Læsetid: 9 min.

Da lægerne endelig kom tilbage til Tingbjerg

I tre år var der ingen læge, der gad åbne en praksis i den belastede københavnske bydel Tingbjerg. Men nu er lægerne tilbage. En af dem er Amneh Hawwa. Sammen med sine kolleger tager hun sig af patienter, der har eftervirkninger fra kvindelig omskæring, som ikke har råd til medicin, og som i nogle tilfælde har taget piller i årevis uden at have forstået, hvad de egentlig fejler
Man hører jo ting hist og pist, men kvinderne, der kommer her, er blevet omskåret, før de er kommet til Danmark. Jeg ser det ikke hos den unge generation, siger Amneh Hawwa om sine patienter.

Man hører jo ting hist og pist, men kvinderne, der kommer her, er blevet omskåret, før de er kommet til Danmark. Jeg ser det ikke hos den unge generation, siger Amneh Hawwa om sine patienter.

20. oktober 2018

Amneh Hawwa stikker hovedet ind i venteværelset, hvis slidte vægge er dekoreret med et orientalsk tæppe. Der sidder én patient med tørklæde på.

»Kom med mig,« siger Amneh Hawwa, vender om på hælen og går med små hastige skridt ned ad klinikkens gang, så hendes pink stetoskop svinger fra side til side om halsen på hende. Til sidst drejer hun ind på sit kontor og lukker døren efter sig selv og patienten.

Scenen er på næsten alle parametre helt normal. Den udspiller sig hver dag i hundredvis af lægeklinikker landet over. Men her i Tingbjerg, hvor Amneh Hawwa og patienten befinder sig, har den indtil for nylig været en sjældenhed.

Tingbjerg er en bydel, hvor den gennemsnitlige beboer dør otte år tidligere end københavnerne fra indre by, der ligger små 10 kilometer herfra. Faktisk dør tingbjerggenserne så tidligt, at levetiden i bydelen svarer til levetiden i Danmark for 50 år siden, viser en rapport, som Københavns Kommune lavede i 2014.

Rapporten viser også, at der bliver røget rigtig mange cigaretter og spist en del usund mad i bydelen, som er et af de 25 danske boligområder, der står på regeringens ghettoliste. Derfor har en ualmindelig stor del af beboerne KOL og diabetes.

På den måde er Tingbjerg et eksempel på, at der er social ulighed i sundhed i Danmark. Men i tre år blev bydelen altså også et eksempel på ulighed i adgang til sundhed.

I 2015 lukkede den sidste læge i Tingbjerg, Asger Pilegaard, nemlig sin praksis, fordi han skulle på pension. Han havde prøvet at sælge klinikken i årevis uden held, og heller ikke efter lukningen meldte nogen alment praktiserende læger sig til at tage over.

»For ti år siden kunne jeg have solgt min praksis for to millioner kroner, men nu har jeg kun udgifter i forbindelse med lukningen,« sagde den ældre læge dengang til Ekstra Bladet og luftede tanken om, at bydelens ry for bandevold og social udsathed skræmte nye læger væk.

Sådan fik man lægerne tilbage til Tingbjerg

I de år, hvor Tingbjerg stod uden en læge, har man fra politisk side diskuteret, hvordan man kan sikre læger i belastede områder samt i Danmarks udkantsområder. Og i Tingbjerg kom Københavns Kommune, Region Hovedstaden og PLO-H (Praktiserende Lægers Organisation i hovedstaden) frem til, at de måtte lokke lægerne til med frynsegoder.

Således har Amneh Hawwa og den anden nye læge, Ruth Ertmann, ikke været nødt til at købe klinikkens lokaler, men har i stedet lejet dem. Derudover har klinikken fået en socialrådgiver tilknyttet de første to år.

Sidst men ikke mindst har lægerne fået hjælp til et tolkesystem over telefon, og så har kommunen betalt en halv million kroner til at gøre de nye lægelokaler klar.

Og i en tid, hvor der i forvejen er mangel på alment praktiserende læger, og hvor nyuddannede læger kan vælge og vrage mellem klinikker, hvorfor så købe en praksis i Tingbjerg, hvor patienterne er ’tunge’ og mere tidskrævende, når man kan købe én i Hellerup, hvor folk er mindre syge og mere ressourcestærke?

Der skulle gå næsten tre år, før det endelig lykkedes kommunen og regionen at overtale to læger til at flytte ind i bydelen. Den ene af dem er Amneh Hawwa, som åbnede sin klinik i foråret.

»Vi skal løse en kæmpe social opgave herude. Det kræver rigtig meget arbejde, og jeg håber, at vi lykkes med den,« siger den nye Tingbjerg-læge.

Lægens mission

Amneh Hawwa er det, man ville kalde ’en karakter’.

Hun har palæstinensisk baggrund, er født og opvokset i Nazareth i Israel og kom til Danmark for 45 år siden. Senere blev hun læge med speciale i almen medicin og gynækologi. Så fik hun også en uddannelse som klinisk sexolog, og i mange år har hun beskæftiget sig med indvandrerkvinders seksuelle sundhed.

Danmark er velfungerende, og velfærdssamfundet virker. Også i ghettoen og også for indvandrerfamilier. Vi har ikke så mange, der synker helt ned til bunden, siger  Amneh Hawwa, der her er på hjemmebesøg.

Det får hun også mulighed for på klinikken i Tingbjerg. Hver uge rådgiver hun for eksempel indvandrerkvinder om prævention. Derudover får hun brugt sin uddannelse i gynækologi, når hun møder kvinder, som har kroniske smerter efter at være blevet omskåret.

»Jeg har patienter, der ikke kan have samleje, fordi de har smerter på grund af en omskæring. Og så bliver vi nødt til at arbejde med at udvide deres skeder,« fortæller Amneh Hawwa og siger, at hun heldigvis aldrig har set en ’frisk’ omskæring, der er lavet i Danmark.

»Man hører jo ting hist og pist, men kvinderne, der kommer her, er blevet omskåret, før de er kommet til Danmark. Jeg ser det ikke hos den unge generation.«

Men det er ikke hendes baggrund, der gør hende til en karakter. Det er mere den måde, hun siger tingene på – fuldstændig uden omsvøb.

»De fleste socialt belastede danskere har ikke indsigt i sundhed. Så de ryger cigaretter, drikker alkohol, og så bliver de syge,« siger hun for eksempel om sine patienter, mens hun sidder ved bordet i personalerummet og pakker bokse med humus væk, som hun og hendes kolleger netop har spist til frokost.

»Det samme gælder mange udlændinge. De spiser de ting, som smager godt. De bevæger sig ikke, fordi ’åh, det gør ondt’ eller ’åh, det er så koldt udenfor’. Og så bliver de fede.«

Størstedelen af de patienter, der kommer på klinikken, er fra Tingbjerg, men ikke alle. Derudover har cirka 60-70 procent af patienterne på klinikken anden etnisk baggrund, og hver gang Amneh Hawwa tager på arbejde, føles det som »at tage flyveren til Mellemøsten«, synes hun.

»Og det kan jeg godt lide.«

Men netop fordi så mange patienter er indvandrere, ser Amneh Hawwa sig selv som mere end en læge. Hun er på sin vis også en slags opdrager og integrationskonsulent.

»Jeg vil ikke bare sidde og uddele medicin dagen lang,« siger hun og himler diskret med øjnene, som om det var det værste, hun kunne forestille sig.

Derfor sker det ofte, at hun udskriver recepter til patienterne og i samme ombæring giver dem en opsang om sund livsstil og god børneopdragelse eller et velment, men bestemt råd om, at de skal få sig et job i stedet for at være på understøttelse.

— Er der ikke nogen, der bliver sure over din tilgang?

»Jo. De synes nogle gange, at jeg er styg. Men det er min mission. Jeg vil ikke bare sidde og være sød, rar og behagelig. Det kan godt være, at det virker lidt hårdt. Men helt ærligt, nogle mennesker har brug for, at man siger nej. Ellers gør man dem en bjørnetjeneste.«

Tolkeproblemer

Da Amneh Hawwa sammensatte sit personale, var det vigtigt for hende at finde nogle mennesker, der forstår kulturforskelle.

Derfor har hun en spansk læge ansat, en iraker og en iraner, en dansker, en tyrker, en der er gift med en iransk mand, en somalisk lægestuderende og en inder.

To af de ansatte på klinikken er jordemoderen Gabriela Rehfeld og den nyuddannede lægevikar Line Abildgaard Nielsen.

De er begge glade for at arbejde i Tingbjerg, og det skyldes især, at det giver dem en følelse af at gøre en forskel. Men arbejdet er langtfra problemfrit. For jordemoderen er den største udfordring ved arbejdet i Tingbjerg især, når hun og patienten ikke taler samme sprog. Og hun synes, at det er et særligt problem ikke at kunne fortælle patienten, hvad der foregår, når hun foretager følsomme undersøgelser.

»Det er jo specielt ubehageligt ikke at kunne forklare, hvad man laver, når man har at gøre med folks underliv,« siger Gabriela Rehfeld.

De ansatte på klinikken er stadig ved at finde ud af, hvordan de skal tackle den nye tolkelov, der trådte i kraft 1. juli i år. Før i tiden kunne indvandrere, der har været i Danmark i mere end tre år og stadig ikke taler dansk, få en tolk betalt af regionen. Men ikke længere. Ifølge den nye lov skal de selv betale. Loven har mødt kritik fra blandt andet sundhedspersonale, som frygter, at mange indvandrere ikke vil have råd til at betale for en tolk.

Lægemangel i ghetto og udkant

Der er generelt mangel på alment praktiserende læger i hele Danmark. Det giver lang ventetid, og så går det særligt ud over de såkaldte ghettoer og dele af den danske udkant, hvor beboerne i mange tilfælde ikke har en praktiserende læge i nærområdet.

I 2015 lavede lægemediet Dagens Medicin en optælling, der viste, at kun 12 ud af 25 områder på regeringens ghettoliste har en læge i »gåafstand« fra beboerne (maksimalt 1,5 kilometer væk).

På klinikken forsøger de selvfølgelig at bestille en tolk til dem, der har råd, siger Line Abildgaard Nielsen.

»Men det er der bare rigtig mange, der ikke har, for det koster 334 kroner for en tolk til en konsultation på et kvarter.«

Når det sker, må patienten benytte sig af en pårørende. Og det sker ofte. Den pårørende kan være en svigerdatter, et barn eller en nabo, der taler bedre dansk end patienten.

»Og det er usikkert land, du bevæger dig i, for du har jo ingen mulighed for at vide, om den, der tolker, rent faktisk har forstået, hvad du siger,« siger Gabriela Rehfeld.

Ud over pengeproblemer i forbindelse med at betale for tolkning oplever Amneh Hawwa også, at patienterne siger, at de ikke har råd til deres medicin. Men også her bruger hun i visse tilfælde den lidt mere kontante tilgang.

»Det er selvfølgelig svært, for man skærer ned på integrationsydelse, på dagpenge, på kontanthjælp. Jeg ved det godt,« siger hun.

»Men! Så plejer jeg altså at sige: I har det bedre end der, hvor I kommer fra. Det duer ikke. Det duer ikke, at du bruger penge på at rejse ned og besøge din familie og sende penge hjem til dine forældre, og at du så ikke har råd til at købe medicin til dig selv.«

Sundhedssvigtet

Mange beboere i Tingbjerg har fundet en læge et andet sted i København, efter den sidste læge i bydelen gik på pension. Men det er ikke alle, det er lykkedes for – eller alle der har forsøgt.

Faktisk møder Line Abildgaard Nielsen af og til patienter på klinikken, der ikke har været til læge i årevis.

»Så er de bare taget på hospitalet, hvis de pludselig oplevede at blive meget syge, men de har ikke haft en læge at gå til i hverdagen,« siger hun. Det synes hun »mærkeligt og dybt frustrerende at være vidne til« som læge.

»Jeg vil nok ikke gå så langt som at sige, at borgerne her er blevet syltet. Men man kan godt kalde det en sundhedssvigtet gruppe.«

Det er også sket et par gange, at hun har haft patienter, der ikke anede, hvorfor de skulle tage en bestemt medicin – de gjorde det bare.

»Patienten har måske på et eller andet tidspunkt været til lægen, fået at vide at hun har for højt blodtryk og så fået blodtryksmedicin. Det har hun så taget i 10 år. Men egentlig har hun ikke helt forstået, hvad lægen sagde i første omgang, og derfor har hun heller ikke været klar over, hvorfor hun tog den medicin, hun tog. Og hun er heller ikke kommet til opfølgende tjek, så medicinen er ikke blevet justeret løbende,« siger Line Abildgaard Nielsen.

Men for Amneh Hawwa er det vigtigt, at det ikke kommer til at lyde som om, at Tingbjerg er et slags sort hul midt i Velfærdsdanmark. For det drejer sig om et fåtal af borgere, der har oplevet et decideret svigt.

»Danmark er velfungerende og velfærdssamfundet virker. Også i ghettoen og også for indvandrerfamilier. Vi har ikke så mange, der synker helt ned til bunden. Heldigvis.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Torben K L Jensen
  • Anne Eriksen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
  • Bjarne Bisgaard Jensen
David Zennaro, ingemaje lange, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Mikael Velschow-Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Eva Schwanenflügel og Bjarne Bisgaard Jensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er forkert at kalde Tingbjerg for en ”belastet bydel”, selv om nogle af beboerne i artiklen har meget alvorlige udfordringer.
Tingbjerg er kun på regeringens lister, fordi regeringen har lavet om på betingelserne.
Realiteten er at langt de fleste er i arbejde eller uddannelse og at kriminaliteten er faldet meget.
Dermed ville Tingbjerg ikke stå på regeringens liste, hvis ikke den var lavet om til tre nye lister, som det er meget lettere at komme ind på og meget sværere at komme ud af.

Cai-Erik Andersen, Rolf Andersen, Nike Forsander Lorentsen, David Zennaro, Bjarne Bisgaard Jensen, Torben K L Jensen, Anne Eriksen, Steffen Gliese, Herdis Weins, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar