Læsetid: 7 min.

Min generation kommer til at slås med klimaforandringerne, uanset om vi vil det eller ej

»Han fortæller, at de beslutninger, vi træffer over de næste 10-12 år, vil determinere menneskehedens fremtid i de næste 10.000 år. Jeg hiver efter vejret.« En nybagt student rapporterer fra klimakonference i Reykjavik
I løbet af sommeren opdagede jeg – som alle andre – at jeg bare skulle se ud ad vinduet for at konstatere, at klimaet var alvorligt på afveje, skriver Alvilda Faber Striim. Her er det solbadere på Islands Brygge i København i august, hvor græsset efterhånden havde givet op over for varmen og tørken.

I løbet af sommeren opdagede jeg – som alle andre – at jeg bare skulle se ud ad vinduet for at konstatere, at klimaet var alvorligt på afveje, skriver Alvilda Faber Striim. Her er det solbadere på Islands Brygge i København i august, hvor græsset efterhånden havde givet op over for varmen og tørken.

ANDREAS HAUBJERG

27. oktober 2018

Da jeg blev student i sommer, kunne jeg ikke være mere ligeglad med miljøet. Jeg var bare færdig. Færdig med at sidde på min flade røv og forlade klasselokalet sent på eftermiddagen i en boble af tung information.

Bag mit selvoptagede ego vidste jeg godt, at den var gal. Og i løbet af sommeren opdagede jeg – som alle andre danskere – at jeg bare skulle se ud ad vinduet for at konstatere, at klimaet var alvorligt på afveje. Græsplænerne blev gule, og tørken spredte sig over landet ligesom befolkningens apati.

Min generation kommer til at slås med klimaforandringerne, uanset om vi vil det eller ej.

Derfor tog jeg i sidste weekend til konferencen Arctic Circle Assembly 2018 i Reykjavik for at forsøge at blive klogere på det globale klimaproblem.

Her er laksko, manchetknapper og nystrøgede habitter – konferencedresscode i den islandske arkitektperle Harpa. Udenfor pisker vind og bølger mod glasvæggene, og inden døre er politikere, videnskabsfolk, forretningsfolk og civile fra over 50 lande mødt op for at tale om fremtiden for klodens nordligste egne. Her omkring Arktis har klimaforandringernes konsekvenser vist sig langt hurtigere end på resten af kloden.

En ung kvinde skiller sig ud fra flokken med sin hjemmestrikkede trøje og store, krøllede hår. Hun er rank og har et undersøgende blik. Vi taler sammen, og hun hedder Paloma Siegel, er 18 år og kommer fra Californien. Hun er også frustreret.

Som unge bliver vi fortalt, at man skal lære sig selv at kende i mødet med andre verdenskulturer og rejse ud i den store verden.

»Jeg prøver at spare op, så jeg kan opleve verdens vidundere, før de forsvinder,« siger hun.

»Men det, at jeg rejser derhen, medvirker jo til, at de forsvinder.«

Hun viser sig at være en del af organisationen Students on Ice, der sender unge ud i verden for at se den smeltende is og de stigende have og den skrumpende biodiversitet. Ideen er, at når man først har set truslen med egne øjne, så er man også nødt til at handle.

Jeg spørger, om hun vil definere sig selv som klimaforkæmper.

»Der er visse ting, man ikke kan gå på kompromis med«, siger hun.

»Klimaet er en af dem. Kvinders rettigheder er en anden«.

Klimakongen King

79-årige Sir David King, en ægte kanon på klimafronten, træder op på scenen. En stemning af ærefrygt skyller gennem mørket over konferencens 2.000 deltagere. Han er den britiske regerings øverste guru inden for klimavidenskab.

Her ved konferencen bliver videnskab og opfindelser fejret, som var det selve Queen Beyoncé foran tusinde euforiske unge. Sir David King ler afslappet, da hans første lysbillede ikke straks dukker op på storskærmen bag ham.

Han har friske øjne og venlige ansigtstræk, og til at begynde med siger han, at han bestemt er positiv og tror på fremtiden. Men hans oplæg ender med, at han fortæller, at de beslutninger, vi træffer over de næste 10-12 år, vil determinere menneskehedens fremtid i de næste 10.000 år.

Jeg hiver efter vejret. Dramatisk. Om bare 10-12 år vil jeg være i begyndelsen af 30’erne og måske allerede have børn. Eller også har jeg fravalgt at føde dem af frygt for vores selvdestruerende fremtid.

Donald Trump, Jair Bolsorano, Villum Christensen og andre hovmodige klimafornægtere vil være pensionerede, long gone, og den tid, hvor de peakede, vil for længst være overstået. Deres kortsigtede impulser rækker ikke længere end vækst frem til næste valgdato. Det er andre, der skal leve med konsekvenserne.

Ganske oprevet efter endnu en klimaerkendelse løber jeg i klapsalvernes kølvand efter Sir David King. Han må da kende svaret på, hvad vi unge skal stille op. Desværre kommer jeg for sent. Mænd i jakkesæt har allerede stimlet sig sammen om ham i en tyk, ubrydelig mur.

Hæmmet af høflighed

Mit nye bekendtskab Paloma Siegel og jeg taler om, hvor mange forhindringer vores kultur og samfund stiller i vejen, hvis man vil leve et 100 pct. klimarigtigt liv.

»Det tror jeg næsten er umuligt«, siger den 18-årige aktivist og peger på sin plastikflaske, som hun var blevet nødt til at købe, da hun glemte den genbrugelige hjemme i Californien. Mine øjne flakker skyldbevidste mod min allerede tredje plastikflaske under forsamlingen.

Efter konferencen bliver jeg konfronteret med hendes modpol.

To frimodige fyre midt i 20’erne, som arbejder i lufthavnen, samler mig og min gennemfrosne hitch-hikende tommelfinger op fra landevejen på vej til lufthavnen. Lettet og taknemmelig over liftet kaster jeg mig ind på bagsædet. Motorens varme og udsigten til at nå mit fly får mig endda til at nikke rytmisk til de russiske techno-toner, der blæser for fuldt drøn ud af radioen.

»Vi flyver tit til andre storbyer i weekenderne for at kunne gå billigere i byen«, lyder det fra fyren bag rattet, da smalltalken langsomt og akavet ebber ud.

»Jep, drinks i Reykjavik er nemlig uhyre dyre,« supplerer vennen.

»Nice«, hører jeg min egen stemme svare automatisk. Min nye klimapassion og selvindbildte flair for at gøre oprør mod hele lortet siver hastigt ned i bagsædet.

Arctic Circle Assembly understregede for den klimauvidende person, jeg nu engang er, hvor kritisk klimaudviklingen allerede er i dag, og hvilke frygtindgydende udviklinger fremtiden vil byde på, hvis ikke alle gør noget fundamentalt anderledes. Så uanset hvor intensiv en klimakriger jeg bliver, vil jeg og de andre klimaforkæmpere stadig være i undertal.

Det er jo ikke, fordi jeg tror, at lufthavnsfyrene ikke har hørt om global opvarmning og ikke ved at flyvning ikke er specielt gavnligt for miljøet. Min teori er nok nærmere, at de to fyre, ligesom resten af vores generation, har haft ragnarok hængende lige over hovederne, siden de blev født.

Vi har lært, at vi skal huske at slukke stikkontakterne, samle skodder og slikpapir i skoven og ikke mindst aflure kunsten at affaldssortere. Vi har lært, at det er NU eller ALDRIG. Vi forstår, at det er vores generation, de voksne satser på. Vi skal opfinde alverdens teknologier til at rydde op efter dem og deres CO2-udledende livsstil, som vi er vokset op i og blevet en del af. Vi er Generation Red Planeten.

Samtidig er vi blevet født ind i et forbrugersamfund og en politisk virkelighed, der skriger på vækst. Desværre er det ikke kun, når vi glemmer at sortere kartoffelskræller fra plastik, at Jorden går under. Kvægavl, flyrejser, skovrydninger, fossile brændstoffer og uoverskueligt meget mere forårsager verdenskrisen.

Vi har vænnet os til klimatruslerne og accepterer magtesløst samfundets struktur. Selvfølgelig foretrækker vi at lade bekymringerne for planeten forblive korte bemærkninger og i stedet tale om weekendens byture, Tinder eller lange, personlige psykoanalyser.

I min taknemmelighed over de to islandske fyres lift undlader jeg naturligvis at komme med nærmere bemærkninger, selv om jeg føler et vist ansvar for at dele weekendens opdagelser. Jeg vil nemlig nødig udskamme deres beslutninger eller risikere at blive stemplet som hende den ekstremt klimafanatiske eller utålelige dommedagsprædikant. Og paradoksalt nok er jeg jo selv på vej mod et fly.

Alle elsker at se grønne ud

Til forsamlingen blev der ellers ikke sparet på ordene. »Bæredygtig turisme«, »bæredygtig energi« og »bæredygtig udnyttelse af naturressourcer« kunne man høre overalt. Grønne tanker pynter også på de sorteste ideer. Jeg er forvirret på et højere plan og har været det i lang tid.

Japans udenrigsminister, Taro Kono, tropper op og slår et slag for bæredygtigheden. Hans land har store fremtidsplaner om »rent kul«, siger han til sidst. Det er ligesom Donald Trump, der talte romantisk om det rene, uskyldige kul i sin åbningstale til den amerikanske kongres i år.

Bæredygtighed er ikke bare sexet i Arktis, det er det også hjemme i Danmark. Selv den mest middelmådige politiker har en klimapolitik klar i baglommen. Det er godt nok. Men det er svært at finde ud af, hvor meget politikerne virkelig mener det. Alle har forskellige ambitionsniveauer, men ingen lader til at være ambitiøse nok.

Hvis man bare kunne dufte, se eller føle global opvarmning, så ville vi måske fatte det.

Det kan Stanislav Ksenofontov, som er vokset op i Republikken Sakha i Nordrusland og er en del af et af Arktis’ oprindelige folkefærd.

»Vi er dybt afhængige af naturen, og derfor kan vi mærke klimaforandringerne, ved at der kommer færre fisk, og at rensdyrflokkene bevæger sig anderledes,« siger den unge fyr, da jeg møder ham til en af de mindre sessioner i Harpa.

Stanislav Ksenofontov forklarer levende, hvordan hans hjemby rent fysisk oplever klimaforandringer, og hvordan det direkte forringer deres primære arbejdserhverv. Jeg er målløs og indrømmer oprigtigt over for Stanislav, at jeg faktisk ingen ide havde om dette.

I lufthavnen vinker jeg farvel til de to fyre og råber tilmed:

»Vi ses, når weekendturen rammer Danmark!« Flyet letter fra den vulkanske jordbund, og jeg ser ud ad vinduet og ned på vores lille Jord, som blødt omfavnes af regnmættede skyer. Den skal nok klare det. Jorden altså.

Hvis man spørger mig, om jeg er blevet klogere på alt det der med klimaet, vil jeg nok svare nej.

Jeg er forvirret, frustreret og træt. Træt af at være bange for at blive stemplet som en klimafrelst veganer, træt af at høre verdens klogeste forskere råbe op om klimaet for 117. gang, træt af at se klimadystopiske Netflix-dokumentarer og træt af at læse flyselskabet Norwegians slogan ’Perfekt til Instagram’.

Jeg er træt af, at vi ikke kan begribe klimakrisen. Jeg er klar over, at vi er nødt til det.

Under frustrationen og vreden kan jeg mærke en ny drivkraft ulme.

Rejsen og opholdet er støttet af Miljø- og Energifonden

Hvordan kan vi fortælle om klimaforandringerne, uden at det presser folk til passivitet – måske endda modstand? Det skal vi ved også at prioritere de opbyggelige fortællinger
Læs også
Information har spurgt oppositionens fem partier, hvad de ville ændre ved regeringens klimaplan.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Skoubye
  • Kim Øverup
  • Jakob Trägårdh
  • Olaf Tehrani
  • Peter Tagesen
  • Flemming Berger
  • Torben K L Jensen
  • Jørgen Vogelius
  • Morten Balling
  • Jens J. Pedersen
  • Carsten Mortensen
  • Britta Hansen
  • Eva Schwanenflügel
  • Per Torbensen
  • Trond Meiring
  • Erik Karlsen
Christian Skoubye, Kim Øverup, Jakob Trägårdh, Olaf Tehrani, Peter Tagesen, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Jørgen Vogelius, Morten Balling, Jens J. Pedersen, Carsten Mortensen, Britta Hansen, Eva Schwanenflügel, Per Torbensen, Trond Meiring og Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

"»Jeg prøver at spare op, så jeg kan opleve verdens vidundere, før de forsvinder,« siger hun.
»Men det, at jeg rejser derhen, medvirker jo til, at de forsvinder.«"

Nok lidt uden for artiklens tema, men det slog mig straks, da jeg læste sætningerne, at vi her havde at gøre med den klimatiske og kulturelle version af Heisenbergs ubestemthedsrelation.

Jeg gad i øvrigt vide, hvor mange billige drinks de to omtalte fyre skal drikke uden for Island, for at det kan betale flyveturen ud og hjem igen.

Torben Bruhn Andersen, Anders Skot-Hansen, Trond Meiring, Lars N. Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Clausen

"Generation Red Planeten" blev allerede iværksat i 1971 med dannelsen af Greenpeace. Men INGEN gad at høre på dem. Der var endog nogle som anså dem som en slags terrorister. Men hva. Det var også dengang de selvsamme mennesker troede katolske præster var moralsk uanfægtelige.

- Sådan bliver selv de såkaldte borgerlige klogere.

Arne Albatros Olsen, Lillian Larsen, Torben K L Jensen, John Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben Bruhn Andersen, Jørgen Vogelius, Jens J. Pedersen, Dina Hald og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

endnu en prætentiøs og usikker Netflixforbruger. Start i dag. Drop dit abonnement på serier, som streames centralt fra gigantiske serverparker, der bruger uhyre meget strøm, og investér i et solcelleanlæg, når du en dag måtte være parcelhusejer - evt. som positivt resultat af afstemning i andelsboligforening eller generalforsamling i lejeforening. (Og så selvfølgelig en elbil, den dag du måtte få råd.) Du kan få alt det udstyr, der kræves, bortset fra panelerne og regulator i dit lokale byggemarked. Resten kan du få fat i i en dansk elektronikbutik eller specialforhandler. Bor du på landet er vindenergi i baghaven meget oplagt. Man kan sågar købe små mikromøller, som jeg ikke kender mærket på, men som jeg har observeret langs motorvejsbyggeri i Østjylland. Det er vigtigere at du gør noget selv for at fremskynde processen end at vente på uduelige politikere og grønne lobbyister med selviske kapitalinteresser, hvis du får dårlig samvittighed. Teknologien er her allerede. På med arbejdsbukserne og tommestokken op af lommen!

Jens J. Pedersen

Tilbage i 1970-læste jeg om økologiske problemer udarbejdet af en amerikansk biolog Eugene Odum skrievet i 1960-erne. Nu er der så gået snart 60 år, men der er ikke fundamentalt gjort noget.
Nu står vi med problemerne, der absolut ikke er mindre, men et bevis på, at vi som mennesker ikke er i stand til at tage vare på vore omgivelser.
Det er i stor udstrækning Kristendommen i den Vestlige Verden, der lever af naturen og ikke i naturen.
Går vi tilbage til den Indianske Kultur i f.eks. USA, så levede de i pagt med kulturen, men Kristendommen har gjort, at vi lever af nature (det billige skidt).
Kære folkevalgte kom nu op på hesten og lad være med at nedgøre Alternativet, der efter bedste evne forsøger at tage hånd om problemet, men bliver samtidig nedgjort på grund af forsøget. Alle etablerede politikere smågriner ad Alternativet.

E Z, John Andersen, Jan Weber Fritsbøger og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Alternativet er endnu en udstilling af vores ønske om at standse klimaforandringerne og vores manglende vilje til at gøre noget ved det. Det er da ikke sjovt, nærmere tragisk.

Jan Weber Fritsbøger og Niels Østergård anbefalede denne kommentar
Jan Weber Fritsbøger

stort set ingen fatter omfanget af den omlægning af vores livsstil der faktisk er nødvendig for at forhindre klimakatastrofen, heller ikke markus lund,
privatbilismen skal for eksempel helt væk, blot at vælge en elbil er ikke nogen løsning, så rådet burde lyde køb dig en god cykel,
vi skal nedsætte vores forbrug til kun det absolut nødvendige, ingen brug og smid væk intet energiforbrug til underholdning,
hele konceptet med forbrug (rigdom) som et gode der bør efterstræbes skal ud af vores kultur,
som jens j. petersen antyder bør den indianske kultur være vores nye forbillede,
vi skal respektere naturen mere end vi respekterer retten til forbrug,
en sygelig ide faktisk at vi har ret til at forbruge selv når det er en trussel imod naturen,
og der er vel lidt om snakken, at kristendommen har medvirket til problemet, og dog for også i lande hvor man ikke er kristne, er man jo forbrugere først og kun sekundært en del af naturen.

Man kan sige at mennesket er naturens eneste reelle skadedyr, men det behøver vi ikke vedblive at være, vi kan godt overleve i pagt med naturen og ophøre med at skade resten af naturen,
det kræver bare en næsten umulig revolution i livsstil og holdning,
sjovt nok siger bibelen noget som efter min opfattelse giver dyb mening, nemlig " de ydmyge skal arve jorden" dette tolker jeg som en profeti om at mennesket overlever sin rolle som skadedyr, og vender tilbage til naturen i en mere ydmyg rolle, som en del af naturen og ikke som ejer af planeten som vi går og tror vi er nu.
jeg er faktisk selv begyndt omstillingen, jeg har ikke bil men en god cykel, og jeg beundrer ikke de grådige (rige) og ønsker ikke selv at blive rigere, jeg er faktisk bevidst om at jeg er privilegeret i nærmest urimelig grad fordi jeg lever i et rigt (grådigt) land.

Arne Albatros Olsen, Niels Østergård, Britta Hansen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

På dette område er vi alle syndere. Men hvis "retningen" skal ændres, skal der helt andre holdninger og konsekvens til.

Ungdomsoprøret, - også kaldet 1968-oprøret, startedes af franske elitestudenter. Og nu er 20.000 franske studerende fra eliteuniversiteter igen i gang med et oprør, der denne gang er mod klimasyndere.

Og man skal gøre sig det klart, at adgangskravene til disse eliteuniversiteter er meget stramme og meget krævende. Til gengæld er studenter fra disse universiteter meget attraktive, og bliver konstant bombaderet med attraktive jobtilbud fra erhvervslivet under uddannelsen.

For en måned siden besluttede disse elitestudenter i et manifest, at de absolut ikke ville tage arbejde for virksomheder, der bidrager til klimaforandringerne. Og som de siger i manifestet; - "hvorfor tage cyklen på arbejde, hvis man hele dagen på jobbet bidrager til klimaforandringerne".

Jeg ved ikke, hvordan det et undgået danske mediers opmærksomhed. Men der er tale om studenter fra de absolut fineste og mest prestigefyldte universiteter i Paris, f.eks. Polytechnique, HEC og Agro - altså især teknik og økonomi. Det er netop her, man udklækker fremtidens ledere indenfor fransk politik, og erhvervsliv.

”Jo nærmere vi kommer vores første ansættelse, jo mere mærker vi, at det system vi indgår i, forsøger at drive os imod tjenester (ansættelser) som ofte er uforenelige med vores tanker, og forsøger at fastholde os i daglig inkonsekvens,” skriver studenterne, som også er beredte på de karrieremæssige konsekvenser, som deres engagement kan medføre.

Idéen bag dette manifestet er faktisk ved at brede sig til de mere almindelige universiteter i Frankrig, og har givet interesse ved visse universiteter udenfor landet.

Arne Albatros Olsen, Thomas Tanghus, Annemette Due, Flemming Berger, Britta Hansen, Dina Hald, Carsten Munk og Johannes De Fine Licht anbefalede denne kommentar