Et liv er forbi: Hicham Mouna viste sin kærlighed gennem fysisk tilstedeværelse

Når man taler om kvindekamp og ligestilling i minoritetsmiljøet i Danmark, er der et navn, som står helt centralt. Hicham Mouna. Det er ikke et navn, som har figureret i medierne eller i den bredere offentlighed, men for dem, som er en del af kampen, var han uomgængelig.

Da skandinavens første moské for kvinder, Mariam Moskeen, slog dørene op i 2016, var Hicham Mouna med om bord i den 12-personers store bestyrelse. En post, han var blevet inviteret til, fordi han havde markeret sig inden for kvindekampen, blandt andet ved allerede i 2012 at støtte op om alle de mange nye minoritetsstemmer, der kom ind i den offentlige debat.

Når der i moskeen blev talt om, at de skulle lave en global revolution, nikkede Hicham Mouna, men kunne samtidig finde på at svare:

»Ja, ja, men vi skal også have nogle medlemmer.«

Han var først og fremmest praktikeren, der fik realiseret versionerne.

En af de ting, han fik ført ud i livet var, at han i sin tid i moskeen var med til at skrive en række skilsmissedokumenter, som gav muslimske kvinder ret til islamisk skilsmisse.

Derudover arbejdede han til daglig både i en klub for udsatte unge og påtog sig en hel del frivilligt arbejde for socialt udsatte. Han afsluttede en læreruddannelse og supplerede den med en kandidatgrad i pædagogisk psykologi.

Alt sammen i løbet af 31 år. Han blev ikke ældre. Og selv om det kan virke, som om han ikke stod stille på noget tidspunkt, holdt den kroniske lungesygdom, han var født med, ham nogle gange tilbage.

Som en god ven har sagt om ham:

»Forestil dig, hvad han havde udrettet, hvis han havde helbredet på sin side.«

Brugte religionen i dialogen

»Jeg er her maks., til jeg er 35 eller 40 år,« plejede Hicham Mouna at sige. Derfor vidste han godt, at han nok hverken ville blive gift eller få børn. Værst var dog bevidstheden om, at han en dag skulle efterlade sine forældre og sine søskende.

Forældrene kom fra Marokko til Danmark, hvor Hicham Mouna blev født og voksede op. Det var på Nørrebro i København i en kernefamilie. Og netop derfor så han det som en pligt at hjælpe andre.

Han lagde aldrig skjul på, at han kom fra et religiøst hjem, eller at han selv var troende muslim. For ham var medmenneskeligheden pulsen og omdrejningspunktet, når han fortolkede og praktiserede sin religion.

Måske var det også derfor, at han evnede at kommunikere med nogle af de mænd, som var kritiske over for den nydanske kvindekamp. Blandt andet fordi han genkendte deres opvækstvilkår, formåede han at rykke ved deres fordomme og få dem til at reflektere.

Praktikeren

Hicham Mouna var hverken til hyggeprojekter eller dialogkaffe. Han havde et par enkelte fritidsinteresser, som gik ud på at game på den computer, han selv havde bygget, eller at male warhammer-figurer. Derudover talte han sjældent om sig selv.

I sit daglige arbejde og på det frivillige felt handlede det for ham om at hjælpe socialt udsatte med en vej ud af afhængigheden – ofte handlede det om lavpraktiske ting som at lære NemID, at lave lektier eller lære, hvor man skulle søge støtte i kommunen.

»For hvad nytter snak, når du står på et vaklende fundament?« som han kunne finde på at sige.

Ud over at være praktisk anlagt, når det gjaldt arbejde, var Hicham Mouna det også på andre områder. Den jakke, han altid gik rundt i, var for eksempel både vandtæt, vindtæt og med aftageligt for, så den kunne bruges på alle tider af året.

Som ven var han en, man kunne skrive til klokken seks om morgenen på en grå regnvejrsdag og spørge, om han havde tid til at gå en tur inden arbejde – og så ville han troppe op et kvarter efter.

Det var sådan, han viste sin kærlighed til sine omgivelser. Ikke verbalt, men gennem fysisk tilstedeværelse.

Den svære kærlighed

For fem og et halvt år siden fik Hicham Mouna en lungetransplantation. Men den medicin, han efterfølgende fik, påvirkede hans øvrige organer så voldsomt, at hans nyrer til sidst gav op.

I starten af oktober – efter at være blevet skrevet ind og ud af hospitalet i et par måneder – fik han derfor plads på et hospice og skrev en opdatering på Facebook:

»Vi ved ikke, hvor længe jeg har tilbage, og det kan jo være, at jeg får det bedre, men som udsigterne er nu, er der uger/måneder tilbage.«

»I skal bare vide, at jeg elsker jer alle og håber, I alle opnår jeres drømme, uanset hvor store eller små I føler, de måtte være!«

En af de sidste samtaler, han havde med en af sine nære veninder handlede om store spørgsmål som kærligheden, og hvad det egentlig var for en størrelse.

Hicham Mouna nåede aldrig at komme på hospice. Han døde den 8. oktober – tre dage efter opslaget på Facebook.