Læsetid: 8 min.

Omfattende amerikansk fupnummer udstiller kønsforskningens svage sider

Tre forskere har i løbet af et år skrevet 20 falske artikler. Syv af dem er blevet optaget i akademiske tidsskrifter, som beskæftiger sig med kønsforskning. Intentionen? At udstille, hvordan dele af den akademiske verden er båret af ideologier og kompromitterer resten af feltet. Information har talt med en række danske forskere, som ikke er helt enige i, hvad det så kan bruges til
Et falsk studie af hundes adfærd i parker skulle angiveligt kunne bruges som spejl på mænds voldtægtsadfærd. Studiet blev optaget i et anerkendt forskningstidsskrift.

Et falsk studie af hundes adfærd i parker skulle angiveligt kunne bruges som spejl på mænds voldtægtsadfærd. Studiet blev optaget i et anerkendt forskningstidsskrift.

Emilie Bech Jespersen

20. oktober 2018

»Hundeparker er steder, hvor voldtægt tolereres,« står der i et forskningsstudie udgivet i et amerikansk tidsskrift i maj. Forskeren bag det, Helen Wilson, hævder at have undersøgt hundeparker i Portland, Oregon, hvor de observerede interaktioner mellem hundene kan bruges som spejl på, hvordan mennesker interagerer. Forskeren kommer også frem til, at disse ’undertrykkende’ steder kan bruges til at blive klogere på, hvordan man skal ’træne’ mænd til at ikke at udøve seksuel vold, hvilket de har tendens til.

Tidsskriftet Gender, Place and Culture, som godtog artiklen, skrev endda et begejstret svar tilbage til Helen Wilson om, at de fandt hendes studier så interessante, at de ville bruge artiklen som en del af et jubilæumsnummer, hvor 12 særlige artikler blev udvalgt.

Et andet opsigtsvækkende studie i et andet tidsskrift hævdede at have brugt to år på gennem »tematiske analyser af dialoger« at analysere, hvorfor heteroseksuelle mænd godt kunne lide at spise på Hooters. Og et tredje studie havde valgt at tage dele af Hitlers Mein Kampf og blande dem sammen med et par opdaterede afsnit i en jargon, der emmede af feministisk teori, og kaldt artiklen »Our Struggle Is My Struggle«.

Problemet med artiklerne var bare, at studierne var opdigtede og skrevet under et pseudonym, som dækkede over tre amerikanske forskere: James Lindsay, Helen Pluckrose og Peter Boghossian. I alt skrev de 20 artikler på et år, og syv blev accepteret af anerkendte fagfællebedømte (peer-reviewed) tidsskrifter, syv afventede bedømmelse, og seks var blev afvist.

Trioen, som har forskningsmæssig baggrund i litteratur, matematik, fysik og filosofi, ville egentlig selv have afsløret deres stort anlagte fupnummer et godt stykke ude i fremtiden. Men en journalist fra Wall Street Journal kom dem i forkøbet ved at afsløre, at Helen Wilson ikke fandtes, hvorefter tidsskriftet trak artiklen tilbage. Derfor valgte de at stå frem med hele historien i forrige uge.

De ville udstille, hvor nemt det er at få udgivet uvidenskabelige studier inden for det, de selv kalder grievance-studies, som er en underkategori til kønsstudier, så længe tonen og jargonen følger den dominerende holdning og ideologi inden for forskningsfeltet. Som de selv skrev i en artikel i det amerikanske onlinemedie Areo:

»Noget er gået galt i universitetsverdenen – særligt på specifikke områder inden for humaniora. Studier, som i mindre grad handler om at finde frem til sandheden og i højere grad handler om at være en del af ’en social retfærdighedsbevægelse’, er blevet en fast bestanddel af, hvis ikke totalt dominerede inden for, de her områder – og deres ophavsmænd påtvinger studerende, administratorer og andre afdelinger at tilpasse sig deres verdensopfattelse. Men denne verdensopfattelse er ikke videnskabelig.«

Hvad det stort anlagte fupnummer kan sige os, er forskere både i USA og herhjemme uenige om. Det, de er enige om, er, at det skriver sig ind i en større kontekst, hvor den identitetspolitiske kampplads på nogle punkter også har flyttet sig ind i den akademiske verden.

Penis er en social konstruktion

Det er ikke første gang, at den slags eksperimenter finder sted. Et kendt eksempel er fra 1996, hvor den amerikanske fysikprofessor Alan Sokal gik i kødet på postmodernismen. Han skrev en opdigtet artikel til det akademiske tidsskrift for postmoderne kulturelle studier Social Text for at teste, om de ville godtage hans nonsens, hvis det lød godt og ellers var på linje med redaktørernes forudindfattede meninger. Det ville de.

I maj sidste år udgav to af personerne bag det nylige stunt, Peter Boghossian og James Lindsay, en artikel i det amerikanske tidsskrift Cogent Social Sciences under overskriften: »Den konceptuelle penis er en social konstruktion.«

Heri argumenterede de for, at man ikke kun skulle forstå det mandlige kønsorgan som en kropsdel, men derimod som en social konstruktion, som med sin patriarkalske dominans var skabt til at penetrere samfundet. Derudover blev penissen også gjort ansvarlig for blandt andet global opvarmning.

Dengang som nu lykkedes det dem at få publiceret deres akademiske nonsens i fagfællebedømte tidsskrifter. At den proces ikke virker optimalt, er ikke en ny kritik og gælder ikke nødvendigvis kun for humaniora, hvis man spørger forskere. Det påpegede lektor i statskundskab fra Harvard Universitet Yascha Mounk også i et essay i The Atlantic i forrige uge. Men, som han skrev:

»Vi kan ikke ignorere den ubehagelige sandhed, disse hoaxers har afsløret: At nogle akademiske kejsere – dem, som øjensynligt har mest at sige om de her vigtige emner – ikke har noget tøj på.«

Det er dog ikke alle, som er helt enige i, hvor meget dette fupnummer egentlig kan bruges til. Hverken blandt forskere i USA eller herhjemme. Som antropolog og kønsforsker fra Roskilde Universitet Christian Groes siger:

»Det er en herlig måde at blive berømt på.«

»Men hvad så hvis jeg skrev en falsk artikel? Så ville jeg bevise, at jeg havde skrevet en løgnehistorie? Og hvad så? Man kan også snyde i skat. Det er jo hele peer review-systemet, der er baseret på tillid, som kan være problematisk her,« siger han og pointerer, at det sådan set også er et problem inden for samfunds- og naturvidenskab.

Desuden mener Christian Groes ikke, at eksemplerne med hundeparken og Hooters er odiøse eksempler i sig selv, men peger på, at man kunne finde nogle langt mere »freaky« studier inden for biologi, hvis man endelig skulle fortsætte ud ad den boldgade.

Et felt under udvikling

En af de andre artikler, som gruppen med Lindsay, Pluckrose og Boghossian fik udgivet, tog udgangspunkt i, at mænd sjældent selv penetrerer sig analt med sexlegetøj. Det, kommer de frem til, skyldes nok en form for homofobi eller transfobi. Hvis mændene i stedet tog del i anal penetrering, ville det mindske disse fobier og fremme feministiske værdier.

Både det og de andre eksempler kalder David Budtz Pedersen, professor i forsknings- og innovationspolitik på Aalborg Universitet, for »vanvittige«. Budtz er også forskningsleder for Humanomics, som bl.a. undersøger humanistisk forskning og forskeres samarbejder.

»Når man læser, at disse studier er antaget til udgivelse i et videnskabeligt tidsskrift, skriger det til himlen og er noget, vi som forskere er nødt til at tage afstand fra,« siger han, selv om han ikke mener, at eksperimentet kan bruges til at sige noget generelt om humaniora, men snarere peger på en kultur inden for specifikke områder og specifikke tidsskrifter.

Selv om man også kan finde fupnumre inden for andre dele af videnskabens verden, er det tankevækkende, at diskussionen og eksemplerne omkring fup og kvalitetssikring ofte forbindes med kønsforskning, mener Hilda Rømer Christensen. Hun er lektor i sociologi og leder af koordineringen af kønsforskning på Københavns Universitet og har selv arbejdet som reviewer på det tidsskrift, som optog studiet om voldtægskulturen i Portlands hundeparker.

Men det altså ifølge hende ikke danne grundlag for en generel kritik, men skal ses som et par enkelte svipsere. Som hun formulerer det:

»Jeg vil naturligvis ikke forsvare nonsensartikler, men vis mig det tidsskrift, som ikke har haft enkelte svipsere på repertoiret. Generelt anser jeg et af de udskældte tidsskrifter, Gender, Space and Culture, for et veletableret tidsskrift. Som reviewer for tidsskriftet har jeg i hvert fald været med til at afvise flere artikler.«

»Jeg mener, at de her sager bunder i forskellige videnskabssyn – som mest tydeligt kommer til udtryk i kløften mellem kvalitativ og kvantitativ forskning. Det er en kløft eller en krig, som har stået på siden kønsforskningens tidlige dage i 1970’erne – og som tilsyneladende ikke er slut endnu,« fortæller Hilda Rømer Christensen.

Grunden til hele den diskussion er ifølge lektoren, at kønsforskere bevæger sig i et »eksplorativt felt« – altså et område, som stadig er under udforskning modsat andre områder, som har både velkendte metoder og procedurer. Med andre ord findes der ikke en facitliste. Derfor kan det være sværere at kvalitetssikre den type forskning, også fordi meget af den bygger på fortolkning.

»Ofte er de nye og skjulte temaer kommet frem i tæt sammenhæng med politisk aktivisme; #MeToo-bevægelsen er her det sidste skud på stammen, og den vil garanteret også generere ny og eksplorativ forskning i de kommende år‚« siger hun.

Den amerikanske kulturkamp

I kølvandet på skandalen i USA er der mange, som har brugt eksperimentet som ammunition i det, man kan kalde ’den amerikanske kulturkamp’. Især inden for humanvidenskaberne bekender mange forskere sig til venstreorienterede synspunkter og ser deres forskning som et forsvar for samfundets svage grupper – hvad enten det er i kampen mod sexisme, racisme eller social marginalisering.

I nogle forskerkredse opfatter forskerne genstandsfelter som køn, race eller magt som stærkt politiserede. Og de ser derfor udforskningen af deres områder som uadskillelige fra politiske aktioner.

På den anden side står en gruppe af forskere, som mener, at man bør slå koldt vand i blodet og anskue videnskaben mere nøgternt og undgå politisk indblanding eller interessevaretagelse. De er bange for, at forskningsverdenen bliver en arena for ren ideologi.

Det er den konflikt, man skal forstå, hvis man vil forstå de tre forskeres eksperiment og den kontekst, de skriver sig ind i, lyder det fra David Budtz Pedersen. I kølvandet på fupnummeret, er der også allerede en række højreorienterede amerikanske profiler, som har brugt anledningen til endnu en gang at rejse kritik af venstreorienteret forskning, som de mener er biased og ren luft.

»I dag er det desværre sådan, at dele af humaniora er blevet inficeret af politisk korrekthed og identitetspolitik. Det betyder, at visse tidsskrifter bliver politiske magasiner i stedet for udgivelseskanaler for robuste og pålidelige studier,« siger han.

Men når det er sagt, mener både David Budtz Pedersen og Christian Groes, at de tre forskere har ramt lidt ved siden af i deres forsøg på at udstille de brodne kar i den akademiske verden. I stedet for at udskamme og latterliggøre specifikke emner og navngivne tidsskrifter, burde de have skrevet et seriøst og alvorligt modsvar på videnskabens egne præmisser.

»Hvis man er nervøs for, at forskningen skal miste troværdighed, som de her tre forskere er, så synes jeg, de har lavet et selvmål. De burde have taget fat i det ondes rod og have modargumenteret det ved hjælp af de forskningsmetoder, de mener, man bør anvende,« siger David Budtz Pedersen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Gustav Alexander
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • David Zennaro
  • ingemaje lange
  • Lise Lotte Rahbek
  • Kurt Nielsen
Ejvind Larsen, Gustav Alexander, Bjarne Bisgaard Jensen, David Zennaro, ingemaje lange, Lise Lotte Rahbek og Kurt Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Steffen Gliese

Jamen, de burde jo have valgt nogle teorier, der var så langt ude, at det faktisk afslørede noget. Disse eksempler ville afsløres, hvis peer-review processen så på den anvendte litteratur, hvad der vel er meningen med hele øvelsen. Man kan snarere stille spørgsmålstegn ved, om det ikke ved en egentlig undersøgelse ville vise sig, at selvpenetrering er langt hypppigere, end det formodes.

Christian De Thurah

Uanset hvad man mener om metoden, er substansen i de tre forskeres provokation vigtig. I dette blads spalter beklages det ofte, at lægmand ikke længere respekterer den videnskabelige ekspertise, og for den hjemlige andedam vedkommende lægges skylden ofte på Anders Fogh Rasmussen og hans felttog mod "smagsdommeriet" omkring årtusindskiftet. Men de tre provokatørers stunt viser jo, at problemet rækker langt videre. Videnskaben er ikke objektiv eller værdineutral, og det har den aldrig været. Men det betyder ikke, at den kan bruges til hvad som helst og stadig kaldes videnskab. Visse videnskabelige discipliner har i særlig grad været "inficeret" med forskernes ideologi, tænk blot på hele debatten om "anti-psykiatrien" i 1960'erne og 1970'erne. Også pædagogikken har været en ideologisk slagmark, og der kunne nævnes adskillige andre. Det er efter min mening ingen skade til, at folk er opmærksomme på - og kritiske over for - dette, og at den tid er forbi, hvor en akademisk titel eller en bemærkning som "Der er undersøgelser, der viser..." kunne lukke munden på de fleste. For som de tre amerikanere så udmærket demonstrerer, borger hverken titler eller undersøgelser for noget som helst.

Ejvind Larsen, Peder Bahne, ulrik mortensen, Ole jakob Dueholm Bech, Bjarne Toft Sørensen, René Arestrup, Morten Clausen og Søs Dalgaard Jensen anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Mænds voldtægtsadfærd. Det er en alvorlig sag. Når det er sagt, så er det da ret grinagtigt med forsknings set-up med fiktiv felt-forskning i hundeparker. Lad os fx forestille os kvinders voldtægtsadfærd spejlet i et lignende feltstudie. Det vil nok heller ikke give den store akademiske guldmedalje, men stof til en hel del fredags-barer og julefrokoster rundt omkring. Hæ, hæ.

Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"I stedet for at udskamme og latterliggøre specifikke emner og navngivne tidsskrifter, burde de have skrevet et seriøst og alvorligt modsvar på videnskabens egne præmisser."

Forslaget fra såvel David Budtz Pedersen som Christian Groes er sådan set udmærket, men tager ikke højde for det centrale i problemstillingen og får som sådan karakter af en afværgedagsorden.

Det centrale må være, hvorfor pseudo - videnskabelige artikler, der i sammenhængen mangler den nødvendige form for dokumention, overhovedet optages i de pågældende tidsskrifter, og hvorfor forskningsinstitutioner rundt omkring i verden, bl.a. i Danmark, ikke skrider ind over for forskere, de har tilknyttet, som ikke lever op til elementære krav til videnskabelighed? Hvad med om David Budtz Pedersen og Christian Groes i stedet tog del i at "feje for egen dør", de pågældende steder hvor de er ansat?

At forskere bevæger sig i et "eksplorativt felt" må ikke blive en undskyldning for at "anything goes". Netop på sådanne områder må vedvarende diskussioner på forskningsinstitutionerne om, hvor grænsen går, være på sin plads. Mine erfaringer fortæller mig, at tendensen her snarere vil blive, at hvis I ikke blander jer i vores forskning, skal vi også nok lade jeres være i fred.

Det interessante spørgsmål bliver for mig også, hvorfor forskning, der i kraft af sin tendens og evne til at skabe opmærksomhed og interesse, ikke bliver stoppet på forskningsinstitutionerne, hvis den ikke kan leve op til elementære krav til videnskabelighed?

På kort sigt kan det vel være en økonomisk gevinst at lægge hus til en sådan forskning, men vel ikke på længere sigt?

Ejvind Larsen, Aske Hennelund Nielsen, Bettina Jensen og Ole jakob Dueholm Bech anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

En kommentar til:
"I nogle forskerkredse opfatter forskerne genstandsfelter som køn, race eller magt som stærkt politiserede. Og de ser derfor udforskningen af deres områder som uadskillelige fra politiske aktioner".

Der er for mig at se ikke noget forkert i, at forskning i nogle sammenhænge er uadskillelig fra politisk aktion, ligesom jeg f.eks. heller ikke ser noget forkert i, at journalister i samarbejde med eksterne politiske meningsfæller bidrager til at skabe de historier, som de derefter dækker journalistik.

Problemet opstår typisk, hvis man vil bruge "de særlige omstændigheder" for sine undersøgelser som undskyldning for ikke at kunne leve op til elementære krav til videnskab. Der er det meget vigtigt, at man kan holde orden på henholdsvis sin "politiske kasket" og sin "videnskabelige kasket", og at den ene ikke kan bruges som kompensation for den anden.

Claus E. Petersen

Så vidt jeg husker har et land som Norge simpelthen droppet "kønsforskning" udfra den betragtning at det ikke er videnskabeligt.
Det kan jeg egentlig godt forstå, efter at have set en dansk kønsforsker forklare kønsforskning.

Michael Friis, Jens Falkenberg, Morten Simonsen, Ole jakob Dueholm Bech og Frank Hansen anbefalede denne kommentar
Henrik L Nielsen

Det jeg tror, der bliver mest sigende i dette er, hvordan de tre akademikere bag dette nu vil blive behandlet i miliøet.
Vil de blive straffet eller frosset ud? Eller vil resten af akademikerne ‘tage den på hagen’?
Det er svaret på dette, der kommer til at afgøre, hvordan de bløde videnskaber kommer til at blive opfattet fremover.

Morten Balling

"genstandsfelter"

Wtf? Hvorfor er det overhovedet et ord, og hvor stammer det fra? Hvem har fundet på at det lød sejt? Hvem?!?

Ikke siden en lærer insisterede på at i mit fag "inokulerer vi inokulum" har jeg set et så latterligt overflødigt ord. Måske udfordret af "italesætte" eller "proaktiv".

Ejvind Larsen, Jan Jensen, Niels Duus Nielsen og Peter Tagesen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Claus E. Petersen: Der skal også være plads til forskning i køn, men dem der forsker i området skal bare ikke tro, at der gælder svagere krav til videnskabelighed for dem, på grund af særlige omstændigheder.

Bjarne Toft Sørensen

Morten Balling: Det er nemt at kritisere og mistænkeliggøre noget, der umiddelbart lyder mærkeligt, og så nærmer vi os i denne debatstreng afdelingen for underholdning. Måske kunne man i sin tid have fundet en anden betegnelse for det samme, men ikke desto mindre er det et almindeligt accepteret og anvendt begreb inden for videnskabsteori, der har en særlig funktion, og der er ikke tale om én eller anden nymodens opfindelse af et begreb.

"Der er for mig at se ikke noget forkert i, at forskning i nogle sammenhænge er uadskillelig fra politisk aktion"

Jeg mener det lige præcis er her, man kompromitterer den videnskabelige metode, og jeg kunne nævne et åbenlyst eksempel på, hvor galt det kan gå, når man begynder at operere med begreber som konsensus og demokrati inden for videnskabelig forskning, men jeg har ikke modet til det.

Morten Balling

@Bjarne Toft Sørensen

Jeg har beskæftiget mig relativt intensivt med videnskabsteori i en årrække, og er aldrig stødt på ordet før. Derfor slog jeg det selvfølgelig op. Ordet betyder:

"videnskab, disciplin, videnskabsfag, videnskabsgren, fag, studium, -logi, -nomi forskningsfelt, forskningsgren, vidensområde, gren, retning, felt, område, fagområde, fagfelt, grundvidenskab forskningsobjekt, genstandsområde, genstandsfelt, interesseområde, interessefelt, forskningsmæssig interesse, problemområde, problemfelt, krydsfelt, kerneområde, specialområde, stofområde, emneområde"

Hvorfor finde på et nyt ord? Der var ligesom rigeligt at tage af i forvejen, og en del af dem er ovenikøbet nemmere at forstå, uden at skulle slå dem op.

Formentlig fordi det lyder "sejt" at kunne bruge ord andre ikke forstår. Det medfører dog også en vis form for skepsis fra Otto Normalforbruger, og ham er der i høj grad behov for at vi i videnskaben kan kommunikere til i disse år, uden at han kommer til at lede efter pladen til at spille bullshit-bingo.

Da jeg i sin tid spurgte hvorfor jeg skulle lære at sige "inokulere" (et ord som jeg personligt mener har et slægtskab med det franske "enculé"), i stedet for "putte gæret ned i beholderen" , så var svaret at ellers lød det som om jeg ikke vidste, hvad jeg snakkede om.

Ejvind Larsen, Niels Duus Nielsen, Henrik Brøndum, Lise Lotte Rahbek, Michael Friis og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar
Henrik Brøndum

@Morten Balling

Helst ikke så højt. Vi skulle nødig have, at det der med det overflødige bredte sig for meget. Der er arbejdspladser i at skrive ligegyldige tekster, både til mennesker og maskiner.

Ejvind Larsen, Michael Boe og Peder Bahne anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Til almindelig oplysning, er her et link til artiklen om voldtægtskultur og hundeparker..

Og mens indholdet nu er afsløret som ren satire, så er det værd at huske på, at denne morsomhed i sin form åbenbart ikke adskiller sig synderligt fra den ægte vare...

Morten Balling, du må nok hellere springe den over: hvis så uskyldigt et ord som ‘Genstandsfelt’ kan få dig helt op i det røde felt, så kan en læsning af dette dokument muligvis bringe dig helt og uigenkaldeligt ud over kanten ;)

https://www.tandfonline.com/doi/pdf/10.1080/0966369X.2018.1475346?needAc...

Ejvind Larsen, Henrik L Nielsen, Niels Duus Nielsen og Morten Balling anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Morten Balling:

Et par citater hentet fra to artikler i "Kampen om disciplinerne. Viden og videnskabelighed i humanistisk forskning" (2015), red. David Budtz Petersen, Frederik Stjernfelt og Simo Køppe.

Simo Køppe: "Data og metode i humaniora", s. 23 - 44
"Der er ikke noget, der hedder rene data - data har altid undergået en selektion, nemlig i kraft af de mere eller mindre eksplicitte antagelser, som ligger bag valget af genstandsområde", s. 27.

Svend Østergaard: "Humanistiske forskningsstile", s. 45 - 74
"Indledningsvis er det formålstjenligt at overveje, hvad der karakteriserer det typiske humanististiske forskningsobjekt, dvs. afgrænse genstandsfeltets ontologi, vel vidende at humaniora er så mangfoldig, at der givetvis ikke kan siges noget generelt, der rammer alle genstandsfelter", s. 45

Om du vælger at bruge betegnelsen "genstandsområde" eller "genstandsfelt" er for mig underordnet, selv om det for mig at se kunne give nogle indikationer i retning af, hvilken forskningstradition du tilhører.

Når du foretager leksikalsk orienterede opslag på den måde, som du gør, og nævner en række begreber, som generelt set dækker noget ret forskelligt, viser det for mig at se, at selv om du har beskæftiget dig med videnskabsteori, så er der noget, du fagligt set har misforstået. Hvad med at gå til fagbøgerne om emnet?

Nogle gange er det latterligt at finde på nye ord, bare for at fremhæve, at man er del af en særlig gruppe af mennesker, der ønsker at ekskludere andre, og i nogle sammenhænge er der en faglige mening med det.

I øvrigt står der i "Den danske ordbog":
"fagligt område som en, især videnskabelig, beskæftigelse retter sig mod eller udfolder sig på
SYNONYM genstandsområde"
https://ordnet.dk/ddo/ordbog?query=genstandsfelt

Gustav Alexander

Indtil videre eksisterer der ikke 'udefra' perspektiver på intersektionalitet, feministisk teori, kønsstudier osv. Det betyder at vi endnu kun har fagenes ideologiske sandhed om sig selv: som Felter der fremskynder en normativ progression mod 'mindre undertrykkelse', en 'opdagelse' af at køn og identitet til alle tider har været vigtigt, men hvis centrale plads først nu er blevet realiseret nu i det 21. århundrede.

Felterne må underkastes et kritisk blik deres filosofihistorie, så de ikke bibeholder den nuværende selvforståelse af "normativ fremgang" på spørgsmål, som de ikke selv vil lade stå til diskussion.

Underkaster man i stedet felterne et kritisk filosofihistorisk blik kan man klarlægge teoriernes tidsmæssige og ideologiske specificitet. Der er ikke noget giftigere for idéer, der sælger sig selv som normativt sande, end at gå til grunde i deres specifikke filosofihistorie. Idéerne bliver pludseligt kontingente og bundet til bestemte kulturelle og økonomiske miljøer (den kosmopolitane, akademiske middelklasse, der er "progressiv").

Ejvind Larsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Jeg forstår, hvor du vil hen med dit eksempel, Peter Bahne, men som jeg gjorde opmærksom på, er det vigtigt, at man ret præcist holder "orden på henholdsvis sin "politiske kasket" og sin "videnskabelige kasket", og at den ene ikke kan bruges som kompensation for den anden".

Morten Balling

I den virkelighed vi lever i er kommunikation udveksling af information fra en hjerne til en anden hjerne, som regel i form af lydbølger eller lys. Her er der tale om fysisk information af den slags man kan måle i bits.

Matematikeren Claude Shannon opstilllede det som i dag kaldes Shannon's Teorem, eller Shannon's Formel. Den siget at:

C = B * log2(1+S/N)

hvor:

C = Mængden af overført information
B = Kanalens båndbredde
S = Signal
N = Støj

Hvis man ellers holder nogenlunde ens afstand mellem afsender og modtager i en given kommunikation, så er B konstant. I så fald afhænger C af forholdet mellem S og N. Jo mindre støj, jo mere signal kan overføres.

I kommunikation i form af tale eller skrift, kan nomenklatur ses som en form for "støj", hvis modtageren ikke forstår de ord man bruger. Om jeg siger "Saccharomyces cerevisiae" eller "drozhzhi" er oftest ligegyldigt, men hvis jeg derimod siger bagegær, så forstår de fleste hvad jeg mener. Ingen af ordene indeholder mere information om det jeg prøver at beskrive, gær.

Jeg er helt med på at den fagspecifikke nomenklatur kan være et nødvendigt værktøj i nogle sammenhænge, men jeg opfordrer gerne til at man skruer lidt ned for den i al almindelighed. Shannon's Teorem er helt og aldeles solid videnskab.

Ejvind Larsen, Lise Lotte Rahbek og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Generelt er jeg tilhænger af, at man ikke formulerer sig mere kompliceret og uforståeligt for de fleste end højst nødvendigt. Problemet er bare, at mange ikke vil stille sig tilfredse med det.

I en diskussion mellem Klaus Rifbjerg og Ritt Bjerregaard om modernistisk kunst i 1970 erne, kom sidstnævnte med en interessant fortalelse: Det, som alle ikke kan forstå, har ingen ret til forstå.

Niels Duus Nielsen

Kønsforskningen er til grin, ligesom pomoerne var til grin oven på Sokal-affæren. Shit happens, live with it, og stram evt. lidt op på proceduren for peer-review.

Og jeg vil forbeholde mig ret til at anvende svære fremmedord, når jeg taler med mine fagfæller, som ved, hvad de betyder. Over for lægfolk bruger jeg enten mere upræcise ord, eller omvendt, bruger ordene mere upræcist. Metafysik, verdensanskuelse, og ideologi er fx ord, som jeg her i spalterne bruger som synonymer, mens jeg i en diskussion med fagfilosoffer vil være meget mere selektiv i mit ordvalg, da der faktisk er tale om tre forskellige genstandsfelter.

Bjarne Toft Sørensen

Niels Duus Nielsen:
Når jeg stod i en undervisningssituation i Gymnasiet, brugte jeg begrebet metafysik, hvor det var relevant, men forklarede det, og med hensyn til ideologi, ville jeg nok på 1. år spørge, om én i klassen ikke lige kunne forklare, hvad det betød.

Det resulterer i hvert fald, for mig at se, i nogle meget fattige diskussioner på Informations debatsider, hvis du bruger de tre nævnte begreber som synonymer.

Hvis man ser på sværhedsgraden i Informations artikler, f.eks. i anmeldelser og debatartikler, produceret af egne journalister, ligger en del af dem i overkanten af, hvad man sådan generelt kan forvente af forståelse på gymnasialt niveau på 3. år, og sådan bør det vel også være?

Der er jo også den mulighed, at folk så i stedet vælger at holde Berlingske eller Politiken, hvis de ikke gider at tage udfordringen op. Én gang imellem kan det vel være nødvendigt at finde hjælp i en ordbog eller en leksikalsk artikel på nettet.

Din tilgang minder om den, man ofte vælger på museer og andre oplysende institutioner, det man kan kalde "den laveste fællesnævner". Man tør ikke satse på oplysning, fordi mange, der møder op, ikke ønsker at blive klogere, men at blive underholdt - det man kalder "oplevelsesøkonomi".

Du glemte for øvrigt at forklare begreberne pomoer og Sokal - affæren.

Niels Duus Nielsen

Okay, pomoer er slang for de tilhængere af postmodernismen, som ikke har taget sig tid til at fordybe sig i stoffet, og som derfor farer med en halv vind. Sokal-affæren henviser til en begivenhed, der på mange måder minder om den, der skildres i artiklen, hvor fysikeren Alan Sokal skrev en vrøvleartikel, som blev optaget i et postmodernistisk tidsskrift, til stor moro for alverdens scientister.

Din kritik af min lemfældige brug af terminologien er taget til efterretning. Dog vil jeg gøre opmærksom på, at der er finder en vis gradbøjning sted: Når jeg blot skriver "ud i luften" tager jeg ikke terminologien så tungt, men bestræber mig først og fremmest på at gøre teksten forståelig for menigmand. Når så en kommentator som dig eller Morten Balling kommer på banen, skærper jeg præcisionen og bliver meget, meget mere omhyggelig med mit ordvalg.

Det er et basalt pædagogisk problem: Hvis man vil forstå kvantesmekanikken, begynder man med læren om harmoniske svingninger. Læren om oscillation er kun et lille hjørne af den viden, som fysikken råder over, men da den er relativt enkel og følger den traditionelle logik, er det ofte den, som de fysikstuderende først præsenteres for. Siden tilføjes en lang række andre teoribygninger, og til sidst kan de mest ihærdige fysikere - efter at have gennemgået et kursus i matematik - give sig i kast med kvantefysikken. Læren om harmonisk oscillation er her den laveste fællesnævner.

Ligesom logik er den disciplin, som alle filosoffer har været tvunget til at lære. Nogle filosoffer bevæger sig aldrig ud over den elementære logik, men tror fuldt og fast på, at et reductio ad absurdum altid gælder som en refutation. Andre filosoffer forholder sig mere dialektisk til virkeligheden, i en grad, så der har dannet sig to skoler indenfor filosofien: analytikerne, der er fanget indenfor logikkens snævre rammer, og de kontinentale, som vover springet ud på de 70.000 favne vand. Selv har jeg gennemgået en stringent analytisk uddannelse, netop for ikke at blive ledt på vildspor, når jeg tog fat på min egentlige interesse, som er - og altid har været - den kritiske metafysik.

Pomoerne har indenfor den postmodernistiske "teoribygning" (i citationstegn, fordi postmodernismen netop ønsker at gøre op med ideen om en determineret arkitektur inden for filosofien) lært, hvad der i fysikken svarer til læren om harmoniske svingninger, og tror, at de nu ved alt om fysik, for nu at blive i billedet. Fysikerne ved, at der kun er tale om en delteori, som i visse situationer ikke holder vand, men et sted skal de jo begynde. Man præsenterer jo heller ikke børn for hele verdenslitteraturen, når man lærer dem at læse.

Så jeg accepterer din kritik, med det forbehold, at jeg (for det meste) er meget bevidst om, hvad jeg skriver, og hvorfor jeg anvender netop de ord, som jeg gør.

Ejvind Larsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"A hypoid is a type of spiral bevel gear whose axis does not intersect with the axis of the meshing gear. The shape of a hypoid gear is a revolved hyperboloid, whereas the shape of a spiral bevel gear is normally conical. The hypoid gear places the pinion off-axis to the crown wheel (ring gear) which allows the pinion to be larger in diameter and have more contact area. In most passenger cars, the pinion is offset to the bottom of the crown wheel. This provides for longer tooth contact and allows the propeller shaft that drives the pinion to be lowered, reducing the "hump" intrusion in the passenger compartment floor."

Så lærte jeg det, tak Henrik!

Henrik Brøndum

@Niels Duus Nielsen

Bukker!

Nogle vil måske indvende, at denne teknologi ikke er relevant for kønsforskningen, men det er en misforståelse. Når " the hump intrusion in the passanger compartment floor" gøres mindre, bliver det lettere for det unge par at nærme sig hinanden, når de er ude og se en romantisk film i Drive-In Bio.

Morten Balling, Niels Duus Nielsen og Ejvind Larsen anbefalede denne kommentar
Claus E. Petersen

Bjarne Toft Sørensen..
Der er forskning der har basis i Karl Poppers definition af videnskab, og så er der "forskning" som er et ræs efter at finde korrelationer mellem et ideologisk mål, og et ligeså ideologisk bestemt udsnit af verden.