Interview
Læsetid: 4 min.

Det er slemt, når bandekonflikten rammer uskyldige – især når man har børn

De seneste skudepisoder i forbindelse med bandekonflikterne på Nørrebro får en til at tænke mere grundigt over, hvilke legepladser man besøger med sit barn. Det siger 34-årige Nadim, der har sin daglige gang på Nørrebrogade
Med de seneste banderelaterede skyderier er bekymringerne på Nørrebro brudt ud igen

Med de seneste banderelaterede skyderier er bekymringerne på Nørrebro brudt ud igen

Jens Nørgaard Larsen

Moderne Tider
29. september 2018

– Hvad tænker du om bandekonflikterne, der foregår i øjeblikket?

»Jeg synes, at det er rigtig ærgerligt. I og med at jeg har boet på Blågårdsgade og andre steder på Nørrebro, så har jeg været i kontakt med mange af de folk, som man kalder banderelaterede. Der er tale om mange unge og rare mennesker, så det er svært at forstå, at de skulle være involveret i den form for kriminalitet. Jeg tror ikke, at de unge er klar over, hvad det er, de går ind til, eller hvilke konsekvenser det kan have for dem selv og andre mennesker på længere sigt.«

– Er du ekstra opmærksom, eller er der steder i København, du bevidst undgår, som en konsekvens af bandekonflikterne?

»Jeg er opmærksom, når jeg færdes steder, hvor der er højere risiko for konflikt. Når bandekonflikterne blusser op, så tager jeg ikke mit barn med ned på Blågårds Plads og leger, så tager vi et andet sted hen. Det samme gælder Byoasen og grønne områder på Nørrebro som f.eks. Assistens Kirkegård, så tager vi i Fælledparken i stedet for. Jeg tænker ikke over det til dagligt, det er mest, når jeg er sammen med mit barn.«

Nadim, 34 år

  • Bor på Østerbro, men arbejder på Nørrebro og har boet der i mere end ti år.
  • Community manager i et bæredygtigt iværksætterfælleskab.
  • Cand.merc. i Management of Innovation and Business development fra CBS.
  • Har arbejdet som frivillig mentor for unge drenge af anden etnisk baggrund på Nørrebro.

– Hvordan har du oplevet bandekonflikterne?

»Da jeg boede i Blågardsgade for nogle år siden, er jeg flere gange kommet hjem lige efter en skudepisode, eller når hele vejen var afspærret af politiet. Og så har jeg kunnet høre skuddene, men jeg har ikke stået ved siden af nogen, der blev skudt.«

– Hvad tænker du om, at det var to tilfældige, der blev ramt ved den seneste skudepisode på Guldbergsgade?

»Det begynder at blive ubehageligt, når det går ud over uskyldige mennesker, og når det virker meget tilfældigt, hvad der foregår. Det kunne være hvem som helst, der var blevet ramt af de skud.«

– Hvordan har det påvirket dig at bo i de konfliktramte områder?

»Helt konkret har folk udefra været meget bange for Nørrebro og ikke turde besøge mig. De har tænkt, at jeg bor i et skydetelt. Jeg har ikke selv gået og været bange, men det har ændret sig lidt nu, hvor jeg har fået et barn, og det i stigende grad er tilfældige skyderier og uskyldige, det går ud over. Det påvirker mig.«

– Hvad er din relation til bandemiljøerne – kender du nogen af dem, der er vokset op i miljøet?

»Jeg taler åbent med rigtig mange mennesker, når jeg færdes på Nørrebro. Jeg har også arbejdet som frivillig mentor for mange unge af anden etnisk baggrund på Nørrebro. Både i Rantzausgade og i Nordvest. Min oplevelse er, at mange af de unge drenge begynder at se op til bandemedlemmerne, fordi de ikke føler, at de har nogen alternativer. Mit arbejde handlede om at fortælle dem, at der er andre muligheder for at leve et godt liv og være respekteret og en del af et fællesskab. Det er et fællesskab, mange af de unge drenge savner.«

Har du følt dig stigmatiseret?

»Ja, meget. Jeg er blevet stoppet af politiet, og folk er nogle gange bange for én i bestemte situationer. Politiet har en meget voldsom fremfærd, og jeg synes, at mange bliver kropsvisiteret uretmæssigt. Jeg har fuld respekt for det arbejde, de laver, men det kan være meget ubehageligt. Da jeg ikke selv har noget som helst med banderne at gøre, kan jeg godt få en følelse af at blive krænket, når jeg bliver kropsvisiteret, afhørt eller trukket ind til siden på en voldsom måde – alene fordi jeg har sort hår.«

Tror du, at det er en konsekvens af bandekonflikterne, at du har oplevet de her ting?

»Det tror jeg ikke. Det har jeg oplevet hele mit liv. Jeg er selv vokset op i Gentofte, og der blev jeg tit mistænkeliggjort, fordi jeg var en af de få med anden etnisk baggrund.«

– Tænker du over din påklædning, når du færdes i de områder?

»Nej, det gør jeg ikke. Det er tydeligt, at der er en bestemt uniform, som de banderelaterede folk har på. De har de samme sorte jakker og windbreakers af et bestemt mærke. Det er tydeligt at se, hvor de holder til.«

Hvis du skulle have levet i en anden tidsalder, hvilken skulle det så være?

»Det skulle have været i 1960’erne med hippieoprøret og opgøret med kapitalismen. Det kunne jeg godt tænke mig at have oplevet.«

Hvad giver dig håb?

»Jeg tror inderligt på, at alle mennesker ønsker de samme basale ting i tilværelsen. Vi vil gerne opleve kærlighed, glæde og tryghed og have de fornødne ting til at overleve og kunne forsøge vores familier. Jeg tror, at alle muslimer, kristne, jøder, ateister, buddhister, og hvad man end kan være, har det samme mål, selv om vi lever meget polariserede liv. At vi grundlæggende vil det samme, giver mig håb om, at vi finder en løsning.«

    Følg disse emner på mail

    Vores abonnenter kalder os kritisk,
    seriøs og troværdig.

    Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
    Prøv en måned gratis.

    Prøv nu

    Er du abonnent? Log ind her