Essay
Læsetid: 7 min.

Madame Nielsen: Den andens blik er i sig selv en krænkelse

Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop
Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen. Men heldigvis var der nogle, der sagde stop
Moderne Tider
6. oktober 2018

Først var det de studerende ved Det Juridiske Fakultet i København, så fulgte de statskundskabsstuderende, i begge tilfælde samfundsfaglige, men måske i virkeligheden mere samfundsfarlige og i hvert fald ikke med den store psykologiske forståelse udstyrede unge mennesker, der, på trods af at de fleste af dem måske ikke engang eller kun akkurat var født dengang, åbenbart tror, at vi stadig lever i det tyvende århundrede.

Det gør vi ikke, vi lever i det enogtyvende, en helt ny tid, en ny epoke af menneskehedens historie, hvor mennesker rent faktisk kan blive krænkede og også gør det, ikke blot såkaldt udsatte mennesker på samfundets bund fjernt fra den samfundsfaglige elite af kommende djøf’ere, men også nogle af deres egne medstuderende, dem, man i gamle dage ville kalde deres ’næste’, om ikke lever af, så lever de dog i høj grad for at blive krænket, det er i krænkelsen, at mange, ikke mindst blandt de kommende højtuddannede og socialt privilegerede, der ud over djøf’ere også tæller humanister og hele den kulturelle klasse, det er i krænkelsen, at de finder deres personlige passion og energien til at handle og ytre sig i det stadig i nogen grad demokratiske samfund og den måske lidt for fri verden, denne sidste og uddøende rest af oplysningstiden, vi lever i.

I og omkring krænkelsen eller den latente, mulige, krænkelse finder stadig flere i den ny generation muligheden for en ny form for fællesskab og identitet. Og det må vi alle, men først og fremmest de øvrige studerende og ansatte ved universiteterne efterhånden begynde at fatte: at man ikke længere som i middelalderen og under karnevalerne i Venedig og til skole- og firmafester i det tyvende århundrede kan klæde sig ud, som om man pludselig var en anden end den, man er født som, for det er man ikke, og det bliver man heller ikke.

Enhver er nu engang den, han eller hun er, i hvert fald når det gælder race og hudfarve, kort sagt etnisk oprindelse. Det er ikke noget, man selv bestemmer, det er noget, enhver anden med det blotte øje kan se og bestemmer. Og især dem, der bestemt er hvide, skal ikke klæde sig ud, som om de var ’kinesere’ eller ’mexicanere’ (ovenikøbet en slags ’kinesere’ og ’mexicanere’, som aldrig har eksisteret og ikke engang er de studerendes egne forestillinger om kinesere og mexicanere, men flere hundrede år gamle fordomme og myter om ’kinesere’ og ’mexicanere’).

For selv om de studerende ikke personligt synes, de har gjort virkelige kinesere og mexicanere noget, så er der i de forrige århundreder, ja, årtusinder, andre, som nu heldigvis for længst er døde, der på det mest perverse har udnyttet, udbyttet, mishandlet, købt og solgt mennesker af andre hudfarver, mennesker, som de i samme bevægelse racegjorde som ’niggere’, ’indianere’, ’grønlændere’ osv.

Men først og fremmest racegjorde disse kolonisatorer sig selv som ’hvide’, og hele denne historie, vi kalder Historien, lader sig ikke tilbagerulle, og det betyder bl.a., at ingen fødes uden skyld. Og derfor bør ikke mindst de studerende ved de juridiske og samfundsfaglige fakulteter, som i andres (men sikkert også egne) øjne er hvide, uanset hvor ydmygt de i øvrigt allierer sig med deres racegjorte farvede brødre og søstre, først og fremmest, om ikke skamme sig, så være følsomme over for deres medstuderendes og medborgeres og medmenneskers behov og overfølsomhed over for enhver mulig krænkelse.

Og her er der så nogen, der vil indvende, at det er absurd og ynkeligt, at netop højtuddannede unge studerende og kommende socialt privilegerede, samfundets kommende elite, tilsyneladende kritikløst importerer en såkaldt ’krænkelseskultur’ og den dertilhørende diskurs med begreber som ’kulturel appropriering’, ’privilegieblindhed’, safe spaces og trigger warnings fra U.S.A. og uden blik for den noget anderledes historiske kontekst implementerer den her i Danmark og Europa, at netop de unge ved de videregående uddannelser og ikke mindst de studier, som kræver det højeste gennemsnit, kort sagt de, der burde være de bedst begavede og mest reflekterede, tilsyneladende kritikløst overtager en amerikansk ’campusdiskurs’ uden behov for selv at tænke og skabe sig selv.

Men herregud, hvorfor skulle det at være ung være mere forpligtende? Og har vi ikke alle, unge som ældre, i Danmark og de øvrige vesteuropæiske samfund og ikke mindst de højtuddannede og socialt privilegerede i flere årtier i praksis kritikløst importeret og implementeret den amerikanske teknologiske kultur af iPhones og iPads og Macbooks osv. i vores liv og lader dem styre vores hverdag og bevidsthedsliv, ligesom vi lever halvdelen af vores liv på de sociale medier, der alle stort set uden undtagelse er udviklet i U.S.A?

Ja, de selv samme ’meningsdannere’, der kritiserer de progressive unge studerende for at importere en amerikansk campusdiskurs, skriver deres kritik på en amerikansk udviklet computer eller telefon og deler den kritikløst i de amerikanske sociale mediers autoritære offentlige rum. Så hvorfor i alverden skulle vi ikke også kritikløst importere og indoptage og udleve den amerikanske krænkelseskultur og forestillingen om redegørelse, kulturel appropriering osv. i vores danske og europæiske samfund?

Det er tid til et opgør med den forældede idé om, at det er muligt, om så blot for en enkelt aften og nat, at være en anden, at leve sig ind i en anden og forstå, hvordan det er at være en anden end den, man nu engang er. At forestille sig, at man kan spille en rolle, er en idé, der hidrører fra middelalderen, antikken og århundrederne før. En tid, hvor man slavegjorde mennesker og slog mennesker med andre hudfarver ihjel uden konsekvenser, og alene fordi man mente, at man havde ret til det.

Denne historie handler jo ikke bare om nogle få fakulteter på Københavns Universitet, det handler om hele samfundsstrukturen, kulturen og livsformen, ikke blot i dette land, men i hele Europa og den vestlige verden. Hvis vi for alvor vil gøre op med den postkoloniale hvide privilegieblindhed og den hvide cis-majoritets fortsatte overgreb mod og krænkelser af mennesker med anderledes hudfarver, køn, kostvaner osv., så kræver det en øjeblikkelig afsked med den tre tusinde år gamle europæiske kulturarv og ikke mindst arven fra oplysningstiden.

Jeg har selv gennem hele mit liv, men ikke mindst som kunstner, forfatter og performer næsten kritikløst udlevet denne europæiske arv og arven fra oplysningstiden.

I praksis blind for mine privilegier som racegjort hvid har jeg personligt og i høj grad også som kunstner videreført den postkoloniale krænkelseskultur, som var en konsekvens af oplysningstiden og den kristne europæiske kulturarv.

Jeg skal ikke her gå i detaljer, men det kulminerede i foråret med og i min og Christian Lollikes forestilling White Nigger/Black Madonna, som var en næsten eksemplarisk, ja, arketypisk racistisk kavalkade af kulturelle appropriationer. Som privilegeret hvid ’kvinde’ og repræsentant for den herskende hvide majoritet så jeg det som min ret ’frit’ at ’forvandle mig’ til en sort kvinde og fremstille forskellige repræsentanter for den sorte amerikanske kultur på scenen.

Men heldigvis var der nogle, der sagde stop, og det på en måde, der umiddelbart chokerede mig og fik mig til at re-agere og forsvare min privilegerede position. Men langsomt lærte jeg, og nu, i månederne efter forestillingen, har jeg langsomt forstået og indset, at det er den eneste vej frem:

Fra nu af bør en skuespiller – det være sig på teaterscenen, i film, på tv, YouTube og det øvrige internet – alene stille sig selv til skue og spille sig selv. Ingen skal bare et øjeblik lade, som om de er en anden end den, de er, for det er de ikke.

Ligeledes må og skal forfattere og journalister alene skrive om, hvordan de selv har det, og ikke tale eller skrive på vegne af andre.

I romaner og andre former for fiktion er det slut med at skifte synsvinkel og bruge andre fortællerstemmer end sin egen.

Men det gælder selvfølgelig ikke bare disse professionelle grupper, det gælder os alle: Fra nu af bør enhver kun tale på vegne af sig selv, spille sig selv og føle med sig selv. Empati handler ikke om indlevelse, men om som helt udenforstående at være følsom over for andre menneskers sårbarhed og åbenhed for krænkelser.

Enhver form for visuelle medier – film, video, foto og med alt fra tv-kameraer til smartphones – skal alene bruges til selvoptagelse og selfies, enhver skal udelukkende vende kameraet mod sig selv og ikke udsætte andre for deres tilfældige og personlige og muligvis krænkende synsvinkel

Alle disse tiltag er selvfølgelig ikke noget, der frit skal være op til den enkelte. Vi lever ikke længere i det tyvende århundrede, hvor den privilegerede hvide majoritet frit kunne vælge hver især at fortsætte deres alle andre krænkende livsstil.

Vi lever i en ny tid, og her kan vi lære af og kritikløst importere fra den amerikanske campuskultur, hvor det ikke længere er op til den enkelte at tage sin stilling. Hvis de ovennævnte tiltag skal gennemføres, så skal magthaverne, såsom ledelsen af Københavns Universitets fakulteter og helt op til de enkelte landes regeringer, tvinges til at implementere dem og i sidste ende indskrive dem i loven.

Tilbage står spørgsmålet om menneskekroppen og dens ’naturlige’ sanseapparat: Bør det stadig være muligt at se på, at lugte, føle, smage andre end sig selv? Er ikke den andens blik i sig selv – med alt hvad det indebærer af tolkninger og fordomme osv. – en mulig krænkelse? Jo, selvfølgelig. Spørgsmålet er, hvad vi stiller op mod denne mulige krænkelse? Skal vi lukke øjnene for den og dermed for ethvert andet menneske og enhver anden?

Måske er der ingen anden udvej.

PS Denne tekst er skrevet på en Macbook Air, med en iPhone i lommen, iført New Balance-sneakers og afsendt fra en Google-mailadresse (white privilege).

Madame Nielsen er forfatter, kunster og performer

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Troels Ken Pedersen

Ynk & klynk. Nielsen & Lollike ville lave en spændende, edgy venden-på-hovedet af uretfærdigheder begået mod ikke-hvide, og endte med i stedet hjernedødt at gentage højrefløjens paranoide skrækfantasi om at når der bliver nok af de ikke-hvide, så kommer de ud fra deres grønthandlerbutikker og kiosker med lange knive...

At Nielsen & Lollike fik krads kritik for dét greb, er så tilsyneladende helt utåleligt. Og svaret er en klynkende fornægtelse af at kritikerne skulle kunne have en pointe som er et resultat af faktisk tankevirksomhed -- det skal afskrives som hjernedød overtagelse af en flad parodi på amerikansk venstreorienteret universitetskultur.

Mogens Holme, Mathias Stigsgaard, Ole Frank og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Det er mærkeligt, at det skal være så svært at forstå, at man vender nogen ryggen, når stjæler klicheer om deres identitet for at vise dem for nogle andre.
Diskussionen er konkret, fordi vi netop lever i det 21. århundrede, hvor ingen er længere end et opslag på facebook væk - men altså også konkret i fysisk form befinde sig på et institut, hvor man ikke vender sig imod de fremmede og siger: hør, vi har den her mexikanerfest, du er jo mexikaner - hvordan flytter vi den fra kiksede klicheer til et autentisk møde med mexikansk levemåde?

Christian De Thurah

Madame Nielsen har - ynk og klynk ufortalt - en pointe. At give efter for krænkelseskulturen er at underskrive en blanko-check, da der ikke er nogen grænser for, hvad man kan føle sig krænket over. Fx er den absurde holdning, man møder flere steder, at det er den påstået krænkede, der afgør, om der foreligger en krænkelse, et godt argument for, at krænkelseskulturen undergraver grundlæggende værdier i vores kultur. I dette tilfælde, at man ikke kan være anklager og dommer på en gang.
Vi skal ikke lade os drive rundt i manegen af vores postkoloniale bondeanger, for der er ingen grund til den. Hov, har vi ikke bygget imperier? Har vi ikke udnyttet kolonier? Har vi ikke holdt slaver? Jo, men det har alle de kulturer, vi nu går rundt med dårlig samvittighed over for, også selv. At nogle af dem så har haft mindre succes med det, giver dem ikke ret til at moralisere.

Sine Jacobsen, Mette Poulsen, Inger Færge, ulrik mortensen, Anders Hede, Martin Kristensen, Steen Obel, Michael Boe og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar

Tak for tiltrængt indlæg om " krænkelses fetischismen" .
Det er subjektivt at føle sig krænket. Bekræftelsen af krænkelsen fra andre virker også forstærkende på krænkelsesfølelsen. Men hjælper den også med at acceptere den og fornemmes endog en solidaritet i den krænkede , ja så er der måske en mening i det?

Helt bestemt er det ofte optur at se sig selv som krænket; bedst dog at være dette på andens vegne, og gøre så noget, at slå ned på krænkeren med en moralsk og på 2 måder OPHØJET pegefinger . Tænk hvor mægtigt at have på sit CV, at JEG stoppede krænkelserne på KU i form af løsslupne karneval ved rusfester..

Bjarne Toft Sørensen

Læst som fiktion rejser værket indirekte en central problemstilling, som åbenbart er relevant igen (bl.a. tidligere rejst i eksistentiel og humanistisk psykologi). Har man krav på altid kun at blive mødt med en subjekt – subjekt tilgang, hvor det centrale er, at den anden lever sig ind i ens situation med en forståelse på ens egne betingelser, eller bliver man nødt til at finde sig i også at blive mødt med en subjekt – objekt tilgang, hvor man bliver mødt med en forklarende tilgang, der er i strid med ens egne betingelser for forståelse af sin situation?

Det jeg kortfattet vil konstatere er, at hvis man vil beskæftige sig med kunst – og kulturvidenskab, bliver man også nødt til at forholde sig til kunstnerne og kunsten med en subjekt – objekt tilgang, og det samme er tilfældet med kunstkritikken, også selv om man risikerer, som Lars Bukdahl en gang har oplevet det, at få smidt vand i hovedet af en vred forfatter.

Min egen opfattelse er, at man skal møde forfatter og værk med respekt, og derfor vil en indgang til en samtale eller en undersøgelse være en subjekt – subjekt tilgang, men på et tidspunkt er det også nødvendigt som fagperson med en kunstfaglig baggrund at slå over i en subjekt – objekt tilgang, hvor det f.eks. bliver nødvendigt at skelne mellem forfatter og fortæller og med en eventuel historisk og/eller psykologisk tilgang at konstatere, at fortæller (og evt. forfatter) taler af et ærligt hjerte, så vedkommende lyver ikke, men taler usandt, fordi fortælleren overser, misforstår m.m. en række forhold om både sig selv som person og de sociale og historiske omstændigheder, som vedkommende befinder sig i.

På samme måde som f.eks. patienten hos psykiateren og psykologen må finde sig i at høre noget fra en fagperson, som de ikke er enige i. Det er selvfølgelig noget, de skal have lov til ikke at være enige i, selv om fagpersonen får ret på et samfundsmæssigt og socialt plan, ved at det er vedkommende, der journaliserer.

Som akademiker og intellektuel opfatter jeg det som en farlig tendens, hvis grupper af kunstnere i bred forstand, i samarbejde med ligesindede humanister og eksistentialister, vil til at sætte grænser for, hvad kunstfaglige personer må tale om, og hvordan de må tale om det.

Der ser jeg tendenser til, at f.eks. forskere på universitetet og kritikere på dagbladene lidt efter lidt retter ind i forhold til sådanne krav, og det ser jeg i dybeste forstand som en angreb på den form for demokrati, som vi har valgt, at vores samfund skal bygge på.

Der sker mange urimelige ting i samfundet, f.eks. også inden for kunstfaglig forskning og kunstkritik, og det skal selvfølgelig kritiseres og forsøges ændret, men lad være med at stille krav, der grundlæggende ødelægger betingelserne for, at kunstfaglig forskning og kunstkritik overhovedet kan finde sted.

Bjarne Toft Sørensen

@Mathias Stigsgaard:
Du lyder som én, der ikke har interesser på spil inden for kunstinstitutionen, inklusive den litterære institution. Hvis den "stakkels, lidende kunstner", i alle dens afskygninger af kunstneres oplevelser af krænkelser af deres egen særlige identitet eller andres særlige identitet, stort set kunne ties ihjel, ville det være fint nok.

Men hvad hjælper det, hvis de krænkede og deres sympatisører alligevel i høj grad, fordi der er så mange, der er konfliktsky, bange for at det kan skade deres karriere, får lov at rammesætte dagsordener for, hvad der kan tales om og hvordan? Eller andre måske ligefrem taler dem efter munden, fordi de oplever, at det vil kunne fremme deres karriere?

Også set på baggrund af, at medier, forlag og institutioner synes at have tendenser til at puste til alle former for glødende konflikter og forstærke alle nye trends i tiden, fordi de se en forretningsmæssig fordel ved det.

Jeg bliver krænket over alt det her ynk og klynk. Så må jeg også kunne forlange at få det stoppet. Det er en forfærdelig glidebane

Bjørn Pedersen

"Men herregud, hvorfor skulle det at være ung være mere forpligtende? Og har vi ikke alle, unge som ældre, i Danmark og de øvrige vesteuropæiske samfund og ikke mindst de højtuddannede og socialt privilegerede i flere årtier i praksis kritikløst importeret og implementeret den amerikanske teknologiske kultur af iPhones og iPads og Macbooks osv. i vores liv og lader dem styre vores hverdag og bevidsthedsliv, ligesom vi lever halvdelen af vores liv på de sociale medier, der alle stort set uden undtagelse er udviklet i U.S.A?"

Jeg sporer vist lidt sarkasme i artiklen, men jeg vil alligevel svare på dette (retoriske?) spørgsmål, da det bringes på banen når folk som jeg selv netop kritiserer netop (gen?-)racialisering af danskere som "hvide":

Folk har til enhver en tid kopieret livsstil og kultur fra dem, de så som overlegne. Et af historiens nok ældste eksempler er nubierne, der kopierede de egyptiske pyramider, men også romerne blev efterlignet ikke bare indenfor rigets grænser men også i grænseområderne. Herhjemme er det især fransk og tysk kultur, der historiske set har været prestigefyldt, men intet kan helt hamle op med det masseomfang amerikank popkultur har haft takket være massemedier, TV og internet. Og dengang som nu, var direkte tvang, direkte magt fra "de overlegne", ikke nødvendigt - man ønskede selv at kopiere "herrefolkets" vaner og manerer, for at få del i prestigen. Men når det så er sagt:

Forskellen på amerikanske iPads og italesættelsen af os selv som "hvide danskere" og importen af den amerikanske offerkultur, er at der er tale om en kulturimport, eller kulturappropriation, og især en kulturimport der, mere end nogen tidligere kulturimport, ikke lader til at forstå at den amerikanske racekultur - altså det at de taler om sig selv som "de hvide", "de sorte", "hispanics", etc. er aspekter af en særegen, unik, kulturhistorisk kontekst.

De sorte i USA kan ikke sammenlignes med "brune" tyrkere eller arabere, da ingen af de to etniske grupper for det første primært identificerer sig selv som etnisk "brune", men også fordi ingen immigrantgruppe på nær måske grønlændere i Danmark på nogen måde kan siges at have samme "offer"-historie. Tyrkere har en moderne historisk ballast med imperialisme, folkemord, slaveri og udbyttelse, der er akkurat ligeså uhyrlig som den britiske, franske, belgiske - og i langt, langt mindre målestok, den danske. Flere af de arabiske stater ophævede også først slaveri i moderne tid, Saudi Arabien vist først i 70'erne (altså 1970'erne).

Problemet med at racialisere særlige hudfarver som en "offerrace", som en "underpriviligeret race", eller som en herskerrace eller en dominans-race, er ikke bare at man ganske enkelt genopliver den gamle "videnskabelige" racismes pyramidiske racetænkning hvor den hvide mand er på toppen, og den sorte kvinde i bunden (med den forskel at man er virkelig ked af at man er så raceprivilegeret). Nej, problemet er at racialiseringen i sig selv, hører til i en specifik kultur. Den amerikanske. Det er dog som om at visse folk slet ikke kan forstå, eller se, USA som havende en unik kulturhistorie for sig selv. Som om USA var "det universelle". Man kan forstå at det at klæde sig som en historisk stereotyp 1800-tals mexicaner er "kulturel appropriation", men en dansker der opfører sig som om det at være tyrker i Danmark er det samme som at være sort i USA..? Her approprierer man i endnu højere grad kultur, der kun passer ind i én, specifik, kulturhistorisk unik kontekst, og uden at forstå at kulturers historie ikke er universel.

For i USA kalder nogle sig da nok "Irish-Americans", eller "German-Italian-Polish-Jewish Latino American", men først og fremmest er "white", "black", "Asian" og "Hispanic", noget de kalder sig selv og hinanden fordi de fleste simpelthen ikke ved - og egentlig ikke bekymrer sig synderligt for - hvor deres forfædre kom fra. Dette gælder naturligvis især de sorte slaveefterkommere. Etnicitet i USA er dels af praktiske årsager, dels af historiske årsager blevet til en "farve-kultur".

At tro at man kan eller bør kunne kulturelt overføre denne historiske kontekst til et Danmark i 1:1 målestok, hvor ingen ville definere deres etnicitet som værende hvid, er at tro at hele verden, eller blot den vestlige verden, har samme historiske præmisser som USA... Hvis du spørger rundt i Etiopien, i Ghana, i Congo eller i Vietnam, Korea, Kina, eller Polen eller Norge, hvor mange vil så svare at deres etnicitet var hhv. "sort", "asiatisk" eller "hvid"? Hvis de ikke lige har lyst til at definere deres etnicitet som noget så nytteløst som hvor meget eller lidt melanin de har i huden, ville de så være "privilegieblinde"? Primitive? "Underpriviligerede"? Eller... ville de måske bare ikke lade sig definiere udfra hvordan amerikanerne definerer sig selv?

Og hvad stiller vi så op med krænkelsen? Vi stiller os selv spørgsmålet: "Bliver jeg krænket af det der faktisk er sagt eller gjort, eller jeg bliver jeg istedet krænket af det jeg ASSOCIERER med det der er sagt eller gjort?". Hvis det er sidstnævnte, så analyserer du om dine associationer til det sagte/gjorte er formodninger eller verifcerbare. Hvis sidstnævnte kan du så enten vælge at konfrontere krænkeren med aggression, eller prøve at tale med dem og få dem til at forstå hvorfor du følte dig krænket. Du kan også vælge at konkludere at krænkeren ikke er din tid værd. Jeg er selv vant til at skulle lave en hurtig Occam's Razor analyse på mine formodninger for at komme ud af (social) angstanfald. Det burde kunne overføres til de sociale situationer, som den de krænkede bliver ved at finde sig selv i/opsøge.

Godt at den gode Madame Nielsen griber fat i den grasserende krænkelseskultur og -parathed. På tide, at der gøres et frontalt angreb af et meningsdiktatur, der udspringer af såvel amerikanske universiteter som i Dansk Folkeparti og lign. højrepopulistiske miljøer.
De senere år har bragt nogle gyselige eksempler på hvor lidt der skal til for at folk føler sig krænket. Alt fra, at unge studerende forlanger en advarsel om, at bestemte ord bruges i en bog/undervisningstime til en uskyldig "mexikanerfest". Hvad bliver det næste? Forbud mod, at folk der er til karneval ikke må klæde sig ud som fx pirat, nonne, dykker, fastelavnsbolle?
Ryd bibliotekerne for Tintins racisme, og brænd de bøger hvor Pippi Langstrømpes far omtales som "negerkonge fra Sydhavet".
Vi har et ord for den slags: autodafe, og blev fx brugt i 30'ernes Tyskland. Er det det vi som samfund er på vej henimod? Er det det de krænkelsesparate vil?
Ikke svært at forestille sig nuværende og kommende kunstnere, begynder at veje deres ord og gerninger på en guldvægt: Vil jeg skriver/siger/gør kunne krænke nogen? Det ved jeg ikke, men det er nok bedst at lade være.
Så er det farvel til den kontroversielle kunst. Så er det slut med Hulebæk, Celine, Bukowski og hvem ellers. Så har Alex Ahrentdsen vundet.
Hvis det er ved at være fremtiden, så er jeg sq glad for, at min tid her på jorden snart rinder ud, men jeg har da ondt af mine børnebørn, der kommer til at leve i en så steril og frygtsommelig fremtid.
PS: Også jeg skriver på en pc'er, der nok er fremstillet af Bill Gates i Kina, og min mobil er fra Sydkorea. Men den slags teknik ER skriveredskaber. Det, der kommer an på, er hvad de bruges til, og hvilke ord, der kommer ud af det.
De russiske revolutionære brugte i vid udstrækning amerikanske Underwood og Remington skrivemaskiner - jeg tror ikke det påvirkede revolutionen.

Sine Jacobsen, Klavs Hansen og Michael Boe anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Arne Lund, du er lidt rundforvirret her - det, man brændte i Tyskland, var netop bøger af mindretal og i høj grad om mindretal: det var flertallet, der ikke kunne udholde det selvsamme, som denne diskussion udgrænser: at man ikke bare kan lade som om, der ikke er værdier i denne verden,
Den fordummende form-diktatoriske diskurs, der plager vores samfund i disse årtier, gør os dumme i den forstand, at vi ikke længere kan reflektere og tænke konkret i de situationer, vi møder, men altid henholder os til, 'at vi har ret'. Men 'ret' vaccinerer ikke imod dum og uoplyst, og i vore dage hænger vi fast i noget, der engang var forholdsvis uskyldigt, fordi vi ikke havde en verden, der var vokset sammen. Dér kunne vi gå og nære alle mulige fordomme om andre mennesker og gøre os lystige derover - fordi vi ikke kendte dem, og fordi de ikke stod og så os over skulderen.
Det hele ville imidlertid være mindre idiotisk, hvis det balancerede; men det er altså meget få brune forfattere, der forsøger at udlægge de hvide overmenneskers 'kultur' ud fra den uforgribelige mening, man kan danne sig om dem, hvis man ikke kender dem - ligesom vi har til gode at se brune scenekunstnere optræde i whiteface.
Vi ræser igennem verden som en elefant i en glasbutik og ytrer os for en stor del fordomsfuldt om ting, vi ikke aner det mindste om - men heldigvis er der kommet andre boller på suppen, det, som ungdomsoprøret ikke fik gjort færdigt, er tiden nu tydeligvis blevet moden til: folk gider bare ikke at høre på det l..t, som de, der har tiltaget sig en definitionsmagt over dem, lukker ud.

Bjarne Toft Sørensen

Det gode ved Madame Nielsens fiktive essay er, at det behandler problemstillingerne på et forholdsvis principielt niveau. F.eks. vises det urimelige i, at enhver krænket har ret, fordi vedkommende føler sig krænket, og derfor har krav på, at der bliver indført foranstaltninger, der gør, at en sådan krænkelse ikke kan finde sted fremover ( = censur). Det er en sådan tankegang, vi skal have gjort op med, fordi den grundlæggende strider med principperne i den form for demokrati, vi har valgt, at vi skal have i Danmark.

Nogle eksempler: Som underviser i faget Dansk i gymnasiet har jeg oplevet, at forældre til unge stillede krav om, at der ikke blev brugt tekster til eksamen med passager af seksuel karakter, for den slags problemstillinger var deres børn ikke vant til at beskæftige sig med, og at unge med muslimsk baggrund i faget Kulturforståelse stillede krav om, at der ikke blev anvendt materiale, der berørte problemstillinger om social kontrol, for "sådan noget talte man ikke om".

Selv satte jeg grænsen, hvor et flertal af de unge i en klasse, egentlig passede nok i forhold til det emne, vi arbejdede med i faget Dansk, mente at vi kunne bruge Lars von Triers Antichrist. Der er risikoen for stor for, at flere, under visningen af filmen og i dagene derefter, får det dårligt over det, de har set.

Steffen Gliese
Mht. tyske bogbrændinger, så ved jeg ikke hvor du får det fra, at det var bøger af mindretal der blev brændt, og i høj grad om mindretal. Flg. forfattere, der også kendes (burde kendes) i nutiden, der røg på bålet var bl.a. : Brecht, Hemingway, Marx og Karl Kautsky, Heinrich Mann, Erich Kästner, Freud, Remarque, Tucholsky og von Ossietzky.
Mindretal? No way?
Som Bjarne Toft påpeger, så skal det naturligvis ikke være sådan, at en minoritet kan bestemme hvad der skal undervises i - her gælder lærerens metodefrihed. Og kan de sarte ikke klare, at arbejde med fx Den kroniske uskyld, så må de enten forlade klassen, eller finde en anden skole.
Vi har rigeligt med tankepoliti og sindeladskontrol allerede, og der er kræfter i såvel "rød" som blå blok, der gerne vil have mere. For at det ikke løber helt grassat, så har vi domstoleme og injurie-loven. Blasfemiparagraffen forsvandt desværre - også dét var "rød" og blå blok enige om.

Christian De Thurah

Det er da bedøvende ligegyldigt, om de bøger, man brænder, er udtryk for flertallets eller mindretallets mening. Det er selve det, at man - symbolsk eller reelt - forsøger at udrydde anderledes holdninger, der er problemet.

Bjørn Pedersen, Frank Hansen og Arne Lund anbefalede denne kommentar