Læsetid: 5 min.

I Danmark har vi høj social velvære, men vi sviner for meget

Med den såkaldte doughnut-model kan forskere vurdere landes evne til at sætte menneskelige behov og miljømæssige grænser i centrum for økonomien. Danmark klarer sig overraskende skidt
Med den såkaldte doughnut-model kan forskere vurdere landes evne til at sætte menneskelige behov og miljømæssige grænser i centrum for økonomien. Danmark klarer sig overraskende skidt

Sofie Holm Larsen

6. oktober 2018

Hvad er et godt liv? Og vil det være muligt for alle på jorden at opnå det, uden at vi går langt ud over grænserne for, hvad planeten kan klare af miljømæssig belastning?

Det satte tre forskere fra bæredygtighedsinstituttet på University of Leeds sig for at undersøge. De indsamlede derfor data for velfærdsindikatorer og miljøbelastninger for 150 lande for at kunne udpege de lande, der er tættest på at finde en balance mellem ressourceforbrug og velfærd.

Resultatet var ikke særligt opløftende.

»På det nationale plan var det ikke et særligt optimistisk billede, vi fandt. Der er ikke et eneste land, som både er i stand til at klare sig godt på den sociale skala og på samme tid er inden for planetens grænser i forhold til miljømæssig bæredygtighed,« siger Andrew Fanning, der var researcher på forskningsprojektet.

Han forklarer, at de ganske vist havde forventet, at de industrialiserede rige nationer i Vesten ville klare sig godt på de sociale målsætninger og mindre godt på de miljømæssige. Men at ingen middelindkomstlande lå inden for målsætningen, var til gengæld en overraskelse.

»Jeg ser det mere som et wakeupcall: Hvis vi gerne vil opnå bæredygtighed og velvære for alle mennesker, så går det ikke at fortsætte som hidtil. Det virker ikke,« siger Andrew Fanning.

Et klart mål

Projektet var inspireret af en model af den britiske økonom Kate Raworths, der viser samfundsøkonomien som to runde cirkle. Den ligner en doughnut.

I den inderste cirkel er forskellige mål for sociale levestandarder som f.eks. uddannelse, social sikkerhed, arbejde, indkomst og ernæring, mens den ydre cirkel repræsenterer planetens grænser i form af eksempelvis CO2-udledning, udvaskning af kvælstof og fosfor og vandforbrug.

Raworths pointe med at tegne den økonomiske model som en doughnut er, at det både giver et klart mål for den økonomiske udvikling og nogle grænser for den.

På den ene side skal økonomien være stor nok til at dække alle menneskers legitime behov, men den skal samtidigt ikke være så stor, at den ødelægger naturgrundlaget og dermed underminerer fremtidige generationers muligheder for at nyde et lignende velstandsniveau. Denne økonomi i balance kalder hun et »sikkert og retfærdigt rum« inden for doughnuttens cirkler.

Velfærdsstaten har en pris

Eftersom forskernes ønske var at opgøre, hvordan hele verdens befolkning ville kunne leve et godt liv, gav de alle lande en maksimal grænse for miljøbelastning som er jævnt fordelt. For at finde frem til størrelsen på det enkelte lands forbrug valgte de en såkaldt footprint-tilgang, hvor det enkelte land i udregningen bliver gjort ansvarlig for, hvad det forbruger.

Hvis et stykke lammekød produceres i New Zealand, men eksporteres og forbruges i Danmark, er det altså Danmarks regnskab, der får den miljømæssige belastning skrevet på sin forbrugskonto.

Ser man nærmere på Danmarks placering i opgørelsen, ser det godt ud på de sociale faktorer.

Her var man på tidspunktet for dataindsamlingen kun en smule under beskæftigelsesmålet, men ellers over samtlige andre fastsatte sociale grænseværdier som ernæring, livstilfredshed, sanitet, lighed, demokrati, social sikkerhed og uddannelse.

Men velfærdsstaten har en miljømæssig høj pris.

På CO2-udledninger ligger Danmark hele syv gange over maksimumniveauet, mens det ser stort set lige så slemt ud i forhold til kvælstof og fosforbelastning. Danmarks placering i undersøgelsen er derfor ikke særlig imponerende.

Det positive er så ifølge researcher Andrew Fanning, at det tydeliggør målet for vores økonomiske politik de kommende år:

»Danmark er – hvis ikke dét bedste – så meget tæt på at være det bedste land til at opnå social velvære. Så målet er at bevare det niveau af livstilfredshed og folkesundhed, mens man får særligt CO2-emissioner, men også alle de andre miljøbelastninger, ned,« siger han.

Det land, der ser ud til at klare sig bedst i undersøgelsen, er Vietnam. Landet skiller sig især ud ved at opnå høj score i relativt mange af de sociale indikatorer og på samme tid kun overskride en enkelt af de miljømæssige belastninger.

Den gode placering afspejler dog sandsynligvis mere opgørelsesmetoden, end at Vietnam har fundet en økonomi i ressourcemæssig balance. Vietnam eksporterer store mængder ressourcetunge produkter ud af landet – blandt andet til Danmark – hvilket betyder, at landets miljømæssige aftryk i footprint-opgørelsen ser ganske pænt ud. Men det afspejler altså ikke nødvendigvis nogen særlig miljømæssig ansvarlig politik internt i landet, understreger Andrew Fanning.

Ikke brug for mere vækst

Forskerne er nu gået i gang med at indsamle data på enheder, der er mindre end nationalstater, for at finde ud af, om mindre enheder eller fællesskaber kan spille en rolle i at finde en bedre balance.

Samtidig undersøger de også andre år længere tilbage i tiden for at finde ud af, om man eksempelvis i vestlige lande var tættere på at have et mere lige forhold mellem ressourceforbrug og social velvære for 30-40 år siden end i dag.

Ifølge Andrew Fanning er der ingen vej uden om, at målsætningen om en økonomi, der ikke forbruger langt ud over planetens grænser, også vil have et opgør med den økonomiske vækst i centrum.

»I rige lande som Danmark, USA og Canada har vi ikke nødvendigvis brug for mere vækst for at sikre velvære. Hvad vi har brug for er en mere ligelig distribution af ressourcerne og i særlig grad et opgør med vores strukturelle afhængighed af vækst. For det er rigtigt, at hvis BNP ikke stiger, så sker der dårlige ting i det nuværende system. Arbejdsløsheden kommer ud af kontrol, og vi bliver ude af stand til at betale for vores sociale programmer,« siger han.

– Hver gang vi skriver om vækstproblematikken, bliver politikere og økonomer stærkt provokeret. De siger, vi har brug for vækst til at omstille økonomien og investere i grøn teknologi. Har vi ikke det?

»Når vi når over et vist forbrugs- og indkomstniveau, kan vi se, at det ikke bidrager til et højere velværeniveau. Det gør heller ikke folk gladere, når man måler på befolkningens tilfredshed. Jeg vil sætte spørgsmålstegn ved ideen om, at vi bliver nødt til at få vores indkomster til at vokse for at have ekstra penge, der kan bruges til at betale for grønne investeringer. Jeg vil sige, at vi har nok til at klare os med det, vi har nu.«

Vækstøkonomien fremmer hverken menneskelig velfærd eller bæredygtighed, mener den britiske økonom Kate Raworth. Hun foreslår derfor en radikalt ny model for økonomien, hvor succeskriteriet ikke er stigende vækstkurver, men bedst kan beskrives med ... en doughnut
Læs også
»Jeg føler afgjort, at vi står et sted, hvor der er muligheder for store forandringer – fordi det finansielle system er løbet ind i eksistentielle problemer, fordi der sker gennembrud for den grønne teknologi, og fordi der sker en række andre ting,« lyder det fra økonom Kate Raworth, hvis bog om doughnut-økonomi udkommer i næste uge på dansk.
Læs også
Serie

Vi tager økonomien tilbage

Økonomien er taget fra os. Vi forstår den ikke og har ikke magt over den. Og når vi ikke forstår økonomien, kan vi ikke stille dem, der har magten over den, til regnskab – endsige forandre den.

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Det er da overhovedet ikke overraskende! De seneste 20 år har vi jo totalt lagt om fra et fornuftigt forbrug til total hedonisme - et amerikansk behov for at få og få lige her og nu, stik modsat vores langt mere fornuftige og sunde afvejning af reelle behov.
Velstand er usund, det kan man se på såvel private menneskers forbrug som byer, der pludselig får noget at gøre med (København er her det åbenlyse eksempel).

Trond Meiring, Kurt Nielsen og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Der er fremtid i nøje afbalanceret velfærd, der er ingen fremtid i forbrugerisme med den forlorene ‘klima LLR’ forklædt som voksen.

Det er ikke så svært at forstå hvis man tænker sig lidt om.