Der mangler mening i tilværelsen, når man ikke lever, men blot overlever.
Nichlas Rønne Dam, 35, overlevede helvede i Helmand med beskydninger, vejsidebomber og tabet af tre kolleger, men han levede ikke videre hjemme i Danmark. En morgen, tre måneder efter sin hjemkomst, stod han paralyseret i køkkenet og kiggede ud i luften. Hulkende. Godt to år senere, i 2012, fik han diagnosen posttraumatisk stresslidelse, PTSD.
Men i 2014 begyndte Nichlas Rønne Dam igen at leve. Dragten var nu rød, ikke camoufleret, og den afghanske krigszone var skiftet ud med et svømmestadion i London, da han repræsenterede Danmark til første udgave af Invictus Games – OL for soldaterveteraner.
Nu skal et dansk hold afsted igen. Denne fjerde gang foregår det i Sydney, hvor 25 danske veteraner skal dyste mod 17 andre nationer i blandt andet bueskydning, indendørsroning og siddende volley.
Personlig udvikling over medaljer
Danmark er ikke repræsenteret ved alle 11 discipliner. De danske veteraners mentale tilstand har vægtet højere i udtagelsen end deres fysiske. Det betyder, at samtlige 25 deltagere har PTSD, men ingen ’kvalificerer’ sig fysisk til at deltage i eksempelvis kørestolsrugby.
»Deltagelsen i Invictus Games skal bidrage positivt til deres rehabilitering, men sportsligt er der ikke andre målsætninger end deres egne,« siger Claus Bodilsen, 49, team manager for den danske delegation.
Veteranerne har fået konstateret PTSD på vidt forskellige tidspunkter i livet, og da bruttotruppen på 50 skulle halveres efter to træningssamlinger, handlede det om at finde folk, der er det rette sted i deres personlige udvikling. Alle rejser til Sydney med forskellige målsætninger.
»For nogle af mændene handler det om at forbedre deres rolle som far og være mere til stede i familien, men det kan også være noget så simpelt som at komme ud ad døren og få genopbygget sociale relationer,« siger Claus Bodilsen.
Genopbygger skader på hjernen
Da Nichlas Rønne Dam to år efter sin PTSD-diagnose stod på et svømmestadion foran 5.000 tilskuere, handlede det ikke som tidligere om at blive nummer 1. Det handlede om at svømme 50 meter fra den ene ende til den anden. Og det gjorde han.
»Jeg begyndte at tro på mig selv – for fanden, hvis jeg kan stå her og nærmest blotte mig over for så mange mennesker på trods af alt, hvad jeg har været igennem, så kan jeg nok mere, end jeg gik og troede,« siger Nichlas Rønne Dam, som også deltog sidste år i Toronto.
Kurt B. Stage, ph.d. og overlæge ved psykiatrien i Region Syddanmark, arbejder til dagligt med soldaterveteraner og ved, hvilken positiv betydning sport har. Når man går med en langvarig psykisk lidelse som PTSD slider det på et bestemt sted i hjernen, som langsomt bliver mindre og mindre.
»Men motion kan være med til at genopbygge hjernen i de områder, der er blevet skadet, fordi der udskilles nogle ting i kroppen, der får hjernen til at vokse igen. Så rent kemisk set er det en god idé at dyrke sport, når man har en psykisk sygdom som PTSD,« siger Kurt B. Stage.
Rejsen slutter ikke efter Sydney
Selv om den store eksponering, veteranerne vil opleve til Invictus Games, kan slide på dem mentalt, må man ifølge Kurt B. Stage stole på, at det er med til at lade dem op på længere sigt. Og det er vigtigt for team manager Claus Bodilsen. Projektet handler nemlig også om at engagere veteranerne i foreningsliv og i nogle tilfælde få dem i arbejde efter Sydney.
Nichlas Rønne Dam må ikke dyste i Sydney, da han allerede har deltaget to gange, men med hjælp fra Forsvaret er han nu ved at uddanne sig til anlægsgartner. Han beskriver Invictus Games som en håndsrækning til at komme videre i livet, efter at han ikke længere kunne være operativ soldat.
»Og jeg kender mange soldaterveteraner, der stadig kæmper med at komme videre.«
