Læsetid: 16 min.

Vi må gøre os fri af myten om individets frihed

I en epoke, hvor statsmagter og magtfulde selskaber kender os bedre, end vi kender os selv, er de liberale demokratiers indgroede tro på, at mennesker har en fri vilje blevet farlig
Vores forestiling om den frie vilje er ikke bare forkert, den baner vejen for selskaber og regimer, som ønsker at hacke vores hjerner, skriver Yuval Hoah Harari.

Vores forestiling om den frie vilje er ikke bare forkert, den baner vejen for selskaber og regimer, som ønsker at hacke vores hjerner, skriver Yuval Hoah Harari.

Mia Mottelson

13. oktober 2018

Bør forskere altid søge sandheden – selv hvis den kan true den sociale sammenhængskraft? Skal vi altid udstille de løgne, der holder vores samfundsorden oppe, som netop løgne? Mens jeg skrev på min nye bog, 21 lektioner for det 21. århundrede, indså jeg, at der her ligger et enormt dilemma for det liberale demokrati.

På den ene side føler jeg mig overbevist om, at den liberale verdensopfattelse i flere henseender er forfejlet: Den fortæller os ikke den fulde sandhed om verden. Og skal vi overleve som civilisation og endda gøre os håb om lykke og fremgang i det 21. århundrede, har vi ikke noget valg: Så bliver vi nødt til at overskride den. På den anden side udgør det liberale demokrati stadig et uundværligt fundament for den globale orden, og hvad mere er: I disse år bliver det i stigende grad truet af religiøse og nationalistiske fanatikere, som tror på nostalgiske fantasier, vi for længst burde have afskrevet som farlige og skadelige.

Skal jeg da sige tingene uden omsvøb? Løbe risikoen for, at mine ord bliver revet ud af kontekst og misbrugt af demagoger og autokrater til at optrappe deres angreb på den liberale orden? Eller bør jeg måske snarere udøve selvcensur? Det er netop karakteristisk for illiberale regimer, at de søger at hæmme ytringsfrihed, selv uden for deres grænser. Når disse regimer vinder frem i vor tid, bliver det således også vanskeligere at formulere kritiske tanker om os selv.

I sidste ende vælger jeg at tage den åbne diskussion frem for at censurere mig selv. Dels fordi jeg stadig tror på det liberale demokratis større styrke. Dels fordi jeg finder det bydende nødvendigt at bane vejen for at reformere det. Liberalismen har frem for andre ideologier det store fortrin, at den er fleksibel og udogmatisk. Bedre end nogen anden social orden tåler den kritik, ja, ret beset er den den eneste sociale orden, der tillader modstandere at stille spørgsmålstegn ved selve dens fundament.

Liberalismen har formået at overleve tre store kriser – Første Verdenskrig, fascismens udfordring i 1930’erne og den kommunistiske udfordring fra 1950-70. De, som forestiller sig, at liberalismen i dag er gerådet i alvorlig krise, burde ihukomme, hvor langt værre alting var i 1918, 1938 og 1968.

Truet art

I 1968 var de liberale demokratier begyndt at ligne en truet art, destabiliseret som de var af optøjer, politiske mord, terrorangreb og indædt ideologisk strid. Befandt man sig i tumulterne i Washington på dagen efter mordet på Martin Luther King, i Paris i maj 1968 eller ved det demokratiske partikonvent i Chicago i august 1968, må det have været en nærliggende tanke, at et sammenbrud kunne være forestående.

Og mens kaos bredte sig i Washington, Paris og Chicago, herskede der fred og harmoni i Moskva og Leningrad. Sovjetsystemet så ud til at skulle bestå for altid. Og ikke desto mindre skulle det netop blive sovjetsystemet, der kollapsede – og endda blot 20 år senere. 1960’ernes store politiske og kulturelle sammenstød endte med at styrke det liberale demokrati, mens den kvælende ro i Sovjetunionen tværtimod var et forvarsel om systemets undergang.

Men så kan vi vel bare håbe på, at liberalismen genopfinder sig selv endnu en gang? Måske, men vær ikke for sikker på det. Sagen er, at den store udfordring i dag hverken kommer fra fascismen eller kommunismen – ja, den kommer ikke engang fra de demagoger og autokrater, der myldrer frem i vor tid som tudser efter regnvejr.

Denne gang kommer udfordringen fra laboratorierne.

Liberalismen bygger på den grundantagelse, at mennesket er frit. I modsætning til f.eks. rotter og aber er mennesker ifølge denne tankegang udstyret med ’fri vilje’. Og det er lige præcis det, der gør menneskelige følelser og menneskelige valg til verdens ultimative moralske og politiske autoritet. Liberalismen fortæller os, at vælgeren ved bedst, at kunden altid har ret, og at vi skal tænke selv og følge vores hjerter.

Ulykkeligvis er ’den frie vilje’ ikke en håndgribelig videnskabelig realitet. Den er en myte, som vi har arvet fra den kristne teologi. For det var teologer, der hittede på ideen om ’den frie vilje’ som en forklaring på, hvorfor Gud gør ret i at straffe syndere for deres forkerte valg og belønne helgener for deres gode. For hvorfor skulle Gud straffe eller belønne os, hvis vi ikke havde truffet vores valg i suveræn frihed? Ifølge teologerne giver det god mening for Gud at gøre det ene eller det andet, eftersom vores valg afspejler vore evige sjæles frie vilje som en instans, der er hævet over alle fysiske og biologiske lovmæssigheder.

Den ufri vilje

Den myte har meget lidt at gøre med de indsigter, videnskaben i dag er nået frem til om homo sapiens og andre dyr. Vist har mennesker en vilje. Men fri er den ikke.

Vi kan ikke beslutte, hvilke lyster, hvilket begær vi ønsker at have. Vi kan ikke beslutte os for, om vi ønsker at være introverte eller ekstroverte, sorgløse eller ængstelige, hetero- eller homoseksuelle. Vi træffer ganske rigtigt valg, men disse valg er aldrig uafhængige. Hvert af vore valg beror på en mængde biologiske, sociale og personlige forudsætninger, som vi ikke selv kan vælge eller fravælge frit.

Jeg kan tilsyneladende vælge, hvad jeg vil spise til aftensmad, hvem jeg vil gifte mig med, og hvem jeg vil stemme på, men til dels er disse valg igen determineret af mine gener, min biokemi, mit køn, min familiebaggrund, min nationale kultur osv. – og jeg har ikke selv valgt, hvilke gener eller hvilken familie jeg ville have.

Viljens ufrihed er ikke abstrakt teori. Den kan erfares af enhver, let og umiddelbart. Læg blot mærke til næste tanke, der falder dig ind. Hvor kom den lige fra? Valgte du frit, at du ville tænke akkurat den tanke akkurat lige nu? Selvfølgelig ikke. Iagttager du din egen bevidsthed nøje, vil du snart indse, at du ikke har nogen større kontrol med, hvad der foregår. Og at du ikke vælger frit, hvad du vil tænke, hvad du vil føle, og hvad du vil ønske.

Selv om ’fri vilje’ altid har været en myte, har myten dog tjent sit formål i århundreder. Den indgød mod i dem, som kæmpede imod inkvisitionen, kongers guddommelige ret, KGB og KKK. At hylde den var heller ikke forbundet med større omkostninger. I 1776 eller i 1945 var det relativt harmløst at tro på, at menneskers følelser og valg var produktet af en eller anden ’fri vilje’ snarere end resultatet af biokemi og neurologi.

Men nu er troen på ’den frie vilje’ pludselig blevet farlig. Hvis stater og magtfulde koncerner får held til at hacke menneskedyret, vil de personer, der tror på den frie vilje, blive dem, der er lettest at manipulere med.

For at få held til at hacke mennesker behøver man to ting: En god forståelse af biologi og en meget stor mængde regnekraft. Inkvisitionen og KGB havde ingen af delene. Men snart vil statsmagter og store selskaber råde over begge dele, og ikke blot kan de hacke dig og forudsige dine valg, de kan også instrumentalisere dine følelser. Statsmagter og selskaber kan udmærket gøre dette uden at kende dig til fuldkommenhed. De behøver blot at kende dig en lille smule bedre, end du kender dig selv. Og dette er langtfra umuligt, for meget få mennesker kender sig selv i noget videre omfang.

For dem, som hylder den liberale verdensopfattelse, vil det selvfølgelig være fristende at forkaste udfordringen:

»Nej, det kommer aldrig til at ske. Ingen kan nogensinde hacke den menneskelige ånd, for i den findes noget, der går bag om gener, neuroner og algoritmer. Ingen vil nogensinde blive i stand til helt at forudsige og manipulere med mine valg, for mine valg er en afspejling af min frie vilje.«

Men at afvise udfordringen får den ikke til at forsvinde. Benægtelsen vil tværtimod blot gøre os mere sårbare over for den.

Det begynder med de helt enkle ting. Mens du surfer rundt på internettet, bliver dit blik pludselig fanget af en overskrift:

»Indvandrerbander voldtager lokale kvinder.« I selv samme øjeblik surfer også din nabo på nettet, men hendes blik fanges af en anden overskrift: »Trump er klar til atomangreb på Iran.«

Hun klikker på den. Begge overskrifter er fake news, muligvis skabt af russiske trolls eller af en websideindehaver, der gerne vil tiltrække større trafik for at øge sine annonceindtægter. Både du og din nabo tror, at I har klikket på disse overskrifter af egen fri vilje. Realiteten er, at I begge er blevet hacket.

Målsøgende missiler

Propaganda og manipulation er selvfølgelig ikke nyt. Men hvor de tidligere omtrent fungerede som et tæppebombardement, er de nu ved at udvikle sig til præcisionsstyrede, målsøgende missiler. Når Hitler holdt en tale i radioen, orienterede han sig imod den laveste fællesnævner, i og med at han ikke kunne tilpasse sit budskab til individuelle hjerners unikke svagheder. Men det kan man i dag.

En algoritme kan gennemskue, at du allerede har negative fordomme over for indvandrere, og at din nabo allerede hader Trump, og netop dette er grunden til, at du ser den ene slags overskrift, og hun ser den anden. I de senere års løb har nogle af verdens klogeste hjerner arbejdet intenst på at udvikle værktøjer til at hacke den menneskelige hjerne for at få dig til at klikke på reklamer og sælge dig ting. Nu bliver samme metoder også brugt til at sælge dig politikere og deres ideologier.

Og dette er kun begyndelsen. For øjeblikket nøjes hackerne med at analysere signaler og handlinger, der registreres i den ydre verden: De produkter, du køber; de steder, du besøger; de søgetermer, du googler.

Men allerede inden for få år vil biometriske sensorer give hackere direkte adgang til din indre verden og vil endog kunne observere, hvad der foregår i dit hjerte. Og her taler jeg ikke om det metaforiske hjerte, som er elsket så højt i de liberale fantasier, men om den muskelpumpe, der regulerer dit blodtryk og en stor del af din hjerneaktivitet. Hackerne vil da kunne korrelere din hjerterytme med dine kreditkortdata og dit blodtryk med din søgehistorik.

Hvad ville Inkvisitionen og KGB have stillet op med biometriske armbånd, der konstant overvåger dine stemninger og dit følelsesliv? Det vil tiden måske vise.

Liberalismen har udviklet et imponerende arsenal af argumenter og institutioner til forsvar for individuelle friheder imod udefrakommende angreb fra repressive regimer og snæversynede religioner.

Hvad ville Inkvisitionen og KGB have stillet op med biometriske armbånd, der konstant overvåger dine stemninger og dit følelsesliv? Det vil tiden måske vise.

Mia Mottelson
Men den står aldeles uforberedt på en situation, hvor den individuelle frihed undergraves indefra, og hvor selve begreberne ’individ’ og ’frihed’ ikke længere giver god mening. For at overleve og trives i det 21. århundrede er vi nødt til at opgive det naive syn på mennesker som frie individer – et syn, som i lige så høj grad er nedarvet fra kristen teologi som fra moderne oplysningstænkning – og se i øjnene, hvem vi virkelig er: Et dyr, der kan hackes.

Vi er med andre ord nødt til at lære os selv bedre at kende.

’Kend dig selv’

Selvfølgelig er dette råd ikke nyt. »Kend dig selv,« har vismænd og helgener fra gammel tid formanet mennesker. Men i Sokrates, Buddhas og Konfutses tid var der ikke nogen reel konkurrence. Hvis man forsømte at glemme sig selv, var man stadig en sort boks for resten af menneskeheden. Kontrasten til i dag er åbenlys: Der er konkurrence, og mens du læser disse linjer, er statsmagter og selskaber i fuld gang med deres bestræbelser på at hacke dig. Hvis de lærer dig bedre at kende, end du kender dig selv, kan de sælge dig, alt hvad de vil – det være sig et produkt eller en politiker.

Det er især vigtigt, at vi kender vores egne svagheder, for netop svaghederne er de primære instrumenter, som vores hackere vil søge at spille på. Computere hackes gennem de sårbare kodelinjer, som forefindes i programmer. Mennesker hackes gennem de ængstelser, fordomme, længsler, lyster og hadet, der rummes i vores bevidsthed. Hackere kan ikke skabe frygt eller had ud af intet. Men når de afdækker, hvad mennesker allerede frygter og hader, er det uhyre let at trykke på de relevante knapper og fremkalde endnu stærkere følelser.

Hvis mennesker ikke evner at lære sig selv at kende ved egen indsats, kan den samme teknologi, som hackerne bruger måske vendes om, så den i stedet tjener til at beskytte os. På samme måde som vores computere har antivirusprogrammer, der screener for malware, kunne vi måske udvikle et antivirussystem for vores hjerner. Vores ledsagende kunstige intelligens vil gennem akkumuleret erfaring lære sig, at vi har bestemte svagheder – det være sig for kattevideoer eller oprørende Trump-historier – og vil kunne filtrere dem fra efter behov på vores vegne.

Men dette er egentlig kun en bi-omstændighed i det større billede. For hvis mennesker er væsener, der kan ’hackes’, og hvis vores valg og holdninger ikke afspejler vores frie vilje, hvad skulle da pointen med politik overhovedet være?

Yuval Noah Harari: ’21 ting du bør vide om det 21. århundrede’.

I 300 år har liberale idealer inspireret et politisk projekt, der har sigtet imod at sikre så mange individer som muligt de bedste betingelser for at forfølge deres mål og aspirationer. Vi er nu tættere end nogensinde på at realisere dette projekt – og tættere end nogensinde på at indse, at det fra første færd har bygget på en illusion.

De selv samme teknologier, som vi har opfundet for at hjælpe individerne med at forfølge deres drømme, har også gjort det muligt at instrumentalisere disse drømme? Så hvordan skal jeg kunne stole på nogen af mine drømme?

Fra et perspektiv giver denne erkendelse mennesker adgang til en helt ny slags frihed. Førhen identificerede vi os meget stærkt med vores begærs mål og søgte friheden til at virkeliggøre dem. Så såre en ny tanke dukkede op i vores bevidsthed, gjorde vi den skyndsomt vores opvartning. I dagevis fór vi rundt som besatte, revet med af et rutsjebanetog af tanker, følelser og lyster, som vi fejlagtigt troede, repræsenterede vores frie vilje? Hvad sker der, hvis vi nu pludselig holder op med at identificere os med dette rutsjebanetog? Hvad sker der, hvis vi nøje iagttager den næste tanke, der dukker op i vores bevidsthed og spørger os selv:

»Hvor kom den lige fra?«.

Tyranniske lyster

For det første: At indse, at vores tanker og lyster ikke afspejler vores frie vilje, kan hjælpe os til at blive mindre besatte af dem. Hvis jeg opfatter mig selv som et fuldkomment frit tænkende og frit handlende væsen, der vælger mine lyster i fuldkommen uafhængighed af verden, skaber dette en barriere imellem mig selv og alle andre individer. Jeg behøver reelt ikke nogen af disse andre – jeg er jo uafhængig. Hermed tilskrives også mit mindste indfald en enorm betydning – trods alt udvalgte jeg jo denne særlige lyst ud af samtlige mulige lyster i hele universet.

I det øjeblik, at vi tillægger vores lyster og længsler en så stor betydning, vil vi naturligt forsøge at kontrollere og forme hele verden i overensstemmelse med dem. Vi fører krige, fælder skove og bringer hele økosystemet i ubalance i forfølgelsen af vores lyster og indfald. Men hvis vi forstod, at vores lyster ikke er resultatet af frie valg, ville vi måske i mindre grad føle os tyranniseret af dem – og forhåbentlig føle os mere forbundet med resten af verden.

Folk forestiller sig undertiden, at dersom vi gav afkald på troen på vores ’frie vilje’, ville vi uvilkårligt henfalde i apati, krybe sammen i et hjørne og sulte ihjel. At lægge afstand til illusionen kan dog ret beset resultere i to modsatrettede effekter:

For det første kan vi skabe et langt stærkere bånd til resten af verden og blive mere opmærksomme på vores miljø og på vores medmenneskers behov og ønsker. Det er ligesom, når man fører en samtale med et andet menneske. Hvis man alene fokuserer på, hvad man selv vil sige, hører man knap nok efter. Man venter blot på at få lejlighed til at delagtiggøre den anden i sin bevidstheds indfald. Men hvis vi skubber vores egne tanker i baggrunden, kan vi pludselig høre den anden helt klart.

For det andet: Ved at opgive myten om den fri vilje, kan vi vække en dybere nysgerrighed. Hvis vi identificerer os meget stærkt med de tanker og lyster, der dukker op i vores bevidsthed, behøver vi ikke at gøre den store indsats for at lære os selv bedre at kende. Vi tror, at vi allerede ved, hvem vi er. Men så snart vi indser, at ’hov, sådan er jeg jo ikke – det var bare et eller andet fluktuerende biokemisk fænomen’, så indser vi også, at vi ikke har nogen anelse om, hvem – eller hvad – vi i virkeligheden er. Dette kunne blive begyndelsen på den mest fascinerende opdagelsesrejse, som noget menneske kan begive sig ud på.

Der er intet nyt i at tvivle på den frie vilje eller i at ville udforske menneskets sande natur. Mennesker har ført denne diskussion tusindvis af gange. Men vi har ikke tidligere i historien haft den teknologi, vi er ved at få i dag. Og den teknologi ændrer alt.

Gamle filosofiske spørgsmål er nu ved at blive til praktiske problemer om softwareteknologi og politik. Og hvis filosoffer er meget tålmodige mennesker, der kan diskutere om det samme emne i 3.000 år uden nogensinde at nå til nogen definitiv konklusion, er teknologer langt mindre tålmodige. Hvad angår politikere, er de nok de mindst tålmodige af alle.

Hvordan fungerer det liberale demokrati i en æra, hvor statsmagter og selskaber kan hacke mennesker? Hvad bliver der tilbage af troen på, at ’vælgeren ved bedst’ og ’kunden har altid ret’?

Hvordan skal vi leve i erkendelsen af, at vi er hackbare dyr, at vores hjerte kan hyres som agent for staten, at din lillehjerne måske arbejder for Putin, og at den næste tanke, der bryder frem i din bevidsthed, er resultatet af en eller anden algoritme, som kender dig bedre, end du kender dig selv. Sådanne spørgsmål er de mest interessante, menneskeheden i dag står over for.

Tilbagetog til ældre illusioner

Beklageligvis er det ikke den slags spørgsmål, de fleste mennesker stiller sig. I stedet for at udforske, hvad der venter os bag illusionen om ’den frie vilje’, er mennesker verden over nu slået ind på et fuldt tilbagetog for at finde trøst i endnu ældre illusioner. I stedet for at kontrollere udfordringen fra kunstig intelligens og bioteknologier, tyr mange nu til religiøse og nationalistiske fantasier, som er i endnu ringere kontakt med vor tids videnskabelige realiteter end liberalismen. I stedet for nye politiske modeller tilbydes vi gamle levn fra det 20. århundrede eller sågar Middelalderen i nye indpakninger.

Forsøger man at gå ind på disse nostalgiske fantasier, havner man uvægerligt i diskussioner om spørgsmål som Bibelens sandhedsværdi eller nationens helligstatus – især, hvis man som jeg selv tilfældigvis bor et sted som Israel.

Fra et forskersynspunkt er det en skuffende udvikling. At skændes om ’bibelske sandheder’ var højeste mode i Voltaires tid, mens debatter om nationalisme var avantgardefilosofi et århundrede senere. I 2018 er begge det rene tidsspilde. Kunstig intelligens og bioteknologi står på tærsklen til kunne forandre selve evolutionens bane, og vi har kun få årtier til at finde ud af, hvad vi vil stille op med det.

Jeg aner ikke, hvor svarene skal komme fra, men at de skulle komme fra en samling gamle skrøner skrevet for tusinder af år siden, anser jeg for aldeles udelukket.

Så hvad gør vi? Vi er nødt til at kæmpe på to samtidige fronter. Vi må forsvare det liberale demokrati, ikke kun fordi det har vist sig at være en mere godartet styreform end alle de kendte alternativer, men også fordi det lægger færrest begrænsninger på en diskussion om menneskehedens fremtid. Samtidig er vi nødt til at drage liberalismens fundamentale antagelser i tvivl og udvikle et nyt politisk projekt, der kan flugte bedre med det 21. århundredes videnskabelige realiteter og teknologiske magtkoncentrationer.

Græsk mytologi har en beretning om Zeus og Poseidon, to af de største guder, der begge kappedes om gudinden Thetis’ hånd. Men da de hørte en profeti om, at Thetis ville føde en søn, der ville blive mere magtfuld end sin fader, trak de sig begge opskræmt tilbage. Eftersom guder ønsker at sidde på deres magtposition i al evighed, er det sidste, de ønsker, et mere magtfuldt afkom, der kan tage kampen op med dem.

Følgelig måtte Thetis gifte sig med en dødelig, kong Peleus, med hvem hun fik sønnen Achilleus. Autokrater, som agter at styre i al fremtid, bryder sig ikke om at stimulere fremvækst af den slags ideer, der kan føre til deres eget fald. Liberale demokratier derimod inspirerer til undfangelse af nye visioner, selv på bekostning af en problematisering af deres eget grundlag. 

Yuval Noah Harari: ’21 ting du bør vide om det 21. århundrede’. Oversat af Joachim Wrang. 416 sider. 300 kroner. Lindhardt og Ringhof

© The Observer og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

For ganske få år siden var jeg en anonym historieprofessor med speciale i middelalderen, og mit publikum var de godt fem mennesker, der læste mine artikler. Så på mange måder er det ret chokerende for mig, at der potentielt er millioner af mennesker, som læser det, jeg skriver, siger Harari.
Læs også
Forfatteren til den internationale bestseller ’Sapiens’ er tilbage med en selvhjælpsguide til den forvirrende tidsalder. Dens bombastiske udsagn krydres med decideret bevidsthedsudvidende observationer
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anders Reinholdt
  • Niels Møller Jensen
  • Ejvind Larsen
  • Lone Wienberg Hansen
  • Viggo Okholm
  • Thomas Jensen
  • Torsten Jacobsen
  • Mikael Velschow-Rasmussen
  • Dina Hald
  • Søren Veje
  • Niels Duus Nielsen
  • Niels-Simon Larsen
  • Peter Knap
Anders Reinholdt, Niels Møller Jensen, Ejvind Larsen, Lone Wienberg Hansen, Viggo Okholm, Thomas Jensen, Torsten Jacobsen, Mikael Velschow-Rasmussen, Dina Hald, Søren Veje, Niels Duus Nielsen, Niels-Simon Larsen og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant, men den frie viljes eksistens er stadig uomtvistelig, og det er også den der befordrer og ændrer, hvilket er årsagen til megen ego-centrisk romantik på egne og stærkere sammenligneliges vegne. Den fylder bare ikke så meget i dagligdagen som i skåltaler (eksempelvis fra den nævnte kristne teologi), og det er da skuffende. 99% af alle ens tanker er totalt forudsigelige synapsreflekser, ens 'meninger' er de samme meme-komplekser der klistrer rundt i hinanden på den mest gabende forudsigelige vis (kan kun håbe man er inde i en god cirkel...), man kan overskue en lille snes fysiske aktionsrum ikke flere, og det er det rene Phineas Fog på samme tidspunkt hver dag - selv når man ikke har et 'arbejde'.

Nå, det er derfor burkaen skal forbydes: Vi kan ikke hacke den anden, hvis hun er skjult bag et slør og åbenbart derindefra har sin egen frie vilje, som vi så ikke kan kontrollere.

Det er da fantastisk, hvad Information kan lægge spalter til af udokumenterede rablerier, der ikke er tynget af hverken logik eller rationalitet eller for den sags skyld: konkret viden.

Eksempel : Tjen din løn og betal den fastlagte skat. Der er ingen valgmulighed.
Et "frit" valg forudsætter, at der er valgmuligheder.
Behold din løn og betal din skat gennem dit forbrug. Så har du muligheder for valg.

I klimakampen er du frataget dit eget valg - det nuværende verdenssamfund har bestemt/lokket dig ind i liv, hvor du er frataget valget.
Medmindre du er en særling, der lever helt atypisk.
Med denne nye økonomiske verdensorden, har du et valg - og et ansvar. Du kan leve asketisk eller du kan fråse, hvis du har råd.
Tilhører du den sidste kategori, betaler du meget til samfundet - her i landet kaldet velfærdssamfundet.
Denne nye orden kræver en næsten umulig erkendelse hos verdens ledere. Den kan desværre ikke begynde nedefra hos flertallet af den selvdeskruktive, dumme befolkning.

Hvad skal ellers klare verdenssituationen. Den socialistiske model er vejet og fundet for let.

Torsten Jacobsen

Kurt Nielsen,

Du er da velkommen til at linke til et videnskabeligt argument for den frie viljes eksistens ;)

Alvin Jensen, Morten Balling og Kurt Nielsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Tænk hvis alle mennesker ikke blot pr automatik troede, at:

1. De havde ret
2. Deres første indskydelse var korrekt.

Sokrates lærte os, at den viise kendes på sin tvivl.
Så lad os da tvivle på den frie vilje. Og se hvorhen det os bringer...

Alvin Jensen, Ole Hviid, Anders Reinholdt, Morten Balling, Viggo Okholm og Morten Fenger anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er ingen grund til at diskutere fri vilje på den gamle facon, og det er ikke det, Harari er ude på. Når vi står midt i et større økologisk sammenbrud, nytter det ikke at sige, at vi har en fri vilje til at bremse det, hvis vi ikke gør det.
Heller ikke på miniplanet viser den frie vilje sine evner. Eller også må vi sige, at den enkelte i de rige lande selv vælger at spise eller sulte sig ihjel, selv vælger at være afhængig og gå til grunde i misbrug. Man kan ikke bruge det til noget. Hvem af os vælger frit at lade sig styre af algoritmer. Det er noget, vi vænnes til gennem de sociale medier.
Der sker et skred hen mod noget, som ingen kan overskue. Det er det, Harari viser gennem sine bøger, som jeg i øvrigt kun kan anbefale.

Alvin Jensen, Ejvind Larsen, Michael Friis og Viggo Okholm anbefalede denne kommentar

Torsten Jacobsen
Det var sådan set ikke min hensigt ikke mindst fordi det ikke er mig der har skrevet artiklen i første omgang, men også fordi hovedparten af de begreber, der bliver tourneret i artiklen - herunder 'den frie vilje' overhovedet ikke mig bekendt har en fuldstændig klar og entydig definition. Effekten af den mangel er - naturligvis -, at man kan argumentere herfra og til juleaften for at den frie vilje rent eksisterer og/eller det gør den frie vilje overhovedet ikke. Derfor bliver artiklen i sin helhed i mit univers arkiveret under rubrikken 'lalleglad selvpromovering'.

Niels-Simon Larsen

Jeg er sikker på, at Hararis, 21 ting du skal vide om det 21. århundrede, er noget for jer. Både Sabiens og Homo Deus er fremragende. De kan danne baggrund for politiske debatter, så vi undgår de gamle skyttegrave. Hvis ethvert parti skal have en ‘hellig bog’, ville jeg vælge 21 for alternativet.

Kurt Nielsen:
Kan du nævne et eneste begreb som reelt har en entydig definition.
Vi læser g forstår vel ud fra det vi lige nu opfatter som rigtige definitioner. Nej jeg kan absolut heller ikke forstå hele kronikken ud fra de evner og begreber jeg har lige nu. Jeg kan bare "læse" om en problematik som gør mig eftertænksom ud fra mit ståsted lige nu som 73 årig og hvis mit liv skal have andet indhold end bare vente på den anden side er det sgu da godt med udfordringer. Som nyere buddhist og grundlag i kristendom blandt både missionske og ikke missionske samt pacifist er der vist nok at tage af her.

Ib Gram-Jensen

Problemet med artiklen er, så vidt jeg kan se, at Harari på den ene side påviser, at det med den ny teknologi er blevet muligt at gennemføre påvirkningen af valg og adfærd mere målrettet og dermed mere effektivt. Det er bestemt relevant, om end det egentlig ikke betegner noget kvalitativt nyt i forhold til, hvad vi har kendt hidtil med hensyn til reklame og manipulation - så længe det ikke er muligt direkte at styre selve processerne i vor hjerne (f.eks. med indopererede chips). På den anden side blander han det sammen med diskussionen om en fri vilje i mere almen/abstrakt forstand, og her argumenterer han mod en stråmand:

"Viljens ufrihed er ikke abstrakt teori. Den kan erfares af enhver, let og umiddelbart. Læg blot mærke til den næste tanke, der falder dig ind. Hvor kom den lige fra? Valgte du frit, at du ville tænke akkurat den tanke akkurat lige nu? Selvfølgelig ikke. Iagttager du din egen bevidsthed nøje, vil du snart indse, at du ikke har nogen større kontrol med, hvad der foregår. Og at du ikke vælger frit, hvad du vil tænke, hvad du vil føle, og hvad du vil ønske."

En fri vilje i den forstand, der afvises her, er altså en instans, et "jeg", der suverænt og uden at være bundet eller betinget af noget som helst kan træffe beslutninger om, hvad der foregår i egen bevidsthed - hvilket er indlysende umuligt (hvis du beslutter, hvad du vil beslutte, hvor kom så dén beslutning fra? - og så videre i uendelig tilbagegang). Vi kan ikke iagttage og styre vor egen bevidsthed udefra, for vi kan kun iagttage den gennem den selv. Man kan skelne mellem føreren af en bil og bilens styresystem og spørge, om den første har kontrol med det andet (og dermed bilen), men man kan ikke meningsfuldt skelne mellem et "du" og "din bevidsthed", som Harari gør det i citatet.

Det relevante spørgsmål er altså ikke eksistensen eller ikkeeksistensen af den totale viljens frihed i forhold til alle betingelser og årsagsvirkninger, som Harari afviser, men for det første friheden i forhold til ydre tvang og manipulation, og for det andet, om vor bevidsthed og vore beslutninger er totalt determinerede af en kausal årsagskæde, der kan følges bagud i det uendelige - eller om bevidsthedsfænomener og beslutninger kan være åbne indtil de indtræffer, at vi for eksempel kan lade os lokke til at klikke ind på en overskrift på nettet - eller lade være, uden at det er (totalt) forudbestemt, at vi vil gøre det ene eller det andet.

Den diskussion har allerede kørt længe på kommentarsporet ved en tidligere lejlighed, og der er ingen grund til at genoptage den, men det forekommer relevant, hvad en læser bagefter oplyste mig om, nemlig at: "Hvis dele af centralnervesystemet er i nær-kritisk tilstand (hvad der er belæg for), vil termodynamiske fluktuationer være tilstrækkelige til at fremkalde lokal spontanitet." Så vidt jeg forstår det, drejer det sig om, at hvis et stof eller system befinder sig på grænsen mellem to tilstande (f.eks. for stoffets vedkommende fast og flydende form), optræder der tilfældige processer - det vil sige processer, hvis faktiske optræden eller ikkeoptræden er uforudsigelig undtagen som statistisk sandsynlighed. Og en given beslutning er jo en individuel proces eller begivenhed.

En sådan (relativ) åbenhed i bevidtshedsprocesser og beslutninger (som naturligvis langt hen ad vejen afhænger af alle mulige betingelser) kan hverken bevises eller modbevises, men afslutningsvis kan det være værd at minde om, at betragtes bevidsthed og beslutninger (og dermed handlinger) som totalt determinerede, bliver enhver diskussion om noget som helst og ethvert forsøg på at påvirke noget som helst formålsløse, fordi alting alligevel kun kan gå, som det faktisk går - inklusive at Harari og andre forsøger at påvirke vor bevidsthed alligevel.

Kurt Nielsen, Hanne Ribens, Jens Thaarup Nyberg og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Jens Thaarup Nyberg

Viljen kan ikke være fri, forsåvidt den er knyttet til det villede.
At vi vælger mellem alternativer, og ønsker nyheder at vælge imellem, understreger vel kun viljens binding og rastløshed.

Tages der ikke fejl af årsager og virkning.
Jeg skal ud og slå græs. Teoretisk kan jeg lade være - jeg vælger det selv. Eller hvad ?
Græsset er sået i sin tid. Græsset gror jo. Have kulturen siger, at græsset skal slås. Nogen har opfundet en maskine til formålet.
Det var årsagerne.
Virkningen er at jeg slår græs. Men jeg kan vælge at lade være.
Min kone siger - Trænger græsset ikke til at blive slået ? Ups !

En liberal må sige . Størst mulig frihed til selv at vælge, tak.
Et gammelt mundheld : Din vilje sidder i fars bukselomme.

Basalt set er vi sociale dyr, der helst gør det samme som den gruppe, vi er en del af. Som små hamstere passer vi vores daglige pligter i det sociale univers, der er blevet os tildelt.
Ved at skabe noget nyt eller uddanne os, kan vi ændre en smule på vores tildelte vej.
Hvert 4. år har vi så en fri vilje til at overdrage denne frie vilje til en af os udpeget politisk repræsentant, som, hvis denne får stemmer nok, handler på vores vegne de næste 4 år.

Niels-Simon Larsen

Hørte for nogle år siden i et program om fedme en engelsk sundhedsminister sige, at man selv valgte, om man ville være fed.

Det giver ingen mening at tale for eller imod den frie vilje. Til hverdag handler vi, som om vi havde en fri vilje, men ser man det udefra, er det helt absurd, hvad vi foretager os. Skulle det fx være menneskehedens frie vilje at hæve temperaturen seks grader? Ikke hvis man spørger den enkelte, så man må nok spørge, hvad der så får os til det. Hvad er det, der får os til at køre verden i sænk og overgive os til algoritmerne? Jeg synes, at det er det, Harari beder os om at tænke over og ikke at køre endnu en runde fri-vilje-snak.

Morten Balling

@bente-ingrid

"Jeg bruger min vilje på mange måder selv om jeg tager afstand fra den fri vilje."

Skelner man i psykologien mellem "fri vilje" og "vilje"?

Den fri vilje i klassisk forstand er dømt ret død i naturvidenskaberne og i filosofien, og selvom vi i naturvidenskaben i disse år slubrer holismen i os, så skal enhver holistisk hypotese stadig kunne falsificeres, og den skal enten passe med, eller forbedre de naturlove reduktionismen har ledt til.

Niels Duus Nielsen

Morten Balling, den frie vilje er død i den deterministiske naurvidenskab, den lever i bedste velgående i filosofien. Så kom ikke her...

Morten Balling

@Niels Duus Nielsen

Nu har filosofien jo fået temmeligt meget baghjul af naturvidenskaben, sådan klapset af barnet på egen bane, men lad det ligge ;)

Jeg hørte en gang filosoffen John Searle sige noget i stil med at, hvis ikke naturvidenskaben kunne finde bevidstheden inde i hjernen, når den brugte sin klassiske reduktionistiske metode med at skille alting ad, så var det naturvidenskabens problem. Benytter man et oppefra og ned perspektiv, såsom holismen, så er det nemt at finde bevidstheden.

Searle har en pointe, men selvsamme bevidsthed er koblet til sanserne, og kombinationen af de to, er mildest talt utroværdig i nogen sammenhænge. Der er også stadig muligheden at bevidstheden er et epifænomen. Epifænomener dukker også op som mønstre.

Hele emergens idéen er ret svær at sluge, når man er flasket op med klassisk reduktionisme. F.eks. at når man sætter dimserne til en bil sammen, så opstår der en ny helhed, en bil som kan transportere, noget bilens enkelte komponenter ikke kan. Det er selvfølgelig ret trippet, men man kan forklare hele bilen med klassisk deterministisk fysik. Holisme er det vi i videnskaben tyr til, når den gamle videnskab bliver for indviklet, men de hypoteser man kan opstille med bla. systemteori, skal stadig overholde naturlovene, ellers ser man syner.

(Bevidsthed? Uden bevidsthed ingen fri vilje...)

Ps. Er du den "gamle" Niels Nielsen, her på debatten? Jeg savner ham.

PPs. Hvis man taster "2+2" på sin lommeregner, og den løber tør for strøm, lige når man trykker på "=", giver det så stadig fire? ;)

Niels Duus Nielsen

Et forkromet overblik kan aldrig få baghjul af et snævert tunnelsyn. Men lad nu det ligge.

Jeg elsker, at du kalder sanserne utroværdige, da det i sidste ende er de eneste vinduer vi har ud til verden. Det måleinstrument, som vi anvender for at skærpe vore sanser skal i sidste instans aflæses af vore sanser - så også måleapparaternes vidnesbyrd er utroværdige. Din position ender uvægerligt i radikal skepsis, fortvivlelse og åndeligt selvmord. Tag den!

Jeg er helt med på at afskaffe MYTEN om den fri vilje, den står bag mange forvildelser og har forårsaget mange ulykker. Jeg vil aldrig opgive den fri vilje selv. Ifølge myten er jeg min egen lykkes smed, i virkeligheden bliver jeg styret af biologi, miljø og andre mennesker. At vi overhovedet taler om "styring" som en god ting skyldes, at uden denne styring ville vi være overladt til tilfældighedernes spil. Og det VIL vi ikke være, vi VIL have kontrol.

"Vil", bemærk!, det ord som ordet "vilje" er afledt af. Først vil vi, siden finder vi på et ord til at generalisere denne "villen". Ethvert barn vil selv, og ved umiddelbart, hvad det er at ville, men det kræver en vis tankevirksomhed at abstrahere det, vi kalder "vilje" - som i sidste instans blot er et ord, som skal gøre det muligt at tale vidtløftigt om et kompleks af fænomener, som vi erfarer gennem vore sanser.

Så fint med mig, lad os droppe viljen som mytisk begreb, og nøjes med at ville. Men det er jo ikke kun viljen, der ryger, hvis vi dropper den fri vilje, friheden ryger også ud med badevandet. Og vil (!) vi virkelig det? Skal vi virkelig bare lade stå til, og lade verden gå ad helvede til? Eller skal vi tro på et guddommeligt forsyn, som helt af sig selv sørger for, at alting ender godt?

Der er ikke noget galt med vilje, det er et gammelt ord, som forsøger at indfange en reelt fænomen, og der er heller ikke noget galt med frihed, som også blot er et forsøg på at udtrykke en obskur sindstilstand.

Måske skulle vi i stedet fokusere på, at ordet for denne levende, menneskelige tilstand, som ethvert barn intuitivt forstår, i vore dage knyttes til en determineret og rigid social proces, som vi kalder "markedet". Denne anonyme proces tilskriver vi "frihed", i den tro, at den som en usynlig hånd vil skabe paradis på jord. Det fri marked er det guddommelige forsyn formuleret så også ateister kan være med.

Kan du ikke selv se, at det alt sammen bare er ordsalat? "Fri" og "vilje" indgår i protokolsætninger om menneskelig adfærd, og kan som sådan ikke uden videre afskaffes, uden at vi mister muligheden for at tale videnskabeligt om menneskelig adfærd.

PS: Ja, jeg er den gamle Niels Nielsen.

PPS: I en ældre udgave af Windows regnede lommeregneren forkert. Hvordan ved vi, hvad der er rigtigt og hvad der er forkert? Og hvorfor er vi ikke ligeglade, det er jo bare abstrakte tal? Fordi vi er afhængige af, at disse tal opfører sig deterministisk, vi vil simpelthen ikke acceptere, at to plus to er fem, tallene er sgu ikke fri. Vi, derimod er helt fri til at være ligeglade. Men vi VIL ikke acceptere denne frihed, frie tal er et oxymoron, ligesom det fri marked er et oxymoron. Fri vilje derimod er en proces, vi kan iagttage i naturen, som kommer til udtryk i en modsigelse.

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Morten Balling

Hej Niels! Long time! :)

Du er som altid skarp i spyttet, og du skal vide at en del af vores debatter har fået mig til at filosofere i alternative retninger.

Pt. skriver jeg speciale om klodens fremtid, "bæredygtighed" og hvad hulen gør vi? Her kigger jeg på planeten og menneskeheden som et biofysisk system, så selvom jeg bruger tal og naturvidenskab, så kigger jeg også på den selvsamme virkelighed, med andre holistiske øjne. Man kan helt sikkert finde signifikante mønstre i "systemet", som man ikke sådan umiddelbart kan forklare med atomfysikken. Så længe det er samme virkelighed, så kan ethvert perspektiv være "lige godt", helt som Feyerabend var inde på.

Undervejs i projektet, støder jeg ofte på tanken om viljen. Den finder man overordnet i mange individer, personer, jeg'er eller whatever, men samlet set forsvinder viljen når man ser systemet oppe fra det holistiske helikopter perspektiv. Måske er det den der sociale determinisme som spiller ind, eller måske opstår det egenskaber i det samlede system som dominerer over individernes gennemsnitlige vilje.

Holismen bruges jo også til at forklare bevidstheden, og det er semi hokus pokus. Liv var en kort overgang betragtet som stærk emergens, men den seneste forskning tyder på at liv kan forklares med fysik, og så er der kun ét eksempel på stærk emergens tilbage: Bevidstheden. Det virker sgu lidt som en vakkelvoren hypotese.

Jeg har efterhånden forstået systemteori så godt at jeg ser det som et stærkt værktøj, men den gamle reduktionistiske model er endnu ikke modbevist. Den bliver bare hurtigt uhåndterlig i praksis. Her er holismen smart til at få overblik, ligesom filosofien, og man stiller også de klassiske krav om f.eks. falsifiserbarhed til holistisk videnskab.

Det er paradoksalt at prøve at udtænke mulige løsninger for planetens fremtid, uden at tro på at vi har vilje og frie valg. Uden dem kan vi ikke ændre noget som helst. Måske har vi dem ikke, men der er endnu ikke nogen som har kunnet opstille en samlet algoritme for bevidstheden, så indtil da kan vi arbejde i illusionen ;)

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Jeg er overbevist om, at jeg aldrig men logiske midler vil kunne bevise viljens eksistens, ligesom du aldrig vil kunne bevise dens ikke-eksistens. Det er et metafysisk spørgsmål, så vi må tage springet ud på de 70.000 favne vand og så se, om vi kan svømme.

Jeg vil gå så vidt som til at anerkende, at den fri vilje for mig er en arbejdshypotese. Når jeg betragter universet bliver jeg slået af min egen betydningsløshed i den store sammenhæng, men da jeg ikke kan leve i en verden uden mening uden at blive sindssyg, vælger jeg at give verden en mening. En del af denne min mening er så, at fri vilje er en ting, og jeg kan bakke dette synspunkt op ved at hævde, at det er en frugtbar hypotese, at det efter min mening er den bedste teori, vi p. t. har, og at Ockhams barberkniv ikke kan skære begrebet om fri vilje væk uden at efterlade et blødende begrebsligt sår.

En af forskellene på filosoffer og naturvidenskabelige forskere er, at forskerne ikke bryder sig om modsigelser. Filosofferne bryder sig heller ikke om modsigelser, men vi tager os tid til at undersøge, om en reductio ad absurdum nu også beviser, at argumentets påstand er umuligt - det kunne jo være præmisserne, den er gal med.

Naturvidenskaben har et sæt meget rigide præmisser, og det kan ikke være anderledes, det er dem, der er årsagen til naturvidenskabens resultater. Men det er også disse præmisser, der er skyld i alle videnskabens bivirkninger, såsom manglende bæredygtighed, miljøkatastrofe osv. etc.

På det teoretiske plan er jeg fortrøstningfuld, naturvidenskaberne har altid skrottet sine præmisser, hvis der dukkede nogle op, der var bedre, det tager bare en generations tid, før fortalerne for det gamle paradigme går på pension fra deres professorstillinger.

I praksis er jeg mere bekymret, for kan vi vente en hel generation før vi begynder at indregne de negative konsekvenser af den teknologiske udvikling i vore formler?

Det glæder mig, at holisme er blevet en ting, man kan studere på DTU uden at blive til grin, det er nok ikke de vises sten, men det er ganske givet en meget vigtig korrektion til den myopiske kausaltænkning, der har været fremherskende i så lang tid.

Selv hælder jeg mod en teleologisk tolkning af, hvordan kausalitet skal forstås. Kausalmekanismer er nødvendige, men de skal ses i et teleologisk lys - eller sagt med andre ord: Etikken har forrang for epistemologien. Men det er en lang diskussion, måske en anden dag?

Kurt Nielsen, Niels-Simon Larsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar

Hvorfor skulle vi være mindre fri, eller vores frihed og personlighed mindre værd, bare fordi vi ikke er ens, eller bestemt af arv og andre genetiske tilfældigheder?

Morten Balling

@Anders Lund

Fri vilje er der flere definitioner på, men en udbredt forståelse bygger på en gammel teori fra Descartes, om kroppen og sjælen. Sjælen er røget lidt i baggrunden, og er blevet erstattet af bevidstheden. Så mange tror at fri vilje er det der sker når vi med vores bevidsthed tager en beslutning om f.eks. at bevæge armen.

Den teori er der mange ting i naturvidenskaben som modsiger. Neuroforskning har vist at det man kunne kalde underbevidstheden tager beslutninger før vi har fornemmelsen af at vi bevidst tager beslutningen, man har ikke kunnet finde noget som minder om hverken sjæl eller bevidsthed i en hjerne, vi består af atomer og fysikken er "deterministisk på et stokastisk fundament", mm.

Den almene konsensus i filosofien i dag er at fri vilje i den klassiske forstand formentlig ikke findes, og at det er en illusion når mennesker tror de vælger noget som helst. Det har ført til bizzare ismer, såsom illuionismen, som mener at vi skal holde denne viden hemmelig i eliten, fordi resten af Verden ville gå i stå, hvis folk indså at de reelt ikke havde nogen frie valg. Hvorfor stå op, når det alligevel er forudbestemt hvad det skal ske i dag?

https://en.wikipedia.org/wiki/Illusionism_(philosophy)

Det sjove ved den teori, er at den forudsætter at vi har mulighed for at vælge om vi vil fortælle noget eller holde det hemmeligt, eller om vi bliver under dynen med vores nye viden. Det er for mig at se et klassisk eksempel på at man bruger konklusionen som en præmisse i ens argument. Det plejer at være fy i filosofien :)

En anden teori kaldes kompatibilsme, og den siger at der ikke er noget galt med at tage valg, så længe valget passer med determinismen. Altså, at det er forudbestemt om du vælger A eller B, lad os sige B, men så længe du selv vælger B, så kan man iflg. kompatibilismen stadig godt sige at du tager valget. Vælger du A tager "skæbnen" over, og så styrer den at du ændrer dit valg til B igen. Det er kun filosofer, som kan finde logik i den forklaring.

Kim Ravn-Jensen

Påstanden om fraværet af fri vilje er en allerhelvedes dårlig undskyldning for ikke hver dag at gøre sit bedste for at nå sine livsmål i henhold til den prioritering, man selv har givet dem.
At bruge elektroniske devices, at få børn, at søge ind på arbejdsmarkedet - det er altsammen valg, hvortil der findes fravalg med konsekvenser. Se på andres valg, og du vil opdage, hvor mange valgmuligheder, der i virkeligheden findes.
Fortravlethed er blevet en standardundskyldning i dag. Men fortravlethed kan kun skyldes sjusket prioritering.

bente-ingrid bruun, Kurt Nielsen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Den fri vilje er reaktionær - den er den enkeltes valg af reaktion på situationer, man kommer til at befinde sig i. Her er der faktisk tale om frit valg, ikke kun konditioneret af omstændighederne, men selvfølgelig med konsekvenser, der kan være u- eller forudsigelige.

Jeg er helt enig. Selvfølgelig er "den frie vilje" i absolut forstand en myte. Den diskussion er efterhånden taget ufattelig mange gange i filosofien. Vi er og bliver determinerede og underlagt de omstændigheder, det miljø, den kultur, det erfaringsgrundlag osv., som vi er en del af. Jeg ved ikke, hvad det skulle være for et valg, der ikke er under indflydelse af bevidste eller ubevidste processer i vores hjerner.
For mig er det en interessant artikel, der får sat spørgsmål ved det liberale demokrati på en interessant måde. Vi er jo dybest set blot marionetter, for mig at se. Vi har vilje, ja - ægte fri vilje, nej.

Jens Thaarup Nyberg

Morten Balling; 16. 10. - 11:10
"Nu har filosofien jo fået temmeligt meget baghjul af naturvidenskaben, sådan klapset af barnet på egen bane, men lad det ligge"
Visse vasse. Filosofien er integreret i enhver videnskabelig aktivitet.