Læsetid: 4 min.

»Det er svært at være miljøbevidst, når du arrangerer rejser med store fly«

Alternativets politiske ordfører Carolina Magdalene Maier fik ufrivilligt sat flyrejser på dagsordenen, da hun blev taget i at have fløjet mere end 20 gange siden 2015, selv om partiet opfordrer til at flyve mindre og holde ferie i Danmark. Vi har spurgt Sanne Petersen, der driver Global Tours, om den øgede klimabevidsthed kan mærkes på hendes forretning
Klimaet er simpelthen ikke en tankegang, vi har i rejsebureauet. Det tror jeg ikke, at nogen rejsebureauer har, siger Sanne Petersen.

Klimaet er simpelthen ikke en tankegang, vi har i rejsebureauet. Det tror jeg ikke, at nogen rejsebureauer har, siger Sanne Petersen.

Ritzau Scanpix

27. oktober 2018

— Hvad definerer en god rejse for dig?

»At komme ud i naturen og opleve forskellige kulturer og ikke nødvendigvis komme til de steder, hvor der er masseturisme. Se nogle uberørte steder og møde mennesker der, hvor de er i deres liv i udlandet. Det kan jeg rigtig godt lide.«

— Hvor meget har du selv rejst?

»Inden jeg blev selvstændig for en del år siden, skulle jeg skrive, hvor mange rejser jeg havde været på i en ansøgning. Der fik jeg talt mig frem til 253 rejser.«

Sanne Petersen

  • 52 år, bor i Aalborg.
  • Uddannet business coach og i salg og marketing hos Scandinavian Airlines (SAS).
  • Driver til daglig rejseselskabet Global Tours og har selv rejst mere end 250 gange

— Har du en yndlingsdestination?

»Jeg er fuldstændig vild med USA, især Californien. Der har jeg været 35 gange. Jeg kan godt lide befolkningen. De er nysgerrige, imødekommende og venlige. Du kan surfe, dykke, stå på ski. Der er vinområder, søer, smuk natur og det mest fashionable liv i Hollywood og Beverly Hills.«

— Hvor meget tager du hensyn til klimaet, når du tilrettelægger dine rejser?

»Overhovedet ikke. Det fokus ligger ikke i min branche. Selvfølgelig er det vigtigt, og jeg ved også, at de luftfartsselskaber, jeg anvender, beskriver, hvor meget CO2-udslip rejserne indeholder. Men jeg tænker ikke på det, når jeg tilrettelægger en rejse. Det er svært at være miljøbevidst, når du arrangerer rejser med store fly, der forurener meget.«

— Hvad synes du om klimaafgifter på flyrejser?

»Det skal man have. Vi har alle sammen et ansvar for vores klima, og det går jo ikke så godt, og der skal selvfølgelig gøres noget. Det er jeg helt åben for, det forstår jeg godt. Jeg tror også, at de fleste rejsende har forståelse for en afgift, der vedrører miljøet.«

— Har du overvejet at tage flere klimahensyn, hvad angår transportmidler til dine rejser – arrangere togrejser i stedet for flyrejser?

»Nej. Det kommer an på, hvad folk efterspørger. Hvis de efterspørger en bus til en messe i Køln, så skaffer jeg en busrejse. Men klimaet er simpelthen ikke en tankegang, vi har i rejsebureauet. Det tror jeg ikke, at nogen rejsebureauer har.«

Et er, at din forretning fokuserer på kundernes behov, men er du selv blevet mere miljøbevidst med årene?

»Nej. Det er ikke et emne, som er oppe i branchen eller diskuteres til de netværksarrangementer, hvor jeg kommer. For det er svært at lave rejser, der fokuserer på at være CO2-venlige eller klimavenlige.«

— Er det blevet sværere at retfærdiggøre at rejse meget med fly i dag end for ti år siden?

»Nej, der er ingen forandring. Der bliver rejst som aldrig før. Folk er fuldstændig vilde med at rejse. Der er total optur for rejsebranchen i de her år. Nu sidder jeg på mit kontor i Aalborg Lufthavn, og der stiger antallet af passagerer hvert år.«

— Du har ikke selv haft svært ved at retfærdiggøre, at du rejser så meget?

»Slet ikke. Jeg driver et rejsebureau, og derfor er det nødvendigt at rejse ud i verden og se, hvad det er, jeg sælger. Kunderne sætter stor pris på, at jeg kan fortælle levende og ægte om de steder, jeg har været.«

— Hvilke værdier mener du, fremtidens rejsegeneration kommer til at have?

»I mit rejsebureau vil jeg gerne været rustet til den nye generation, som har nogle andre værdier. Jeg laver en del firmarejser, og jeg ved, at den kommende generation fokuserer mindre på at have de højeste lønninger og mere på forkælelsesrejser. At de bliver set og hørt af firmaet i form af oplevelser, herunder rejser og teambuilding i udlandet, hvor man bliver rystet sammen gennem golf eller sport, spiser gourmetmad og tager til vinsmagning. Unge vil have ægte og autentiske oplevelser med natur og sport.«

— Hvad med familierne?

»I fremtiden vil familier leje kæmpe luksusvillaer med pool, hvor de kan forpleje sig selv og handle ind og lave lækker mad og være tæt sammen med deres familie, fordi vi alle sammen har så travlt. Det er alle generationerne, der kommer med på rejserne, både babyer og oldemor og oldefar. Så vil man bo i en kæmpe villa med plads til 16-20 personer, som har hvert sit værelse. Folk vil gerne have noget luksuriøst og eksklusivt. Det er sådan noget, jeg kommer til at fokusere mere på.«

— Hvilke essentielle ejendele bør man altid have med i sin rejsekuffert?

»Det er vigtigt at have godt fodtøj med, solbriller og nogle gode bøger.«

— Hvilken sang vil du anbefale folk at lytte til, når de sidder i flyveren?

»Jeg elsker at lytte til den der »I can see clearly now the rain has gone …« Du ved godt, hvad det er for en. Den er helt fantastisk, fordi når man kommer ud at rejse og skal opleve verden, så bliver man bare så glad i låget, at der umuligt kan være sorte skyer, der hænger over ens hoved. Sangen minder om glæden og passionen ved at komme ud og opleve noget i verden.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mette Eskelund

Ja, den indstilling hun har, ligger jo fint i forlængelse af Informations rejsetillæg med reklamer for lækre flyrejser.