Siden sin indsættelse som spansk premierminister i juni har Pedro Sánchez’ fornemmeste opgave været at dulme spændingerne mellem centralstyret i Madrid og selvstyreregeringen i Barcelona.
Mandag fortalte han i et interview med radiokanalen Cadena SER, at den forbedrede dialog med selvstyreregeringen i sidste ende bør føre til en afstemning »om styrkelsen af Cataloniens autonomi«.
»Ved afslutningen (af den aktuelle dialog, red.) vil der komme en afstemning om, hvorvidt man skal styrke selvstyret i Catalonien — en folkeafstemning om selvstyre,« lød det fra Sánchez, der, siden han trådte til, har slået sig op på at stå for en mindre konfronterede linje end sin forgænger, den konservative Mariano Rajoy.
Håndsrækningen fra Sánchez kommer i kølvandet på den politiske krise, der fulgte, efter den catalanske selvstyreregering for den 1. oktober sidste år gennemførte en folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien, selv om afstemningen var erklæret forfatningsstridig.
Her stemte 90 procent for uafhængighed, men kun 43 procent af catalanerne stemte. Den daværende catalanske leder, Carlos Puigdemont, erklærede efterfølgende Catalonien for uafhængigt, hvilket fik den spanske regering til midlertidigt at opløse det regionale parlament.
I radiointerviewet mandag understregede Sánchez, at forslaget ikke skulle tolkes som en åbning for fremtidig catalansk selvstændighed:
»Det er en folkeafstemning for mere autonomi, ikke for selvbestemmelse,« sagde Sánchez.
Lederen af det catalanske parlament, Quim Torra, insisterede dog tirsdag i en tale i Barcelona på, at han fortsat ønsker en ny folkeafstemning om uafhængighed fra Spanien, selv om han tilføjede, at den bør godkendes af staten.
»Vi vil altid lytte til alle, men vi vil aldrig afstå vores ret til selvbestemmelse,« sagde Torra.
»Vi har ikke taget et eneste skridt tilbage.«
Efter regionalvalget i december sidste år kan Torra bryste sig af, at separatistpartierne fortsat har flertal i regionens selvstyreparlament. Til gengæld synes opbakningen til løsrivelse fra befolkningen at være svindende. En undersøgelse fra GESOP foretaget for avisen El Periódico viste i juli, at 62 procent af catalonierne støttede mere selvstyre, men at blot 22 procent gik ind for fuld uafhængighed fra Spanien.
Må det lykkes denne gang - de har jo været på vej med det før.