I retten: »Han burde da søge optagelse hos politiet med det forhold, han har til magtanvendelse«

IH er 26 år og har tatoveringer over alt på kroppen. På armene, op ad halsen, i ansigtet og sågar under det kortklippede hår.

Han hilser høfligt, inden han sætter sig ved siden af sin beskikkede forsvarer i retssal 60 i Københavns Byret. IH er tiltalt for det, som i daglig tale kaldes vold mod tjenestemand i funktion, straffelovens § 119. Det begyndte med en tur i S-tog først på eftermiddagen den 26. april. IH var på vej fra Valby til indre by, fortæller han anklageren.

»Havde du købt billet til toget?« vil anklageren vide.

»Nej,« svarer IH høfligt.

En kvindelig togkonduktør henvender sig til IH, som står i en midtergang ved døren. Men IH har hovedtelefoner på og reagerer ikke.

»Var det bevidst, at du ikke reagerede?«

»Ja.«

Kræver den tilitalte idømt ubetinget fængsel i 30-40 dage.

Mia Mottelson

Kort efter kommer en mandlig konduktør til. Hvad der herfra sker, er der ikke enighed om. Men der opstår en diskussion, IH går hen til flexvognen ved cyklerne og stiger af på Dybbølsbro Station. Det samme gør de to konduktører.

Episoden ender med råb og håndgemæng i et lille glasskur på perronen, og den mandlige konduktør foretager en civil anholdelse af IH og tilbageholder ham ved at presse ham op imod glasruden.

Den kvindelige konduktør tilkalder politiet, som ankommer få minutter efter.

Den afgørende uenighed i forløbet handler om, hvorvidt IH brugte »vold ved halsgreb«. Og om det i så fald var i selvforsvar.

Desuden stiller forsvareren flere spørgsmål til det rimelige i overhovedet at lave en civil anholdelse i situationen.

Om halsgrebet forklarer IH, at han på et tidspunkt skubbede ydersiden af sin underarm ind imod konduktørens hals, men kun fordi konduktøren hev i stroppen i den mavetaske, IH havde om halsen. Han kunne ikke få luft og så sig derfor nødsaget til det.

»Hvornår tog du armen op?« spørger forsvareren.

»Da han kvæler mig,« siger IH med henvisning til, at konduktøren har fat i tasken.

»Men din arm er oppe i halsregionen?« spørger dommeren.

»Ja, det kan jeg ikke løbe fra. Sådan var det,« siger IH.

De to vidner i sagen er enige i grundforløbet, men har en anden udlægning af halsgrebet. Første vidne er den kvindelige konduktør. Hun er iført DSB-trøje og -nederdel og har en lille tatovering af en sommerfugt på sin højre ankel.

Ifølge hende stod IH på en bænk i det lille skur, mens den mandlige kollega brugte sin krop til at holde IH tilbage. Konduktøren havde ryggen til IH. Det var her, IH greb fat om den mandlige kollegas hals bagfra med indersiden af armen – ikke ydersiden. Hun prøvede at få IH’s hænder væk fra kollegaens hals.

Forsvareren kræver frifindelse, fordi hans klient handlede i nødværge.

Mia Mottelson

»Han siger: ’Lad mig være, din so,’ eller sådan noget.«

Vidnet bliver spurgt om, hvor alvorlig situationen er:

»Han (kollegaen, red.) er ikke der, hvor han siger, nu giver jeg slip på ham, for jeg er ved at blive kvalt,« svarer hun. Men hun vurderer, at hele episoden er en af de værste, hun har oplevet:

»Det er en af de oplevelser, jeg helst er foruden, hvis jeg skal blive i det her fag, til jeg bliver pensioneret.«

Den udlægning bekræftes af den mandlige kontrollør. Han er stor og har DSB-skjorte og DSB-slips på.

Han siger, at IH hoppede op på ryggen af ham inde i skuret. Han siger også, at det passer, at han hev i mavetasken, men det var efterfølgende – ikke inden halsgrebet, sådan som IH havde forklaret.

Hans forklaring er dog usammenhængende.

»Min mor døde i den periode, så det hele står lidt uklart for mig,« siger han på et tidspunkt. Han husker dog tydeligt stemningen og især at IH råbte meget:

»Jeg mener, han råbte, at han var psykisk syg, og at vi skulle lade ham gå.«

Han tilføjer også, at det er overraskende, at IH overhovedet kunne »brøle så meget, hvis han var ved at blive kvalt i den taske«. Han har været »på banen« i ni år, og oplevelsen er en af de voldsomste, han har haft.

Både anklager og forsvarer spørger ind til den civile anholdelse.

»Det er altid en konkret vurdering, men det er ikke unormalt, at vi gør det,« svarer han.

Vidne: Den kvindelige togkonduktør betegner det som en af de værste oplevelser, hun har haft på arbejde.

Mia Mottelson

Inden dommen skal falde, kommer de personlige oplysninger om IH frem. »Der er ikke nogen særakt,« siger dommeren. Det betyder, at IH ikke er tidligere straffet. Først er dommeren i tvivl om, hvorvidt der er sket en fejl, og hun bare ikke har modtaget særakten, men den er god nok.

Det kommer også frem, at IH er hjemløs og uden indtægt. Og at han har diagnosen skizotypi – en mild form for skizofreni. Han har været cykelsmed, men bruger i dag primært sin tid på at lave musik.

I de afsluttende bemærkninger kræver anklageren, at IH skal have en ubetinget fængselsstraf på 30-40 dage. Hun lægger vægt på, at vidnerne har sagt, at halsgrebet fandt sted, inden konduktøren tog fat i stroppen på IH’s taske, samt at betingelserne for en civil anholdelse var til stede.

Forsvareren plæderer for frifindelse. Grundlæggende fordi rækkefølgen ifølge IH var omvendt, og at halsgrebet skete i nødværge, fordi IH var ved at blive kvalt. Men sagen handler også om det rimelige i den måde, den civile anholdelse blev foretaget på, understreger han.

»Han (konduktøren, red.) burde da søge optagelse hos politiet med det forhold han har til magtanvendelse,« siger forsvareren. Han siger også, at »IH er nem at kende. Han kunne have ladet ham løbe og ladet politiet klare resten.«

Efter 30 minutter falder dommen. IH bliver kendt skyldig, men får kun 20 dages betinget fængsel. Og han skal i behandling for sin psykiske sygdom, hvis Kriminalforsorgen vurderer, at det er nødvendigt. IH modtager dommen.

»Tak for i dag,« siger dommeren.

»Selv tak,« siger IH og bukker høfligt i retning af både dommer og anklager.