Jeg har altid haft det svært med Kim Larsen. Så sent som sidste lørdag sad jeg til en middag og underholdt med, at hans musik er for børnehavebørn og udviklingshæmmede. Det er bare sådan, jeg har det.
Dagen efter fik jeg så lidt dårlig samvittighed ved nyheden om hans død.
Men min bondeanger forsvandt lige så hurtigt, som de sociale medier flød over med grædende smileys, kedelige Kim Larsen-anekdoter fra privatlivet og top-ti-lister over hans bedste sange. På DR satte Lars Løkke trumf på ved at gentage succesen fra Sólruns 40-årsfødselsdag og synge »Kvinde min, jeg elsker dig …« efterfulgt af en kunstpause på seks sekunder, inden interviewet kunne fortsætte.
Det scorer statsministeren helt sikkert stemmer på. Men sgu ikke fra mig, der bare får gåsehud på den dårlige måde. Fællesskabet omkring hele Danmarks nationalskjald har altid irriteret mig.
Hvad er der galt med mig? Hvorfor bliver jeg så irriteret over andres menneskers sorg/nostalgi?
Svar I:
Kære Musikelsker
Jeg går ud fra, at du også er helt pjattet med Shubidua? Ej, seriøst, så kender jeg godt din irritation. Irritationen over andres overdrevne glæde ved noget, jeg føler, jeg har gennemskuet. Andre menneskers kvælende forudsigelighed. Aåååh mañana. Wappeduååh.
Kunne det handle om det her?: Du vil ikke være med der, hvor alle kan være med, for der kan alle jo være med?
Det er en menneskeret at være irriteret på andre mennesker, så sæt du endelig noget smalt østtysk elektronika på, der kan drukne anekdoterne (»jeg mødte engang Kim i en pølsevogn, han skulle have en ristet med det hele, sådan var han bare, ham Kim«).
Men du kan ikke trevle Kim Larsen ud af vores fælles strikværk. Ej heller kan Lars Løkke. Det er en smuk ting.
Hvor meget har vi egentlig at samle os om? Hvor meget har vi, der splitter? Kom ned fra den høje hest, og indse, at der et sted inde i dig findes et vidunderligt udviklingshæmmet barn, der klapper med på 1 og 3 af hjertens lyst.
– Eva Eistrup
Svar II:
Lad mig begynde med at sige, at jeg forstår dig. Jeg har heller aldrig haft noget særligt forhold til mange af de kunstnere, som andre betragter som nationale ikoner.
I stedet lytter jeg primært til hjernedød gangsterrap, hvor teksterne kun handler om penge og narko og kvinder med store numser. Sådan er det bare.
Der er ikke noget galt med dig. Du må bare lære at leve med, at du aldrig bliver en del af det fællesskab, som andre finder i Kim Larsens musik, og det lyder heller ikke, som om du har lyst til at være det.
Folk har brug for noget at være fælles om. Fælles minder, myter og referencer. Det er det, de kalder sammenhængskraft. Ethvert folk har brug for den. Ligesom der også er brug for folk som dig og mig til at stå uden for og rynke på næsen ad det hele, så fællesskabet ikke bliver for mageligt.
Men måske skal du lige vente et par dage med yderligere Kim Larsen-bashing. Det kan godt blive lidt ensomt, hvis man stiller sig for langt uden for fællesskabet.
– Sebastian Abrahamsen
Informations andre artikler om Kim Larsen i forbindelse med hans død den 30. september 2018:
- Test dig selv: Kan du din Kim Larsen?
- Larsen vidner om, hvad fællesskabet har skabt - ikke tabt.
- Den dag, Danmark mistede et nationalikon - Information har talt med seks danskere om, hvordan de oplevede dagen.
- Kim Larsen fulgte ikke med tiden, men det var heller ikke meningen.
- Kim Larsen var social arv af den fineste slags.
- Han var ikke en, journalist Christian Bennike valgte til - Kim Larsen var bare en del af hans liv, ligesom Danmark og hans familie.
- Morten Sabroe har forlangt, at vi genudgiver hans Larsen-reportage fra 1986
- Kim Larsen blev en sjælden fællesnyhed på tværs af de danske medier.
- Kim Larsen forsvinder aldrig.
Brevkassen
Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.
Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.
Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk
Seneste artikler
Brevkassen: Skal jeg advare potentielle købere om vores barnehadende underbo?
3. juni 2023Intet problem er for lille – intet for stort. Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne, og alle spørgsmål får to svarBrevkassen: Jeg har ved en fejl modtaget et ekstra havebord. Må jeg beholde det?
3. juni 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvetBrevkassen: Bør jeg betale min varmecheck tilbage til fællesskabet?
27. maj 2023Hver uge svarer Brevkassen på spørgsmål fra læserne. Har du en nød, du ikke kan knække, så hit med den – vi giver ikke op, før vi har prøvet
Er der ikke forskel på om man lader sig rive med af massernes lemmingeadfærd og så synes at herr larsen var halvandet århunderedes nationalskjald ?
Jeg synes ikke at herr Larsen var folkelig - uagtet hans pølsevogns- og barbesøg, men hans musik var. Og så er dén ikke længere for mig.
Intet i de seneste musiksamlinger i herr Larsens navn, kunne få mig til at følge trop og så stå og tude ned i ølglasset, men jeg respekterer andres behov herfor.
Han var en af de største
Kim Larsen har aldrig sagt mig noget, jeg kan virkelig ikke se at hans musik er stor kunst, og det ændrer hans død ikke på.
Men for de 'progressive' er han som en form for stueren Morten Korch-figur, der repræsenterer tryghed og nostalgi. Lad os respektere det og lade dem have deres sorg i fred, så længe de ikke blokerer for trafikken.
Hvad skyldes denne berøringsangst for noget som er samlende for nationen? At finde en fællesnævner i folkesjælen er ikke forkert. Kim Larsens musik samlede os stadig i generationerne, rig og fattig. Til fødselsdagsfest og begravelse bliver hans musik spillet, det betyder noget for mange af os.
Det er utroligt som Kim Larsen, her efter sin død kan samle, som jeg forstår næsten flere hundrede tusinde.
Imponerende! må jeg sige, hans menneskesyn til trods. Forklaring: han mente rygeloven var skabt for at genere rygere, ansatte i barer, bodegaer og værtshuse kunne da, hvis de ikke kunne tåle røgen, eller mente de ville leve et liv uden tobaksrøg finde anden beskæftigelse, og for mig strider det mod det billede, der nu forsøges skabt af manden.
Musikken jo det der er skabt i Gasolin fænger mig stadig, men er det kun et produkt af Kim Larsen?
Og hvad siger så til: "er du dus med himlens fugle ..."
Den er da ligeså god som så meget andet.
Kim Larsen var okay, hams sange er lidt overvurderede efter min mening, men det er en smagsdom, og smag og behag er forskellig.
Erik Jakobsen: Hans modstand mod rygeloven var dybere, end du tror; hvad han protesterede imod var, hvad han kaldte "sundhedsfascismen", som selektivt forbyder visse selvdestruktive adfærdsmønstre, samtidig med at den promoverer andre.
Politikerne - støttet af den del af middelklassen, som kaldes "speltsegmentet" - bestiller og betaler for ikke-ryge-kampagner for at få folk til at holde op med at ryge, samtidig med at de nægter at forbyde kræftfremkaldende ukrudtsmidler. I tilfældet passiv rygning kommer tvivlen ikke rygerne til gode, den statistiske korrelation anerkendes her som lige så god som en kausal forklaring; i tilfældet Round-Up kommer tvivlen derimod Monsanto/Bayer til gode, den samme korrelation anerkendes nu ikke som værende god nok.
Kim Larsen havde et skarpt blik for den slags politisk humbug, han var kommunist i sine unge dage, og jeg har ikke hørt, at han nogensinde holdt op med at være kommunist.
Kim Larsen var en talentløs jammer, som trængte sig på i datiden, og som 'ingen ville lege med', han havde skarpe holdninger til samfundet og tingenes tilstand, og det kan man kun respektere. Men hans sangtekster var pubertære og intetsigende, og som med al anden popmusik samles folk desværre om laveste fællesnævner. For hvor useriøst er det ikke lige, at gå fra dybt alvorligt emne om en livstidsfange fra en slumstormerhændelse til "ååååhh, mañana" på et splitsekund. Fra den ene ekstrem til den anden, så at sige.
Han blev stinkende rig på at sige hvad pøblen tænker og føler, så på den måde var han bestemt folkelig, da han taler lige ind i den dansk(folkepartisk)e folkesjæl.
Ukompliceret musik har dog aldrig sagt mig noget, men i min aktivisttid lærte jeg dog (heldigvis) at blive glad for folkesange, selv om det sjældent er noget jeg vil lytte på privat. Jeg elsker derimod sentimental og melankolsk og dramatisk musik, som giver gåsehud og får min psyke helt op på de yderste tangenter,men intet af det spilles i radioen, og fred være med det. Men man kan dog finde meget af det på Spotify nu om dage, så jeg kan stasig vise folk, hvordan mit sind lyder.
Vi har brug for flere enere i dagens Danmark, og som en ener selv kan jeg kun nikke anerkendene til en anden sugemalle i akvariet. Godt der er plads til os begge i dette indspiste bondesamfund,og tak til Larsen for oprigtig og anarkistisk indignation fra præ-techsamfundet, som mange af os nulevende kun tør drømme os tilbage til.
Kim Larsen var en klog og reflekterende mand. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at han ville have haft sin 'mening' om det forlorne 'fællesskab' der har udspundet sig i den sidste i uges tid, og som - måske - kulminerer i aften på Rådhuspladsen i hovedstaden.
I såkaldt 'fællesskab' vil tusindvis af danskere stå med en dåsebajer i den ene hånd og en smøg i den anden, mens de med grådkvalte stemmer vil skråle med på Midt Om Natten fremført af en copy-cat. 'Åhhh, mañana, håber vi får i morgen med'......
Når de så mañana render ind i naboen på vejen eller i opgangen, kan de, på en god dag, maksimalt swinge sig op til at hilse med et afmålt nik.
Det var så det 'fællesskab'.... 'Åhhh, mañana....'
Kan godt se, at jeg generaliserer herover. Og det skal man lade være med! Næstsidste afsnit burde have været sådan:
"Når de så mañana render ind i naboen på vejen eller i opgangen, kan alt for mange af dem, på en god dag, maksimalt swinge sig op til at hilse med et afmålt nik."
Ang. copy-cats: Sidste søndag sang Dorthe Gerlach 'Pianomand' i Clements show. Hun skal have respekt for en personlig fortolkning! Tak for det.
Kan meget godt lide Papirklip, med den bittersøde melankoli, over noget som var engang og ikke rigtigt er - eller blev til - mere. Også selvom melodien flere steder minder lumsk om Island in the Sun. Men det er vist diskuteret før....
@Markus Lund: Tak for en af de få reaktioner på Larsens eftermæle, som jeg kan nikke anerkendende til. Ligesom Treos indlæg på Ekstra Bladet i dag var fint.
Fred være med, om folk kan lide musikken – og historisk vigtighed kan man nok godt argumentere for tilbage i hans storhedstid – men når jeg hører prædikater som »nationalskjald« eller endda »halvandet århundredes nationalskjald« og oplever den her aktuelle helgendannelse, så står jeg altså helt af, det er jeg helt uforstående over for. Og kunne heller ikke selv finde på at lytte til hans musik af egen vilje.
Må han hvile i fred, men kan os der stadig lever ikke lige komme ned på jorden igen?
Ekstrabladet har en skribent, der anmelder musik. Han skrev nedladende, bedrevidende og arrogant om aftenenens hyldestarrangement på Københavns Rådhusplads, men havde ikke helt forstået ideen med det og troede, det handlede om at lave tro kopier af Kim Larsens musik.
Vi var mange, der var glade, ikke for ekstrabladsskribentens ord, men for den på mange måder blandede gruppe kunstneres hyldest til Kim Larsen og den fællessang, det gav anledning til mange steder.
Der er muligt, at Gasolins sangtekster var pubertære, men datidens ungdom var dog med på den energi og de holdninger som bandet var udtryk for. Bandet nåede stort set så langt, som det var muligt, at nå inden for landets grænser. Efter Gasolin blev Kim Larsens tilgang til musikken mere Pop. Han har dog både lavet så meget og solgt, så meget, at hans musik formentlig vil blive stående længe endnu. At kunne holde gryden i kog igennem en menneskealder er dog en præstation. Kan man ikke lide musikken er det jo en ærlig sag. Der er dog lidt for enhver smag i Larsens sangkatalog - også hvis man skulle komme lidt i det "romantiske" hjørne. Så vinylen eller CD´erne vil da givet blive støvet af i tiden der kommer, selv om det selvfølgelig peaker nu og i den nærmeste fremtid, da manden jo lige er død.
Det var det meste af tiden noget elendig musik. Uforklarlige akkordrækker igen & igen, der lød, som om Larsen pludselig havde ramt en sten i skoen, og derfor havde skiftet greb på guitaren. Lejrbålsmusik, hvor man hellere skulle interessere sig for øllet.
@Duus 1232
Kim Larsen slog i et interview på DR fast, at han aldrig har været socialist(og således heller ikke kommunist) Han betragtede sig selv som Radikal! Dette var noget han havde med hjemmefra, fortalte han. Han understregede - skal jeg retfærdighedsvis nævne - at han ikke var Radikal som i dag, hvor de ikke er til at skelne fra fra LA. Men alligevel!!
Som ung var jeg fan af Gasolin; Var til i hvert fald 3 måske 4 koncerter i 70érne. Kan ikke huske det præcist.
Kim Larsen som solist fangede mig aldrig på samme måde.
Jeg mener at det hele nu er gået i selvsving og kunne ikke drømme om at deltage i arrangementerne.
Men jeg har respekt for folks ret, lyst og trang til at gøre som de vil.
Kan være det meste af landet er i sorg nu, men det varer sandsynligvis ikke så længe. Larsens familie derimod vil nok bære på sorgen et stykke tid.
Det er altid trist når folk dør; Men mest for familie og venner.
Jeg ser at der heldigvis er nogle hvis alternative meninger om KL jeg deler, så det med at samle hele nationen er hysterisk lummer-luft. Benny Andersen samler mig op, og rigtig mange andre (og flere end KL?)