Brevkassen: Min veninde har set et meget irriterende lys

Min veninde er flyttet til Addis Ababa og er blevet halvulidelig at høre på. Hun har på en eller anden måde set lyset ved at bo i Afrika og møde mennesker, der har et meget sværere økonomisk udgangspunkt i livet.

Danskerne er forkælede, forklarer hun mig, når hun er hjemme. Altså, som i danskerne helt generelt. ’Vi’ forstår ikke, hvor godt ’vi’ har det, ’vores’ problemer er latterlige, og ’vi’ spilder tiden på at debattere #MeToo, mens hendes venner fra slummen ikke har råd til ordentlig mad. Selv arbejder hun i et kommercielt foretagende, så det er ikke, fordi hun er ved at frelse verden.

Jeg har prøvet at forklare hende, at vores problemer sagtens kan være legitime, selv om det står værre til et andet sted i verden. Men hun bliver ved og ved.

Hvordan får jeg hende til at indse, at hun har lidt af et white saviour complex?

Svar I:

Hun har jo ret i objektiv forstand. Verdens lidelser vejer tungere, end når Irma har udsolgt i franske ostekiks. Det kan man hurtigt blive enige om. Og når det er sket, behøver hun jo ikke insistere. Din venindes fejl er lige præcis, at det er, hvad hun gør. Men du har ikke hævdet, at hun har uret, at verdens lidelser ikke er større end ostekiks. Du har prøvet.

Den eneste måde er at gribe hende i noget småt, hun bekymrer sig om, en bagatel i forhold til sulten i Afrika. Den viser sig med garanti. Der slår du til og fortæller hende, at sådan er det at høre på hendes urimelige jammer.

Bagefter kan du være nobel igen og give hende ret i grundindstillingen, som bare ikke har rimelig gang på jorden uden livets relativitet. Man kan beklage andre ens følelser for et folkemord og en flaske rødvin, der er gået prop i. Men kun én gang, når den åbne dør ellers er sparket op.

Ellers bed hende holde bøtte.

— Georg Metz

Svar II:

Mennesker midt i en personlig udvikling ofte er vildt ulidelige. Det hele bliver for overdrevet, for meget i opposition til det, der var før, for karikeret. Men pludselig en dag så har det fundet et nyt dejligt røvsygt normalleje. Så bare vent.

Din veninde har set verden, men ikke mindst har der åbnet sig en verden inde i hendes selv, som hun lige skal finde ud af at få på plads.

Jeg tror, at jeg selv var sådan en, da jeg som helt ung flyttede til Indien, og tillad mig at benytte lejligheden til at undskylde til alle, jeg kender, for min hårdnakkede wannabe-Arundhati Roy: En bidi smager ikke bedre end rød Prince. Og der er ikke et Gandhi-citat til enhver situation – det var Gajol, jeg der tænkte på.

— Anna von Sperling