Interview
Læsetid: 10 min.

Hvis både Trump og venstrefløjen fejler, bliver der plads til et rigtigt grimt alternativ

Der har altid været et reaktionært spor i Det Republikanske Parti, konstaterer en af partiets ledende intellektuelle, Bill Kristol. Den ærkekonservative ideolog er blevet Trumps mest markante modstander i partiet, og han frygter, at Trump vil ødelægge det med sin populisme. Men hvor meget af ansvaret har manden, der foreslog Sarah Palin som vicepræsident, og resten af den republikanske elite selv for deres partis transformation?
Donald Trump forsøgte at få Bill Kristol over på sin side tilbage i 2015. I dag har han udviklet sig til at være Trumps hårdeste kritikere blandt republikanerne.

Donald Trump forsøgte at få Bill Kristol over på sin side tilbage i 2015. I dag har han udviklet sig til at være Trumps hårdeste kritikere blandt republikanerne.

Chip Somodevilla

Moderne Tider
13. oktober 2018

Det er svært at forestille sig to personer i det konservative USA, der er længere fra hinanden end præsidenten Donald Trump og redaktøren Bill Kristol fra det konservative magasin The Weekly Standard

Bill Kristol er alt det, Donald Trump ikke er. Dannet, kultiveret, intellektuel – og en mand, der er født ind i hjertet af den konservative elite. Mens det i dag er de færreste republikanske politikere, der tør lægge sig åbent ud med Trump, har Bill Krystal fastholdt sin modstand:

»Folk er for feje. Alle de her folk, der siger: Her er bølgen, der fører os ind i fremtiden, så det handler om at ride med på den. Men det er ikke bølgen mod fremtiden, det er bare øjeblikkets bølge,« siger han.

»I et demokrati er det et problem nogle gange: At folk gerne vil støtte op om det, der nu har momentum. Folk burde have lidt mere mod til at stå op for det, de mener er rigtigt. Men jeg har selvfølgelig heller ikke et embede, som jeg skal forsvare,« konstaterer den 65-årige republikaner.

Bill Kristol blev på mange måder født til magt – i hvert fald intellektuel magt. Han er søn af Irving Kristol, der lagde ud som trotskist, men endte med at blive udråbt til intet mindre end »neokonservatismens godfather« på forsiden af magasinet Esquire, og som i sin nekrolog blev beskrevet som USA’s »måske mest indflydelsesrige intellektuelle i den sidste del af det 20. århundrede« for sin indflydelse på Reagan og Bush, både far og søn.

Bill Kristol

  • Født 1952.
  • Søn af Irving Kristol, den mest markante ideolog i den neokonservative bevægelse og en drivkraft bag forandringen af Det Republikanske Parti i 1960’erne, 70’erne og 80’erne, og af Gertrude Himmelfarb, markant historiker med speciale i Oplysningstidens tanker.
  • Professor i politisk filosofi på University of Pennsylvania og Harvard i 1980’erne.
  • Arbejdede i 1980’erne for Ronald Reagans regering. Blev som stabschef for vicepræsidenten betegnet som »Dan Quayles hjerne«.
  • Hovedfigur i en række republikanske tænketanke i 1990’erne.
  • Grundlagde Weekly Standard i 1996 og var en de mest dominerende fortalere for at gå i krig i Irak i 2003, rådgiver for bl.a. John McCain og en række andre republikanske topfolk

Ronald Reagan sagde engang, at enhver, der ønskede at arbejde i hans administration bare skulle sige »Irving sendte mig«, og sønnen Bill Krystal fik da også job hos netop Reagan.

Senere blev han stabschef for vicepræsident Dan Quayle, og i 1990’erne var han hovedarkitekten bag nedskydningen af Bill Clintons ambitiøse sundhedsreform. Da han i 1995 grundlagde han det indflydelsesrige konservative magasin The Weekly Standard og samtidig indtog en central rolle som rådgiver for topfolk i Det Republikanske Parti og en rolle som kommentator i New York Times og på Fox News, var hans rolle som stor konservativ kanon cementeret.

Det var derfor ikke unaturligt, at Donald Trump ringede til ham, da han i 2015 førte kampagne for at blive USA’s præsident.

»Hey Bill, jeg elsker dit magasin,« sagde Trump ifølge det amerikanske medie Politico. »De fortalte mig, at du ikke kunne drømme om at stemme på mig. Men vi vil overbevise dig.«

Det lykkedes ikke, og siden har Bill Kristol udviklet sig til at blive Donald Trumps nok mest markante modstander inden for de konservatives egne rækker. Han holdt samtaler med Mitt Romney, med Jim Mattis – Trumps nuværende forsvarsminister – og med den republikanske senator Ben Sasse for at overtale dem til at stille op mod Trump i de republikanske primærvalg. Alle takkede de i sidste ende nej.

»Bill Kristol er en taber«, tweetede Trump, da det blev åbenlyst, at Kristol ikke havde held med at finde en udfordrer, og forsøget faldt temmelig fladt på gulvet.

»Jeg har vundet noget og tabt en del også,« tweetede Kristol tilbage. »Men en ting, jeg altid har prøvet ikke at være, er en roaring jackass«.

Overfaldet af virkeligheden

Kristol er kort sagt Det Republikanske Parti, som det så ud for ikke så længe siden. Dengang, det var styret af en elite, der ikke var så forskellig igen fra dets modstandere i den anden side af kongressen.

Men hvordan nåede et relativt konservativt parti som republikanerne så hurtigt derhen, hvor de er i dag – og hvor permanent er hamskiftet?

»Man kan ikke vide, om Trump er et blivende fænomen eller et forbipasserende onde. Man kan håbe på det sidste,« siger Bill Kristol.

»Jeg håber, at den amerikanske konservatisme genetablerer sig selv, det tror jeg bestemt er en mulighed. Men det ville være tåbeligt ikke at kigge sig omkring i verden og konstatere, at karakterer og bevægelser, der minder om Trump, vinder frem og bliver mere prominente. Her i USA er Trump på trods af min og nogle få andres aktive modstand ret dominerende i det konservative landskab,« siger han.

»Folk siger til mig: Der er mange vigtige spørgsmål i verden, hvorfor fokuserer du så meget på Trump? Man kunne godt argumentere, at Trump bare er en vulgær demagog, og at det er tvivlsomt, hvor meget han virkelig kommer til at ændre ting. Men jeg tror, at to præsidentperioder med Trump virkelig ville kunne ændre USA. Og det kunne ændre den amerikanske konservatisme, som for mig har været a force for good in the world,« siger han.

Spørgsmålet er, hvad det helt præcis er for en konservatisme, han taler om. Det er ikke usædvanligt at høre både liberale og konservative kloden rundt tale nostalgisk om Reagan-periodens konservatisme, der til dels blev framet af Bill Kristols far, der om tidens dominerende ideologiske retning sagde, at »en neokonservativ er en venstreorienteret, der er blevet overfaldet af virkeligheden«.

Neokonservatismen

  • Oprindeligt et nedsættende udtryk om en gruppe intellektuelle fra New York, som i slutningen af 1960’erne bevægede sig fra venstrefløjen over mod højre i modstand mod især ungdomsoprøret og Lyndon B. Johnsons Great Society-reformer.
  • Ledet af folk som Irving Kristol, Norman Podhoretz og til dels den demokratiske politiker Patrick Moynihan forfægtede de en politik, der på den ene side hyldede frie markeder, men samtidig også en stærk, men begrænset velfærdsstat, traditionelle kristne familieværdier og et markant og aktivistisk engagement i verden for at udbrede amerikanske værdier.
  • Tankerne påvirkede i høj grad en generation af republikanere og Reagan, og Bush senior og Bush juniors regeringer.

»Den konservatisme, jeg voksede op med, havde tre ben,« konstaterer Bill Kristol. Det ene ben var en stærk udenrigspolitik med amerikansk lederskab i verden »med de forpligtelser, det indebar i forhold til at forfægte liberale værdier og principper«. Det andet ben var frie markeder og begrænsede regeringer, og endelig var der det tredje ben, som er det sværeste at definere: en blanding af traditionalisme og liberalisme, en »modstand mod en progressiv tilgang til verden, som smider alle traditioner ud til fordel for nye ideer. En slags social konservatisme«, som han siger.

– Din far talte om, at man skulle råbe to hurraer for kapitalismen. Ikke tre, for den også havde indbygget en række fremmedgørende og samfundsnedbrydende elementer. Har de konservative og USA’s elite ikke svigtet, når det kommer til kapitalismens sociale slagside?

»Den globalisering og forandring af verden, der er sket igennem de sidste 15-20 år, har leveret store slag imod den eksisterende orden og fortsætter med det, og det er klart, at det er en udvikling, der også har tabere,« medgiver Bill Kristol.

»Nogle er sårede, bekymrede for deres fremtid og ikke mindst deres børns fremtid. Det er ikke ting, man kan ønske væk. Men måden at håndtere det på er via markedsvenlige og vækstfremmende tilpasninger, ikke ved at bygge barrierer,« siger han.

»Der er problemer, når det kommer til fordelingen af velstand, med globalisering, med arbejderlønninger, med social mobilitet – det vil jeg ikke benægte. Men samlet set mener jeg, at det er langt bedre end alternativet; den populistiske protektionisme, som Trump står for, og hans leflen for de mørkere kræfter i amerikansk nativism

Et mørkt spor

Det begreb – nativism – står centralt, når Bill Kristol taler om den amerikanske konservatisme og Trumps erobring af den. Det er svært at oversætte, men dækker over en blanding af nationalisme, xenofobi og modstand mod indvandrere, men også modstand mod en stærk centralmagt med dens eliter og en slags modvilje mod forandring. En form for amerikansk selvdyrkelse.

»I amerikansk politik har der altid været et spor af nativism, af fjendtlighed mod immigranter, imod globalisering, mod at vende sig udad. America first er jo et historisk kampråb,« siger Bill Kristol. Men disse »mindre kønne« strømninger har altid været under kontrol og har måske opnået mellem 15 og 25 procent af stemmerne ved primærvalgene, aldrig vundet præsidentnomineringen og ikke fået valgt mange senatorer eller kongresmedlemmer ind.

»En af mine venner sagde på et tidspunkt, at nativism i amerikansk konservatisme altid har været et recessivt gen, et vigende gen. Det har altid været der, men det betyder noget, hvilket gen, der er det dominerende, og hvilket, der er det svage. Det har altid været en myte, at hele landet var ’om bord’, at hele USA var moderne og kosmopolitisk,« siger Bill Kristol.

Han placerer Trump og de nativistism-kræfter, der støtter ham, i en historisk kontekst med Joseph McCarthey, der i 1950’erne førte skueprocesser imod kommunister og andre venstreorienterede, Alabamas guvernør George Wallace, der 1960’erne forsøgte at blive præsident på at bekæmpe borgerrettighedsbevægelsen og hindre sortes ligestilling i sydstaterne – og den nulevende højreradikale kommentator Pat Buchanan, der også forsøgte at blive præsidentkandidat for republikanerne og tidligere er blevet anklaget for bl.a. holocaustbenægtelse.

»I starten af 1950’erne var politikken i USA utrolig paranoid, man kunne ikke have åbne diskussioner om demokratiets tilstand, fremgang for borgerrettigheder forekom umulig, kvinderettigheder, homorettigheder var et sort hul – men der skete alligevel store fremskridt ret hurtigt,« siger han. »Men de blev selvfølgelig heller aldrig præsidenter.«

Men faktisk er folk som Bill Kristol ofte blevet beskyldt for at bære en stor del af ansvaret for Trumps fremvækst. Både med afreguleringen af finansmarkedet og med Irakkrigen, som Kristol var en højtråbende og central lobbyist for (»Vi har begået nogle fejl og gået lidt for vidt«, som han siger om udenrigspolitikken).

Men kritikken går også på, at folk som han omfavnede Tea Party-bevægelsen, der netop stod for at radikalisere Det Republikanske Parti. Faktisk var det Kristol, der i sin tid foreslog sin gode ven John McCain, at han skulle vælge Sarah Palin som vicepræsident i sin kampagne. Bill Kristol trækker lidt på det, da jeg spørger ham, om den republikanske elite ikke red for meget med på bevægelsens momentum og forærede den for meget plads med bl.a. valget af Palin?

»Måske. Hun var nok ikke mit første valg, men jeg anbefalede hende for at tage en chance. Hun viste sig ikke at være det rigtige valg. Men da hun førte kampagne i 2008, var det ikke på at være imod immigration eller på en ’USA først’-udenrigspolitik. Hun førte kampagne som McCains nummer to. Men jeg vil faktisk gerne rose mig selv for på det tidspunkt at have set, at den amerikanske elite var lidt upopulær, og at vi havde brug for at slå en lidt mere populistisk tone an,« tilføjer han.

»Vi mente, at det var en måde at inkorporere lidt af den populisme – uden at underordne os den. Og det er, hvad demokratisk politik handler om. Enhver konservativ regering er nok nødt til at have en lidt uansvarlig populist om bord, fordi du er nødt til at holde fast i folk. Det er måske ikke fantastisk politik, men du kan godt komme med lidt indrømmelser, hvis hovedpolitikken stadig er sund,« siger han.

»Vi undervurderede helt afgjort niveauet af utilfredshed, både med økonomien og med de kulturelle forandringer. Hvordan folk oplevede, at forandringer skete alt, alt for hurtigt. Det kunne have været håndteret meget bedre af eliterne, og jeg vil gerne tage min del af ansvaret for det,« siger han.

»Men jeg ved ikke, hvad alternativet er? Der findes jo ikke nemme løsninger på de problemer, og jeg mener, at svaret hverken er at opgive engagementet i verden, frihandlen eller i øvrigt at føre den politik, populisterne ønsker; at lukke immigranter ude, diskriminere, holde igen med homorettigheder,« siger han.

»Det kan heller ikke ordnes med retorik. Det var, hvis jeg skal være helt ærlig, ideen med at bruge Palin. Og det fungerede ikke«.

Kunne forlade partiet

Spørgsmålet er så selvfølgelig, hvad der fungerer for mere kosmopolitisk indstillede konservative. Bill Kristol forbereder en større kampagne mod Trump frem mod præsidentvalget i 2020 med dannelsen af en superpac og kurtiseringen af nye kandidater mod Trump.

En »krigsmaskine«, som det er blevet beskrevet i amerikanske medier – som imidlertid også har portrætteret Kristol som en problematisk samlingsfigur mod Trump, fordi han er så tæt forbundet med eliten og med de upopulære politikker, der har fået folk til at vælge Trump som et slags modsvar.

»For at slå Trump, ville det være bedst, hvis republikanerne tabte midtvejsvalget, og Trump blev nægtet muligheden for at stille op igen eller i hvert fald udfordret – det er det, jeg fokuserer på. Man er nødt til at gentænke politikken, så man adresserer folks bekymringer og viser, at der er et alternativ til Trumps løsninger. Men vi kunne også bevæge os ned ad denne her vej i lang tid, og det ville betyde en reorientering af det hele det politiske landskab. Det ville nok betyde, at folk som mig forlod republikanerne, at partiet ville blive overtaget af Trump. At der måske ville komme et tredje parti,« siger han.

»Det mest uhyggelige af de uhyggelige scenarier er, at Trump bliver en fiasko, og at det heller ikke rigtig lykkes for venstrefløjen. Og så får du en rigtig grimt alternativ, en demagog, som ved, hvad han laver i modsætning til Trump. Det kunne ske om fem til ti år, og det er virkelig skræmmende. Men altså, jeg er optimist.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Wauw "Det er svært at forestille sig to personer i det konservative USA, der er længere fra hinanden end præsidenten Donald Trump og redaktøren Bill Kristol fra det konservative magasin The Weekly Standard" skriver Tobias Havmand.

Politikker de dog er enige i:
Et nasty sundhedssystem hvor forsikringsselskaber er den styrende instans.
Et uddannelsessystem hvor alle kommer ud med en kæmpe studiegæld
Et fængselssystem hvor millioner er indespærret for harmløs kriminalitet eller gæld
Flere krige er bedre end færre
Et politi som er i konstant krigs-mode
USA´s smuldrende infrastruktur kan man bare flytte fra...hvis man har råd
Skattelettelser
Faktisk al politik

Uenighed:
Om Trump må gøre grin med etablissementet.....bl.a Bill Kristol
Om Trump er en pinlig leder.

Diego Krogstrup, Flemming Berger og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Det mest uhyggelige af de uhyggelige scenarier er, at Trump bliver en fiasko, og at det heller ikke rigtig lykkes for venstrefløjen. Og så får du en rigtig grimt alternativ..."

Det er alt for venligt, Trump ER det grimme alternativ, den eneste grund til at han ikke er blevet fuldblods diktator er, at den slags bruger vi ikke i Vesten, i stedet manipulerer vi folkestemningen og fabrikerer konsensus om de ting, der virkelig betyder noget.

Historien gentager sig, men ikke således, at tingene foregår på præcis samme måde som i gamle dage. Rendyrket totalitarisme er ikke længere en realistisk mulighed, alt for mange mennesker, ved, hvordan den ser ud, og vil protestere. Derfor må man finde på noget nyt, hvis man vil koncentrere magten i relativt få hænder, og det har man så gjort:

Sheldon Wolin beskriver et system, som han kalder "inverteret totalitarisme", "...where corporations have corrupted and subverted democracy and where economics trumps politics. Every natural resource and living being is commodified and exploited by large corporations to the point of collapse as excess consumerism and sensationalism lull and manipulate the citizenry into surrendering their liberties and their participation in government".

https://en.wikipedia.org/wiki/Inverted_totalitarianism

Den amerikanske venstrefløj, med Sanders i spidsen, forsøger at modarbejde denne form for totalitarisme, netop ved at omfavne "populisme"-begrebet og insistere på, at "sand" populisme tager udgangspunkt i befolkningens behov og retter vreden mod det mindretal, som forsøger at manipulere sig til magten.

Som en "os vs. dem" bevægelse er progressivismen klart populistisk, men i modsætning til højreffløjs-populismen udpeger den de sande ansvarlige for tingenes elendige tilstand. Det er jo ikke mexikanerne, indvandrerne eller de farvede minoriteter, der forhindrer folk i at få en løn, der er til at leve af, men derimod i lille indspist klasse af mangemilliardærer, som har købt det amerikanske parlament.

Trump er en del af denne lille indspiste klasse, og hans job er at holde gryden i kog, så folk hellere diskuterer hans tweets end fokuserer på den politik, som faktisk bliver ført. Måske ved han ikke selv, hvad han går og laver, men det er der andre, der gør, og de udnytter hans enestående talent som entertainer til at aflede opmærksomheden fra det røveri ved højlys dag, som de har orkestreret.

Bjarne Bisgaard Jensen, Flemming Berger, Jesper Engberg og Ole Frank anbefalede denne kommentar
Torben Lindegaard

@Tobias Havmand

Én god ting er, at Donald Trump ikke interesserer sig alverden for amerikansk lederskab af Verden - i hvert fald ikke hvis det koster penge eller medfører udstationering af tropper.

Det er helt fint, at vi også her i Europa tvinges til at forholde os til vores egen sikkerhed frem for at overlade alt til amerikanerne.

Jan Fritsbøger

hvis vi skal have mere sikkerhed skal vi skrue ned for militæret, ultimativt afskaffe det, risikoen for krig udspringer af tilstedeværelsen af militære styrker,
vi taler for tiden om "truslen fra Rusland"
og i Rusland taler de om truslen fra NATO, og i begge tilfælde er der tale om reelle trusler,
det er et propagandatrick når man kalder militæret for "forsvaret" og taler om "sikkerhedspolitik", og hvem har egentlig brug for militær ? et åbenlyst svar er våbenindustrien, eller "det militærindustrielle kompleks" som er industrien + militæret selv,
og et andet svar er resten af magthaverne, og de vil selvfølgelig gøre hvad som helst, for at overbevise folket om, at vi også har brug for militæret,
men de lyver bliver der krig vil militæret ikke røre en finger for at beskytte folket, man vil kun sikre sig selv og magthaverne og ofrer gerne en del af folket i den proces,
og hvorfor taler jeg nu om krig og militær, simpelthen fordi de værste kræfter vi kan forestille os, er på fremmarch i det meste af verden,
og hvis ikke folkene griber ind snart vil magthaverne øge de militære "løsninger" markant, med en overhængende risiko for en ny stor krig,
og det vil kun gøre ondt værre hvis Europa øger vores militære kapacitet, hvis Europa tager egen sikkerhed alvorligt bør vi modarbejde militarismen og skrue ned, dette ville også have en markant positiv effekt på klimaproblemet.

Niels Duus Nielsen, Lars Løfgren og Ole Frank anbefalede denne kommentar

Disse "reaktionære spor" har jo været helt centralt tankegods siden partiets start i 1854, og ligger fortsat helt latente hos partiets ideologer.