Læsetid: 5 min.

Invictus Games: »Jeg havde vænnet mig til hverdag, der ikke kunne blive bedre«

Det var på en FN-mission i Nordirak i 1992, at Christian Claydon-Smith, havde de oplevelser, der gør, at han i dag er PTSD-ramt. Bueskydningen er med til at give ham ro, fortæller han.

Det var på en FN-mission i Nordirak i 1992, at Christian Claydon-Smith, havde de oplevelser, der gør, at han i dag er PTSD-ramt. Bueskydningen er med til at give ham ro, fortæller han.

Emil Brøbech

20. oktober 2018

Den første kollega tog livet af sig kort efter hjemkomsten i 1992. Derefter kom flere til.

»De tog i sommerhus og kom ikke hjem igen,« siger Christian Claydon-Smith.

Den seneste var tilmed en ven. Det skete for fire år siden.

Eller fem. På stående fod er Christian Claydon-Smith lidt i tvivl, sådan kan det være med hukommelsen, når man har posttraumatisk stresslidelse, PTSD. Det første år efter sin udsendelse til Nordirak kan han ikke huske, og små ting i hverdagen glipper.

50-årige Christian Claydon-Smith har ikke lukket et øje i nat. Sådan er det også med PTSD. Han vågner typisk en fem-seks gange hver nat. Ligger uroligt. Men i nat har det været særligt slemt, fordi han skulle mødes med mig. Jeg var ukendt for ham, og alt ukendt er en forstyrrelse i Christian Claydon-Smiths hverdag.

Vi er i forvejen væk fra hans trygge rammer i Risskov. Vi sidder ved et bord- og bænkesæt i Vejen til tredje træningssamling med det danske Invictus Games-hold, der skal til Sydney og dyste. Her på andendagen sidder han og fortæller sin historie, selv om det har kostet ham nattesøvnen. For Christian Claydon-Smith er historien vigtigere end en enkelt nats søvn.

Varselsskud mod brystet

I 1987 begyndte den 19-årige Christian Claydon-Smith som konstabelelev i Fredericia. Skolebænken føltes fremmed for ham, men i Forsvaret fandt han sin hylde, og blot to år efter sin start var han sergent i Tønder. Efter en stille mission på Cypern kulminerede hans militære karriere det følgende forår i Irak i 1992 – på godt og ondt.

Danmark var ikke selvstændigt krigsførende dengang, men der blev udlånt soldater til FN-missioner, og blandt dem var Christian Claydon-Smith i 1992. Lokale i Nordirak skulle beskyttes fra Saddam Husseins angreb, og nødhjælp skulle fragtes sikkert ind i området.

De danske soldater var ikke klædt på til den krig, der mødte dem, mener han. Det var før invasionerne i Afghanistan og Irak i 00’erne. Det var en tid, hvor krig og åben ild var fremmed for Danmark. Så Christian Claydon-Smith og hans kolleger skulle klædes på dernede.

»Third button from the top,« siger han og tæller tre knapper ned på min skjorte. Lige dér, ved den tredje knap, midt på brystet, var det varselsskud, de lærte i Irak.

Christian Claydon-Smith mindes, at det var normalt for irakerne i området at have deres egne våben. Det var normalt at tro på Saddam Husseins forfalskede historier om Golfkrigen og hans fjendebillede af alt vestligt.

Han husker gassede og sønderbombede byer, der minder om nutidens massakre i Syrien. Sådan nogle ting husker han.

Han læner sig bagover.

»Der var så meget af byen tilbage,« siger han med hånden godt ti centimeter over græsset.

Dulmede følelserne med alkohol

Han fisker en pakke Rød Skjold frem af jakkelommen og spørger, om det er okay, at han ryger.

Første gang, han mærkede krigens brutale virkelighed, var da en kollega ikke mødte op til morgensamlingen. Ramt af fjendens skud i ly af mørket. Angreb på FN’s nødhjælpskaravaner fra Tyrkiet blev velkendt, håndgranater faldt i deres baggård og lig skulle jævnligt afhentes. Børn forsøgte at flygte til Tyrkiet gennem et minefelt, og når de trådte forkert, måtte Christian Claydon-Smith og hans kolleger håndtere konsekvensen af de forgæves forsøg.

»Ja,« siger han.

»Det var jo uundgåeligt.«

Han er ikke uberørt af minderne. Men terapi har givet ham et sprog til at bearbejde dem.

»Det er en terapiform, hvor alt skal ud, og det har fandme været hårdt,« siger Christian Claydon-Smith. Men det har hjulpet.

Nu kan han snakke om sin tid i Irak i stedet for at holde minderne gemt væk. Nu finder han ro i bueskydning og samhørigheden blandt andre veteraner. En ro, han i mange år havde svært ved at finde, fordi han ikke vidste, hvad der var skyld i de unødige irritationer og den manglende søvn.

»Så jeg begyndte at drikke,« fortæller han om sin hårde tid i 00’erne med en usund jagt efter ro. Længe før han fik konstateret PTSD i 2014.

»Og jeg drak rigtig meget. Det dulmede følelserne og de sanser, der hele tiden kører.«

En ekstra familie i Vejen

Imens han forsøger at tænde en ny cigaret i vinden, studser jeg over, at hans ægteskab har holdt siden 2001. Jeg havde en idé om, at PTSD knækker mange forhold – omvæltningen er for stor, det er ikke den samme person, der kommer hjem.

Og med tanke på Christian Claydon-Smiths historie passede han godt ind i fordommen. Men det er ikke tilfældet.

»Hun er min klippe. Jeg kommer ikke igennem det her uden hende,« siger han.

Og så ikke mere om det. Christian Claydon-Smith er en ærlig mand, men også en privat person med hustru og to børn. I disse dage er han en del af en anden familie, der kan tilbyde ham en forståelse som ingen andre, og den vil han gerne tale om. Han er ivrig efter at få fortalt andre veteraner, at der er veje ud af de sorte huller. At der er mulighed for at holde dem på afstand.

»For hvis hullet er lige nærheden, og der er det mindste, så hopper man ned igen. Det er vi gode til, sådan nogen som os,« siger han.

Han vender tilbage til bueskydningen. Hvad det gjorde ved hans hoved at få buen i hånden. Han skal fokusere, sigte efter ét mål og holde alt andet ude.

Han tænker lidt og griner så.

»Det er vel den grundlæggende soldaterviden, jeg ikke kan bruge i det civile. Det ligger bare på rygraden.«

Altid alert

Midt i et spørgsmål flakker hans blik. Der er en rude bag mig. Jeg vender mig og ser spejlbilledet af en hund, der går nogle meter bag ham.

— Havde du set den?

»Selvfølgelig,« siger han. Det er ikke pral, det er en indrømmelse. Han kan ikke lade være, ligesom han ikke kan lade være med at sætte sig et bestemt sted i restauranter og biografer, hvor ryggen er fri og udsynet optimalt.

»Jeg er altid alert.«

Vi retter fokus mod mit oprindelige spørgsmål. Ja, han føler sig mere hel efter sit forløb med Invictus Games.

— Troede du, at du kunne blive mere hel?

»Nej, for jeg havde vænnet mig til en hverdag, der ikke kunne blive bedre.«

Christian Claydon-Smith glæder sig til i aften, anden aften på træningssamlingen, hvor han for en sjælden gangs skyld regner med at sove »som en baby«. Sådan er det, når han bevæger sig hele dagen. Sådan er det med sport.

Kim Wilsborg (i midten) er holdkaptajn for de danske deltagere ved legene. Han vidste ikke, hvad det indebar, da han blev bedt om at påtage sig det – kun at nogen pludselig så et potentiale i ham. Og det var afgørende, fortæller han.
Læs også
Samtlige 25 danske deltagere i Invictus Games, der åbner i OL-byen i Sidney i dag, har PTSD.
Læs også

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu