Læserbrev
Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Nej tak til fotos på de asociale medier

Den tvivlrådige
Moderne Tider
27. oktober 2018

Ved såvel små som store familie- og andre sammenkomster oplever vi efterhånden alle, at kameraet i de mange smartphones bruges lystigt. Der tages et hav af billeder, som ryger direkte ud på de asociale medier.

Jeg har valgt de asociale medier fra og kunne aldrig finde på at vælge dem til.

Er jeg en forstokket gammel nar, der bare er ude på at ødelægge den gode stemning, hvis jeg frabeder mig, at billeder af mig havner på Fæcesbog og/eller andre asociale medier? Hvor alt indhold er alt andet end privat.

Vil det, alternativt, være uhøfligt at gå væk, når der er optræk til fotografering? Eller kigge den anden vej? Det bliver også en kende bøvlet, når klassikeren = den obligatoriske billedserie af borddame+bordherre, skal tages. Kan jeg holde hænderne eller et papskilt op foran mit ansigt?

Hvad synes I, man kan gøre – uden at ødelægge den gode stemning? (Forkortet af red.)

Svar I:

Når du er nødt til at gentage din vits om ’asociale medier’ hele tre gange og supplere den med ’Fæcesbog’, så kan jeg ikke rigtigt dy mig for at spørge, om du heller ikke er kommet dig over, at de er begyndt at sende TV-Avisen i farver?

Hvis du nu droppede din arrigskab og så lidt praktisk på det, så kunne du jo bare stille og roligt bede venner og familie respektere, at du ikke vil have dine billeder ud i det åbne digitale landskab. Sådan er der mange, der har det – og de kan sagtens finde ud af at sige det pænt og ordentligt. Og de fleste pæne og ordentlige mennesker kan også finde ud af at respektere det.

De sociale medier forsvinder ikke, bare fordi du råber ad dem.

— Jon Jørgensen

Svar II:

For det første: Det er altså pøllet, tenderende til onkel-bøvet at kalde Facebook for Fæcesbog og sociale medier for asociale, og det hjælper næppe, hvis du gerne vil bevare den gode stemning i en social media-glad forsamling.

For det andet: Du er i din gode ret til ikke at ville have dit ansigt ud på alle mulige platforme, du ikke selv kan kontrollere. Det er en uskik og i øvrigt ulovligt at dele private billeder af andre uden at spørge dem om lov først. For mange har offentlige, digitale fotoalbum helt erstattet de private fotoalbum – men der er altså forskel.

Sig det, som det er: Du vil gerne fotograferes til privat brug, men vil ikke have, at billeder af dig bliver delt på sociale medier. Hvis der er et par ’usual suspects’ i forsamlingen, så hiv dem til side på forhånd og gør dit standpunkt klart, så du ikke skal afvise dem, når de står med mobilen fremme. Og stå så fast!

— Mikka Tecza

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her