Læsetid: 9 min.

Jeremy Corbyn kunne ikke engang få sine egne kolleger til at stemme på sig – nu kan han ende som premierminister

»Man behøver bestemt ikke bekymre sig for, om Jeremy Corbyn pludselig tager over,« jokede Tony Blair i 1990’erne. I årtier blev Corbyn anset for at være en vittighed, et udskud og en ekstremist. Så hvordan i alverden gik det til, at han nu kan være på vej til at blive premierminister i Europas næststørste land?
Jeremy Corbyn vil afskaffe Storbritanniens atomvåben, han kalder Hamas og IRA for »venner«, han går ind for et forenet Irland, han mener, at NATO bærer en stor del af skylden for Putins annekteringen af Krim. Og så er der hans forhold til jøder og Israel …

Jeremy Corbyn vil afskaffe Storbritanniens atomvåben, han kalder Hamas og IRA for »venner«, han går ind for et forenet Irland, han mener, at NATO bærer en stor del af skylden for Putins annekteringen af Krim. Og så er der hans forhold til jøder og Israel …

Christopher Furlong

6. oktober 2018

»Jeg græd,« husker Jeremy Corbyns nære ven, højre hånd og politiske allierede gennem fire årtier John McDonnell.

Det var en junidag i 2015, og han løb rundt i parlamentet for at overtale sine partikammerater i Labour til at skrive under på et papir, der gav Corbyn lov til at stille op som formand. Hvis bare 35 ud af 232 Labour-folk skrev under, kunne Corbyn i det mindste stille op mod ledelsens kandidater, men folk rystede på hovedet. Corbyn? Ham vegetar-cyklist-excentrikeren i det krøllede jakkesæt? Nej tak.

I årtier var Corbyn en blanding af en joke, et udskud og et skræmmebillede i Labour – så meget, at parlamentsmedlemmet Alan Simpson har fortalt The Guardian, at ledelsen sagde:

»Du skal være forsigtig med at tale med Jeremy Corbyn. En karriere kan blive ødelagt på den måde.«

De seneste to uger har både Labour og Det Konservative Parti holdt store partikonferencer, og mandag gik justitsministeren, den konservative Michael Gove, på talerstolen og tordnede imod Corbyn. Dette »Moskvaelskende, Hamaskrammende, brandbeskattende, midteødelæggende, jobdestruerende, nationalsangsundgående, NATO-hadende, klassekampsfremkaldende, enmandsmuseum for økonomisk dårskab, som Jeremy Corbyn er«.

Premierminister Theresa May fulgte selv op onsdag: Labour under Corbyn var »en national tragedie«, sagde den ellers så pæne premierminister.

Og det er da også et af de store spørgsmål i europæisk politik lige nu: Hvordan i alverden er det gået til, at en mand, som alle i britisk politik – fra Labour til De Konservative – i årtier betragtede som en ekstremist og et udskud, pludselig har mulighed for at blive premierminister i Europas næststørste nation?

Tre pund

»Jeg tiggede og bad dem,« har McDonnell fortalt om den junidag for tre år siden.

Få minutter før deadline manglede han stadig tre underskrifter, og han endte med at lægge sig på knæ foran tre medlemmer, han håbede kunne overtales. Det virkede.

Corbyn fik lige præcis 36 underskrifter. Han stillede op, og bookmakerne gav odds én til 100, hvis han sejrede.

Sagen var bare den, at den tidligere formand Ed Miliband havde ændret partiets regler for valg af formand. Nu havde alle menige medlemmer hver én stemme, og samtidig var prisen for et medlemskab blevet sænket til tre pund. Ambitionen var, at »Labour igen kunne blive en bevægelse«, som Miliband sagde i 2014. Og, nå ja, så kunne det måske stække fagforeningerne og venstrefløjen, håbede mange.

Men hverken Miliband eller bookmakerne kunne have forudset, hvad der så skete. At 106.000 nye medlemmer i løbet af de næste måneder strømmede ind i partiet – så mange, at hjemmesiden gik i sort. Og at 88.000 af dem stemte på den mest venstreorienterede formand nogensinde: 69-årige Jeremy Corbyn.

60 procent af medlemmerne stemte på ham, mens det kun var tilfældet med 20 ud af 232 parlamentsmedlemmer. Ingen aviser, ingen tænketanke og ingen tidligere ministre støttede ham. Det var uhørt, og partiet var i undtagelsestilstand. Vælgerne ville aldrig stemme på ham, han var jo »unelectable«.

Men ved valget i 2017 fik Labour sin største fremgang siden Anden Verdenskrig: Fra 30 til 40 procent af stemmerne. Selv Tony Blair, som havde kritiseret Corbyn, måtte opgivende konstatere:

»Jeg er ikke sikker på, at jeg forstår politik i øjeblikket.«

Personen Corbyn

Jeremy Corbyn voksede op som den yngste af fire sønner i en middelklassefamilie i en arketypisk engelsk landsby to timers kørsel vest for London. Forældrene var Labourmedlemmer og fandt hinanden til et politisk møde om Den Spanske Borgerkrig. I skolen nægtede Jeremy Corbyn at være med i skolens vagtkorps, han gik ind i fredsbevægelsen og meldte sig ind i Labour som 16-årig.

Han tog eksamen med de dårligst tænkelige karakterer, så i stedet for at begynde på en uddannelse fløj han to år til Jamaica og underviste børn i geografi, inden han rygsækrejste rundt i Latinamerika. Bagefter flyttede han til det multietniske Londonkvarter Islington, og i 1983 kom han ind i parlamentet, hvor han har siddet lige siden.

Jeremy Corbyn er vegetar, drikker ikke alkohol og cykler til alt. En flink fyr, siger folk – »sådan en person, som vil halvere sine sandwiches og dele dem med dig, hvis du møder ham i toget«, som den tidligere Labourpolitiker Chris Mullin har fortalt. Corbyn laver sin egen marmelade og er Arsenal-fan. Og så arbejder han hele tiden. Møder, demonstrationer, valgkamp … Hans første kone forlod ham angiveligt, fordi han aldrig var hjemme. Han har tre sønner og er gift for tredje gang.

Hele sit politiske liv har Corbyn kørt parløb med vennerne John McDonnell og Diane Abbott, der står til at blive henholdsvis finans- og indenrigsminister i en Corbynregering. En komplet utænkelig tanke for 20 år siden. Dengang var de isolerede i Labour, og politologen Philip Cowley har opgjort, at Corbyn i alt er gået imod partilinjen 617 gange, hvilket gør ham til det mest rebelske Labour-parlamentsmedlem nogensinde.

»I stedet for karrierer havde de sager,« som The Guardian skriver i et stort portræt af de tre politikere.

Anti-USA, anti-NATO, antiatomvåben …

Det var, som Tony Blair med stor selvfølgelighed bemærkede i 1996:

»Man behøver bestemt ikke bekymre sig for, om Jeremy Corbyn pludselig tager over.«

’For the Many, Not the Few’

Det er stadig et udbredt synspunkt, at Corbyn er politisk ekstrem. Men det er ikke helt rigtigt, forklarer journalist og mangeårigt Labourmedlem Lewis Goodall i sin nye bog Left for Dead? The Strange Death and Rebirth of the Labour Party.

»Han var et produkt af en klar retning i partiet, som kan spores tilbage til valget i 2010 og endnu længere. Og han er en del af en international tendens.«

Ja, Corbyns økonomiske politik er mere venstresnoet end den tidligere formand Ed Milibands – men ikke meget. Corbyn vil hæve mindstelønnen til ti pund i timen, Miliband sagde otte. Corbyn vil gøre det gratis at gå på universitet, Miliband ville lave et loft på 5.000 pund om året. Corbyn vil nationalisere energinettet, Miliband ville lave et prisloft. Corbyn er ikke en revolution, men en videreudvikling af en venstredrejning, der allerede var i gang, mener Goodall.

Under valglampen i 2017 udgav Corbyn sit politiske manifest For the Many, Not the Few. Han ville hæve skatten for alle, der tjente over 80.000 pund om året. Direktører i firmaer, der arbejder for staten, måtte ikke tjene mere end tyve gange så meget som deres medarbejdere. Gratis universitetsundervisning, gratis mad i folkeskolerne, billige boliger – og så skulle jernbanerne, vandværkerne og postvæsenet nationaliseres.

Det faldt i god jord. Man kan nemlig fortælle en ret simpel historie om baggrunden for Corbyns succes:

Et hus i Storbritannien koster i dag syv årsindkomster – for én generation siden kostede det kun tre. Pensionerne bliver mindre, studielånene vokser, der har været ti år med austerity, uligheden er vokset, og produktiviteten er steget hurtigere end medianindkomsten. Det har fået unge briter til at flygte fra De Konservative til Labour. For som magasinet The Economist skrev i sidste uge:

»De kan ikke blive en del af det system, som De Konservative gerne vil konservere

Ikke så underligt, at 66 procent af førstegangsvælgerne stemte Labour, og at 69 procent af folk over 70 år stemte konservativt.

Et mordvåben

Men der er også en mere omfattende sociologisk forklaring på Corbyns fremgang: Der er røre i den politiske andedam i Vesten, og vælgere skifter parti som aldrig før. I Storbritannien er den andel, der skifter side, gået fra 15 procent i 1975 til 40 procent i 2015, det viser tal fra politologen Jane Green.

Men fordi det britiske valgsystem er ’flertalsvalg i enkeltmandskredse’, der favoriserer store partier (UKIP fik f.eks. 3,8 mio. stemmer ved valget i 2015, men kun ét parlamentsmedlem), kommer ustabilitet til udtryk internt i partierne. Så Corbyn er ikke bare endnu en Labourleder, han er en protestfigur a la Trump, Salvini eller Le Pen.

Corbyn er også blevet »et mordvåben vendt mod eliterne«, som den britiske forfatter Andrew Sullivan formulerede det i Weekendavisen for nogle uger siden. I en kulturkrig, hvor fronterne ikke bare er venstre/højre, men by/land, unge/gamle og højtuddannede/lavtuddannede.

»Corbyn har formået at holde sammen på en meget forskelligartet vælgerskare: socialt konservative arbejdere og kulturelt liberale middelklasseprofessionelle,« siger Matthew Goodwin, der er professor i politik på University of Kent.

»Begge grupper synes om hans økonomiske politik, og han har holdt på arbejderne ved at sige, at han anerkender Brexit. Samtidig har der ikke været noget stærkt alternativ: De Konservative er splittede, og Liberaldemokraterne har ikke været overbevisende.«

Tiden vil vise, hvad det betyder for Labour, at de i forrige uge besluttede at støtte en ny Brexit-afstemning – noget, Corbyn tidligere var imod.

Autentisk uautentisk

Corbyns tilhængere siger ofte, at han er »autentisk«. Det modsatte af alle de pragmatiske centrumpolitikere. Det er ligesom Bernie Sanders i USA og Jean-Luc Mélenchon i Frankrig: gamle venstrefløjsikoner, der har sagt det samme i 40 år.

Men det er ikke altid tilfældet med Corbyn. Hvad mener han f.eks. om det største spørgsmål i britisk politik siden Anden Verdenskrig: Brexit? I forrige måned blev han stillet det samme spørgsmål seks gange af en journalist: »Tror du helt ærligt, at Storbritannien har det bedre uden for EU?« Og seks gange talte han udenom på den mest politikeragtige facon. Autentisk?

Corbyn har i det hele taget modereret sig, siden han er blevet formand. Han stemte jo faktisk remain (efter en utroligt halvhjertet kampagne). Han taler ikke længere om, at Storbritannien skal træde ud af NATO – en organisation, han ellers mener er skabt »for at promovere en kold krig«. Han er endda begyndt at synge den britiske nationalsang. Måske virker Jeremy Corbyn bare så autentisk, at han kan tillade sig at være uautentisk.

Lewis Goodall konkluderer, at Corbyn »ikke så meget er et sæt politiske ideer som en stemning eller en tankegang.«

Men på den anden side er hans indenrigspolitik faktisk temmelig vidtgående, og der er stadig mere 70’er-aktivisme i Corbyn, end der nogensinde har været i 10 Downing Street: Han vil afskaffe Storbritanniens atomvåben, han kalder Hamas og IRA for »venner«, han går ind for et forenet Irland, han mener, at NATO bærer en stor del af skylden for Putins annekteringen af Krim. Og så er der jo hans forhold til jøder og Israel …

Antisemit på cykel

I juli bragte tre jødiske aviser en leder, der kalder Corbyn en »alvorlig trussel mod den jødiske eksistens«. Det hele udsprang af Corbyns livslange støtte til palæstinenserne og ditto hårde kritik af Israel. Der dukkede nemlig videoklip op, hvor Corbyn hygger sig med ledere fra Hamas, et billede, hvor han måske lægger en mindekrans for nogle muslimske terrorister, og en video fra et møde, hvor han siger, at en gruppe britiske zionister »ikke forstår engelsk ironi«.

Den britiske journalist Nick Cohen, som har været en af Corbyns hårdeste kritikere på venstrefløjen, har sagt om Corbyn og hans ven McDonnell:

»De vil alliere sig med en hvilken som helst fjende af den vestlige verden – uanset hvor kvindehadende, homofobisk, racistisk eller antisemitisk den måtte være – bare den er antivestlig.«

Andre har rystet på hovedet og sagt, at han jo bare kritiserer staten Israel og ikke jøderne.

På trods af den hårde sommer ligger Labour relativt stabilt i meningsmålingerne, og det føles efterhånden som lang tid siden, at John McDonnel faldt på knæ for partikammeraterne.

Nu kan Corbyn ende som premierminister. Det har været en lang march – fra de bageste pladser til den øverste taburet.

»Jeg er meget udholdende,« har Corbyn selv sagt.

»Jeg cykler jo hver dag.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Alvin Jensen
  • Kurt Nielsen
  • Trond Meiring
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Alvin Jensen, Kurt Nielsen, Trond Meiring, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Måske handler det bare om, at briterne blot kan lide Corbyn? Og hans politik.

Alvin Jensen, Mogens Holme, Bettina Jensen, Steffen Gliese, Niels Duus Nielsen, Flemming Berger, Steen K Petersen, Per Torbensen, Carsten Wienholtz, Torben Skov, ingemaje lange og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Steen Sohn

Hvad er hans politik. Vil han blive i EU eller ud? Hvordan vil han bevare freden i Nordirland?

Krig er vigtigere end mindstelønnen. Fra et klassesynspunkt handler det om hvordan arbejderklassen aflønnes samlet set, ikke om timebetalingen til den enkelte.

Hvis jeg havde skullet skrive den artikel, havde jeg godt nok beskrevet Corbyn's politiske liv noget anderledes. HELE det politiske etablissement hader ham ganske rigtigt ikke mindst hans eget party Labour. I modsætning til Trump hvor mange af hans tidligere kritikere nu støtter Trump hader alle stadig Corbyn. Han er en KÆMPE trussel mod status quo i England og dette er den alt overskyggende grund til at han er en paria i den politiske verden, hvor de store gamle partier ligesom i store dele af resten af verden er systembevarende frem for alt.

Derfor skal hele misæren omkring Corbyns såkaldte antisemitisme forstås i lyset af hans trussel mod status quo. Nøjagtig ligesom i USA er ENHVER kritik af Israel af udenrigspolitiske hensyn bandlyst i England. Ikke mindst medierne er dybt censureret og hvis en journalist endelig kritiserer Israel har det ALTID konsekvenser. Derfor bør Information beskrive dette zionistiske miljø i England. ENHVER kritik af Israel bliver af mainstream politik og medier straks betegnet som antisemitisme nøjagtig ligesom USA og en række andre lande (host DK) ikke dækker og kritiserer Israel/Palæstina konflikten objektivt.

Så Corbyn er ikke bare en smule anderledes end Miliband. Der er en grund til, at de alle hader ham så meget mere end Milibrand. 8 eller 10 pund i mindsteløn er heller ikke en lille forskel.Nationalisere el-nettet kontra lave et prisloft er også en markant ideologisk forskel. Corbyn er et symbol på en folkelig bevægelse, der gør oprør mod det etablerede England.
Så vil I være en del af problemet eller løsningen Information?
Hvis I vil være en del af løsningen ville i dykke mere ned i, hvorfor Brexit og nu Corbyn er forekommet, og ikke bare prøve at tegne et billede af Corbyn som en der minder om Miliband og i øvrigt ikke tør bevare sine holdninger over tid.

Alvin Jensen, Mogens Holme, Jens Kofoed, Bettina Jensen, Tobias Andresen, Anne Eriksen, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Jørgen Nielsen, Randi Christiansen, Steffen Gliese, Benjamin Bach, Niels Duus Nielsen, Anders Graae, Flemming Berger, Torben K L Jensen, Jan Jensen, Ole Frank og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Mainstream-medierne har prøvet gennem en længer tid at lokke Corbyn til at kræve en hel ny afstemning. Så ville han, iflg. medierne, være den rette mand til at blive ny premierminister. Corbyn faldt ikke for smigeren...De ville også falde ham i ryggen ret hurtigt, da deres interesser gælder de overklassen, mens Corbyns gælder arbejderklassen.

For Corbyn må det gælde at forsøge at blive Premiereminister først, dernæst - da han nu skal lede forhandlingerne med EU, Brexit.

Alvin Jensen, Bettina Jensen, Jørgen Nielsen, Steffen Gliese, Torben K L Jensen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Er opbakningen til Jeremy Corbyn faldet efter hetzen eller efter valget - Nej,det ligger konstant omkring 42 % - 8 % over de konservative - har det ændret sig efter dancing queen var på scenen i Manchester - heller ikke.

Alvin Jensen, Bettina Jensen, Jørgen Nielsen, Steffen Gliese, Benjamin Bach, Niels Duus Nielsen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Kend dine fjender - derfor abonnerer jeg på The Guardian og læser sprøjten hver eneste fucking dag.

Niels Duus Nielsen, Trond Meiring og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Og nu der tales om det så ligner Guardian mere Politiken og dermed de radikales politiske linje.

Bettina Jensen, Benjamin Bach, Niels Duus Nielsen og Jan Jensen anbefalede denne kommentar

The Guardian har ligesom Washington Post, New York Times og Politiken, nogle fantastisk dygtige journalister og laver ofte fantastisk journalistik... men også ideologi for establishmentet....

jeg læser den med glæde for at holde mit engelsk i gang!

Men det føles længe siden at The Guardian havde nosser nok til at Glenn Greenwald fik lov at køre sine Snowden-artikler.

Bettina Jensen, Per Torbensen, Benjamin Bach, Niels Duus Nielsen, Hans Aagaard og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar

"da han nu skal lede forhandlingerne med EU, Brexit."

Det kan han ikke nå. Der skal først udskrives valg. Derefter skal han eventuels blive PM. Og lur mig om dette ikke bliver efter 29 marts 2019.

Torben K L Jensen

SNP og Nicola Surgeon har lige sagt at hun stemmer imod Theresa May i underhuset (SNP har 59 MP´s) sammen med Labour og lur mig om hun ikke har aftalt med Corbyn at hun støtter ham som PM mod at få en ny folkeafstemning i Scotland for at forblive i EU.

Bettina Jensen, Steffen Gliese og Jan Jensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Han har forresten også sagt at går 100 % ind for en toldunion - To fluer med eet smæk Scotland og Nordirland får ingen hård grænse.

Torben K L Jensen

Måske er det grunden til EU´s stejle holdning - de vil af med May,udløse et valg og få en blød brexit med Corbyn ved bordet.

Hvis May ryger, så tror jeg det bliver internt pga. hvad hun har strikket sammen af Chequers Plan - og de vælter hende før den bliver effektueret 29 marts 2019. Falder hun, og Corbyn på den ene eller anden måde overtager vil EU med glæde give ham laaang tid til at forhandle en helt ny plan. Men det er en stram tidsplan op til den 29. marts.

Jeg er ret sikker på at en Corbyn i Premiereminister-stolen er noget de vil hade i Bruxelles. Hans politik vil sprede sig til alle deres medlemslande og EU-kortet vil igen blive rødt. Men denne gang med rigtig røde partier....

Så heller en lorteaftale, set fra EU, med May...

Bettina Jensen, Michael Friis og Torben Skov anbefalede denne kommentar

Corbyn er ikke remainer. Men han viger (også) ofte uden om dette emne
https://www.markpack.org.uk/153744/jeremy-corbyn-brexit/
Corbyn kan blive PM, og jeg tror, det er en større risiko for UKs økonomi end Brexit. EU vil ikke have Corbyn. Han er farlig.
Han minder om vores Villy Søvndal. Store ord, urealistik og bedst i opposition.
Jeg finder ham ret forfriskende. Måske bliver han PM, men vil tabe valget efterfølgende.

@Michael Friis
Han minder om vores Villy Søvndal. Store ord, urealistik og bedst i opposition.

Tiden er skiftet og problemernes dimensioner er helt anderledes. Villy kæmpede ikke med en udmeldelse af EU, privatiserede jernbaner, haste-privatiserede sundhedsvæsen, nedskæringer overalt (selv i Politiet!). Ja, Corbyn har støtter i Politiet... imagine that.

Man kan ikke sammenligne tidl. SF-leder Villy Søvndal lille og midlertidige fremgang, med en parti-leder af UKs største parti, der har siddet for Labour i parlamentet siden 1983 og har 42% i meningsmålingerne.

Det er totalt ude af proportioner.

Jeg finder ham ret forfriskende. Måske bliver han PM, men vil tabe valget efterfølgende.

Du kan selv være forfriskende. Hvor kommer analysen fra?

Her er lidt om partierne i UK, som er vigtigt at forstå:

As of April 2018, Labour had 540,000 members, compared to just under 125,500 SNP members as of August 2018, and 124,000 Conservative members reported in March 2018. As of August 2018, The Liberal Democrats had 99,200, Green Party 39,400, UKIP 23,600 and Plaid Cymru 8,000 members. Party membership has risen notably since 2013, both in total and as a percentage of the electorate.

Alvin Jensen, Bettina Jensen, Torben K L Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

EU vil have Corbyn, efter at UK i årtier har stået i vejen for en udvikling af en egentlig politisk union, der ikke blot er halehæng til USA. Tiderne er forandret, og det blev pludselig mere tydeligt, end de fleste havde håbet på, med valget af Trump. For Europa er der ikke andet tilbage end at samle sig om en progressiv politik og sende den angelsaksiske fantasi-økonomi på pension.

"Måske er det grunden til EU´s stejle holdning "

Nu er det UK der vil ud af EU. EU er ikke et land men en række traktater der ikke lige kan laves om så det passer UK. UK vidste på forhånd at EU havde 4 modeller for samarbejde de kunne tiltræde efter udmeldelsen. Og UK vil ikke have nogen af dem. Og nu påstå UK at der er EUs fejl at EU ikke tilpasser sig til UKs ønsker. Det er jo latterligt.

Steffen Gliese

Hvis Socialdemokratierne havde fastholdt Corbyns linje, ville de ikke stå afklædte og venneløse tilbage. Så ville de udgøre et flertal i EU-parlamentet.

Alvin Jensen, Mogens Holme, Bettina Jensen og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar