i knæ.

Det blev den endelige afsløring af den fiktion om boligmarkedet, der var blevet skabt af giftige og skødesløse udlån, og som nu kastede den vestlige verden ud i økonomisk kaos og krise.

En krise, der først og fremmest gik ud over ganske almindelige borgere: Alene i USA mistede op mod ni millioner mennesker hus og hjem, mens arbejdsløsheden steg med over otte millioner. Samtidig blev bankerne på tragikomisk vis reddet og bankfolkene holdt fri for ansvar – deres indflydelse på økonomien var for omfattende til, at lovgiverne turde andet end at holde hånden under dem – de var too big to fail.

I de fleste lande, der blev ramt af recessionen, er den økonomiske aktivitet stadig under før-kriseniveau, men konsekvenserne har ikke kun været af økonomisk karakter – de har også vist sig som politiske efterdønninger.

Den Internationale Valutafond anser i dag finanskrisen og regeringernes håndtering af den som en af de vigtigste faktorer til at forklare tilbageslagene for globaliseringen, populismens fremkomst og tabet af tillid til politikere og offentlige institutioner. Det synspunkt er de ikke ene om.

Og befolkningerne er stadigvæk vrede.

»Folk har ret i deres intuitive vrede: Det finansielle system blev ikke reformeret efter finanskrisen, og den finansielle sektor er ikke langt fra, hvordan den var for ti år siden,« siger Benoît Lallemand, der er generalsekretær i Finance Watch – en ngo, der blev grundlagt efter krisen som modvægt til den finansielle lobby.

Han mener, at vreden er berettiget, og i dag står han derfor i spidsen for afviklingen af de verdensomspændende protester, der markerer tiårsdagen for Lehman Brothers-krakket.

Offentligheden og civilsamfundet har ifølge Lallemand historisk set været afskåret fra samtalen om finanssektorens rolle i økonomien, under dække af at det er en kompleks sag. Men den undskyldning må vi overvinde.

Lallemand bemærker, at der kortvarigt var et potentiale for en gentænkning af det eksisterende økonomiske paradigme i kølvandet på finanskrisen: Selv det liberale ugemagasin The Economist spurgte, om vi mon var vidne til kapitalismens forfald. Vi har bevist, at det er en diskussion, vi er i stand til at føre, siger han.

Men udsigten til at gøre op med finanssystemets indretning forsvandt efter G20-topmødet i Pittsburgh i 2009, hvor verdenslederne udstak kursen for krisehåndteringen. Her var budskabet, at kravene til bankerne skulle skærpes, men at de i øvrigt kunne fortsætte som hidtil. Mulighedsvinduet blev lukket igen.

»Verdenslederne sagde basalt set, at der var nogle få rådne æbler, og at vi skulle stabilisere systemet en smule og skabe lidt mere gennemsigtighed. Men hovedkonklusionen var klar: Vi har det finansielle system, vi nu engang har,« siger Benoît Lallemand. Status quo kunne fortsætte.

Men spørgsmålet er nu, om tiden er kommet til at genåbne samtalen om finansmagten og dens farer. I hvert fald er aktivisterne ikke alene om at finde lovgivernes håndtering af krisen utilstrækkelig.

Steve Keen, der er professor i økonomi og institutleder ved Institut for Økonomi, Historie og Politik på Kingston University i London og forfatter til bogen Can We Avoid Another Financial Crisis?, var blandt de få, der forudså finanskrisen i 2008.

Han kalder de øgede krav til bankernes kapitalbeholdning og øvrige småinitiativer, som verdenssamfundet stillede – blandt andet gennem de såkaldte Basel III-standarder – for »symptomlindring«.

Nok har de gennemførte politiske tiltag skabt en mere »stabil og sikker« situation, men de fundamentale spørgsmål om finanssektorens dominerende rolle i økonomien er blevet ignoreret. Vi kører videre i samme spor. Og det skyldes først og fremmest politikernes loyalitet over for den økonomiske ortodoksi.

»Krisen i 2008 kom som en overraskelse, fordi de herskende økonomiske modeller og teorier grundlæggende er misvisende. Alligevel fortsætter lovgiverne med at gøre det, der giver mening ifølge den økonomiteori, der siger, at krisen var umulig til at begynde med,« siger Steve Keen.

Der er tre fantasier om finanssektoren, som vi må have manet til jorden, hvis vi vil genvinde kontrollen med finanskapitalismen: ideen om, at banken er neutral mellemmand; ideen om, at finansspekulation er ufarlig og bundet til materiel værdi; og måske vigtigst: ideen om, at de nuværende politiske instrumenter er i stand til effektivt at tøjle finanslogikkens egenrådige fremdrift.

En bank er ikke et datingbureau

Blandt de fundamentale problemer i det nuværende økonomiske paradigmes behandling af finanssektoren står forståelsen af bankernes rolle. Her er antagelsen ifølge Keen, at en bank blot er neutral formidler mellem långivere og låntagere. Sagt anderledes er der altså ingen, der rigtigt låner penge i banken – den er bare mellemmanden.

»Det er total fucking bullshit. Men det er noget, mainstreamøkonomerne har låst sig fast på, så de ikke behøver bekymre sig om bankerne i deres makroøkonomiske modeller,« siger Steve Keen.

I virkeligheden tager bankerne ikke bare indskuddet fra dem, der sparer op, og låner det ud til dem, der har brug for det. En bank er ikke et datingbureau. Bankerne skaber selv kredit og gæld – forholdet mellem udlån og egenkapital lægger sig ifølge Keen et sted mellem 10:1, når man er ’ansvarlig’ – og 30:1 hos de dumdristigste.

»I en forstand er det dét, der skaber kriser, for det eneste, der skal til, er et tre procents fald i værdien af dine aktiver, og så går du konkurs – det var det, der skete med Lehman Brothers,« siger Steve Keen.

Det er altså en blind plet med konsekvenser.

»Vi betaler simpelthen for deres uvidenhed,« siger Steve Keen om sine økonomkolleger.

Et andet element af bankernes adfærd, som den økonomiske ortodoksi overser, er bankernes egen påvirkning af værdien af aktiver – boligpriser, for eksempel. Når en bank låner penge ud til at købe et aktiv, er det nemlig med til at presse prisen på aktivet op – og den højere pris retfærdiggør så et højere lån i anden omgang. Der eksisterer således en gensidig påvirkning, der er med til at pumpe både priserne og den private gæld op.

»Mainstreamøkonomerne antager en uafhængighed mellem gearing og aktivets pris, som ikke gælder i virkeligheden. Der er et positivt feedback-loop i alle typer aktiver, så hvis du eksempelvis låner penge ud til realkreditlån, presser du huspriserne op. Det har de fuldstændig ignoreret,« siger Steve Keen.

For at tøjle spekulation og hindre bobledannelse er det nødvendigt at bryde pingpong-dynamikken ved at forankre udlånsgrænsen i noget andet end aktivets kapitalværdi. Og det kan man for eksempel gøre ved at fastsætte lånets øvre grænse med udgangspunkt i aktivets indtjeningskapacitet.

Hvis en ejendom eksempelvis tjener 100.000 euro om året i lejeindtægter, ville Keen sætte det maksimale beløb, der kunne lånes mod det, ti gange højere – altså, ved en million euro.

Problemet er imidlertid, at det ikke er i bankernes interesse – de tjener netop penge på, at det ikke fungerer sådan. Og ifølge Steve Keen kan man med rette kalde bankernes adfærd (både op til finanskrisen og nu) for »svindel«.

De er nemlig godt klar over, at deres forretning er baseret på en fejlagtig præmis.

»Før finanskrisen vidste enhver, at den eneste måde, det kunne fortsætte med at fungere, var hvis huspriserne blev ved med at stige. De vidste, at det, de lavede, var bedragerisk, for i sidste ende ville huspriserne crashe, når de stoppede udlånene,« siger Steve Keen.

Men bankerne vendte det blinde øje til – også når det kom til at undersøge, hvorvidt folk ville være i stand til at tilbagebetale deres lån – for at skabe så meget gæld som muligt. Det er trods alt det, de lever af.

»Bankfolkene burde være sat i fængsel, men det er selvfølgelig ikke sket. De fortsætter deres praksis, og fordi de har så vidtrækkende økonomisk og politisk magt, blev de tilmed inviteret med til bordet, da politikerne skulle udarbejde lovene om, hvorvidt de skulle straffes eller ej,« siger Steve Keen.

Finansmagtens mørke magi

Finanssektorens dominans og indflydelse på det politiske system er noget, Saskia Sassen har forsket i. Hun er professor i sociologi ved Columbia University og forfatter til bogen Expulsions: Brutality and Complexity in the Global Economy.

Sassen mener, at lovgiverne og de folkevalgte i mange tilfælde simpelthen har opgivet at forstå, hvordan det finansielle system fungerer, og finansmagten lever dermed højt på at kunne tilsløre sig som indviklet og uigennemtrængelig.

»Det sker regelmæssigt, at vores folkevalgte konsulterer repræsentanter fra den finansielle sektor, men de har ingen anelse om, hvad de bliver fortalt. Finansfolkene drager fordel af at give meget komplekse svar, for de ved, at politikerne ofte sidder helt lamslåede og ender med at uddelegere magten fuldstændig,« siger Saskia Sassen.

Hun forklarer, hvordan de, der varetager finanssektorens interesser, har held med at anvende et kompliceret sprog, der indfanger noget af sandheden og ikke er direkte løgn, men som går hen over hovederne på politikerne – de er ude af stand til at forstå, hvordan »et og tre kan give ti.«

Alligevel er kompleksiteten ikke udelukkende en sproglig maskering. Sassen understreger finanssektorens innovative drivkraft og fantastiske evne til konstant at udvikle nye værktøjer, der lynhurtigt overflødiggør specifik politisk regulering.

»Det finansielle system udelukker ethvert indgreb, vi kan foretage inden for den eksisterende ramme af styring af den økonomiske sektor. De udvikler redskaber, der kræver ekstraordinær intelligens. Det har intet at gøre med mikro- eller makroøkonomi – det er algoritmisk matematik, og det er virkelig geniale ting. I det her tilfælde bliver det bare brugt på en ekstrem destruktiv måde,« siger Saskia Sassen.

Det er ikke karikaturen af den grådige, kommercielle og halvkorrupte fyr, vi har med at gøre. Finansmagtens smyger sig i »imponerende klæder«, der virker betagende og ligefrem hypnotiserende. Vi må accepterer, at finanssektorens logik og virkemåde aldrig bliver intuitiv, uddyber Sassen. Det er en verden, vi ikke ser.

Hun nævner for eksempel, at hvor vi almindelige dødelige ser et hus som blot værende en bygning, kan det i finanssystemets optik trylles om til en del af et teknisk konstrueret finansielt produkt, der i yderste konsekvens næsten intet har med en bygning at gøre: Efter at have gennemgået en række komplicerede trin bliver den til »metarealitet« – rene abstraktioner.

»Noget, der for nylig er opstået, er store tomme skyskrabere i London, Manhattan og andre metropoler. Folk tænker, ’åh nej, noget må være gået galt – stakkels investorer’, men tværtimod. I mange tilfælde kan de tjene mere på de tomme bygninger, fordi det ikke handler om lejeindtægter eller videresalg – der er noget helt andet på spil. De får bygningerne til at fungere som aktiver,« siger Saskia Sassen.

Det kan virke fuldstændig absurd, og selv om Sassen ikke er optimistisk i forhold til at finde måder, hvorpå man kan regulere »genierne, der opfinder virkeligt farlige værktøjer«, mener hun som Keen, at det eneste reelle bud er at genbinde værdierne til konkret materie. Vi må ikke lade værdi eksisterer som spekulative, afkoblede abstraktioner.

»For det går galt.«

Bankaktivitet i skyggerne

Finanskrisen burde have været en alarmklokke om, at der er noget grundlæggende galt med både arkitekturen og driften af det finansielle system. Men den overhørte politikerne ifølge Ann Pettifor. Hun forsker i ny økonomi ved City University, London, og står blandt andet bag bogen The Production of Money – How to Break the Power of Bankers.

Pettifor mener som Keen og Sassen, at lovgiverne undlod at gennemføre fundamentale forandringer i det finansielle system i håbet om, at »hvis de bare stabiliserede banksektoren lidt, kunne livet forsætte som hidtil«.

»Vi har ikke set nogen reel ændring af det finansielle system siden finanskrisen, og finanssektoren er stadig hersker over den globale økonomi – og ikke dens tjener. De har løst den seneste finansielle krise, men gjort meget lidt for at forhindre en ny,« siger Ann Pettifor.

Herskerstatussen består i, at størstedelen af banklånene stadig går til spekulation, mens en »meget mindre del« fungere som hjælper for den »reelle økonomi, hvor ting rent faktisk bliver produceret«. Og som Sassen frygter Pettifor derfor nye bobler af »meta-realitet«.

Men det er kun halvdelen af historien.

Pettifor påpeger, at de tiltag, politikerne trods alt har gennemført i form af øgede krav til de traditionelle banker, kan have haft utilsigtede konsekvenser, fordi lovgivningen ikke tog fat ved problemets rod. Det har været som at klemme en ballon i den ene ende; den udvider sig i den anden.

Hun sigter til den såkaldte »skyggebanksektor«, der er »vokset massivt« siden finanskrisen. Det skumle begreb – der også er kendt som markedsbaseret finansiering – dækker over en gruppe af finansielle mellemmænd, der tilbyder tjenester svarende til de kommercielle banker, men som opererer uden for den gængse lovgivning og bankregulering.

»De opererer hinsides den demokratiske regulerings rækkevidde. Vi ved simpelthen ikke, hvad farerne er, fordi det hele foregår i det skjulte,« siger Ann Pettifor.

Med andre ord risikerer vi blot at have forskubbet potentialet for en ny krise fra et sted til et andet. Alligevel mener Pettifor ikke, at politikerne er de egentlige syndere. Hendes modstand er rettet mod den skare af professionelle økonomer, som lovgiverne trofast støtter sig til. Dem, som politikerne forlader sig på.

»Min store kamp er med mainstreamøkonomerne. Politikerne opfører sig skidt, men de er blevet undervist og opdraget af økonomerne. For mig har økonomifaget graverende mangler, fordi de (mainstremøkonomerne, red.) har ignoreret bankernes og gældens rolle i deres modeller. De overser, hvor den reelle økonomiske aktivitet finder sted i dag,« siger Ann Pettifor.

Ved de mange protester, der finder sted i dag, er det da også kernetemaet: at skabe rum til at udfordre den herskende økonomiske trosretning. Det handler om at lade folk forstå, at der intet naturgivent er over finanssektorens nuværende status og indflydelse. Ti år efter finanskrisen må vi turde tale frit om præmisserne for det system, der frembragte den.

Det er en samtale, der starter på gadeplan.

Og Benoît Lallemand håber, at de mange demonstrationer og offentlige forelæsninger, der i dag finder sted, kan anspore til netop dét: en samtale om forvaltningen af vores fælles økonomi.

»Hvor stor bør den finansielle sektor være? Hvorfor har vi så stor en gæld? Hvad er det for nogle aktiviteter, bankerne er involveret i, og hvad gør de godt for? Hvis vi kan lykkes med at genoplive denne grundlæggende diskussion, der fandt sted i et par uger efter Lehman Brothers-krakket, vil det være en sejr i sig selv.«

På dette arkivfoto fra den 15. september 2008 står børshandlere på gulvet i New York Mercantile Exchange i New York. En af de største spillere på Wall Street gik selvsamme dag konkurs, og den største finansielle krise siden 1930'erne blev en realitet.
Læs også
Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
  • Bjarne Andersen
  • Kurt Nielsen
  • Espen Bøgh
  • Torben K L Jensen
  • Randi Christiansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Hans Ditlev Nissen
Benno Hansen, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Espen Bøgh, Torben K L Jensen, Randi Christiansen, Eva Schwanenflügel og Hans Ditlev Nissen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Randi Christiansen

Genoplive samtalen? Jovist, men at fravriste de illegitime ejere deres røvergods, er den egentlige udfordring.

Den ene procent synes at være komplet ligeglade med denne illegitimitet, men hvis de ikke afsløres, kan de jo blot fortsætte med at bedrage fællesskabet. Altså må et vigtigt element i samtalen være at fastholde kravet om en grundlæggende ny og permakulturel administration af fællesejet. Og her savner jeg visionær politisk tænkning. Alternativet nærmer sig.

Tanja Nielsen, Bjarne Andersen, Anne Schøtt, Kurt Nielsen, Susanne Kleis, Rolf Andersen og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

2 store myte vedrørende finanskrisen:

1) at fixe den var specielt mirakuløst godt arbejde, der krævede genier
2) at de overhoved fixede den!

Dem som fixede krisen var Obamas hold at..Wall Street-drenge. som jo også var skyld i krisen. De regulerede finanssektoren for så at flip-floppe og deregulere den igen! Den fantastiske McCain var lige ved at få opgaven..som præsident, men hans evner rakte ligefrem ikke langt heller ikke på det svære økonomiske område. Heri en Obama Add https://www.youtube.com/watch?v=UOaVqdG8SgY

Europa er ved at knække over i dem som klare sig nogenlunde her oppe nordpå og dem som klare sig meget dårligt nede sydpå. USA er tilbage på jobsporet tilsyneladende, men de nye jobs er som bartendere og ikke smede og elektrikere. 20 % af arbejdsstyrken hos verdens rigeste Amazons Jeff Bezos er på Foodstamps eller anden offentlig tilskud, da Bezos ikke betaler dem nok at leve for!! Verdens rigeste mand!! lader skatteyderne betale en del af sine ansattes løn....WTF.

Danny Hedegaard, Børge Neiiendam, Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Randi Christiansen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Jørgen Wind-Willassen

Nu er der lige den lille detalje - INGEN har tvunget folk til at købe lejligheder/huse til en alt for høj pris.
Man kan jo blot sige nej tak til sælger.
Herefter falder prisen.
Det forudsætter selvfølgelig - at der ikke er en anden der er tosset nok til at betale en vanvittig pris.
Bankerne er ikke uskyldige, men boligkøberne må tage sin del af ansvaret, når man er så tåbelig at købe ejendom finansieret med afdragsfrie flexlån.

Bjarne Andersen, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Krister Meyersahm

Tæm pengeudlånerne - gør det kriminelt at låne penge ud man ikke har på "lager". Udlån skal kunne dækkes ind af egenkapital d.v.s.; der skal være dækning i indskyder- og aktiekapital. Lånes der til genudlån, skal også disse lån være fuldt sikrede i frie aktiver. Der skal indføres omgående meldepligt til myndighederne hvis man ikke lever til kravet og forsømmelsen skal straffes med afskrækkende hårde sanktioner.

Randi Christiansen

Forsømmelig folkeuddannelse i kombination med almindelig forarmelse må være grunden til, at anløbne spekulanter kunne lokke så mange i den gældsfælde, som udløste finanskrisen. Enhver, der er blot en smule orienteret om renteudvikling over tid - og det bør man være, hvis man bevæger sig ud på lånemarkedet - må kunne forstå, at fleksibel rente er en potentiel bombe under økonomien.

Et andet forhold, som i forvejen er så rigelig usikkerhedsskabende nemlig tab af indtægt, understreger, at det er dumt og/eller uansvarligt at basere sit liv på (stor) gældsætning.

Philip B. Johnsen

Gældsætning og kriminalitet er en god forretning.

Hvorfor er det man aflønner centralt placerede i finanssektoren med resultatløn, bonusordninger og aktieoptioner, de er ganske almindelige lønmodtagere, hvorfor skal de have andel i overskud af virksomheden, de ‘IKKE’ ejer, de burde få en almindelig løn.

Det er systemiske institutioner, der bliver betalt med borgernes skattepenge, hvis svindlen tager overhånd og det går helt galt.

Det sikre at international organiseret kriminalitet, betaler sig for de centralt placerede i finanssektoren.

Det er derfor det er småpenge, der gives i bøder og bøderne sendes direkte tilbage til almindelige bankkunder i form af forhøjet bidragssatser mm.

Vores økonomisk vækst krævende politikeres venners finanskoncerner betaler gerne de små bøder, det er småpenge i forhold til ‘indtægterne’ fra international organiseret kriminalitet udbetalt i resultatløn, bonusordninger og aktieoptioner til de centralt placerede i finanssektoren, sådan fungere det internationale marked og de frie markedskræfter.

Randi Christiansen, Børge Neiiendam og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

PS.
Det giver politikere gode job efter politisk karriere, hvis politikere centralt placeret, har beskyttet dette system.

Randi Christiansen, Børge Neiiendam og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar

Tja.., måske kan man sige "de løste finanskrisen", men ikke uden også at skulle erkende at det var de selvsamme der skabte krisen, af de dereguleringer som tidligere blev foretaget af daværende centralbank direktør Allan Greenspan.

Der hvor det gik helt galt på lånemarkedet for boliger, hvor manglende garantier for at folk kunne betale deres afdrag, og hvor disse "junk-bonds" huserede som førsteklasses "bonds" - noget a' la vores obligationer, - der på den ene side blev opgraderet til "helt" sikre lånebeviser, og som man oversvømmede markedet med - uagtet at boligkøberne ikke ville være i stand til at betale deres afdrag.

Dertil kom flere finanshuse - åbenbart indså problemet, og spillede på et sammenbrud på markedet samtidig med de også udstedte endnu flere usikre "bonds"(obligationer), men samtidig forsikrede sig mod et sammenbrud på markedet.

- Altså, kunne boligkøberne betale afdragene, så fik man en gevinst, - men kunne boligkøberne ikke betale afdragene, - så fik man forsikringspræmien udbetalt, - og her lå den helt store gevinst.

- n finansielle sektor smed altså mere benzin på bålet for gevinstens skyld, og kom bagefter og udgav sig for at være de gode brandmænd der nok skulle, og ville slukke branden!

- De havde jo forstand på penge!

De underliggende derivater som i øvrigt var aldeles uigennemskuelige for almindeligt dødelige, bidrog også til krisen i stort omfang, fordi de medvirkede til at skjule virkeligheden længere end godt var.

Vist oversvømmede den amerikanske finansielle sektor markedet i Amerika med disse værdiløse bonds, og andre derivater heraf, - men sandelig også hele den globale finansielle sektor, så det medførte det sammenbrud vi dengang og i dag omtaler som krisen 2007-8.

Man har ikke lært noget, i den finansielle sektor, siges der, men mon ikke verden udenfor Amerika har mistet en del tillid til det amerikanske finansielle system og dets produkter, og det kan meget vil betyde ikke så lidt i fremtiden for Amerika.

I Danmark legede den finansielle sektor også med, og ligesom i Amerika kom disse gode folk også til at give den rollen som "de gode brandmænd der ville slukke ilden"!

Philip B. Johnsen

@Espen Bøgh
Det er tydeligvis uden for det politiske interesse felt, hvordan investering og gældsætning påvirker samfundet lokalt over tid og samtidig verden omkring os globalt, det var og er, stadigt problemet ved gældsætningsproblematikkerne globalt, men det er, hvad der sker, når man giver politiske amatører magt, de ikke forstå at håndtere.

Problemet består i at den samlede globale gæld, krævet samlet set global økonomisk vækst.

Den skal være ægte, den nuværende forbrugsdrevet økonomiske vækst er ikke bæredygtig og der er ingen udsigt til at teknologi landevinder vil ændre på dette, det giver politisk accept af finansverden benytter internationale organiseret kriminalitet til vækstmotoren.

Keine hexerei nur behändigkeit.

Som man siger i Danmark ; )