Læsetid: 10 min.

Socialdemokratisk krise: Tre forklaringer – og rigtig skidt prognose

Europas stærkeste socialdemokrati står til at få det værste valgresultat i godt 100 år ved det svenske valg søndag — statsminister Stefan Löfven kunne ikke holde den syge væk, som også har ramt svenskernes europæiske søsterpartier. Information genbesøger senere års skæbnevalg for de europæiske socialdemokrater, giver tre forklaringer på krisen og et bud på, hvorfor løsningen ikke ligger lige for
Socialdemokraternes historiske succes byggede blandt andet på bevægelsens evne til at formulere den folkelige vrede. Den opgave har partiets teknokrater i dag helt og holdent overladt til højrefløjen, mener historikeren Jens Ljunggren.

Socialdemokraternes historiske succes byggede blandt andet på bevægelsens evne til at formulere den folkelige vrede. Den opgave har partiets teknokrater i dag helt og holdent overladt til højrefløjen, mener historikeren Jens Ljunggren.

Peter Hove Olesen

8. september 2018

Sollefteå 2018

Luften er lidt tyndere, solen lidt skarpere og grantræerne mange flere. Det her er Ådalen. Arnestedet for et af Europas stærkeste socialdemokratier og skueplads for et af de mest blodige opgør i arbejderbevægelsens historie.

Fem unge mennesker blev mejet ned her i 1931, da militæret åbnede ild mod demonstranter, som forsøgte at forhindre strejkebrydere i at nå frem til en af de lokale fabrikker. Oprøret i Ådalen blev en af hovedårsagerne til, at Socialdemokraterna vandt valget i 1932. Bagefter kunne de gå i gang med at bygge Folkhemmet, det svenske velfærdssamfund.

Nu er der oprør igen.

I det seneste halvandet år har lokale borgere været en del af en besættelsesaktion på det lokale sygehus. »Og den eneste forskel til dengang i 1931 er, at der ikke er udløst nogen skud endnu,« siger Kim Fredriksson, der sammen med andre lokale på skift overnatter i soveposer i foyeren.

Denne gang er oprøret imidlertid vendt mod Socialdemokraterna selv. Partiet står bag lukningen af akutmodtagelsen og fødeafdelingen på det lokale sygehus — stik imod valgløfterne for fire år siden. Nyheden om, at de fødende kvinder nu skulle rejse over 200 kilometer på snefyldte veje i Velfærdssverige, gik verden rundt.

Bedre bliver det ikke af, at børnehjemsbarnet, svejseren og statsministeren Stefan Löfven selv er opvokset i området. Hans gamle fostermor bor her stadig. Og Löfven har trådt sine politiske barnesko sammen med flere af dem, der nu protesterer mod hans socialdemokrati, som styrer mod det dårligste valg, siden Sverige blev et demokrati i 1911. Lige siden har partiet været landets største. Men der er langt fra de godt 40 pct. af stemmerne, som enhver svensk socialdemokrat synes, er det naturlige leje, og så til de 23-25 pct., partiet har ligget på i månedsvis i meningsmålingerne.

Stefan Löfven har forsøgt at gøre valget til et velfærdsvalg. Investeringer i offentlig service imod de borgerliges skattelettelser. Det er indtil videre mislykkedes. Det politiske landskab har forandret sig. Svenskerne vil tale om værdier og indvandring, ikke om den økonomi, som er forbedret under Löfven.

Den rødgrønne blok har en snæver føring i meningsmålingerne over for den borgerlige Alliancen. Men taber de svenske socialdemokrater magten i morgen, er der kun ét socialdemokrati tilbage ved magten i det Europa, hvor man for knap 20 år siden kunne rejse fra Storbritannien gennem tunnelen til Frankrig og forsætte sydpå mod Italien eller Grækenland eller tage nordpå gennem Tyskland, Holland og Danmark og videre til Sverige — uden nogensinde at forlade et socialdemokratisk ledet land.

I dag må man tage et fly til Portugal for at finde et centralt europæisk land med en rød regering.

Mogens Lykketoft, tidligere skatte-, finans- og udenrigsminister, formand for Socialdemokratiet og FN’s Generalforsamling kalder det skræmmende.

»På små 50 år er det tyske SPD mere end halveret. Det samme er sket i Østrig, der har haft rent socialdemokratisk flertal. I Norge lykkedes det ikke at vinde regeringsmagten, det franske socialdemokrati er sprængt i luften, og det hollandske ligger i ruiner. Nu ser vi så, at tragedien komme til Sverige, hvor et af de stærkeste socialdemokratier er meget, meget trængt.«

Socialdemokratiernes opløsning er ikke ny. Det er den heller ikke for dig, kære Informationslæser. Avisen har været på rejse gennem ruindyngerne gennem de senere år, og jeg vil nu tage dig med tilbage på dele af turen, hvor jeg selv har været med. Genbesøge mennesker og eksperter, som jeg talte med dengang, og spørge nogle af dem — plus den danske nestor Mogens Lykketoft — om hvordan de forklarer krisen, nu hvor vi måske står på tærsklen til kun at have ét regerende socialdemokrati tilbage i det centrale Europa.

Göteborg 2014

Forklaring nummer 1: Socialdemokratiet kan ikke skabe alliancer

Jeg møder Jimmy Ståhl under den svenske valgkamp i 2014 i Göteborg-afdelingens hovedkontor i et anonymt industrikvarter på en lige så anonym adresse, der skal sikre mod hærværk. Vinduerne er beklædt med silikone, der får sten til at sidde fast, og man skal kigge ind i et kamera, før man bliver lukket ind.

Jimmy Ståhl er havnearbejder og har været aktiv i fagforeningspolitik, indtil han i 2010 meldte sig ind i det indvandrerkritiske Sverigedemokraterna (SD). Hans far var socialdemokrat, morfaren kommunist og frivillig i Den Spanske Borgerkrig. For Jimmy Ståhl handler hans medlemskab om, at de problemer, SD peger på, ikke bare kan dømmes ude som racistiske af eliten.

Hans bevægelse fra Socialdemokraterna til SD er forklaring nummer 1 på socialdemokratiernes krise. De er ikke længere i stand til at skabe alliancer mellem forskellige befolkningsgrupper ligesom dengang, hvor de gennem økonomiske velfærdsprogrammer byggede bro mellem arbejderne og middelklassen.

Det danske velfærdssamfund for eksempel. Det blev skabt gennem et samarbejde mellem arbejderbevægelsen og de kulturradikale. De var de progressive, der ville danne befolkningen gennem kulturtilbud, folkeskolen og en sund livsstil. Men de endte med at blive set på som en fjern elite — eller smagsdommere — der så ned på de lavere klasser med de forkerte holdninger. F.eks. i forhold til indvandring.

Jimmy Ståhl blev valgt ind i Riksdagen i 2014. Dengang fik partiet omkring 13 procent af stemmerne. Nu står de trods afmatning i meningsmålingerne til at få omkring mellem en fjerde- og en femtedel ved valget i morgen.

Havnearbejderen Ståhl havde meldt pas på det gamle svenske arbejderparti i en periode, hvor de europæiske socialdemokratier begav sig ud på den globaliseringsvenlige og nyliberale Tredje Vej. Velfærdsstaterne var blevet for dyre, og de behøvede nye veje til at fylde de slunkne pengekasser. Liberaliseringer blev metoden, og imens glemte socialdemokraterne arbejderklassen, som, de mente, ville forsvinde, og vendte sig i stedet mod den veluddannede middelklasse.

Det viste sig bare, at den antagelse ikke holdt. Den vestlige arbejderklasse forsvandt ikke, fordi industriarbejdspladserne flyttede til billigere himmelstrøg. Den fik arbejde inden for handel og i servicesektoren, hvor lønnen var dårligere og ansættelsesvilkårene ringere.

Måske kan socialdemokratierne igen blive brede appellerende massepartier, der kan danne progressive alliancer. Det er der ingen, der ved. Men i Storbritannien er der faktisk en mand, Labour-lederen Jeremy Corbyn, der forsøger. At få de unge, globale urban professionals til at finde sammen med den indvandrerskeptiske arbejderklasse, der har mistet deres lokalsamfund og kulturelle sammenhængskraft. The nowheres and the somewheres.

En ting ved vi dog, siger Lykketoft. Volatiliteten, udsvingene, blandt vælgerne er blevet voldsommere. Ingen partier har længere den klassemæssige forankring, der sikrer dem et vist antal af stemmerne.

København 2016

Forklaring nummer 2: Socialdemokraterne blev teknokrater, og højrefløjen erobrede vreden

Under protestdemonstrationer i København og andre større byer finder fagbevægelsen sammen med sociale modstandsbevægelser som Næstehjælperne for at bekæmpe det, de mener er forringelser af velfærden og det sociale sikkerhedsnet. Men Socialdemokratiet er ikke derude, hvor folkets vrede formuleres mod nedskæringerne.

Det er forklaring nummer 2 på socialdemokratiernes krise. Højrefløjen har erobret vreden og populismen, som ellers er en del af socialdemokratiernes historiske dna.

Det opgør med den syge kapitalisme, som aldrig blev taget i kølvandet på finanskrisen, ser man nu formuleret i en protest mod voksende social og økonomisk ulighed, der vokser frem overalt i Vesten.

Og mange begynder at huske på dengang, de europæiske socialdemokratier var verdens mest succesrige populister. Jeg fik lyst til at kigge tilbage og begyndte at interviewe debattører og venstrefløjspolitikere om, hvorvidt det var på tide, at den nordeuropæiske venstrefløj generobrede populismen gennem at tale til folks indignation og bekymringer for fremtiden, sådan som nye venstrefløjspartier har gjort ved valg i Spanien og Grækenland.

Jeg ringede også til den svenske historiker, Jens Ljunggren, som i sin bog, Den uppskjutna vreden, beskriver, hvordan socialdemokratierne i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet brugte vreden og folkets følelser til at skaffe partiet fremgang og dermed politiske forbedringer for arbejderklassen. Eksempelvis brugte de agitatorer, der rejste rundt på arbejdspladserne og bekræftede arbejderne i deres vrede.

På den måde skabte man det, Ljunggren kaldte en ’vredesbank’, hvor arbejderbevægelsen og socialdemokraterne kunne indløse politisk kapital og omsætte vreden til politiske resultater.

Den aktuelle svenske valgkamp kunne ikke være et bedre eksempel på det, socialdemokratierne har tabt, siger Ljunggren, da jeg kontakter ham igen i dag for at få hans tanker om det faktum, at Sverigedemokraterna styrer det meste, og Socialdemokraterna har svært ved at finde ud af, hvilket ben de skal stå på.

»Vredesbanken er præcis det, Sverigedemokraterna har dyrket de senere år. De har overtaget følelserne, vreden og den historiske definition på tryghed. Det kan man bl.a. se i deres interne kommunikationsmateriale, der gentager ord som ’uro’, ’stolthed’ og ’tryghed’, sådan lød de svenske socialdemokrater dengang, de havde erobret vreden,« siger han i telefonen fra Stockholms Universitet.

Socialdemokraterne derimod blev lige så langsomt teknokrater, der forsøgte at holde velfærdsstaten oven vande. Mens den traditionelle arbejder mærkede det idemæssige tomrum i tiden og tabet af den arbejderkultur, der havde givet deres forældre og bedsteforældre eksistentiel mening. Deres småbyer blev til udkantsområder, og de tabte troen på politik. Den gav højrepopulisterne dem tilbage.

Amsterdam 2017

Forklaring nummer tre: Socialdemokratierne Ignorerede integrationsproblemerne

For René Cuperus er det en selverkendelse. Og den er ikke populær blandt hans egne. Cuperus er en anerkendt debattør og tidligere direktør for internationale relationer i det hollandske arbejderpartis tænketank, Wiardi Beckman Stichting.

Men også han lukkede øjnene for det, han kalder det »kulturelle ubehag«, der allerede i 1960’erne og 1970’erne fandtes blandt socialdemokratiske vælgere i arbejderklassen og den lavere middelklasse over gæstearbejderne, der kom til Holland.

»Problemerne i de åbne, liberale samfund er først og fremmest kulturelle. Nogle gange i kombination med socioøkonomisk uretfærdighed,« sagde han, da jeg mødte ham på en café på hovedbanegården i Amsterdam få dage før parlamentsvalget i Holland i 2017.

Og det er forklaring nummer tre på de europæiske socialdemokratiers krise. De indså for sent de problemer, deres kernevælgere oplevede i forhold til indvandring, som blot accelererede den fragmentering af samfundet, globaliseringen og den teknologiske udvikling allerede havde skabt.

Det hollandske socialdemokrati, der ved det forrige valg fik 19,1 pct. af stemmerne ender med at få 5,6 pct. og ryge ud af regeringen. Bedre er det ikke gået i den efterfølgende tid som oppositionsparti. Her kan man lige snige sig over syv procent.

Cuperus kan ikke lade være med at hæfte sig ved ironien, da jeg her godt et år efter ringer for at høre, hvordan han har det med socialdemokratiernes fortsatte krise. 

De svenske socialdemokrater rynkede længe på næsen af deres søsterpartier, der skulle håndtere nationalpopulistiske bevægelser. Men nu bøder de i et omfang, der er meget større.

Islamkritikeren Pim Fortuyn, ja selv Geert Wilders Frihedspartiet kunne aldrig være blevet så populære i Holland, hvis de havde Sverigedemokraternas nazistiske udspring, siger René Cuperus:

»Vi er de heldige i Holland, i Danmark og i Norge. Vores populister har ikke nynazistiske rødder. Men vi er alle sammen, især lande som Sverige og Tyskland, i gang med at ødelægge vores samfundsmodel gennem dårligt kontrolleret masseindvandring, hvor mennesker lever under den standard, vores bedsteforældre havde.«

Fremtiden

Løsningen er desværre ikke lige om hjørnet

Og her står de europæiske socialdemokratier så. Den af de tre forklaringer, man vælger at lægge til grund for krisen, præger vægtningen af de løsninger, man vælger. Skal man rykke til højre i udlændingepolitikken, som de danske socialdemokrater for at vinde de tabte vælgere tilbage? Eller skal man gå til venstre og skabe en mere retfærdig fordelingspolitik, som britiske Labour forsøger?

Eller måske noget helt nyt: begge dele, som den nye venstreorienterede bevægelse i Tyskland Aufstehen tilsyneladende prøver ved at blæse til opgør med både tysk flygtningepolitik og den liberale identitetspolitik, der skygger for kamp mod nyliberalismen. 

Mogens Lykketoft forklarer sit eget partis skifte i udlændingepolitikken med konstateringen af, at »enhver idealist må erkende, at uden styr på folkevandringer og integration, er der ingen øvre grænse for, hvor mange stemmer højreradikale og endda halvfascistiske bevægelser kan opnå«.

»Det kan udvikle sig til en demokratisk krise, og ikke bare en socialdemokratisk krise,« siger han og spørger så:

»Hvad er det, vi ser i Polen og Ungarn? At de såkaldte liberale demokratier bliver illiberale og halvautoritære. Det er det, den danske venstrefløj og De Radikale nægter at se i øjnene: Der er et demokratisk behov for en stram indvandringspolitik.«

Andre europæiske socialdemokratier overvejer lige nu at følge de danske socialdemokrater. Men det er en svær øvelse, mener René Cuperus. Han var for nogle måneder siden medarrangør af det møde, de danske socialdemokraters formand, Mette Frederiksen, havde med ledere fra decimerede søsterpartier i Holland, Italien, Belgien og Østrig, der var interesserede i at høre mere om de danske socialdemokraters udlændingeudspil.

»Det kan ikke implementeres i alle lande. De hollandske socialdemokrater flirtede med den mulighed. Men de tør ikke, for de mister for mange vælgere i den akademiske klasse til det grønne parti. I Tyskland er det det samme, og i Sverige går Vänsterpartiet frem, efter at Socialdemokraterna har strammet udlændingelovene,« siger han. Corbynismen i Storbritannien giver han ikke meget for:

»Han er en kommunist og en antisemit. Det er kun, fordi landet er ved at gå i opløsning over Brexit, at Corbyn stadig er der.«

Men det er helt forkert at anskue Corbyn på den måde, mener Mogens Lykketoft. Corbyn vil føre god gammeldags socialdemokratisk politik. Og så skal man se på hans vælgere, ikke på ham.

»Uanset hvad man mener om Corbyn — og der kan siges meget — repræsenterer han et socialistisk og socialdemokratisk oprør mod det, de europæiske socialdemokrater ikke har løst med Den Tredje Vej og kompromispolitikken,« siger den aldrende socialdemokrat, der minder om de to andre grånende herrers tiltrækningskraft på de unge.

Måske har de unge i Sollefteå ikke hørt om corbynismen. Eller også er de ligeglade. Om natten, da de indtager byen, fortæller dem, vi møder, at deres kryds bliver sat hos Sverigedemokraterna.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Kim Folke Knudsen
  • Anders Graae
  • Henrik Brøndum
  • Ejvind Larsen
  • Henrik Leffers
  • Eva Schwanenflügel
  • Benny Jensen
  • Bjørn Pedersen
  • Anders Reinholdt
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
  • Torben K L Jensen
Kim Folke Knudsen, Anders Graae, Henrik Brøndum, Ejvind Larsen, Henrik Leffers, Eva Schwanenflügel, Benny Jensen, Bjørn Pedersen, Anders Reinholdt, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, David Zennaro og Torben K L Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben K L Jensen

Groft sagt - er det her en skidegodt indlæg. Ros til Mette-Line Thorup.

Ejvind Larsen, Henrik Peter Bentzen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Bjørn Pedersen og Egon Stich anbefalede denne kommentar

Her ligger Mogens Lykketoft på linje med den store norske venstrefløjsavis Klassekampen, der i sin leder i dag netop behandler spørgsmålet om de tabte socialdemokratiske vælgere.

Lederen peger på, at Sverigedemokraternas vælgere netop kommer fra de samfundslag - det tabte folk, med en henvisning til Lars Olsens bog - har tabt stort på de seneste års mange skattelettelser og velfærdsnedskæringer.

Udfordringen i skandinavisk politik bliver, skriver lederskribenten, at opbygge solidariske politiske alternativer for dette samfundslag.
Som Corbyn i Storbritannien, kunne man tilføje.

www.klassekampen.no

Torben Skov, Bjarne Andersen, Mogens Holme, Torben Bruhn Andersen, Henrik Peter Bentzen, Henrik Leffers, Per Torbensen, Bettina Jensen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Bjørn Pedersen, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Jeg har læst i en Tunesisk avis at der er mellem 700 og 800 svensker i Tunesien, det siger desværre ikke noget om hvordan de lever i Tunesien, kun i borbindelse med valget og hvordan de vælger.

Men det underlige er at Sverige er indvandre eller ( invadorere) når man se den rolle indvandring har i valget. Der er et oprindeligt folk (Samer) er de også svensker og vælger de også?

Det begynder med, at hele forudsætningen for at påføre de skandinaviske lande den krise baserer sig på en løgn: velfærdssamfundet var aldrig for dyrt, men det var ikke særlig sjovt for politikere blot at administrere ordninger til borgernes fordel, der var heller ikke stemmer i status quo.
Det siger ikke noget om velfærdssamfundet, det siger noget om repræsentativt demokrati, baseret på valg, der jo aldrig kan blive andet end en magtkamp blandt de af samme grund allermindst egnede til at lede et egalitært demokrati - fordi de i bund og grund ønsker at sætte sig ud over egaliteten i kraft af en patologisk vilje til magt.

Torben Skov, Bjarne Andersen, Anne Eriksen, Morten Østerlund Jørgensen, Torben Bruhn Andersen, Henrik Peter Bentzen, Jens J. Pedersen, Torben K L Jensen, Bettina Jensen, Frederik Rytzel, Eva Schwanenflügel, Ole Frank, Egon Stich og Anders Reinholdt anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Indvandre eller "Islamofobi" er spendende fenomener for mange, er en "mode" ligesom musikstar eller film stjerner, når det er værst.

Margit Johansen

De nationale parlamenter er låst fast af populismens skævvridning af demokratiet. Nye
politiske platforme vinder frem og lover, paradoksalt måske, bæredygtig fremtid: 'storbyerne' og 'regionerne' samarbejdet er i gang hen over landegrænserne. Socialdemokraterne står stærkt her, og vil blive ved med det, hvis de kender deres besøgelsestid.

"Indvandre eller "Islamofobi" er spendende fenomener for mange, er en "mode" ligesom musikstar eller film stjerner, når det er værst."

... Og for nogen, nemlig socialdemokratiets oprindelige vælgere, betyder det direkte konkurrence til de lavtlønnede stillinger, de billigste boliger og til nødvendige, midlertidige velfærdsydelser.

Niels Jakobs, Ejvind Larsen, Henrik Peter Bentzen og Steen Piper anbefalede denne kommentar

Mads Jakobsen, næ, det betyder, at man ved at stemme på højrefløjen har forhindret, at der blev truffet de nødvendige beslutninger om mere almennyttigt byggeri, større samling om fagbevægelsen, flere krav til arbejdsgiverne.
Og lad nu holde op med at lege, at velfærdsydelser er midlertidige: siden bistandshjælpen blev indført har den laveste sats været kommunernes dårlige undskyldning for ikke at få hjulpet folk videre til pension eller uddannelse.

Torben Skov, Egon Stich, Mogens Holme, Henrik Peter Bentzen, Henrik Leffers og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

Som du helt rigtigt er inde på, Steffen Gliese - giv magten til dem, der ikke vil have den.

Magtteori for begyndere.

Torben Skov, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar

Steffen Gliese, det står dig frit for at mene at socialdemokratiets gamle vælgere stemmer "forkert." Men det er jo netop den slags bedrevidende forestillinger om hvad der er bedst for almuen der får arbejderklassen til at vende ryggen til.

Ad "flere krav til arbejdsgiverne" og "større samling om fagbevægelsen": når arbejdsgiverne har let adgang til masser af billig, uorganiseret arbejdskraft, så står fagbevægelsen, og dens krav, svagt.

Ad midlertidige velfærdsydelser: Velfærdsydelserne er ganske rigtigt ikke midlertidige for de kronisk syge og for hjemmegående indvandrekoner. Men for socialdemokratiets gamle kærnevælgere var de. Det var SU til at få deres børn igennem en bedre uddannelse, folkepension i livets efterår og A-kasse til at klare sig igennem tiden mellem jobs. Du skal disse ydelser designes, ikke med arbejderklassens behov in mente, men i forhold til 500 millioner EU borgere og 600 millioner legitime flygtninge.

Martin Lund, Kim Houmøller og Espen Bøgh anbefalede denne kommentar

En god artikel og en fin gennemgang af en række mulige årsager til, at det socialdemokratiske århundrede i dag er en bakspejlsutopi. Men i artiklen har der sneget sig en alvorlig misforståelse ind: at den danske velfærdsstat var baseret på Socialdemokratiets samarbejde med de kulturradikale. Det er vist gedigent nonsens eller baglæns ønsketænkning. Alliancen i Danmark, der skabte velfærdssamfundet,var mellem Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen og de små landbrugere og deres parti, Det radikale Venstre. AT dette parti samtidig rummede kulturradikale elementer er ikke afgørende. Det var samarbejdet i det arbejdende folk, der var grundlaget og måske mindst lige så afgørende: tilstedeværelsen af de mange folkelige bevægelser i Danmark, der hvilede på et grundtvigsk- Koldsk grundlag. Danmark for Folket hed det økonomisk-kulturelle program for landets demokratiske rejsning.. Noget lignende fandt ikke sted i Sverige.

Ole Bach, Torben Skov, Egon Stich, Niels Jakobs, Martin Lund, Ejvind Larsen, Henrik Peter Bentzen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Mads Jakobsen
Du har naturligvis ret i din analyse så langt, at hvis politikere ikke ønsker at handle på de menneskeskabte klimaforandringer, så bliver der ikke penge til et velfærdssamfund, det er kun et spørgsmål om tid, en folkevandring er under opsejling og er uundgåligt, det har bl.a. Socialdemokratiet medvirket til og ønsker ikke at ændre på, hvis det betyder at der ikke skabes samlet set forbrugsdrevet økonomisk vækst, hvilket ikke er muligt uden brug af olie, gas og kul afbrænding.
Befolkningen og politikere må forholde sig til realiteterne, alle har generelt fødderne solidt plantet i den blå luft.

Verdens forskere skriver samstemmende andre steder:
Forskerne konkluderer, at det globale samfunds ageren i ‘det kommende årti eller to’ får afgørende indflydelse på kloden de næste 10.000 til 100.000 år.”
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/dominoeffekt-kan-fa-klimaet-til-ga-amok

Der kommer folkevandring, som ikke kan forhindres, det er en fundamental teknisk umulighed, folkevandring vil stige i takt med temperaturstigninger, hyppigheden af ekstremtvejr og eksistensgrundlaget forsvinder under befolkningerne.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden.
Energi fra olie, gas og kul afbrænding og de menneskeskabte klimaforandringer skabt i kølvandet på den økonomiske vildfarelse, af de nuværende politikere, der helt ‘fejlagtigt’ påstår, at skabende mindre fattigdom i verden generelt og værende til glæde og fremgang for befolkningerne, skaber i virkeligheden, hvilket den samlede bedste forhåndenværende videnskablige evidens er enige om ‘fattigdom og sult’.

Der er tale om flygtninge!

Der bør tages klart afstand fra kortsigtede økonomiske og magtpolitiske interesser, hvor de ansvarlige politikere og økonomiske interessenter, efterfølgende beskylder ofrene for deres politik og investeringer, for deres på ofrene overlagte påførte ulykker.

Samtidig er det ikke noget krav til et demokrati, at folkestyret skal handle på udfordringer, uanset om det ‘ikke’ at handle på udfordringerne, vil slå befolkningen ihjel eller udsulte flertallet, men det vil pynte meget på galskaben, hvis politikere fortalte sandheden og medierne benyttede kildekritik i den nuværende situation.

Man kan ikke både blæse og have mel i munden!

Ejvind Larsen, Henrik Peter Bentzen og Jens Jensen anbefalede denne kommentar

Hvis svenske tilstande blev overført til Danmark, blev Socialdemokratiet decimeret til radikal størrelse - og de radikale udslettet.
Og DR udsat for et hidtil uset stormvejr.

Kim Houmøller og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar

Fremmed debatten har erobret den politiske midt bane. Alle andre væsentlige samfundsspørgsmål er skudt til hjørne. Vores valgkamp bliver en march på stedet - på motorvejen.

Ole Bach, Anders Reinholdt, Carsten Svendsen, Steffen Gliese, Ejvind Larsen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Lars Steffensen

@Steen Sohn

"...de samfundslag - det tabte folk, med en henvisning til Lars Olsens bog - har tabt stort på de seneste års mange skattelettelser og velfærdsnedskæringer."

Ja, hvis du med "skattelettelser og velfærdnedskærninger" mener globalisering, outsourcing, åbne grænser og en konstant underminering af den lavtlønnede del af arbejdsstyrken.

Ejvind Larsen, Henrik Peter Bentzen, Mads Jakobsen og Henrik Leffers anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

@Lars Steffensen
Det er alt for forsimplet.
Man kan stadivæk ikke både blæse og have mel i munden!

Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Donald Trump i USA, er løftet om forandring, der er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang, på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, dem drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.

Politikere generelt i EU og USA har svigtet befolkningen, ved at sprede løgne om det positive for befolkningen i at bl.a. finansministeriets økonomer og deres regnemodeller, skaber ikke bæredygtig økonomisk forbrugsdrevet vækst på olie, gas og kul afbrænding.

Det er problemet i Danmark/EU det samme Donald Trump har.

Hvad stå Donald Trump for, hvad bringer kortsigtet håb ved den førte politik i USA og minder det om EU?

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden, hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.

Konkurrencestaten er en fiasko, den førte politik skaber mere fattigdom og sult i verden og det er vel pointen, små justeringer løser ikke problemet.

Fattigdom og arbejdende fattige, er resultatet af konkurrencestaten, nogle lande er hårdere ramt end andre, men det er unægteligt, den vej det går.

Hvornår kommer den dag, hvor diskussionerne om den stigende ulighed, fattigdom, sult og løsning på de menneskeskabte klimaforandringer overtager forside pladsen fra de riges ragen magt og penge til sig.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."
Bjarne Corydon

“Hvis handlen ikke gennemføres, vil EU give Danmark bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Bjarne Corydon

De senest tal om fattigdom i EU fra Eurostat website.
“People at risk of poverty or social exclusion.

16,7% af borgerne i Danmark.
23,5% af EU borgerne.
Link: https://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php/People_at_r...

USA er i ruiner, der er økonomisk vækst og arbejde nu, men sandhede er en anden under overfladen og alle ved det.
Danmark er på samme kurs.

Professor Philip Alston, United Nations Special Rapporteur on extreme poverty and human rights.

“The proposed tax reform package stakes out America’s bid to become the most unequal society in the world, and will greatly increase the already high levels of wealth and income inequality between the richest 1% and the poorest 50% of Americans.

In the OECD the US ranks 35th out of 37 in terms of poverty and inequality.

According to the World Income Inequality Database, the US has the highest Gini rate (measuring inequality) of all Western Countries.

The Stanford Center on Poverty and Inequality characterizes the US as “a clear and constant outlier in the child poverty league”. US child poverty rates are the highest amongst the six richest countries – Canada, the United Kingdom, Ireland, Sweden and Norway.

To read to full report,
Link: http://www.ohchr.org/EN/NewsEvents/Pages/DisplayNews.aspx?NewsID=22533&L...

Forbrugerisme på olie, gas og kul afbrænding, er en forsimplet løsning på en kompliceret udfordring, oprydningen efter forsimplede løsninger, på kompliceret udfordringer, bliver ekstremt omfattende og kostbare, det er ikke de unge der nu stå med regningen, der har skabt regningen, advarslerne har lydt i mere end hundrede år.

Anne Eriksen, Ejvind Larsen og Henrik Peter Bentzen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

Ellers fornuftige Lykketoft må have drukket af natpotten.

Corbyn er kun her i UK fordi landet er i totalt politisk kaos, og ingen ønsker at tage et politisk ansvar fordi risikoen for fiasko er meget høj. Regeringsmagten er jo stærk i forhold til andre lande, men lammet på grund af Brexit. Politiet fungerer stadigvæk, men sundhedssystemet er brudt sammen, og de sociale forhold er elendige.

Corbyn er en elendig politisk leder, der ikke har formået at lukke sagen om antisemitisme, trods flere chancer. At hans økonomiske politik måske ville virke rimeligt, hvis den blev renset lidt op for det allermest utidssvarende, er langt fra nok til at kvalificere ham som en alternativ Prime Minister.

Altså, @Brøndum. Ifølge en nylig måling står Corbyn Labour til 41 procent af stemmerne, pænt foran de Konservative. Det er der ikke mange socialdemokratier, der kan præstere. Og det på trods af en vedholdende, massiv hetz.

Ole Bach, Henrik Peter Bentzen, Anders Reinholdt, Steffen Gliese og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Jeg tror de fallerede socialdemokratier i Europa har øjnene stift rettet mod Danmark og det danske socialdemokrati - før valget og særligt efter. Hvis det viser sig at strammerkursen (med den store løsning) kørt af et socialdemokratisk parti bliver en succes vil det få resten til at hoppe med på vognen.
Socialdemokratismen har været bærende for magten i det meste af (Vest) Europa i det 20. århundrede - de bliver nødt til at være "populistiske" høre folkets stemme - i det mindste som bolværk mod den fascistiske højredrejning der er under udvikling. Humanisme ? Den har vi bombet os ud af så prioriteringen må/skal komme i første række.

Hvis ikke svensken havde taget imod emigranterne, hvad så? Ja så havde vi haft problemet her i DK med 500000 ved grænsen og indenfor DK.. DF havde overhalet SD stort. Så for fremtiden må vi i DK vel holde en stram politik eller se DF og Ny Borgerlige tage over!. Er det da i virkeligheden ikke hvad Alternativet og venstrefløjen styrer efter i deres frelste selvfedme og individuelle kandidater til statsministeriet ?

Kim Folke Knudsen

Det er for ensidigt kun at tale om en socialdemokratisk krise.

Det svarer til at forstå en glasmosaik, ved kun at se på det ene lille stykke rødt glas.

Der er flere kriser gemt i hele denne debat. Kriserne rammer de eksisterende partier, som gennem mange år har taget ansvar for landets ledelse.

De borgerlige partier har ladet sig for meget trække med af neoliberalismen, som er endnu en af de hæslige ismer, hvor nogen påstår at et bestemt system en bestemt tænkemåde, et bestemt dogme er løsningen på alle mulige problemer herunder styringen af de offentlige finanser. Det er det ikke, men utallige af de her systemideologier har skabt ulykker for samfundet. Tænk på kommunismen, nationalsocialismen og så denne her neoliberalisme. Har de gjort brede dele af samfundet mere lykkelige ??

Socialdemokratiet med deres position som magtparti eller et parti, som altid tilstræber regeringsmagten er blevet trukket med ind i dette spil og det har skabt splid mellem parti og vælgerbasis.

Så er de nye store udfordringer, som intet parti har et klart og tydeligt svar på. Klima og miljø. De store migrationsstrømme opstår ikke, fordi mennesker sidder og læser sig kloge på sociale ydelser i den rige del af Verden. Mennesker tvinges væk fra deres hjem på grund af klimaforandringer som ødelægger muligheden for at opretholde et landbrug eller en næring, der hvor de er vokset op. De rige landes kolonialisme og kommercielle udnyttelse af Afrika og tidligere Asien er med til at skabe mange af udviklingslandenes problemer. Vi har gjort for lidt for at rette de problemer op og problemerne kommer til vores del af verden ligegyldig hvad, hvis ikke vi ændrer grundlæggende kurs.

Krigene i Mellemøsten og konflikterne der er konstant med til at kunne skabe nye tryk mod Europas grænser. Stormagter i Europas udkant Rusland ? og Tyrkiet ? kan spekulere i at sætte disse flygtningestrømme i gang med retning mod Europa, fordi det fremmer deres magt og indflydelse.

I de rige lande ses en voksende fattigdom og øget social ulighed samtidig med at landene selvfølgelig set i det store spil er meget rigere end de var for 60-70 år siden.

Det er de komplekse udfordringer, som skaber krisen i det politiske system.

og som fodrer en nationalistisk og fremmedfjendsk højrefløj med stadig flere stemmer. Angstmagerne har kronede dage men deres overskrifter følger ikke længere end til at rase ud. Til gengæld lever de højt på at holde sig udenfor regeringsansvaret og hele tiden sige, hvad sagde vi.

Bare se på DF: 18 år med afgørende indflydelse på dansk poltik men aldrig nogen ministerpost. Der ligger en af de store problemer i dansk politik, at en sådan konstruktion kan lade sig gøre. At det næststørste parti i landet kan sidde og føre politik uden at tage ansvar for regeringsførelsen.

Det er blevet endnu værre af, at den danske offentlighed hele tiden har talt partier op, som dyrker populismen og det, at det gælder om at skifte standpunkt i en uendelighed bare du taler til det som du forventer vælgerne vil have. Det er en kortslutning af demokratiet uden lige.

Hvis socialister pludselig bliver til nationalister. Hvis borgerlige pludselig fører en politik, som selv SF kunne føre, hvis socialdemokrater fører blå politik osv. Den form for politisk misregimente er med til at nære den yderste højrefløj med alle deres billige påstande og med deres eneste helt sikre poltiske middel at finde en syndebuk for folkets vrede. Aktuelt er syndebukken borgere med en baggrund fra Mellemøsten, men imorgen kunne det være jøderne, de socialt udsatte eller en helt tredje gruppe.

Et tydeligt symptom på hvor sygdomsramt det danske demokrati er, er fremkomsten af nye partier, som har ultimative krav. Hvordan skal en parlamentarisk forsamling kunne fungere, hvis alle i forsamlingen har hver deres ultimative krav, som de ikke vil afvige fra ?

Hvordan ville en arbejdsplads fungere, hvis alle medarbejderne havde hver deres ultimative krav til, hvorledes arbejdspladsen skulle fungere ? Det giver sig selv konflikt og ballade hele tiden.

Oveni følger nedrakkeriet på partier som tager ansvar og forsøgene på at udskamme partierne indbyrdes. Vi får konstant at vide, at det ene parti ikke kan være i stue med det andet parti og omvendt. Del jer efter overbevisning, var det ikke det Hørup sagde. Ja og efter det så må man forha ndle for at finde en løsning med mindre, at vi har et eller to partier som bestemmer det hele.

Partierne i dansk poiltik har været sygdomsramt i årtier. Medlemmerne er få, medlemdemokratiet udtyndet og de er gjort afhængige af en mærkværdig form for statsfinansiering, hvor alle skatteydere over skatten skal betale for partiers drift, som de ikke selv stemmer på.

Et parti skal bygge på egen finansiering og på engagement fra medlemmerne og ikke på mystiske tilskudsmodeller, som er opfundet af politikere, som i mangel af medlemstal vil hente pengene i statskassen eller hos os alle skatteborgere.

Danskerne må tage sig sammen. Demokratiet er ikke noget, der kan trækkes i en automat eller tilvælges på en app. Hvis ikke vi gider politik og hele tiden brokker os over politikerlede og politik som vi ikke forstår, så må vi selv tage initiativet og gøre noget ved sagerne.

Jeg ser Socialdemokratiets krise som en lille udløber af en langt dybere krise i Danmark for hele det politiske system.

Folke - Jeg ser ikke DF som uansvarlig og udemokratisk. Alle partier, der deltage med deres stemme i salen, tager ansvar. Hvis nogen undlader at stemme, kan du ha` ret.
Dette åbner for min anskuelse af regeringsdannelse. Ministrene er tjenere og "embedsmænd" i den udøvende magt. Det sammenblandes med den lovgivende magt, folketinget. En person kan endda sidde på begge taburetter. Grundlovsbrud !
Med dit synspunkt burde du være tilhænger af en magistratsregering med deltagelse af alle partier med fordeling efter valgresultatet - og forbud mod dobbelte poster.
Tænk over hvilken indflydelse på magtudøvelse og valgkamp, det ville få. Ikke rød blå konfrontation og partidisciplin, men frit samarbejde fra sag til sag uden topstyrede studehandler.
Så kom vi ud af "krisen".