Center for Vild Analyse: Midten af hvad?

Forleden kom den radikale Martin Lidegaard med en ret interessant udtalelse i forsøget på at forsvare sin nye debatbog Lad os mødes på midten. Da han skulle forklare bogens pointer over for en journalist på Politiken, sagde han med en kryptisk formulering, at vi »bliver nødt til at søge mod midten, selv om den bevæger sig steder hen, hvor vi har svært ved at se os selv«.

Hvad betyder den udtalelse egentlig? At den har noget at gøre med Dansk Folkepartis indflydelse, kan man ane, og hvis man hiver den lidt ud af dens konkrete kontekst omkring Lidegaards bog, siger den måske meget mere, end Lidegaard selv ved. Måske siger den noget om, hvad ’midten’ har været og er blevet til.

Midtens politiske historie

Midten har traditionelt været opfattet som det punkt, hvor der er lige langt til venstre og højre. Midte er mest bare hverken eller. Alligevel kan denne midte godt formuleres forholdsvist positivt som et sted, hvor man gennem demokratisk rådslagning søger gode kompromisser.

Med fremkomsten af Dansk Folkeparti skete der imidlertid noget nyt i dansk politik. Først skabte DF en alliance med Anders Fogh Rasmussen, som det blandt andet er beskrevet af Rune Lykkeberg i Kampen om sandhederne, hvor »den kulturelle underklasse« og den »økonomiske overklasse« fandt hinanden i et strategisk partnerskab. Siden overtog DF mere og mere socialdemokratiske positioner i velfærdspolitikken og rykkede dermed rundt på positionerne, så ’venstre’ og ’højre’ blev mindre entydige størrelser – og i hvert fald måtte suppleres med »… i den økonomiske politik« eller »… værdipolitisk set«.

Men i dag synes den udvikling at have taget endnu en drejning. Vi ser ud til at være endt i en situation, hvor DF ganske enkelt er midten i dansk politik. Men hvilken midte? Det er helt åbenlyst, at DF nu både forhandler med S og V, som om det var et klassisk midterparti, midt på linjen. Men det er langt fra at være et klassisk midterparti.

Partiets logik består mestendels i en række overbud på udlændingeområdet, men det er ret svært at se, hvad det derudover står for. Det går ind for velfærd, men har aktivt stemt for velfærdsforringelser i alle dets år som borgerligt støtteparti. Det var først for dagpengereformen i 2010, siden var det ikke. Det gik de ind for salget af DONG til Goldman Sachs, men så var det stærkt imod osv.

Ny midte

Paradokset med DF er, at det både repræsenterer midtens sammenbrud og en ny midte. Det er midtens sammenbrud, idet der ikke rigtig er nogen konsistent endsige konsekvent politik, det arbejder for, men det er også en ny midte, som alle partier tiltrækkes af, fordi de formoder, det er der, man skal hen.

Midten er dermed ikke længere en politisk position, men snarere ophøret af politik til fordel for en uklar fornemmelse af et slags tyngdepunkt, som alting cirkulerer omkring. DF er selve fantasien om, at der skulle være en ’samlende kraft’ i Danmark, som alle gode danskere støtter op om, uden at vi helt kan sige, hvad den er.

Der er masser af flæskesvær og salmesang, men ikke rigtig nogen politik i traditionel forstand, og på sine valgplakater er DF simpelthen begyndt at skrive:

»Du ved, hvad vi står for.« Med andre ord: Vi behøver slet ikke at formulere det: Det er selve fornemmelsen af et fællesskab, og enten kan du se det, eller også kan du ikke. Ved at sige noget, som er helt patetisk, men alligevel dybt uklart – f.eks. »Der er så meget, vi skal passe på« – opererer DF på selve niveauet for vores søgen efter mening og sammenhæng.

Den geometriske midte

Midtens historie kan således også forklares geometrisk. Vi er gået fra den traditionelle opfattelse af midten som et punkt på en linje mellem venstre og højre (hvor DF lå helt ude til højre) via et koordinatsystem med to akser (hvor DF lå til højre på den ene og til venstre på den anden) til en cirkel, hvor der ikke længere findes politiske principper, men alle bare cirkulerer i forskellige afstande fra centrum. Her er DF endt som ’fortællingens tyngdepunkt« (med et lån fra filosoffen Daniel Dennett), der ikke selv har noget indhold eller nogen vision, men alligevel organiserer alt andet omkring sig.

Den store succes, som DF er blevet, er ikke længere et spørgsmål om alliancer og oprør mod den ene eller den anden gruppe: Når vi hægter os på DF, hægter vi os ikke på en politisk idé, og måske ikke engang på frygten for fremmede. Vi hægter os snarere op på fortællingen om mening og sammenhæng, der dækker over manglen på et politisk projekt, og som måske som sin primære ydelse har, at den fritager os fra den opgave at tænke politisk.

Hvis man har svært ved at se sig selv i den midte, skulle man måske forsøge at udfordre selve den resignation, dens tiltrækningskraft er udtryk for.