Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Midt mellem løgn og bullshit siger Trump nogle gange sandheden

Trumps kombination af løgne og bullshit har den lidt specielle bagside, at han indimellem kan komme til at sige sandheden. Det er der, man skal lytte efter
En løgn fungerer ikke så meget for Trump som noget, der skal fremstå som sandt, men mere som et udsagn i sig selv.

En løgn fungerer ikke så meget for Trump som noget, der skal fremstå som sandt, men mere som et udsagn i sig selv.

JACQUES BRINON

27. oktober 2018

Harry Frankfurts lille bog On Bullshit tiltrak usædvanlig opmærksomhed for et filosofisk værk, da den udkom i 2005. Grunden hertil var formentlig dels, at den gav intellektuelt liv til et særdeles almindeligt, dagligdags begreb og dels, at den behandlede et velkendt fænomen: politikeres evne til at snakke udenom.

Den centrale observation i Frankfurts bog er, at bullshit er forskelligt fra løgn på en præcis måde: Den, der fortæller en løgn, har et forhold til sandheden og ved som regel, hvad der er sandt i en given sag, mens bullshitteren slet ikke bekymrer sig om sandheden.

En løgner er pinligt bevidst om, hvad der er sandt og falsk, men prøver på at få det falske til at fremstå som sandt. At lyve er derfor noget, som kræver sindrige strategier og skarp opmærksomhed på, om der nu er huller i historien osv.

Med bullshitteren er det anderledes.

Bullshitteren taler et andet sprog end det, han eller hun bliver tiltalt i, men får det alligevel til at se ud som om, det er en helt naturlig måde at svare på. Når et barn f.eks. bliver spurgt, om det har ryddet op på sit værelse, og ikke har ryddet op på sit værelse, så vil det, hvis det er en øvet bullshitter, sige noget andet end løgnen »ja«, som f.eks.:

»Jeg har læst, at kreative børn faktisk roder mere end andre.«

Eller hvis en minister bliver spurgt til lovligheden af nogle instrukser til en forvaltning, kan hun måske forsøge sig med:

»Jeg er imod barnebrude.«

Det er ikke falsk, men det er bullshit.

Trumps Aufhebung

Harry Frankfurts distinktion er imidlertid, som så meget andet, blevet udfordret af Donald Trump. Det er almindeligt kendt, at Trump er ekstremt produktiv i forhold til løgne. Men det er alligevel næsten som om, Trump har fundet en form for Aufhebung af løgn og bullshit – en tredje måde at undgå sandheden.

Fra løgnen har han taget den direkte usandhed og fra bullshit skødesløsheden og tilsidesættelsen af alle andre formål end ens egen magelighed. Trump kan f.eks. uden problemer skifte standpunkt i en sag fra den ene ekstrem til den modsatte (fra »Lyin’ Ted«, hvis far måske myrdede JFK, til »Beautiful Ted« osv.).

En løgn fungerer ikke så meget for Trump som noget, der skal fremstå som sandt, men mere som et udsagn i sig selv.

Når han hævder, at der var mange flere til hans egen indsættelsesceremoni end til Obamas, eller når han opfinder historier om optøjer i Sverige eller i Californien, så er det både løgne og bullshit: I mange tilfælde ved vi godt, at det ikke passer, men det fungerer alligevel som en slags løgn med bullshit på: en henkastet og spontan tale, der mere skal skabe et billede af ham selv og omgå pinlige sager.

Man kunne også sige det på den måde, at Trumps løgne næsten er for åbenlyse, hvorved de forvandles til bullshit. Han lyver ikke for at dække over noget, men fordi historierne i sig selv, og nogle gange netop som åbenlyse løgnehistorier, leder os væk fra sagens kerne og over på Trumps egen person.

Sandhed

Trumps særlige kombination af løgne og bullshit har imidlertid den lidt specielle bagside, at han indimellem kan komme til at sige sandheden. Ikke nogen sandhed, der ligger bagved løgnen, men snarere en sandhed, der produceres af selve sammenblandingen af løgn og bullshit.

Den 11. oktober blev han spurgt om den forfærdelige sag om journalisten Jamal Khashoggi, der efter alt at dømme er blevet torteret og dræbt på det saudiarabiske konsulat i Istanbul.

Trump havde tidligere udtalt sig temmelig forblommet om sagen, men pludselig kom han til at tilføje noget, han virkelig ikke havde behøvet: Det var da beklageligt, hvis det virkelig var så slemt, som det så ud til måske at være, bedyrede Trump, men derefter insisterede han på flere gange at gøre opmærksom på, at saudierne altså var i færd med at investere 110 milliarder dollar i militærudstyr i USA.

Hvad mere kunne man egentlig ønske sig fra en politiker? Her får vi, midt i en typisk bullshittende tirade den skinbarlige sandhed: Penge er vigtigere end mennesker.

Trump er som en analysand i en psykoanalyse: Som udgangspunkt forsøger man for alt i verden at undgå at tale om det, som i virkeligheden plager en. Men alligevel sker det, at noget slipper igennem – bullshit har måske netop den analytiske fordel, at når en hel masse lort lukkes ud, kan det ikke undgås, at der er guld imellem.

I psykoanalysen er det analytikerens opgave at holde fast i disse momenter og udforske dem. Måske er det journalistikkens opgave at gøre noget lignende ved Trump: I stedet for at faktatjekke hvert eneste udsagn, han kommer med, at lytte efter de sandheder, han falder over, når han af og til selv mister overblikket over, hvad der er løgn, og hvad, der er bullshit.

Trump er ikke Hitler, men ... Christopher R. Browning ser flere lighedspunkter mellem udviklingen i USA i dag og udviklingen, der i 1930’erne førte til Hitlers magtovertagelse. Der er også vigtige forskelle, men de er ikke nødvendigvis beroligende, skriver han.
Læs også
Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • odd bjertnes
  • Thomas Tanghus
  • Christian Mondrup
  • Kurt Svennevig Christensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
odd bjertnes, Thomas Tanghus, Christian Mondrup, Kurt Svennevig Christensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er interessant at 'bullshit' ikke er løgn, og dermed en slags sandheds-strategi, som er meget krævende for lytteren, da det ikke følger de normale idesammenhænge. Hvis man forfølger det princip aldrig at sige noget der er 'forkert' faktuelt, så kan man ikke undgå en del 'bullshit' i sine udsagn. Men kan ikke sige, at Jerusalem IKKE er hovedstaden i Israel .... Her støder 'bullshitteren' der påstår det, så ind i at det er billigere, økonomisk og imagemæssigt' at agere ud fra noget der er det modsatte af noget man er nødt til at anerkende som et faktum. Barnet i VA's eksempel har ret i at have læst om kreative børn, har måske endda ret i det. Hvis forældrene opfatter udtalelsen som det rene diagnosemateriale er det naturligvis godt for vækst og beskæftigelse - er i en ideologis interesse så at sige, men ikke beviseligt nogle menneskers overordnet. Men det er også ligegyldigt for ideologien. Den er sin egen organisme og elsker martyrer.