Baggrund
Læsetid: 9 min.

En ny økonomi kræver et opgør med vores kulturelle fællesforståelser

Den eksisterende økonomiske struktur er indlejret i vores sprog, i populærkulturen – fra computerspil til radiohits – og i vores sociale omgangsformer. Selve vores kollektive udsyn er farvet af profitmotivet og den evindelige hunger efter økonomisk vækst. Ønsker vi en anderledes økonomi, må vi derfor udvikle nye sociale og kulturelle mønstre
Vi har ikke den økonomiske model, vi kan forestille os. Vores tanker er tværtimod formet af det økonomiske system, vi er underlagt.

Vi har ikke den økonomiske model, vi kan forestille os. Vores tanker er tværtimod formet af det økonomiske system, vi er underlagt.

Mia Mottelson

Moderne Tider
22. september 2018

»Det er lettere at forestille sig verdens undergang end kapitalismens ophør.« Citatet tilskrives nogle gange den amerikanske politiske teoretiker Fredric Jameson, andre gange den slovenske rockstjernefilosof Slavoj Žižek.

Men uanset hvem der er ordenes egentlige ophavsmand, indfanger de den velkendte og udbredte følelse af, at tingene ikke kan være anderledes, end de er i øjeblikket. Økonomien er, som den nu engang er. Fastlåst og uforanderlig i sin indretning.

Den nu afdøde britiske teoretiker Mark Fisher skrev for snart ti år siden bogen Capitalist Realism på ryggen af det berømte citat. En tekst, som netop beskæftigede sig med fornemmelsen af, at den nuværende version af kapitalismen er den eneste levedygtige økonomiske struktur, og at det er så godt som umuligt – og desuden nyttelyst – at forestille sig et sammenhængende alternativ.

Men konceptet er ikke nyt. Og hverken Jameson, Žižek eller Fisher kan tage æren for det.

Karl Marx og Friedrich Engels omtalte den »dominerende ideologi« for over 150 år siden i værket Den tyske ideologi, og den italienske marxist Antonio Gramsci skrev parallelt om den herskende kulturs »sunde fornuft«, som afsættet for fastholdelsen af status quo – andre ord for det samme.

Det er altså velbeskrevet, hvordan kulturelle fællesforståelser betinger vores udsyn. Alligevel var der noget rammende i Fishers analyse. Tiden kaldte på den.

Den vestlige verden havde gennemlevet en 30-årig periode knuget af den britiske premierminister Margaret Thatchers evindelige mantra: »There is no alternative«, da Fisher skrev om den »kapitalistiske realisme«. Den økonomiske samtidsanalyse var med andre ord ubestridt og uden for diskussion. Det vidste enhver. Således den sunde fornuft.

»Fra sidst i 70’erne og frem spredte det verdenssyn sig, at en kapitalistisk organisering af alle vores institutioner og sociale relationer var den eneste effektive og moderne måde at gøre tingene på. Og de fleste fandt det meget vanskeligt at forestille sig en fremtid efter kapitalismen,« siger Jeremy Gilbert, der er professor i politisk teori og kulturteori ved University of East London. Han var tæt ven og kollega til Mark Fisher.

Hvis vi ønsker en ny økonomi, er det altså nødvendigt at stille spørgsmålet, om vi overhovedet kan forestille os en anderledes kulturel og social anordning end den nuværende, og hvordan den i så fald ser ud.

Men først må vi forstå, hvordan den herskende økonomiske logik angiveligt har farvet den linse, vi ser verden igennem. Hvordan påvirker den økonomiske praksis vores kulturelle, sproglige og sociale horisonter?

»Neoliberalismen blev en sejrende ideologi efter Den Kolde Krig, fordi der ikke var nogle politiske alternativer på bordet. Og antagelser om menneskets iboende kapitalistiske natur blev reproduceret i populærkulturen på en lang række områder, hvor budskabet var, at der ikke var noget alternativ til en socialverden domineret af stærkt konkurrenceprægede markedsrelationer,« siger Jeremy Gilbert.

Afsmitning på sproget

For fem år siden forsøgte en gruppe forskere fra University of California, Los Angeles, at undersøge, hvordan vores fælles værdigrundlag har forskubbet sig i de sidste 200 år. De analyserede ordene i over 1,5 millioner bøger udgivet mellem år 1800 og år 2000, og konkluderede at vi i perioden grundlæggende er blevet mere »materialistiske og egoistiske.«

Ord som »choose (vælge, red.)« og »get (få, red.)« bliver brugt hyppigere end for 200 år siden, mens ord som »obliged (forpligtet, red.)« og »give (give, red.)« optræder sjældnere i vores sprogbrug. »Unique (unik, red.)« og »individual (individ, red.)« er også oftere anvendt i dag, og en af forskerne bag undersøgelsen, psykologiprofessor Patricia Greenfield, sagde til The Telegraph i forbindelse med publiceringen af undersøgelsen, at »forskningen viser, at der har været et to århundreder langt ryk i retning af individualistisk psykologisk funktion«.

Mia Mottelson
Sproget både afspejler og former de ideer, der dominerer vores kultur. Og vi bemærker knap nok, hvor kraftigt et værktøj det er. En pointe, der går igen i Marnie Holborows bog fra 2015, Language and Neoliberalism.

Her påvises det eksempelvis, hvorledes »iværksætteren« er blevet gjort til noget »hipt, innovativt, cool, energisk og spændende«, mens den offentlige sektor omvendt anses som »statisk og kedelig« – ikke noget, der kan bruges i et moderne samfund. Og vi forventes ifølge Holborow tilmed at tilgå snart sagt alt i tilværelsen som enten iværksættere eller forbrugere – og det i en sådan udstrækning, at andet ville føles unaturligt.

Christian Chun, der er adjunkt i anvendt lingvistik ved University of Massachusetts, tilslutter sig påstanden om en individualistisk sproglig forskydning. I bogen The Discourses of Capitalism undersøger han, hvordan folks hverdagsforståelse af økonomien påvirker deres holdning til det eksisterende system. Og hans konklusion er ligeledes klar: De fleste godtager stadigvæk den kapitalistiske grundfortælling om, at hvis bare du arbejder hårdt nok, kommer du til at klare dig godt.

»Det er en af de fremherskende ’sund fornufts’-forestillinger; ideen om, at når folk ikke klarer sig godt, skyldes det, at de ikke arbejdede hårdt nok,« siger Christian Chun.

Han forklarer, hvordan tesen om, at hårdt arbejde fører til succes, i en vis udstrækning stemmer overens med de materielle betingelser for manges vedkommende i begyndelsen af efterkrigstiden, men over de sidste 30 år er den forbindelse knækket. En sammenkobling mellem, hvor hårdt du arbejder, og hvad du får til gengæld, afspejler ikke længere virkeligheden for det overvældende flertal af befolkningen.

Alligevel bakker folk op, om økonomiens nuværende indretning, hvilket ifølge Chun er et resultat af, at den dominerende diskurs om kapitalismen er blevet tæt samordnet med ideen om demokrati. De to begreber er kommet til at gå hånd i hånd, som hinandens forudsætninger.

»Det er ideen om, at kapitalisme bogstavelig talt svarer til frihed og demokrati. Det, jeg ser, er, at mange mennesker har modstridende ideer om, hvad kapitalisme er. Den sunde fornuft siger, at kapitalisme er friheden til at arbejde, som du vil, og jo hårdere du arbejder, jo mere får du. Men konfronterer man folk med mere kritiske definitioner af kapitalisme, reagerer de helt anderledes,« siger Christian Chun.

Chun gav som eksempel sine kandidatstuderende en definition, der afviger fra den sundt fornuftige; nemlig at kapitalisme er et system, hvor »flertallet af arbejderne ikke har noget at skulle have sagt i forhold til deres løn og deres arbejdsvilkår«.

»Det lyder som et diktatur,« sagde en af Chuns studerende.

På den måde kan folks umiddelbare forestillinger således ændres ved at servere det, der regnes for åbenlyst, i en uvant ramme. Og det er den strategi, som ifølge Chun skal til, hvis vi skal skabe rum for en bred folkelig diskussion om en ny økonomi.

»Fra et perspektiv er kapitalisme slet ikke demokratisk, men diktatorisk. Og den forståelse ville være et enormt skift i hverdagstænkningen,« siger Christian Chun.

Modkultur med bånd og sløjfe

Fishers »kapitalistiske realisme« er dog ikke kun en analytisk ramme til at forstå den herskende ideologis afsmitning på sproget og de antagelser, der den vej rundt smugles ind og bliver neutraliseret. Det handler ikke kun om, at det nuværende økonomiske system tages for givet, men også om, at det i praksis er blevet næsten umuligt at kritisere det effektivt.

Dynamikken fungerer ifølge Fisher sådan, at enhver kritik af kapitalismen ender med at forstærke den.

Det sker blandt andet gennem populærkulturen – hvor en bogserie som Hunger Games, der egentlig er en sønderlemmende kritik af kapitalismen, gnidningsløst og effektivt bliver omdannet til en bestseller, en blockbuster, et regulært kæmpehit. Tilsvarende 1990’er-grungebandet Nirvana, hvor det musikalske projekt begyndte som et raseriangreb på status quo, men næsten øjeblikkeligt blev ompakket til en vellykket salgsvare.

I dag kunne man nævne popstjerneparret Beyoncé og Jay-Z – ikoner, der på en og samme tid repræsenterer en ufarlig identitetspolitisk modkultur, og samtidig fuldt ud inkarnere kapitalismens falske løfte om overdådighed og uhæmmet forbrug.

Sådan kunne man blive ved.

Mia Mottelson
Alfie Bown, der er adjunkt i litteraturvidenskab ved Hang Seng Management School i Hong Kong, redaktør ved Hong Kong Review of Books og forfatter til bogen Enjoying It: Candy Crush and Capitalism, har taget Fishers kulturanalyse skridtet videre. Han interesserer sig for, hvordan ikke kun vores kulturelle fællesramme, men vores »følelser, instinkter og drifter påvirkes af den økonomiske diskurs«. Eksempelvis har han udforsket, hvordan computerspil og apps bliver brugt til »tilsyneladende at give os, hvad vi har lyst til, men i virkeligheden er eksempler på, at økonomien former vores ønsker og følelser«.

»Pokémon Go er et godt eksempel. Pokémonen dukker op forskellige steder, og brugeren får lyst til at følge den rute, teknologien anviser, og fange den. Og selvfølgelig kommer det frem, at Pokémonene ikke blev placeret tilfældigt, men i nærheden af McDonald’s-restauranter og indkøbscentre,« siger Alfie Bown.

Det er et eksempel på, hvordan folks lyst og ønsker på en uigennemsigtig måde bliver brugt til at generere overskud på bundlinjen.

»I øjeblikket føles det for brugeren som noget, de selv ønsker at forfølge, men i virkeligheden er det en underliggende struktur, der manipulerer folks ønsker for at få dem til at opføre sig på en måde, som virksomhederne kan tjene penge på,« siger Alfie Bown.

Vi overskrider således kun den »økonomiske tænknings påvirkning af vores instinkter og følelsesliv« ved at anerkende, at vores drifter altid vil være påvirket af udefrakommende faktorer, strukturer og institutioner – de opstår ikke i et vakuum bag vores øjne. Men det er en indsigt, der på problematisk vis står i modsætning til hverdagsforståelsen af frihed. Og derfor er den en svær erkendelse.

»Vi må modstå ideen om, at vi bør være fri til at være os selv. Det er den helt forkerte tilgang. Vi må erkende, at økonomien påvirker vores følelser og vores bevidsthed på den dybeste måde, og derfra må spørgsmålet være: ’Hvilken slags økonomi ønsker vi os?’ Også selv om det er svært at sige, præcis hvordan den ser ud,« siger Alfie Bown.

Umulige horisonter

Mark Fishers »kapitalistiske realisme« kan virke fatalistisk, fordi den fremstiller den herskende ideologi som så gennemsyrende – kulturelt, sprogligt og socialt – at den fremstår umulig at fordrive. Og spørgsmålet er derfor, om Jameson/Žižek-citatet i det hele holder stik: Passer det, at det er lettere at forestille sig verdens undergang en kapitalismens ophør?

Ifølge Alfie Bown bygger spørgsmålet i sit udgangspunkt på en forkert præmis, fordi det implicit antages, at man nødvendigvis skal have et fuldt udfoldet alternativ klar ved hånden for at kunne skabe forandring. Men det er en fejlslutning.

»Bare fordi du ikke kan undslippe kapitalismen eller forestille dig et alternativ, er det stadigvæk vigtigt og nyttigt at indtage en undergravende position. Kapitalismens forsvarere prøver at sige, at du kun har valget mellem kapitalisme eller noget, der er værre. Men det her er en anden tilgang, hvor det handler om, hvordan vi kan ændre økonomien indefra – så behøver vi ikke i samme udstrækning at forestille os alternativer,« siger Alfie Bown.

Jeremy Gilbert mener til gengæld sagtens, at man kan forestille sig alternativer til kapitalismen. Det handler bare om, at være skarp på, hvad der menes med »kapitalisme« – det bliver nemlig hurtigt et skraldespandsord, der, som vi har set, får bibetydninger fra »frihed« til »demokrati«. Men hvis man er analytisk præcis, er det ikke svært at forestille sig alternativer.

»Det er ikke nyttigt at tale om kapitalismen som et totalt socialt system. Det er mere nyttigt at tale om det som en specifik praksis, der handler om kapitalakkumulation, og så påpege, at der altid findes andre sociale institutioner, relationer og samværsformer, der slet ikke er kapitalistiske,« siger Jeremy Gilbert.

Sprogforskeren Chun mener tilsvarende, at et sæt af nye kulturelle fællesforståelser må tage udgangspunkt i konkrete praksisser, der udfordrer profitmotivet – kooperativer, demokratiske virksomheder, venskabs- og familiebånd – og ikke først og fremmest i umulige horisonter, løse drømme eller store ord som ’socialisme’.

»Det handler om, at vi tænker over, hvordan vi har organiseret vores liv,« siger Christian Chun.

Det er Jeremy Gilbert enig i. Han er tilmed håbefuld, såfremt det lykkes at demaskere den nuværende økonomis selvhævdede neutralitet og tilsyneladende endegyldighed.

»De fleste mennesker på planeten synes ikke, at det er en god idé at lade langt størstedelen af vores sociale og kulturelle aktivitet være orienteret mod akkumulationen af kapital,« siger Jeremy Gilbert. 

»Det gør de simpelthen ikke.«

Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Bare fordi du ikke kan undslippe kapitalismen eller forestille dig et alternativ, er det stadigvæk vigtigt og nyttigt at indtage en undergravende position.

Den køber jeg.

Nis Jørgensen, Randi Christiansen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Jan Fritsbøger, Poul Erik Pedersen, Torben K L Jensen, Eva Schwanenflügel og Irene Haffner anbefalede denne kommentar

I Danmark handler det også om at bremse den uoverskuelige centralisering der ødelægger mange tiltag for et øget fællesskab. For når mennesker indgår i lokale fællesskaber taber den kapitalistiske tankegang til den lokale solidaritet. Landsbyfællesskaber, øget lokalt selvstyre, andelsbevægelsen i ny udformning og en større forståelse for at grådighed, ågerrenter, gebyrtyranni gør mere skade end gavn i de menneskelige fællesskaber på tværs af politiske ideologier.

Flemming Berger, Randi Christiansen, Henrik Olsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Jan Fritsbøger, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Herdis Weins, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Det handler om, at vi tænker over, hvordan vi har organiseret vores liv,« siger Christian Chun.
Det er Jeremy Gilbert enig i. Han er tilmed håbefuld, såfremt det lykkes at demaskere den nuværende økonomis selvhævdede neutralitet og tilsyneladende endegyldighed.
»De fleste mennesker på planeten synes ikke, at det er en god idé at lade langt størstedelen af vores sociale og kulturelle aktivitet være orienteret mod akkumulationen af kapital,« siger Jeremy Gilbert.
»Det gør de simpelthen ikke."

Mange mennesker er simpelthen ubevidste i forhold til hvordan kapitalismen gennemsyrer deres liv fra vugge til grav.
Venstrefløjen og fagforeningerne har i alt for høj grad købt ind på idéen om at der intet alternativ findes til de herskende magtstrukturer, og forsømt at finde nye måder at kommunikere på.
Selvom det er gavnligt at erindre folk om hvordan Socialdemokratiet har solgt ud af sine værdier, er det ikke nok til at vælgerne vil se lyset. En infight på venstrefløjen skaber ikke nye visioner.

Henrik Olsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Jan Fritsbøger, Steffen Gliese, Poul Erik Pedersen, Torben K L Jensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Når kapitalismen er afgørende/bestemmende for folks livsbetingelser er det i realiteten et økonomisk diktatur i modsætning til økonomisk demokrati hvor det er borgerne der afgør de økonomiske livsbetingelser. Fremtidens italesættelse af kapitalisme bliver så.
Kapitalisme = økonomisk diktatur og stavnsbinding.

Steffen Gliese, Anne Eriksen, Jan Fritsbøger, Poul Erik Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Poul Erik Pedersen

Eva Schwanenflügel: en tanke med hensyn til Socialdemokratiets "udsalg". Jeg har tit tænkt over det forhold at partiet rent faktisk har haft både visionære politikere og visionære ideer, for samfundsudviklingen. Det kan man få dokumenteret ved at gå tilbage i partiets historie og se nærmere på hvad tidligere socialdemokrater har sagt og skrevet. Jeg synes der kunne ligge en opgave i at prøve på at udforske den idehistoriske arv, der ligger gemt her. Det kan der være to grunde til: dels at man kunne håbe på at mere tænksomme medlemmer af partiet ville være villig til at gå ind i en dialog om, hvor meget af arven der egentligt er brugbar - i et Danmark år 2018. Den anden grund kunne jo være, at dette studie også kunne bidrage til at få øjnene op for at det faktisk har været muligt at tænke i alternativer til den herskende kapitalisme - og at man faktisk lykkedes med også at udforme konkrete politiske tiltag, der hjalp de mennesker der blev ramt af at markedsøkonomien ikke fungerer optimalt (og heller ikke kommer til det!) og derved både udfordrede kapitalismen og satte grænser for den.
Lykkes den diskussion vil der også være forhåbning om en revitalisering af den demokratiske debat, idet man så også må vende tilbage til de helt grundlæggende spørgsmål om økonomiens, menneskesynets og kulturens status i dagens Danmark - i tillæg hertil i Europa og resten af verden. For det er jo nogle grundlæggende prioriteringer og dermed nogle grundlæggende værdisæt, der danner baggrund for de samfundsøkonomiske beslutninger politikere og borgere træffer.
Mhv. poul.

Steffen Gliese, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg voksede op i et samfund, der gjorde alt for at begrænse reklame og friholde folk fra denne usmagelige påvirkning.

Nis Jørgensen, Henrik Olsen, Kurt Nielsen, Anne Eriksen, Eva Schwanenflügel og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Leo, hvis alle kapitalister var som Pippi Langstrømpe, der som bekendt ejer en stor kiste fuld af guldmønter og har superkræfter, og siger "Når man er stærk, skal man også være sød", ville vi ikke have nogen problemer med kapitalismen.

Så ville alle frivilligt bidrage til det samfund der understøtter deres indtjening.
De ville stå i kø for at investere 'deres' penge i andre menneskers behov og udvikling, for de ville vide, at uden disse menneskers indsats ville de intet være.

Så ja, der vil vedblive med at være "sort" kapitalisme, sålænge vi ikke forlanger at de der har kræfterne deler med de der mangler dem.
Fordi det er godt at være stærk og sød på en og samme tid.

Men der er endnu mere grund til at tro, at meget få kapitalister - om nogen - er som Pippi.
Hvorfor hele idéen ligesom falder til jorden.. ;-)

Det er dejligt at information har opdaget vi vi er guds hukommelse men uden gud så glemmer vi og så er Information igen på herrens mark, men frisk stil og lykke til :-)

Kapitalisme hører til på markedet, og markedet er ikke samfundet.

Martin Sørensen

Jeg er forundret. i alt denne kapitalist kritik. glemmes, hovedårsagen til hvorfor marked er ulige hvorfor systemet ikke virker. nemlig monopoliseringen. og den derfra afledte jordrente,

hvorfor, glemmer man betydningen af jordrenten i denne debat, faktum er enkel. David ricardos, law of rent er sand ganske som at der eksistere komparative fordele. ved at man gør det man er bedst til hverisær. uden protektionisme. der ødelægger marked. kritikerne af markedsøkonomien glemmer. at det marked der ikke er ordentligt reguleret er IKKE FRIT. kritikerne glemmer at man i selv meget lige danmark der kan man sove til til rigdom, blot fordi man har købt det rette stykke jord på rette sted i rette tid. og at man UMULIGT kan knokle sig rig fordi marked. er ødelagt af dette faktum.

Dem som ønsker og smide markedsøkonomien ud med badevandet mangler og fortælle hvad de vil erstatte markedsøkonomien med, og alternativet til markedsøkonomi er kommando økonomi.

mens man forundret spørger, hvordan kan mennesker der ellers hylder friheden. være så fundamentalistiske. i deres økonomiske forstand, at man glemmer at liberalismen faktisk var en kritik, af monopoliseringen og at DET marked vi lever i nu IKKE er frit men et i HØJ GRAD monopoliseret marked. hvor vi har en ekstrem grad af rent seeking. mon det er tilfældigt . at man søger sin plads i løkkefonden hvis man er storfisker med ondt i kvote fordelingen. mon det er tilfældigt at vores system er indrettet så det er ganske enkelt umuligt og knokle sig rig. selv som lille håndværksmester da de store entreprenører spiser pindemadder med. dem der er noget ved musikken, vores marked er IKKE frit lige med fri konkurrence, vi har et monopoliseret marked hvor man skal holde sig til i de lukkede selvskaber hvor musikken spiller.

jeg er Georgist. følger af henry georges lære. og jo flere gange jeg læser fremskridt og fattigdom. jo mere står det mig krystalklart. at det hele handler om monopoliseringen det hele handler om at man har ladet stå til mens

" Gennem Aarhundreder har Privilegiernes Mænd tyranniseret Folket ved aabent eller skjult at tilegne sig den politiske Magt og derved sikre sig deres økonomiske Monopoler. Dette sker endnu i vore Dage trods saakaldte folkelige Parlamenter, der gennem de politiske Partier ad skjulte Veje fremdeles beherskes af de økono­miske Privilegiers Mænd. Og det Modtryk derimod, som forsøgtes gennem Arbejdernes Foreninger, har - i misforstaaet Underkendelse af den økonomiske Friheds Betydning for et sundt materielt og aandeligt Folkeliv - snarest forværret Statsmagtens Overgreb og ledet den folkelige Flertalsmagt paa skæbnesvangre Afveje til Flertallets eget Fordærv." fra Retsforbundes, opråb 1919

https://danmarkshistorien.dk/leksikon-og-kilder/vis/materiale/retsforbun...

Vi står nu et århundrende senere og må erkende, at de privilegerede mænd, har forsat, og ladet deres privilegier gå i arv gennem generationer.

Vi glemmer. den basale. kritik. af at marked IKKE er frit så længe man kan privatisere jordrenten. som er fællesskabets egendom. og ikke tilhøre den enkle. da, det er frugten af vores fælles indsats og ikke individet, indsats. Som retstatsmand hylder jeg princippet i at hvad du skaber tilhøre dig, og hvad jeg skaber tilhøre mig mens hvad vi skaber i fællesskab tilhøre os begge. det er monopoliseringen af fællesskabets egendom. der skaber fattigdom

"Enhver har ret til personlig frihed inden for den grænse, hvor andres ret ikke krænkes" retsforbundets ide program . det krænker andres ret, når man monopolisere. jordrenten og sover sig til rigdom. ødelægger det frie marked. gennem sin rent seeking mens man spiser pindemader med de andre privilegerede mænd og kvinder. i lukkede lokaler. tæt ved magten. uden kontrol fra øvrigheden . Det er et DIREKTE ANGREB på selve princippet om det liberale demokrati. når man monopolisere magten på denne måde. og et eksempel på at konservatismen i bund og grund er en anti demokratisk fascistisk ideologi,

Det liberale demokrati forudsætter det frie marked. det frie marked forudsætter man man forhindre rent seeking, og privatiseringen af jordrenten. med denne simle sætning kan man konkludere nej vi har ikke et ægte liberalt demokrati, og nej det ægte liberale demokrati, som der er det åbne samfund er og bliver en drøm så længe vi som samfund, accepterer. rent seeking og privatiseringen af jordrenten. det er koncervertismens fordærvelse af samfundet. og at man kalder denne form for rent seeking for andet end hvad det faktisk er nemlig korruption fortæller. om en århundrende gammel råddenskab. der fordærver samfundet.

læs Fremskridt og fattigdom. henry george udgivet i 1879 og forstå hvorfor vi aldrig kan løse hverken fattigdom, eller klima krise før vi har taget et opgør med denne ækle fascistiske konservatisme der fordærver vores samfund,

Martin Sørensen

du har desværre nok ret Leo. der er en enorm uvidenhed om årsagerne bag vores ulighed og det ved du som ligesindet georgist jo lige så godt som jeg. man cirker rundt om grøden med. ilusionen om at ejerskabet af produktionsapparatet faktisk betyder noget. i det store billed. mens man overser den faktiske årsag nemlig rent seeking. og monopolisering. hvor den lille producent, faktisk er lige så isoleret som den almindelige arbejder. vi har spidlt et århundree på karl marxs syge ideer. desværre og er langt ude. i forehold til verden som den faktisk er.

Verden er styret af bankernes pengeskabelse, og rent seeking, og monopoliseringen af vores værdier. af den fascistiske antidemokratiske konservatisme.

koncervertismen bygger på en simpel grundsætning. mennesket er ikke skabt lige. i stedet følges syge værdier som "gud konge og fædrelandet". Tro på gud tro på det hierarkiske, samfundssystem. tro på fædrelandet. og sæt ikke spørgsmål ved. noget.

liberalismen bygger på en stik modsat model. lighed frihed og broderskab. problemet er faktisk så enkelt at de partier der kalder sig selv for liberale idag er faktisk konservative, ja liberalismen er så fettet ind i koncervertiosmens ækle ideer så ingen idag kan se hvad der FAKTISK er liberalt.

Adam smith ville, dreje sig i sin grav over partiet venstre der er så uliberalt som det kan findes, liberal alliance. bør sagsøges for falsk markedsføring. for partiet er IKKE liberalt med sin modstand imod, grundskyld, og en resurse beskatningsmodel. der er FUNDAMENTET i liberalismen, liberalismen giver os FRIHEDEN til at vi kan vælge og leve det liv vi ønsker. LIGHEDEN. til at livet, ikke er forhindret af kammerateri og forældede hierarkiske, samfunds tanker. og broderskabet da vi i fælleskab finder løsningerne på demokratisk vis. og deles om de værdier vi skaber i fællesskab. mens vi tager os af samfundets svageste.

det er konservatismen der igen og igen truer, vores liberale samfund. med sine anti demokratiske dogmer.

At blande liberalisme og konservatisme er som at blande olie og vand. de to tanker er et enten eller.