Læsetid: 10 min.

Sådan er hverdagen for os, der er ramt af kontanthjælpsloft og integrationsydelse

Nadja Harnings, Rico Nielsens og Azab Kaylis tilværelser har ændret sig siden sidste folketingsvalg. Deres i forvejen stramme budgetter er blevet strammere af regeringens reformer. Nu i efteråret er det tre år siden, at integrationsydelsen blev indført, og to år siden, at kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen trådte i kraft. Stramningerne har pustet til en tendens, der strækker sig over flere årtier: Uligheden stiger, der bliver flere relativt fattige. Information har løbende bragt historier om de mennesker, som er blevet ramt af reformer. Her har vi genbesøgt tre af dem
I sommer kørte vi til en forlystelsespark i Tyskland. Jeg har altid prioriteret, at vi kom i Tivoli eller på Bakken en gang hver sommer. Det har været børnenes sommerferie, fortæller Nadja Harning.

I sommer kørte vi til en forlystelsespark i Tyskland. Jeg har altid prioriteret, at vi kom i Tivoli eller på Bakken en gang hver sommer. Det har været børnenes sommerferie, fortæller Nadja Harning.

Peter Nygaard Christensen

27. oktober 2018

Nadja Harning

Sidst, Information talte med Nadja Harning, var i september 2016. Det var få uger, inden kontanthjælpsloftet trådte i kraft. Dengang var hun netop flyttet fra Valby til Falster med sine to sønner, fordi hun ikke længere ville have råd til at bo i sin almennyttige bolig i Valby med en kontanthjælp som eneste indkomst. Hun købte derfor et hus på Falster med sin kæreste

Fortalt til Natalie Yahya Rosendahl

Hvis ikke der havde været kontanthjælpsloft, så er det helt sikkert, at jeg ikke var flyttet sammen med min kæreste. Ingen af os har nogensinde haft ønske om at bo sammen, for han har sklerose, bliver hurtigt træt og kan ikke overskue børn. Men vi gjorde det, fordi vi ikke så nogen anden økonomisk udvej.

Jeg er stadig på kontanthjælp, men jeg ved ikke, om jeg vil kalde mig selv fattig. Hernede er huslejen jo ikke særlig høj. Vi har lånt lidt under en halv million til at købe huset og afdrager mindre end 2.000 kroner om måneden. Men dertil kommer jo selvfølgelig alle de andre udgifter. Og desuden bruger vi 4.800 kroner om måneden på cannabis på recept til min kæreste.

Luca, min yngste på 15 år, er for andet år i træk på efterskole i Rødby på kommunens regning. Hele det første år, vi var her, var han så vred over, at vi var flyttet fra København, at han nægtede at tale med nogen i sin nye klasse. Men på efterskolen har han fået venner.

Kontanthjælpsloftet

  • I 2016 indførte regeringen et såkaldt »moderne kontanthjælpsloft«.
  • Kontanthjælpsloftet reducerer ikke selve kontanthjælpssatsen, men sætter et loft over, hvor mange penge en kontanthjælpsmodtager kan få i samlet støtte fra det offentlige.
  • Inklusiv børnepenge, boligstøtte, kontanthjælp og så videre må en enlig forsørger med to børn for eksempel maksimalt modtage 16.000 kroner om måneden. En enlig under 30, som ikke har børn må maksimalt modtage 10.445 kroner pr. måned

Min ældste søn, Micki på 17 år, som er autist, har også haft det svært på Falster. På grund af sin autisme og OCD hader han insekter, snegle og især edderkopper, og dem er der jo bare flere af, når man bor i hus. Det lader til, at han har brug for mennesker og høje huse. Nu er han flyttet til Fyn på et behandlingssted.

Jeg vil sige, at der er kommet lidt mere luft i økonomien, fordi jeg deler alle udgifter med min kæreste, som er fleksjobber. Nu har vi for eksempel råd til en gang imellem at tage drengene med på Burger King, når de er hjemme i weekenden.

Luca får nok ikke lige så meget som sine klassekammerater. Men jeg ved ikke … han er heller ikke en, der ønsker sig særlig mange ting. Han har jo været vant til, at vi aldrig har haft nogen penge. Så på den måde tror jeg heller ikke, at han savner noget.

I det hele taget synes jeg, at det lykkes for os at give drengene nogle ting. I sommer kørte vi til en forlystelsespark i Tyskland. Jeg har altid prioriteret, at vi kom i Tivoli eller på Bakken en gang hver sommer. Det har været deres sommerferie.

Det, vi ikke har råd til, er at fikse huset ordentligt. Der er for eksempel hul i taget. Da vi flyttede ind, dryppede regnen ned igennem, så vi havde gryder og skåle stående rundt omkring. Nu har min kæreste fået det lappet med flydende tjære. Sidste vinter gik vandvarmeren i stykker, og da vi ikke havde råd til at skifte den ud, badede vi i koldt vand og frøs i en overgang.

For tre måneder siden blev jeg udredt og fik både en psykisk diagnose, en fysisk diagnose og en konklusion om, at jeg aldrig kommer til at kunne arbejde på fuldtid. Da jeg sad på lægens kontor på hospitalet og fik beskeden om min fysiske diagnose, var det en kæmpe befrielse, for jeg følte, at jeg langt om længe blev taget alvorligt. Nu kan jeg forhåbentlig slippe ud af kontanthjælpssystemet og måske i stedet få et fleksjob.

Men jeg har ikke kunnet få fat i min sagsbehandler, siden jeg fik diagnosen. Der bor jo rigtig mange mennesker på kontanthjælp her i Guldborgsund Kommune. Mange af Danmarks fattige og syge bor hernede. Det er dyrt for kommunen, og det virker også, som om de har rigtig travlt på grund af det.

Rico Nielsen

Det er stadig ikke muligt for mig at skrabe 600 kroner sammen til en times samtaleterapi hos psykologen, siger Rico Nielsen, der er nødt til at læse tilbudsaviserne grundigt.

Peter Nygaard Christensen
Information talte med Rico Nielsen i april 2017. Hans indtægt var faldet med 2.200 kroner som følge af kontanthjælpsloftet, og han var blevet nødt til at stoppe hos sin psykolog, ligesom det var en kamp at finde penge til medicin.

Fortalt til Mathias Sindberg.

For tiden er jeg vist nok vurderet til at være ’aktivt parat’. Rask nok til at prøve forskellige ting af, men ikke klar til at arbejde. Men det er bare en gisning fra min side. Selv om jeg har fået tildelt en fast kontaktperson, som tager med mig på jobcenteret og sygehuset for at oversætte systemsproget for mig, har jeg aldrig det fulde overblik over min situation.

Jeg ved til gengæld, at jeg har fået lidt flere penge mellem hænderne. Min ydelse har ikke ændret sig, men jeg har ikke længere udgifter til medicin. Det er jeg stoppet med. Først med det antidepressive. Til sidst gik jeg bare rundt som en zombie i en osteklokke. Det var lidt hårdt bare at stoppe fra den ene dag til den anden, men hold kæft, hvor er det dejligt at være fri.

Lidt mere modvilligt er jeg også stoppet med ADHD-medicinen. Min psykiater ville kun give mig samme dosis, som man giver en seksårig. Men jeg er altså en stor mand på 44 år, og det holdt mig kun dækket fra klokken ni om morgenen til tre om eftermiddagen. Resten af dagen havde jeg fuldstændig fnidder i hovedet. Så er det bedre bare at sprede mine tosserier ud over hele dagen.

Min ældste søn på 19 år er kommet i militæret og har det godt. Den 13-årige bor hjemme hos mig i lejligheden i Køge hver anden uge. Vi kunne nok godt tage ud og lave flere ting sammen, men han er glad for at spille computer og Playstation. Sådan er det nok mellem fædre og teenagedrenge.

Jeg har råd til at betale 300 kroner om måneden for mit styrkecenter. Det er sundt for mig på mange måder.

Apropos min økonomi vil jeg gerne have lov til at rose Danske Bank. De får mange tæv for tiden, men de har været gode ved mig. Når jeg er til møde hos dem, viser de hensyn og forståelse for min situation.

Jeg kan for eksempel bare tage en pause, hvis det hele lige bliver for meget for mig. Og ikke nok med, at de har givet mig en lang pause fra at afdrage på min gæld på 130.000 kroner. De hjælper mig også sådan, at jeg får udbetalt børnepenge klatvis, så de rækker til hele perioden.

Det er stadig ikke muligt for mig at skrabe 600 kroner sammen til en times samtaleterapi hos psykologen. Og jeg bliver da også nødt til at kigge i tilbudsaviser. Jeg elsker de der kasser med ’Red maden’ nede i supermarkedet.

Det er fire år siden, jeg blev ledig. For nylig afsluttede jeg mit første praktikforløb. I 13 uger var jeg pedelmedhjælper tre gange om ugen. Det var lige mig. Jeg kørte rundt på havetraktoren, slog græs og passede mig selv. Men når jeg havde været der i tre timer, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle hjem. Busturen hjem trak tænder ud. Vi havde planlagt det sådan, at jeg undgik myldretiden, men det var stadig hårdt at være tæt på så mange mennesker på en gang. Gu’ var det hårdt.

Men det har været en succes, synes jeg. Nu skal jeg have lavet en speciallægeerklæring, inden jeg skal ind til et rehab-team, der skal vurdere, om jeg skal i ressourceforløb, fleksjob eller have førtidspension. Ressourceforløb er vist en form for afsøgning af, hvor meget man kan presse folk til at komme i job.

I den bedste af alle verdener kom jeg i fleksjob, så jeg kunne arbejde nogle timer hver uge. Jeg vil ikke afvise, at jeg skal have førtidspension, men så kan man jo stadig arbejde lidt. Jeg er glad for at være ude og i gang. Det ville være spild, hvis jeg udelukkende skulle sidde derhjemme. Det ville være spild. Jeg er ikke færdig.

Azab Kayali

Azab Kayalis fortæller, at hendes søn har haft arbejde hos Domino’s Pizza. Men hun har sagt til ham, at han hellere skal bruge sin tid på at læse og dygtiggøre sig. Vi skal nok klare den, siger hun.

Anders Rye Skjoldjensen
Sidst, Information talte med Azab Kayali, var i januar 2017. Inden da havde vi fulgt hende og andre flygtninge gennem flere måneder for at se, hvordan de klarede sig efter at være gået fra kontanthjælp til den noget lavere integrationsydelse. Dengang var Azab Kayali netop kommet i praktik hos en grønthandler.

Fortalt til Merle Baeré.

Jeg kom til Danmark den 17. juli 2014, fordi jeg var flygtet fra krigen i Syrien. Siden oktober samme år har jeg boet her i Ballerup. 

Et par måneder efter, jeg begyndte at få integrationsydelse, kom jeg i praktik hos en grønthandler i Ballerup. Jeg lærte at binde blomster og sidde bag kassen, og jeg blev bedre til dansk. På sprogskolen var jeg meget genert og snakkede næsten ikke. Men efter jeg har arbejdet i grønthandleren, er jeg blevet bedre, fordi jeg blev nødt til at snakke med kunderne. Når de kom og spurgte mig, hvad det ene og det andet kostede, kunne jeg jo ikke bare lade være med at svare.

Efter det første praktikforløb, fik jeg to måneders praktik mere, så seks måneders løntilskud. Min chef blev ved med at love mig et job. Til sidst fik jeg 20 timer om ugen. Jeg blev der i ni måneder, men til sidst havde han ikke mere arbejde, så jeg var nødt til at stoppe. Det var i marts.

Integrationsydelsen

  • Regeringen indførte i 2015 en lavere ydelse for arbejdsløse, der har opholdt sig i Danmark i mindre end syv ud af de seneste otte år. Fra og med den 1. juli 2016 er alle kontanthjælpsmodtagere kommet på integrationsydelse, hvis ikke de opfylder opholdskravet.
  • Integrationsydelsen til en almindelig børnefamilie er på 8.393 kroner pr. forælder før skat, for en enlig forsørger er det 11.993. Derudover kan modtagere få en bonus på 1.560 kroner om måneden i seks måneder, hvis de består en prøve i dansk på niveau 2.
  • I slutningen af oktober 2016 var 26.000 borgere i Danmark på integrationsydelse

Nogle af mine veninder har været i praktik 10-20 gange uden at få job. Da jeg ikke længere havde arbejde, ringede jeg til jobcenteret og spurgte, hvad jeg skulle gøre. De hjalp mig med at komme i kontakt med en restaurant på Bakken. Der har jeg nogle vagter nu, men hvor mange timer, jeg får, varierer meget fra måned til måned. Men jeg er meget glad for at være der, jeg hjælper både med at vaske op, jeg serverer og hjælper til med maden.

Lige nu tjener jeg i gennemsnit det, der svarer til integrationsydelsen. Nogle måneder tjener jeg 2.000 kroner, andre måneder 18.000 kroner før skat.

Jeg skal betale husleje, el, internet, mobil og lidt mad. Så er der ikke flere penge tilbage. Nogle gange sender mine store børn på 22 og 24 år, som læser i Horsens, mig penge. Min sagsbehandler plejer at spørge mig, hvorfor de gør det, men det er en tradition i vores kultur, at store børn hjælper til.

I dag var jeg i Føtex for at handle ind. Jeg så et lækkert kyllingebryst i køledisken, men jeg tjekkede min konto og så, jeg ikke havde råd til at købe det. Det er også længe siden, jeg har købt noget nyt til mig selv eller min søn på 15 år, som stadig bor hjemme. Hvis jeg skal købe tøj, er det i genbrugsbutikken nede på hjørnet. Men jeg køber aldrig noget, som koster mere end 50 kroner.

Min søn fik for nylig et job hos Domino’s Pizza i Ballerup. Men efter en måned lukkede de, så han er stoppet igen. Jeg har sagt til ham, at han ikke skal arbejde, han skal bruge sin tid på at læse og dygtiggøre sig. Vi skal nok klare den.

Jeg ved ikke, hvor længe jeg kan blive ved med at arbejde på restauranten på Bakken. Jeg drømmer om at gøre min 9.-klasses afgangseksamen færdig og så uddanne mig til køkkenassistent. Jeg kan godt lide at lave mad, for nylig lavede jeg mad til en af mine veninders babyshower – jeg lavede både tabbouleh, dolma, humus og alt muligt andet.

Mit ønske er at få lidt flere penge. Men jeg ville egentlig også gerne bare blive mødt med lidt mere kærlighed. Jeg er holdt op med at tjekke Facebook så ofte, og jeg slukker tit for tv’et, for det lyder, som om de ikke kan lide os flygtninge. Jeg er bange for, at politikerne beslutter, at jeg skal sendes ud af landet.

Intet tyder på, at kontanthjælpsloftet har sendt folk på gaden, har beskæftigelsesministeren hævdet på baggrund af en analyse fra sit ministerium. Ved et samråd forsøgte oppositionen at få ministeren til at erkende, at der ikke er belæg for den konklusion i analysen. Men forgæves
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Knud Harsbo
  • Carsten Mortensen
  • Søren Andersen
  • Mads Berg
  • Bjarne Andersen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Vivi Rindom
  • Flemming Berger
  • Henrik Leffers
  • Thomas Tanghus
  • Torben K L Jensen
  • Torben Skov
  • Carsten Munk
  • Anne Eriksen
  • Trond Meiring
  • Christian Mondrup
  • Viggo Okholm
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjørn Pedersen
  • Niels Bent Johansen
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
Knud Harsbo, Carsten Mortensen, Søren Andersen, Mads Berg, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Vivi Rindom, Flemming Berger, Henrik Leffers, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Torben Skov, Carsten Munk, Anne Eriksen, Trond Meiring, Christian Mondrup, Viggo Okholm, Niels Duus Nielsen, Bjørn Pedersen, Niels Bent Johansen, David Zennaro, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Igen tak til Information for at fastholde fokus på de menneskelige konsekvenser af regeringens fattigdomsreformer.

Lars Jørgensen, Carsten Mortensen, Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Mads Berg, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Anders Reinholdt, E Z, Birgitte Tibor, Flemming Berger, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Kim Strøh, Rolf Andersen, Søren Bro, Per Langholz, Ole Frank, Anne Eriksen, Trond Meiring, Hans Ditlev Nissen, Berith Skovbo, Niels Duus Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Bjørn Pedersen, Niels Bent Johansen og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Margit Johansen

Hvis ikke vi skal ændre ydelserne til de allerfattigste i højkonjunkturen, hvornår skal vi så? Ingen kan nu sige at de ikke ved præcist, hvordan det er at være på de allerlaveste ydelser. Dertil kommer så mørketallet dvs. de mennesker, som lever uden en klink, af andres nåde og barmhjertighed. De som er røget helt ud af dagpengesystem og offentlig hjælp - fordi de er svage og syge, har de en andel i en usælgelig bolig eller lever i ægteskab. Dem kender vi ikke, de lever i skyggen. Hvordan går det med dem?

Minna Rasmussen, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Søren Andersen, Mads Berg, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Elisabeth Andersen, Arne Albatros Olsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Viggo Okholm, Markus Lund, Claus Nielsen, Thomas Tanghus, Torben K L Jensen, Rikke Nielsen, Søren Bro, Carsten Hansen, Ole Frank, Philip B. Johnsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Ingen af dem er kommet i et job, de kan leve af.

Carsten Mortensen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Elisabeth Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

De danske og amerikanske politiske og økonomiske forhold minder meget om hinanden.

“Even if Trump is removed from power, how do we reverse global warming?

What about reversing worsening income and wealth inequality?

What do we do about more inflamed divisions in the country in terms of class, race and gender?

These problems are not going to be easy to heal.”

“Historian Christopher Browning on the Trump regime: We’re “close to the point of no return”
Link: https://www.salon.com/2018/10/18/historian-christopher-browning-on-the-t...

Bjarne Andersen, Elisabeth Andersen, Henrik Leffers og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Carsten Hansen

Trist læsning.
Skammeligt for et af verdens rigeste lande.

Yderligere kommentarer overflødige.

Minna Rasmussen, Carsten Mortensen, Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Stine Vejen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Elisabeth Andersen, Kim Houmøller, Viggo Okholm, E Z og Kim Strøh anbefalede denne kommentar

Det er jo sådan det er, når vælfærdssamfundet bliver til et velfedsamfund for middelklassen, hvor det stort set bare er middelklassen, der betaler til hinanden, hvor især sundhed og uddannelse bliver prioriteret, fordi det har middelklassen også glæde af. Overførsels-indkomster er siden midten af 90'er blevet stadig mindre, og det vil fortsætte. Middelklasse forsikre sig selv, arbejdsløshedsforsikring og pensionsordninger mm. Der er i middelklassen ikke noget ønske, om at være solidarisk med underklassen, underklassen skal ikke dø af sult, men må klare sig selv. Det er for dyrt hvis underklassen også skal have et anstændigt liv, så hellere bruge penge på det som middelklassen selv har glæde af sundhed, skoler, uddannelse, militær, infrastruktur mm.. Det er sådan det er, og det vil fortsætte i den retning.

Minna Rasmussen, Carsten Wienholtz, Søren Andersen, Estermarie Mandelquist, Bjarne Andersen, Trond Meiring, Elisabeth Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Bjørn Pedersen, Inger Nilsson, Flemming Berger, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

Et af mine problemer med disse angreb på velfærdsstaten er, at der ikke er et realistisk alternativ at stemme på, så det kommer jo nok til at fortsætte, selv under en rød blok-regering vil der fortsat blive givet til de rige og taget fra de fattige, jeg har ihvertfald til dato ikke hørt andet.

Søren Andersen, Bjarne Andersen, Bjarne Bisgaard Jensen, Kim Houmøller, Eva Schwanenflügel, Thomas Tanghus, Ebbe Overbye, Lise Lotte Rahbek og Herdis Weins anbefalede denne kommentar

@Else. SF har efter Helle- katasrofen vist flaget, ikke min kop te, og EL, tje, nu skrev jag jo realistisk, så.....

Løsningpå problemet med koldt vand i bruseren: køb en mobil håndbruser i Biltema og oplad den med USB. Fyld en elkedel med vand. Kog det og hæld det i en lille spand. Bland det op med koldt vand, så det bliver lunt. Stik dykpumpen ned i spanden og tænd. Sådan kan du tage varme bade mens der eks. i mit tilfælde er blevet lukket for fjernvarmen. Man kan også koge vand på komfur i en 6-liters-gryde og stille sig i en større spand/vasketøjskurv ved længerevarende bade. Sørg for at strålerne rammer ned i spanden, så vandet cirkulerer.