»Jeg sidder i helikopteren og siger ’nu, nu, nu’, fordi jeg tænker, at når jeg ikke siger ’nu’ mere, så er jeg er død. Jeg havde lovet min mor at komme hjem, hvad fanden skal der ske. Og pludselig slapper jeg helt af i kroppen og tænker: ’Nå, det var det.’ Jeg forliger mig med, at jeg skal dø.«
Kim Wilsborg, 58, sidder på en bænk ved Vejen Idrætscenter, men for et øjeblik var han tilbage i Nordirak.
Det er 25 år siden, at Kim Wilsborgs hjerne slog fra for ikke at flække til atomer. 25 år siden, han så benzindunken på gulvet og hørte skuddene mod den hvide FN-helikopter. De skulle igennem en no flight-zone for at hente hans danske soldaterkammerat JB, der var blevet hårdt såret. Kim havde foreslået JB at komme med til Irak, og i de seks timer mod Kuwait, hvor han knugede JB’s hånd, kunne han ikke slippe skyldfølelsen over, at hans ven var ved at forbløde.
Skæbnen vil, at en helikopter nærmer sig, mens Kim Wilsborg fortæller netop den historie. Vi ved godt hvorfor: Kronprins Frederik har meldt sin ankomst til denne træningssamling for soldaterveteraner, der snart skal repræsentere Danmark til Invictus Games i Sydney.
Det er ikke kun den overdøvende larm, der forstyrrer ham. Først bliver rytmen i talestrømmen brudt, og til sidst må han stoppe. Ellers knækker stemmen. Helikopterens umiskendelige signaturlyd trigger den før så fattede Kim og tager igen hans tanker med til Irak.
Først senere kan han færdiggøre historien. I dag ser han ikke længere JB – skyldfølelsen har aldrig sluppet ham.
Høj puls hele livet
I år 2000 fik Kim Wilsborg konstateret posttraumatisk stresslidelse, PTSD. Hvad fanden er nu det, tænkte han først. Men så begyndte det at give mening. Han var blevet skilt, græd, når han var alene, og brugte timer på at stirre ind i væggen. Det gav mening, hvorfor han havde lyst til at melde sig syg fra arbejde hver dag, hvorfor han blev mødt af et tomt blik og ubarberet ansigt i spejlet. Soldaten Kim havde ikke sat spørgsmålstegn ved sin sindstilstand.
»Smerte er svaghed, der forlader kroppen, ud med lortet og så videre. Man kan ikke bare give op,« siger Kim Wilsborg. Det fik ham til passe sit arbejde.
Men trods diagnosen satte han ikke tempoet ned. Først 14 år senere blev han tvunget til at trykke på stopknappen, da stress var ved at tage livet af ham.
Siden 1981, hvor Kim Wilsborg begyndte i Søværnet, har han ikke kendt til anden beskæftigelse end en med høj puls – altid eller ofte. Efter et forgæves forsøg på at komme ind i frømandskorpset landede han hos politiet i 1985. Han ville være livvagt hos PET, og blev det kort efter tilknyttet kongehuset. Han fik på få år mange kompetencer, og det blev billetten til Irak i 1993, hvor FN skulle bruge danske soldater.
Irak retur
12 måneder senere var Kim Wilsborg tilbage i Danmark, som han havde lovet sin mor. Han svor ikke at tage tilbage til Irak, men et år senere stod han der igen. Hverdagen i Danmark blev for triviel, og noget af ham var blevet dernede.
»Folk sad vitterligt og diskuterede, om brædderne var billigst i Bauhaus eller Silvan. Det blev for ligegyldigt, og jeg tænkte, at andre havde mere brug for mig,« siger han.
Anden tur var anderledes. I seks uger skulle Kim Wilsborg passe på en iransk oberst, som var styrtet ned i helikopter. Kun de to i et hus langt væk. Dag og nat. En mission, ingen måtte kende til, en mission, der kunne føre til ildkamp mod nogle irakere, der var interesserede i den værdifulde oberst Khalil. Kim Wilsborg klarede opgaven, men han sov heller ikke i 42 dage. Siden har han sjældent sovet godt.
Før Irak var han livvagt for Kronprins Frederik, så han håber på at få talt med ham her i Vejen. Han skæver over venstre skulder, da en mindre folkemængde af presse, veteraner og hobbyroyalister med kronprinsen i front bevæger sig mod idrætscenteret. Det er tid til at komme videre.
Opbygger ny identitet
En uge senere viser Kim Wilsborg mig rundt i sit hus ved Hillerød. Den rodede entré afslører børnene i huset, og huskelisten på bordet er med til at stykke billedet af en ganske almindelig familie sammen. Selv om huskesedlerne er lidt flere i netop dette hjem, hvor far og ægtemand har PTSD.
Han mistede sit første ægteskab til krigen, men det nuværende er 15 år stærkt og har givet ham to døtre. Han lever et fint liv, bedre end mange andre veteraner, men det er stadig hårdt hver dag.
Tidligere havde han en klar identitet. Han var eventyrlysten, udødelig og havde flere timer i døgnet end de fleste. Han var ønsket, værdsat og vigtig. Nu er han i fleksjob og passer have fem timer om ugen. Han tænker ikke over sin identitet, før nogen spørger.
Krig og PTSD er blevet en del af veteranen Kim Wilsborg. Han kan ikke præsentere sig uden at nævne sin tid som udsendt, for han vil ikke ses som en snylter i fleksjob.
Men Kim Wilsborg er i gang med at bygge en ny identitet op. Blandt pejlemærker i den udvikling er hans tjans som holdkaptajn for den danske Invictus Games-delegation på 25 veteraner. Han ringede rørstrømsk hjem til sin kone, da han fik overdraget hvervet. Kim vidste egentlig ikke, hvad det indebar at være kaptajn, men blot det, at nogen havde set et potentiale i ham, fik stærke følelser til at strømme gennem kroppen.
— Er det længe siden, du har følt det?
»Ja, det er det nok. Jeg har været vant til at gøre en forskel, og pludselig går jeg fem timer om ugen mutters alene og klipper hæk med et par høretelefoner på. Nu var der alligevel nogen udover min familie, som kunne bruge mig til noget.«
Børn giver et andet perspektiv
Sidst, vi snakkede sammen, beskrev Kim Wilsborg sit hoved som en radar, der kører hele tiden. Store forsamlinger gør ham træt. Han kan f.eks. vende hjem fra supermarkedet med kun halvdelen af varerne, fordi der er for mange mennesker.
I går var han træt. Han havde været til et slotsløb med den yngste datter på ti år, selv om han vidste, hvor opslidende det ville være. Han klarede det ved at holde sig inde i sin egen verden, og det betød, at han ikke fik takket de andre forældre for deres mad, før han og datteren smuttede. Hun ville også gerne hjem.
»Jeg spurgte ellers, om hun ville have en is, men nej. Og det kan godt være, at …« Han stopper op. Men fastholder øjenkontakten.
»Det har jeg ikke tænkt over før, men det kan være, at hun gerne ville hjem, fordi hun kunne mærke, at jeg ikke var helt tilpas,« fortsætter han.
Selv hvis han var i stand til det, ville Kim Wilsborg ikke takke ja til en udsendelse i dag. Det har givet ham et nyt perspektiv at få børn, som han ikke havde dengang. Han har dog ikke tænkt over, hvordan hans liv mon havde været, hvis han havde takket nej til anden tur i 1995. Kim er ikke interesseret i hypotetiske scenarier, men jeg er alligevel nødt til at høre, om han fortryder turene til Irak.
»Det lyder måske mærkeligt for andre, men nej. Selvfølgelig ville jeg gerne undvære mareridtene, men ikke på bekostning af oplevelserne. Det har givet mig nogle andre ting i livet,« siger han.
— Synes du selv, det er mærkeligt, at du har det sådan?
»Ja.«
— Har andre sagt det til dig?
»Nej – jeg når altid at komme dem i forkøbet,« siger Kim Wilsborg og griner.
— Jeg synes ikke, det er så mærkeligt.
»Nej. Måske skal jeg prøve at give folk chancen fremover.«
JB er et tilfældigt alias. Redaktionen er bekendt med hans fulde navn
