Læsetid: 4 min.

Center for Vild Analyse: Skærmtid

I slutningen af efterårsferien spørger mange forældre sig selv med gru: Hvor mange timer har mit barn brugt foran en skærm?
Det er ikke skærmenes evne til at ligne virkeligheden, der er det tillokkende ved dem. Det er derimod deres evne til at gøre virkeligheden flad og illusorisk.

Det er ikke skærmenes evne til at ligne virkeligheden, der er det tillokkende ved dem. Det er derimod deres evne til at gøre virkeligheden flad og illusorisk.

SSPL/Manchester Daily Express

20. oktober 2018

Skærmtid er et interessant ord. Det er kommet ind i sproget i de senere år via en pædagogisk bekymring, som findes blandt de fleste forældre. »I hvor høj grad kan jeg acceptere, at mit barn bliver opdraget af skærme?«

Denne bekymring bliver ikke mindre interessant, når vi samtidig tænker på den jubeloptimisme, som af og til kommer til udtryk i forbindelse med mulighederne ved såkaldt e-læring, der i bund og grund ikke er andet end læring ved hjælp af en skærm. Vi forholder os med andre ord på en temmelig ambivalent – hvis ikke direkte paradoksal – måde til de skærme, som vi i stadig stigende antal omgiver os med.

Film, skæm

I indledningen til A Perverts Guide to Cinema kommer Slavoj Zizek med en klassisk psykoanalytisk forklaring på, at film bliver ved med at have fascinationskraft. Det, som film ifølge Zizek ikke gør, er at give os noget, vi begærer. Filmen er aldrig bare materialiseringen af det, vi ønsker os. Det ligger i selve skærmens form: Den er blot en flade med en ramme, som viser billeder. Uanset hvad, der foregår på skærmen, så er filmens virkelighed til syvende og sidst den rene illusion – intet andet end billede.

Sagen er imidlertid, at filmen gør noget vigtigere end at tilfredsstille begær. Den lærer os, hvordan vi skal begære. Det skal ikke bare forstås på den måde, at filmen viser os billeder af smukke mennesker og opfordrer os til at prøve at ligne dem og erobre dem. Pointen er mere fundamental.

Ifølge psykoanalytiske tænkere som Zizek og hans forgænger Jacques Lacan findes der ikke sådan noget som et naturligt begær. Det mest fundamentale ved den menneskelige eksistens er uvished. Ikke bare uvished om, hvordan tingene hænger sammen, men den begærsmæssige uvished om, hvad jeg selv ønsker; hvad der er det rigtige at gøre og tænke. Derfor er vi hele tiden udleveret til Den Anden for at lære vores begær at kende. Begæret er altid Den Andens begær, som Lacan sagde det.

Set i dette lys er alle filmmediets begrænsninger i virkeligheden en styrke. Det fastlagte narrativ, de uendeligt gentagede temaer, skærmens todimensionalitet, den rektangulære ramme. Alle de forskellige tilskæringer, som gør, at vi altid oplever det, der sker på skærmen som blot et billede, det er netop kernen i det, der tiltrækker os ved filmen (og skærmene i det hele taget). For det, som disse tilskæringer gør, er at vise os en retning, vores begær kan tage. Skærmen tilbyder os en version af virkeligheden, dvs. en måde at skære den til på, så vi kan navigere og fornemme, at det hele ikke bare er ét stort kaos af indtryk og fornemmelser.

Hvis man vil vide, hvorfor 3D-revolutionerne aldrig for alvor synes at slå igennem, så er dette måske netop svaret. Det er ikke skærmenes evne til at ligne virkeligheden, der er det tillokkende ved dem. Det er derimod deres evne til at gøre virkeligheden flad og illusorisk. For det er netop ved, at virkeligheden bliver skåret til på den måde, at vi kan begynde at orientere os i den som begærsvæsner. Det er givetvis også derfor, at skærmene er så effektive børnepassere.

Perversion

Denne effektivitet er dog ikke uden omkostninger. For at forstå det kan det hjælpe at spørge sig selv, hvorfor Zizeks film hedder A Perverts Guide to Cinema. Hvorfor perversion? Pointen med at tale om perversion her er ikke, at det hele går op i grænseløs adfærd. Tværtimod. Perversionen er i psykoanalysens forståelse ikke et spørgsmål om at være grænsesøgende og -overskridende. Det er snarere det stik modsatte. Perversionen er faderens version (père-version). Det vil sige lovens version, den autoritære version. Den perverse er den, der alt for godt kender svaret på sit eget begær, fordi han har deponeret det helt og aldeles hos en (forestillet) stor Anden.

Hvis filmen og i en lidt udvidet forstand skærmene indebærer en fare, er det i denne optik, at de netop de kan komme til at fungere alt for godt. At de på en måde alt for dygtigt lærer os at begære på den helt rigtige måde. Afretter os alle sammen, så vi kan blive små dygtige funktionærer i forbrugersamfundet.

Men den fare ændrer dog ikke på det fundamentale. Vi har i høj grad brug for skærmene. Vi har brug for noget, der kan skære vores virkelighed ned til en overskuelig størrelse – at versionere den, kunne man sige. Man kan sagtens ende som pervers, hvis man bliver alt for afrettet. Hvis man ser en Susanne Bier-film, kan man sagtens ende som nationalromantiker, der tror på kernefamilien. Men man kan også blive ironisk kritisk over for kitsch og propaganda. Det afhænger af, hvordan man i øvrigt lærer at forholde sig til og bruge det, man har set på sin skærm.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Lise Lotte Rahbek, Kurt Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu