Min generation kommer til at slås med klimaforandringerne, uanset om vi vil det eller ej

Da jeg blev student i sommer, kunne jeg ikke være mere ligeglad med miljøet. Jeg var bare færdig. Færdig med at sidde på min flade røv og forlade klasselokalet sent på eftermiddagen i en boble af tung information.

Bag mit selvoptagede ego vidste jeg godt, at den var gal. Og i løbet af sommeren opdagede jeg – som alle andre danskere – at jeg bare skulle se ud ad vinduet for at konstatere, at klimaet var alvorligt på afveje. Græsplænerne blev gule, og tørken spredte sig over landet ligesom befolkningens apati.

Min generation kommer til at slås med klimaforandringerne, uanset om vi vil det eller ej.

Derfor tog jeg i sidste weekend til konferencen Arctic Circle Assembly 2018 i Reykjavik for at forsøge at blive klogere på det globale klimaproblem.

Her er laksko, manchetknapper og nystrøgede habitter – konferencedresscode i den islandske arkitektperle Harpa. Udenfor pisker vind og bølger mod glasvæggene, og inden døre er politikere, videnskabsfolk, forretningsfolk og civile fra over 50 lande mødt op for at tale om fremtiden for klodens nordligste egne. Her omkring Arktis har klimaforandringernes konsekvenser vist sig langt hurtigere end på resten af kloden.

En ung kvinde skiller sig ud fra flokken med sin hjemmestrikkede trøje og store, krøllede hår. Hun er rank og har et undersøgende blik. Vi taler sammen, og hun hedder Paloma Siegel, er 18 år og kommer fra Californien. Hun er også frustreret.

Som unge bliver vi fortalt, at man skal lære sig selv at kende i mødet med andre verdenskulturer og rejse ud i den store verden.

»Jeg prøver at spare op, så jeg kan opleve verdens vidundere, før de forsvinder,« siger hun.

»Men det, at jeg rejser derhen, medvirker jo til, at de forsvinder.«

Hun viser sig at være en del af organisationen Students on Ice, der sender unge ud i verden for at se den smeltende is og de stigende have og den skrumpende biodiversitet. Ideen er, at når man først har set truslen med egne øjne, så er man også nødt til at handle.

Jeg spørger, om hun vil definere sig selv som klimaforkæmper.

»Der er visse ting, man ikke kan gå på kompromis med«, siger hun.

»Klimaet er en af dem. Kvinders rettigheder er en anden«.

Klimakongen King

79-årige Sir David King, en ægte kanon på klimafronten, træder op på scenen. En stemning af ærefrygt skyller gennem mørket over konferencens 2.000 deltagere. Han er den britiske regerings øverste guru inden for klimavidenskab.

Her ved konferencen bliver videnskab og opfindelser fejret, som var det selve Queen Beyoncé foran tusinde euforiske unge. Sir David King ler afslappet, da hans første lysbillede ikke straks dukker op på storskærmen bag ham.

Han har friske øjne og venlige ansigtstræk, og til at begynde med siger han, at han bestemt er positiv og tror på fremtiden. Men hans oplæg ender med, at han fortæller, at de beslutninger, vi træffer over de næste 10-12 år, vil determinere menneskehedens fremtid i de næste 10.000 år.

Jeg hiver efter vejret. Dramatisk. Om bare 10-12 år vil jeg være i begyndelsen af 30’erne og måske allerede have børn. Eller også har jeg fravalgt at føde dem af frygt for vores selvdestruerende fremtid.

Donald Trump, Jair Bolsorano, Villum Christensen og andre hovmodige klimafornægtere vil være pensionerede, long gone, og den tid, hvor de peakede, vil for længst være overstået. Deres kortsigtede impulser rækker ikke længere end vækst frem til næste valgdato. Det er andre, der skal leve med konsekvenserne.

Ganske oprevet efter endnu en klimaerkendelse løber jeg i klapsalvernes kølvand efter Sir David King. Han må da kende svaret på, hvad vi unge skal stille op. Desværre kommer jeg for sent. Mænd i jakkesæt har allerede stimlet sig sammen om ham i en tyk, ubrydelig mur.

Hæmmet af høflighed

Mit nye bekendtskab Paloma Siegel og jeg taler om, hvor mange forhindringer vores kultur og samfund stiller i vejen, hvis man vil leve et 100 pct. klimarigtigt liv.

»Det tror jeg næsten er umuligt«, siger den 18-årige aktivist og peger på sin plastikflaske, som hun var blevet nødt til at købe, da hun glemte den genbrugelige hjemme i Californien. Mine øjne flakker skyldbevidste mod min allerede tredje plastikflaske under forsamlingen.

Efter konferencen bliver jeg konfronteret med hendes modpol.

To frimodige fyre midt i 20’erne, som arbejder i lufthavnen, samler mig og min gennemfrosne hitch-hikende tommelfinger op fra landevejen på vej til lufthavnen. Lettet og taknemmelig over liftet kaster jeg mig ind på bagsædet. Motorens varme og udsigten til at nå mit fly får mig endda til at nikke rytmisk til de russiske techno-toner, der blæser for fuldt drøn ud af radioen.

»Vi flyver tit til andre storbyer i weekenderne for at kunne gå billigere i byen«, lyder det fra fyren bag rattet, da smalltalken langsomt og akavet ebber ud.

»Jep, drinks i Reykjavik er nemlig uhyre dyre,« supplerer vennen.

»Nice«, hører jeg min egen stemme svare automatisk. Min nye klimapassion og selvindbildte flair for at gøre oprør mod hele lortet siver hastigt ned i bagsædet.

Arctic Circle Assembly understregede for den klimauvidende person, jeg nu engang er, hvor kritisk klimaudviklingen allerede er i dag, og hvilke frygtindgydende udviklinger fremtiden vil byde på, hvis ikke alle gør noget fundamentalt anderledes. Så uanset hvor intensiv en klimakriger jeg bliver, vil jeg og de andre klimaforkæmpere stadig være i undertal.

Det er jo ikke, fordi jeg tror, at lufthavnsfyrene ikke har hørt om global opvarmning og ikke ved at flyvning ikke er specielt gavnligt for miljøet. Min teori er nok nærmere, at de to fyre, ligesom resten af vores generation, har haft ragnarok hængende lige over hovederne, siden de blev født.

Vi har lært, at vi skal huske at slukke stikkontakterne, samle skodder og slikpapir i skoven og ikke mindst aflure kunsten at affaldssortere. Vi har lært, at det er NU eller ALDRIG. Vi forstår, at det er vores generation, de voksne satser på. Vi skal opfinde alverdens teknologier til at rydde op efter dem og deres CO2-udledende livsstil, som vi er vokset op i og blevet en del af. Vi er Generation Red Planeten.

Samtidig er vi blevet født ind i et forbrugersamfund og en politisk virkelighed, der skriger på vækst. Desværre er det ikke kun, når vi glemmer at sortere kartoffelskræller fra plastik, at Jorden går under. Kvægavl, flyrejser, skovrydninger, fossile brændstoffer og uoverskueligt meget mere forårsager verdenskrisen.

Vi har vænnet os til klimatruslerne og accepterer magtesløst samfundets struktur. Selvfølgelig foretrækker vi at lade bekymringerne for planeten forblive korte bemærkninger og i stedet tale om weekendens byture, Tinder eller lange, personlige psykoanalyser.

I min taknemmelighed over de to islandske fyres lift undlader jeg naturligvis at komme med nærmere bemærkninger, selv om jeg føler et vist ansvar for at dele weekendens opdagelser. Jeg vil nemlig nødig udskamme deres beslutninger eller risikere at blive stemplet som hende den ekstremt klimafanatiske eller utålelige dommedagsprædikant. Og paradoksalt nok er jeg jo selv på vej mod et fly.

Alle elsker at se grønne ud

Til forsamlingen blev der ellers ikke sparet på ordene. »Bæredygtig turisme«, »bæredygtig energi« og »bæredygtig udnyttelse af naturressourcer« kunne man høre overalt. Grønne tanker pynter også på de sorteste ideer. Jeg er forvirret på et højere plan og har været det i lang tid.

Japans udenrigsminister, Taro Kono, tropper op og slår et slag for bæredygtigheden. Hans land har store fremtidsplaner om »rent kul«, siger han til sidst. Det er ligesom Donald Trump, der talte romantisk om det rene, uskyldige kul i sin åbningstale til den amerikanske kongres i år.

Bæredygtighed er ikke bare sexet i Arktis, det er det også hjemme i Danmark. Selv den mest middelmådige politiker har en klimapolitik klar i baglommen. Det er godt nok. Men det er svært at finde ud af, hvor meget politikerne virkelig mener det. Alle har forskellige ambitionsniveauer, men ingen lader til at være ambitiøse nok.

Hvis man bare kunne dufte, se eller føle global opvarmning, så ville vi måske fatte det.

Det kan Stanislav Ksenofontov, som er vokset op i Republikken Sakha i Nordrusland og er en del af et af Arktis’ oprindelige folkefærd.

»Vi er dybt afhængige af naturen, og derfor kan vi mærke klimaforandringerne, ved at der kommer færre fisk, og at rensdyrflokkene bevæger sig anderledes,« siger den unge fyr, da jeg møder ham til en af de mindre sessioner i Harpa.

Stanislav Ksenofontov forklarer levende, hvordan hans hjemby rent fysisk oplever klimaforandringer, og hvordan det direkte forringer deres primære arbejdserhverv. Jeg er målløs og indrømmer oprigtigt over for Stanislav, at jeg faktisk ingen ide havde om dette.

I lufthavnen vinker jeg farvel til de to fyre og råber tilmed:

»Vi ses, når weekendturen rammer Danmark!« Flyet letter fra den vulkanske jordbund, og jeg ser ud ad vinduet og ned på vores lille Jord, som blødt omfavnes af regnmættede skyer. Den skal nok klare det. Jorden altså.

Hvis man spørger mig, om jeg er blevet klogere på alt det der med klimaet, vil jeg nok svare nej.

Jeg er forvirret, frustreret og træt. Træt af at være bange for at blive stemplet som en klimafrelst veganer, træt af at høre verdens klogeste forskere råbe op om klimaet for 117. gang, træt af at se klimadystopiske Netflix-dokumentarer og træt af at læse flyselskabet Norwegians slogan ’Perfekt til Instagram’.

Jeg er træt af, at vi ikke kan begribe klimakrisen. Jeg er klar over, at vi er nødt til det.

Under frustrationen og vreden kan jeg mærke en ny drivkraft ulme.

Rejsen og opholdet er støttet af Miljø- og Energifonden