Essay
Læsetid: 9 min.

London kan blive den første, der falder, når den næste finanskrise rammer

I dag er politik ligegyldig. Det er markedskræfterne, der former vores verden, og det gør de godt. Sådan lød den dominerende etos før 2008. Adam Tooze, forfatter til nyt storværk om finanskrisen, pointerer her, at den fortælling altid var en illusion
Børsmæglere foran New Yorks børs den 2. okobter 2008. I dagene forinden er kurserne styrtdykket, og det politiske system er gået i gang med at iværksætte historiens største finansielle redningsaktion.

Børsmæglere foran New Yorks børs den 2. okobter 2008. I dagene forinden er kurserne styrtdykket, og det politiske system er gået i gang med at iværksætte historiens største finansielle redningsaktion.

Redux

Moderne Tider
15. september 2018

»Jeg hører folk sige, at nu må globaliseringsdiskussionen snart holde op. Vi kunne lige så godt diskutere, om efterår bør afløse sommer«. Sådan sagde Tony Blair, Storbritanniens premierminister, i oktober 2005.

To år senere, i efteråret 2007, blev Alan Greenspan, den tidligere amerikanske nationalbankchef, af en schweizisk avis spurgt om, hvilken kandidat han ville pege på ved næste amerikanske præsidentvalg.

Hans svar var bemærkelsesværdigt.

Det ville ikke have nogen betydning, hvem han stemte på, erklærede Greenspan, for »takket være globaliseringen er beslutninger om, hvilken politik USA skal føre, i vidt omfang blevet erstattet af de globale markedskræfter. Bortset fra i sikkerhedspolitikken gør det ikke nogen større forskel, hvem der bliver præsident. Verden styres af markedskræfter«.

Deres verden er i dag tabt. For at forstå den verden skulle man gå ind på den præmis, at de globale markeder på samme måde som årstiderne var en uafvendeligt given størrelse. Man var nødt til at tro på, at markeder styrede og fungerede efter bestemte logikker, hvis resultater i sidste ende kunne påregnes at være altovervejende godartet.

Som Greenspans bemærkning antyder, måtte man også tro på, at selv om den nationale sikkerhed stadig var et politisk anliggende, så var den adskilt fra økonomiens verden. Gik man omvendt ud fra, at økonomi og geopolitik var flettet ind i hinanden, måtte økonomi antagelig også være et anliggende, politikere skulle tage sig af.

Ti år efter finanskrisen i 2008 kan vi se, at disse antagelser var falske. Forestillingen om, at økonomien er et domæne, der ligger hinsides politik eller hinsides de internationale magtspil, er blevet udstillet som illusion.

Bristede illusioner

Donald Trump er den mest spektakulære manifestation af den bristede illusion. Og den mest betydningsfulde.

Han er en hæmningsløs nationalist, der presser på for at modstå globaliseringens trend. Han har ingen respekt for markeder, medmindre de leverer de resultater, han selv foretrækker. Han er ikke bange for at patronisere erhvervsbosser eller centralbankchefer. Og han proklamerer, at alt fra import af tyske biler til amerikansk eksport af supercomputerchip til Kina er et nationalt sikkerhedsanliggende.

Trump er betydningsfuld, fordi USA påvirker hele systemet.

Nok rystede Brexit Europa, men som Theresa Mays regering må konstatere på britisk bekostning, betyder Storbritanniens bestræbelser på at ’tage kontrollen tilbage’ ikke, at andre europæiske nationer er til sinds at rette ind efter britiske ønsker.

Inden for handel og sikkerhed mangler Storbritannien international pondus, men har ikke desto mindre formet vores globaliseringsæra og kan fremdeles gøre det via sin finanspolitisk magtfulde enhed: City of London.

Mens Wall Street har Amerikas store nationale økonomi som bagland, er City of London globalt førende i valutahandel, rentederivater og global bankvirksomhed.

Citys nuværende rolle og betydning går tilbage til sidst i ​​1950’erne med den begyndende etablering af et offshoremarked for ureguleret låntagning og udlån.

Igen var dette et markant politisk valg, der tog form på baggrund af fremvæksten af den såkaldte eurodollar – en dollar, der blev holdt i Europa og nok så afgørende: blev holdt uden for den amerikanske centralbank, Federal Reserves jurisdiktion; en politisk beslutning, som blev sat i værk af de britiske myndigheder og tolereret af amerikanerne.

Det var således i London, at offshoredollarbankbranchen blev født. Med dybt destabiliserende langsigtede resultater.

Guldkonvertibel

Konsekvenserne skulle blive intet mindre end verdenshistoriske. Den 15. august 1971 suspenderede Richard Nixon dollarens guldkonvertibilitet. (Ved de betingelser, som blev fastsat i Bretton Woods-aftalen fra 1944 om styring af efterkrigstidens globale finanser, blev valutaer knyttet til prisen på guld).

For første gang siden penges opfindelse i Antikkens verden var ingen større valuta nu forankret til en metallisk basis. Penge blev åbent anerkendt som en politisk skabelse.

Resultatet på kort sigt blev en eksplosion af ustabilitet, inflation og vildt fluktuerende valutakurser. Det var en fest for investeringsbankfolk både på Wall Street og i City of London, og OPEC-landenes olieindtjeninger føjede sig til bølgen.

For at undgå beskatning blev pengene kanaliseret gennem offshoreterritorier, hvoraf mange lå i det tidligere britiske imperium eller udnyttede halvfeudale transitzoner som Guernsey.

Eurodollarmarkedet var dog kun en ad hoc-løsning. I 1980’erne voksede presset for at virkeliggøre noget, der var meget større: en omfattende liberalisering af kapitalbevægelser. Ansporet af bankinteresser begav tilsynsmyndighederne i London og New York sig ud i et kapløb mod bunden.

I 1990’erne var City of London ophørt med at være et ’britisk’ bankcenter i nogen meningsfuld forstand. Efter Margaret Thatchers Big Bang blev byens små handelsbanker ædt op af asiatiske, amerikanske og europæiske konkurrenter.

Byen blev, som den tidligere Bank of England-leder Mervyn King så spydigt udtrykte det, til »verdensøkonomiens svar på Wimbledon« (der på det tidspunkt ikke havde haft en britisk vinder siden 1936, red.).

De britiske konkurrenters succeser var sjældne, men det var i grunden heller ikke pointen med arrangementet. Analogien til den prestigiøse tennisturnering med dens elegance og dekorum var besnærende. Men i sine ​​boom-år lignede City snarere Premier League: skamløs og kosmopolitisk sugede den spillertalenter fra hele verden, pumpet op af svimlende pengemængder fra tvivlsomme kilder.

Hvor global City end var blevet, var der stadig lokale konkurrenter med i spillet. Det gamle City var måske væk for altid, men de store britiske handelsbanker havde ikke givet op.

De britiske giganter – Barclays, RBS, HBOS, Lloyds – ville også have en luns af den globale action, ganske som deres kontinentaleuropæiske kolleger, Deutsche Bank og Paribas, og ganske som de amerikanske high street-banker som Bank of America og Citigroup.

Det var fusionen af disse megabanker med den finansielle markedsmodel – Premier League parret med Wimbledon – der skabte mulighedsbetingelserne for det omfattende nedbrud i 2008.

Balanceillusion

Med Lehman Brothers’ krak kollapsede Blair-Greenspan-visionen om et permanent og gunstigt balanceforhold mellem politik og marked.

Det blev klart, at markederne ikke kunne styre sig selv. Deres dysfunktion truede med at ødelægge ikke blot aktørerne selv, men også med at tvinge hele verdensøkonomien i knæ. Verdenshandlen faldt hurtigere i 2008 end i 1929.

Det var i 2008 ikke længere indlysende, at efterår ville følge sommer. Der var ikke nogen indlysende vej ud af miseren, men det var bydende nødvendigt at diskutere, hvordan man kunne finde en. Og som Greenspans efterfølgere skulle sande, var det i den forbindelse særdeles afgørende, hvilke politikere der var ved magten og ikke mindst i USA.

Finansminister Gordon Brown måtte selvfølgelig affinde sig med mishagsytringer fra sine backbenchers, men i det britiske parlament var hans flertal solidt. I USA, hvor republikanerne i stigende grad var blevet bytte for fløjkampe, populisme og særinteresser, faldt krisestyringen i demokraternes lod. Og de valgte at tage alle de interessekonflikter og alt det ubehag på sig, der var forbundet med at skulle redde finanskapitalismen.

På krisens højdepunkt og opmuntret af Barack Obamas sejr forsøgte Brown at fremlægge en ny og omfattende vision for globale løsninger i en global tidsalder. Men det nye hold i Washington var ikke interesseret i en tilbagevenden til det angloamerikanske førerskab fra Bretton Woods.

Der kom et globalt svar på krisen i 2008, men ikke i form af en ny Bretton Woods. I stedet blev den amerikanske stats institutioner indsat som garant for verdens banker og deres offshoreforretninger i London og Europa.

Som centralbankcheferne skyndsomt vil insistere på, var Federal Reserve Banks nødberedskab af dollarlikviditet ikke en redningspakke, ikke en bailout. Der var tale om fuldt sikrede lån.

Det er en ganske normal aktivitet, at en centralbank er ’sidste udvejs-udlåner’, om end skalaen denne gang var højst unormal: En europæisk centralbankchef refererede i 2018 ligefrem til de europæiske centralbanker som »den 13. afdeling af US Federal Reservesystemet«.

Kriseeftertanke

Krisen kaldte på eftertanke, men lidet overraskende ikke sådan, at der blev sat spørgsmålstegn ved de grundlæggende principper for finansiel globalisering. National kontrol med kapitalbevægelser blev kun indført af de ny vækstøkonomi-lande og Grækenland i 2015.

Men private banker skulle stadig være de afgørende aktører inden for global pengeopbygning, selv om der blev indført en ny lovramme – Basel III – og hårdere nationale regler, der havde til formål at underlægge deres balanceopgørelser strammere restriktioner.

Store dele af skyggebanksystemet er tørret ud. Og hvis finansøkonomien er ’deglobaliseret’, er geografien i tilbagetoget afslørende: De amerikanske banker har holdt stand, Asiens nye bankgiganter har ekspanderet kraftigt, mens britiske og kontinentaleuropæiske banker har stået for indskrumpningen.

Til dels afspejler dette en kommerciel logik. Men det er også et spørgsmål om politiske valg. Efter 2008 indså amerikanerne, hvilke risici den finansielle globalisering havde eksponeret dem for, og indførte nye regler. Mens europæerne blev oprørte over Amerikas ’klorkyllinger’, holdt amerikanerne sig for næsen i de transatlantiske finansielle forhandlinger.

Specielt har de krævet, at europæiske konkurrenter som Barclays og Deutsche Bank skulle yde mere kapital til deres amerikanske operationer eller trække sig ud. Stillet over for dette valg foretrak begge at indskrænke.

Fremtiden er i øst

Den jordrystelse, som City blev udsat for i 2008, var alvorlig. Men byen og de, der styrer den, har ikke mistet deres globale ambitioner eller fornemmelse for historiens retning. Hvis den transatlantiske finansiering er fladet ud, er fremtiden nu i øst. Den ’britiske’ bank, der kom bedst gennem krisen, var HSBC. Dens strategi med at spænde over både London og Hongkong viste sig at være fremtiden.

I 2013 begyndte City at markedsføre sig som offshorecenter for Kina. Igen var dette delvist drevet frem af en kommerciel logik, men også af politiske valg. De britiske myndigheder, blandt disse David Camerons regering, gentog selvbevidst deres forgængeres eurodollarstrategi. City of London ville stille en platform for globalisering af yuanen til rådighed for Kina og dets banker.

Som en rapport fra Bank of England for nylig viste, er den globale økonomis geografi i dag flyttet mod øst, men London forbliver fortsat et afgørende omdrejningspunkt. De britiske banker er betydeligt mere eksponerede for Kina end deres kontinentaleuropæiske og amerikanske kolleger. Det giver løfte om profitter. Men indebærer også en dobbelt risiko.

Den eurodollarverden, der tog form i 1960’erne, fulgte ganske nøje konturerne på et kort over NATO-lande. Den havde Washingtons samtykke. Det var, som vi siger i dag, en geoøkonomisk blok.

Det samme kan ikke siges om Storbritanniens kinesiske venture. Londons servile føjelighed over for Beijing er ikke gået ubemærket hen i Washington. Som en amerikansk regeringsembedsmand bemærkede uden for citat i 2013, var konstante indrømmelser ikke den rette måde at konfrontere en »fremvoksende magt« på.

Med denne udtalelse sprængte han den endelige rammeforudsætning for en nu svunden æra: Den omfattende pacificering af stormagtrelationer, som blev skabt med den amerikanskledede alliances sejr i Den Kolde Krig. Denne havde gjort det muligt for historien om global økonomisk vækst at blive set som neutral med hensyn til magtpolitik.

Allerede under Obama var dette ikke længere en arbejdshypotese i amerikansk politik. Kinas vækst blev i stigende grad betragtet som en trussel.

Højrisikostrategi

Cameron-regeringens strategi om at søge partnerskab med Kina rejste spørgsmålet: Hvor i en fremtidig verdensorden skulle Storbritannien placere sig? Retrospektivt kaster denne orientering et grelt lys over Cameron-administrationens forbavsende højrisikostrategi.

Samtidig med at det satte Storbritanniens forhold til Europa på spil, vakte det Washingtons modvilje med en strategi om samarbejde med en stat, hvis magt og selvtillid kun vokser år for år. Beijing taler dygtigt globaliseringens sprog, men især under Xi Jinping er Kina kommet til at se politik, langsigtet strategi og økonomi som en integreret helhed.

Det er dog også en skrøbelig satsning. Kinas kreditboom er uden fortilfælde. Det tilbageslag, som Kina led i 2015-2016, rystede allerede verdensøkonomien. Som både Bank of England og IMF har advaret om, fører Storbritanniens finansielle eksponering over for Kina alvorlige risici med sig.

Hvis en finansiel nedsmeltning i Kina er den store fare, der hænger lurende over verdensøkonomien, vil City of London sandsynligvis blive første vestlige dominobrik, der vælter. Og det vil i givet fald ikke være et spørgsmål om skæbne eller ren og skær markedslogik. Det vil være resultatet af et bevidst strategisk valg.

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Torben Lindegaard

"Hvis en finansiel nedsmeltning i Kina ...."

Adam Tooze er ude i totalt tankespin.

Hvis der er en ting, vi burde have lært, så er det, at der kommer kriser i det kapitalistiske system. Og Kina er et kapitalistisk system, så de vil også opleve en økonomisk krise. Det kræver ingen krystalkugle at kunne forudse det.

Claus Nielsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Peter Bentzen, Henrik L Nielsen, Kurt Nielsen, Troels Ken Pedersen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Tænk, at vi har skullet så langt ud, før det indlysende gjorde sig gældende. Men det er klart, at historie og viden og forståelsen af, at vi altid står på ryggen af dem, der gik forud, udrenses af liberalisterne, der ellers ville stå klædt af til skindet med deres lastefulde og destruktive verdenssyn.

Eva Schwanenflügel og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@David Zennaro

Jo, jo - kriserne i det kapitalistiske system er uafvendelige; men derfra og til en kinesisk nedsmeltning er der godt nok et stykke vej.

Klaus Cort Jensen

Prøv at google "kinesisk boligmarked". De historier der dukker op minder ret meget om USA og Danmark op til finanskrisen - og om Danmark i dag.

De stigende friværdier er en seddelpresse, der presser pengene direkte ned i de riges lommer, og skaber en inflationsspiral, der udhuler de fattiges mulighed for at anskaffe en ejerbolig.
Derfor er de nye generationer dårligere stillet end deres forældres generation.

https://www.information.dk/debat/2016/11/vesten-haft-hyperinflation-30-aar

Touhami Bennour

Konkurrencen foregår stadig inden for "en gros" to systemer: Vesten der dominere den Internationale verdensorden og de tidligere kolonier, det vigtigste er Kina: det gælder ikke om den ene har tyve varianter og den anden har også tyve varianter. Verden er delt i to. Kina hører til de tidligere kolonier, om det er kapitalistik eller socialistik. Konkurrence mellem dem der føre i økonomien og dem der halter bagefter. Det samme som det har været på det politiske område. Vi ved det politiske var dramatiske og det økonomiske vil det være det samme. Hvis diagnosen er det samme betyder det ikke helbredelsen bliver det amme.
Vi ser det i det arbejde udfører kina i Afrika, Kina foreslå løsninger der adskiller sig fra de vestlige, og alle vestlige lande er stærk imod Kinas strategi i Afrika.

Eva Schwanenflügel og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Den kinesiske form for socialisme (statskapitalisme) bliver dominerende i det 21. århundrede med det eneste formål at bringe folk ud af fattigdom og give dem et arbejde de kan (over)leve af. Hvis det er at dominere som kapitalismen dominerede de sidste 200 års imperialisme er det det helt OK for mig.
Demokrati eller medbestemmelse komme af sig selv når mennesker er mætte - så tro at Kina kan kontrollere hele verden når de har svært ved det i selve Kina er mildest talt tåbeligt - hvorfor skulle de?