Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Skal jeg risikere en sprogstrid med min svigerdatter?

En bekymret farmor
20. oktober 2018

Min svigerdatter er fra Afrika, kom til Danmark som 13-årig og taler tre sprog: wolof, engelsk og dansk. Hun har gået i skole i Danmark og taget en universitetsuddannelse i England. Hun og min søn har en søn på fem år og en datter på to måneder.

Hun er ked af, at hun ikke har lært sønnen wolof. Nu vil hun lære sin datter wolof. Hun taler allerede kun wolof til hende, og det bekymrer mig. For vil sønnen også få det lært, eller vil hun tale wolof med datteren, uden at sønnen forstår det. Min søn taler heller ikke wolof, så der vil ikke være en almindelig snak i familien på wolof. Jeg synes, hun skal tale engelsk til sine børn – et sprog, alle i familien kan.

Skal jeg blande mig og fortælle om min bekymring, eller skal jeg lade det ligge. Jeg fornemmer, at det er en sag, der ligger hende meget på sinde. Jeg er meget glad for min svigerdatter og vil nødig skabe en konflikt. Min søn vil ikke blande sig. (Forkortet af red.)

Svar I:

For ti år siden tog jeg til Finland en sommer og troppede op på universitetet hver morgen for at lære det sprog, min far aldrig lærte mig. Efter en måned tog jeg op til min farmors barndomshjem i skoven. Mens min onkel var ude, talte jeg for første gang med min farmor uden tolk. Dejligt solskinsvejr. Bruger du sukker i teen? Skal jeg lukke vinduet? Selv om vores snak var simpel og banal, var jeg vildt glad for, at vi nu kunne forstå hinanden for første gang. Jeg husker det så tydeligt. Så kom min onkel ind i hytten. Min farmor kiggede på ham og sagde et eller andet hurtigt, som jeg ikke forstod. Han kiggede på mig og oversatte: »You speak like horse«.

Hun er død nu. Jeg fik aldrig lært finsk. Men hvor ville jeg ønske, at jeg havde lært det som barn. Sprog er en kæmpe gave, og selvfølgelig skal din svigerdatter give den til sine børn – ikke bare den lille datter, men også til sønnen på fem. Og til din søn, hvis han vil. Du skal bare blande dig udenom.

— Mikkel Vuorela

Svar II:

Min mor er fra Tjekkiet og talte tjekkisk til mig og min lillebror, da vi var små. Ikke hele tiden, men mest når min far, som ikke forstod et ord, ikke var hjemme. Ingen følte sig udenfor. Tjekkisk var bare noget, vi havde sammen med vores mor, på samme måde som det at gå i svømmehallen var noget, vi havde med vores far.

Tænk hvis jeg ikke havde kunnet tale med min mormor? Det kan jeg heldigvis, for i dag taler jeg flydende tjekkisk (med et ordforråd som en 13-årig, men alligevel), og jeg tænker tit på, at jeg har fået et sprog foræret uden rigtig at skulle gøre noget for det. 

Mit råd til dig er at lade det ligge – allermest for dine børnebørns skyld. Lad din svigerdatter tale sproget til dem begge, og hvis det helt usandsynlige skulle ske, og de pludselig holder op med at tale dansk, så lav nogle retningslinjer, så det hele ikke drukner i wolof. Ellers ender du med at tage den gave, som et ekstra sprog jo er, fra dem.

— Natalie Yahya Rosendahl

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
  • David Zennaro
Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben Lindegaard

@En bekymret farmor

Du skal ubetinget blande dig udenom -
og lade din svigerdatter tale wolof til begge sine børn.
Det er en gave.

Ane Gaarden, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Jo flere sprog man taler, jo bedre. For sprog er en af rødderne i kulturforståelsen.
Dine børnebørn vil have stor gavn af at kunne tale deres mors sprog, både for deres egen selvforståelse, og når de engang besøger det mødrene ophav.
Og bare rolig, børn kan sagtens mestre at tale mange sprog. De glemmer ikke hverken engelsk eller dansk på bekostning af wolof. Især ikke hvis du taler begge sprog med dem.

Da jeg var 16, besøgte jeg min onkel, som boede i Oxford. En aften var jeg på pub med hans datter Sue, som kun kunne engelsk. Hun fortalte om, hvor rasende hun var, fordi hendes far aldrig havde talt dansk med hende. Det betød, helt konkret, at hun ikke kunne tale med de familiemedlemmer, der ikke kunne engelsk - de var landmænd og fiskere i det sydfynske øhav. Hun havde, sagde hun, mistet "halvdelen af sine rødder".

DET argument forstod jeg umiddelbart. Da jeg selv fik børn med en tysker, var det helt klart, at jeg talte dansk med poderne. Hele tiden. Det startede med Bamse og Kylling og Kaj og Andrea. Det gik videre med en aftale om, at skandinaviske forfattere skulle læses på dansk - og tyske på tysk. (HVem gider læse om Michel aus Lönneberga når det nu hedder "Menneske fra sted"). Og då, selvfølgelig, DRs julekalendere.

Nogle gange, da de var små, var det hårdt. Når en unge skriger - "tut weh" og du så lige må sige...hvad sagde du? Gør det ondt?

Men altså - de er opdraget dobbeltsproget og uddannet dobbeltsproget (faktisk fire-sproget, fordi de fik norsk og svensk med i pakken).

Nu er de store og når jeg har spurgt dem, om det var irriterende, med deres dobbeltsprogede opdragelse, har deres svar været NEEEJ. Tværtimod. Det har hjulpet dem enormt - mens deres tyske klassekammerater sloges med engelsk, havde de allerede knækket den kode forlængst.

Nogle gange kan det så føre andre problemer med sig: Min 11-årige søn havde været til skoletandlæge, kom tilbage til klassen, kiggede ud over den og sagde: "Niemand erwartet die spanische Inquisition ". Så blev der ellers indkaldt til bekymringssamtale.

Hvorom alting er: I dag taler de begge flydende dansk - uden spor af accent. De hygger sig med Jonathan Spang og DRK på streamingen. De læser om BOPA og 1864, kender til Stauning og Margrethe den I. Og i Danmark er de, fra helt små, blevet set som medlemmer af stammen.

Forældre taler tit om, at børnene skal have lov til at vælge, hvor de vil bo og hvad de vil lave. Men så er det pokkerme også vores, forældrenes, forbandede pligt at give dem redskaberne, så det her valg bliver en mulighed og ikke bare noget, vi snakker om.

Sjovt nok: Når de så skal se ud i fremtiden, så ser de sig selv i......Århus!

Det er den frihed, sproget har givet mine drenge. Og den frihed svigerdatteren insisterer på at give sine børn.

Ane Gaarden, Bjørn Pedersen, Torben Lindegaard, Eva Schwanenflügel, Maj-Britt Kent Hansen og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Man skal tale sit modersmål med sine børn, det er også hvad der anbefales tosprogede familier fra børnehaver og skoler. Det er vigtigt at kunne kommunikere med hele sin familie og at man lærer de sprog fra sig, man taler naturligt. Dine børnebørn skal nok lære dansk og engelsk, så bland dig udenom. Du kan eventuelt gøre mere ud af at læse, synge og fortælle på dansk for dem - det tager de heller ikke skade af.

Bjørn Pedersen

Jeg synes både Mikkel og Natalie lidt ignorerer at en del af svigermorens bekymring også er at det kun er datteren, der lærer wolof. For selvfølgelig kan børnene da lære tre sprog, og det er vel ikke "for sent" at inkludere sønnen på fem år i det sprog og den kultur hans mor og bedsteforældre kom fra og er del af.

Jeg synes svigermoren her bør tale med svigerdatter, og i stedet for at opfordre til kun at tale engelsk som fremmedsprog derhjemme, så opfordre moderen til også at inkludere sønnen i wolof-"undervisningen", så han ikke vokser op og føler sig udenfor.