Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min kæreste vil have barn med en anden

Krebsen
6. oktober 2018

Min kæreste har en kvindelig bekendt, der meget gerne vil have et barn – hun mangler bare manden. Nu har min kæreste så fået den idé, at det kan han da bare hjælpe hende med.

Jeg er meget glad for ham, og vi taler også selv om at få børn en dag. Men jeg ved ikke, om jeg vil kunne leve med, at han får barn med en anden først. Han siger, at aftalen ville forudsætte, at han kunne frasige sig faderskabet, men dén ordning tror jeg altså ikke på. Hverken juridisk eller i praksis.

Hvad siger I? Er jeg sippet og besidderisk, eller kan jeg tillade mig at forbyde min kæreste at give sin sæd væk?

Svar I:

Hvis din kærestes veninde vil have en helt fraværende donor som far til sit barn, er der andre muligheder end at få det med din kæreste.

Derfor går jeg ud fra, at planen som minimum er, at barnet skal vide, hvem dets biologiske far er. Han og hun kan aftale, at hun beholder forældremyndigheden for sig selv, og at der ikke er mødepligt til børnefødselsdagene, men ingen af jer er herre over, hvordan barnet vil forholde sig til din kæreste eller til jeres eventuelle fælles børn, dets biologiske halvsøskende.

Det er heller ikke til at sige, hvad det vil gøre ved din kærestes og hendes indbyrdes relation at få det barn. Især ikke når hun ikke har en kæreste at gå amok over barnets nuttethed sammen med.

Jeg tror bestemt, at nye familiekonstellationer kan øge den samlede sum af lykke i verden, men mon ikke en forudsætning for bare nogenlunde harmoni (et realistisk mål – det er familie, vi taler om her) er, at alle parters følelser bliver taget alvorligt? Det virker hverken, som om din kæreste anerkender dig som part i sagen eller tager dine følelser alvorligt.

Tal lige med ham om det.

– Lone Nikolajsen

Svar II:

Dette er den mest oplagte sag, siden Sherlock Holmes havde sin … sin mest oplagte sag.

Det kan godt være, at nogle vil mene, at du bør være så frisindet og forstående, at du giver din kæreste lov. Det kan være, de siger, at alt andet vil være inhumant, hensynsløst, snerpet, barbarisk og det, der er værre. Det kan være, de fortæller dig, at du måske endda vil komme til at elske det barn, der kommer ud af din mands ’velgørenhed’.

Drop det! Sig til dem, at de kan rende dig, for det vil selvfølgelig påvirke din kæreste og dermed jer, at han har et barn et andet sted. Dine følelser har deres egen ret, og over for dem tæller ikke nok så mange argumenter.

Den pågældende kvinde finder nok en anden løsning, en anden villig mand eller en inseminationsløsning. Under alle omstændigheder er det ikke et problem, du behøver at have. Hvis din kæreste så gennemfører det alligevel: Drop ham. Hvis han gennemfører det uden dit vidende, og du opdager det: Kvæl ham! Man skal ikke fucke med sit grundvand.

– Kristen Bjørnkjær

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Lise Lotte Rahbek
David Zennaro og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu