Kavanaugh lider under en mangel på sublimering

Da Donald Trumps nominerede til den ledige højesteretspost i USA, Brett Kavanaugh, blev anklaget for i sin ungdom at have begået seksuelt overgreb på Christine Blasey Ford, kom forklaringerne på, hvorfor han umuligt kunne stilles til ansvar for dét, prompte fra ham selv og en række konservative politikere og medier i USA. Faktisk var forklaringerne så mange og så overbevisende, at det næsten måtte vække mistanke.

Det mindede om den historie, Freud fortæller i Drømmetydning om en mand, der blev bebrejdet, at han havde lavet hul i den kedel, han havde lånt af sin nabo: For det første var der ikke hul i den, da han leverede den tilbage; for det andet, var der allerede hul i den, da han lånte den; og for det tredje havde han aldrig lånt nogen kedel af naboen i det hele taget.

Brett Kavanaughs forsvarere mente for det første, at det ikke var et rigtigt overfald (men bare drengestreger eller lidt sjov til en fest); for det andet, at det ikke var Kavanaugh, men én af hans klassekammerater, der havde overfaldet dr. Ford; og for det tredje, at det hele var opdigtet og aldrig havde fundet sted. Hver for sig ville disse forklaringer have været mulige at holde sig til, men tilsammen vækkede de mistanke om, at det mere handlede om så hurtigt som muligt at finde en måde at undskylde den kandiderende dommer.

Uanset hvad Brett Kavanaugh ender med at blive belastet med, har der gennem de seneste uger tegnet sig et billede af ham og hans gamle skolekammerater som del af en privilegeret, hvid overklasse i USA, der har været vant til at tænke sig selv som naturlige indehavere af retten til at bestemme over andre og udnytte dem til egen fordel. Herunder at forgribe sig på kvinder for sjov.

Selv om anklagerne mod Kavanaugh går tilbage til 1980’erne, er der masser af aktuelt, politisk sprængstof i sagen, fordi sexchikane stadig finder sted, og unge mænd stadig forgriber sig på unge kvinder, ydmyger dem og nedgør dem.

Nordsjællandske ydmygelser

Herhjemme har sensommerens sager om bl.a. de såkaldte »puttemiddage« blandt gymnasieelever og kåringer af årets lækreste røv og så videre blandt folkeskoleelever vakt forargelse og bestyrtelse. Det virker horribelt, at den slags kan forekomme i et land, hvor ligestilling hyldes som grundværdi, og hvor vi angiveligt er helt anderledes civiliserede end resten af verden.

Men måske kan man lære noget af Kavanaugh-sagen for at forstå, hvad der er på spil i de unges nye ritualer: Man må se på noget mere end enkeltstående individers hang til excesser. Ydmygende ritualer har at gøre med selve grundetiketten i hierarkiske strukturer. Det er måske ikke tilfældigt, at de fleste afsløringer af seksualiserede ritualer på skoler og gymnasier kommer fra Nordsjælland – Danmarks svar på de overklasseghettoer, Kavanaugh har bevæget sig i – men der er alligevel også noget andet på spil.

For hvad er det, disse ritualer med puttemiddage og kropsbedømmelser handler om? Er det ikke en logisk konsekvens af en kultur, hvor alle er oversvømmet med konstante evalueringer af alt fra undervisningen i skolen til den samtale, man lige har haft med en ejendomsmægler?

»Hvordan vil du bedømme din serviceoplevelse i Føtex i dag på en skala fra 1-5?« Selv toiletterne i togene kan evalueres. Børn vokser op i en testkultur, hvor deres viden og kompetencer konstant bliver bedømt, og når de tænder for fjernsynet, møder de talentshows og dommere, der giver karakterer for sang, dans og personligt udtryk. På en måde er det imponerende, at børnene i en sådan kultur ikke er blevet mere perverterede.

Problemet er med andre ord ikke så meget, at unge drenge giver udtryk for deres begær efter smukke kvindekroppe, men at begæret tager den form, som det gør. At det tager form af et decideret overklasseprivilegium i Kavanaughs tilfælde og af en præstationskultur i puttemiddagene.

Sublimer

Hvad begge tilfælde lider under, er en mangel på sublimering, dvs. den evne at omsætte sine umiddelbare tilbøjeligheder til en anden form. Psykoanalysens begreb om sublimering kan nemlig sige mere end blot, at man skal fornægte sine sanselige drifter og i stedet beskæftige sig med kunst eller frimærker.

Det handler mere generelt om at give sin drift et andet udtryk, end den først finder »af sig selv«, og det kan faktisk også (måske endda snarere) betyde at bryde fri af de kulturelle mønstre, man er blevet indprentet og har lært af sine omgivelser.

Sublimering kan således sagtens betyde at udvikle en anden måde at forholde sig til sex end den, man ellers har lært eller bliver presset til. Det kunne f.eks. være at tale om sex, lave sjov med sex og røre ved andre uden at betragte det som ens nedarvede privilegie.