Trump er ikke en ny Hitler, men vores tid minder foruroligende om 1930’erne

Som historiker med speciale i Holocaust, Nazityskland og Europa i verdenskrigenes tid, bliver jeg ofte spurgt, om jeg ser paralleller mellem USA’s aktuelle politiske situation og Mellemkrigstiden med fascismens opkomst i Europa.

Og ja, jeg ser flere foruroligende ligheder – og en enkelt, men mindst ligeså foruroligende, forskel.

’America First’ – dengang og nu

I 1920’erne førte USA en strengt isolationistisk kurs i sin udenrigspolitik og afviste at være med i organisationer som Folkeforbundet.

’America First’ var også dengang en parole i et USA, der ikke ville blande sig i internationale anliggender, med mindre det for eksempel handlede om at inddrive krigslån fra tidligere allierede under Første Verdenskrig, der havde ’nasset’ på amerikanske militærydelser.

Samtidig lammede høje toldtariffer den internationale handel og gjorde det sværere for skyldner-landene at betale. I USA voksede uligheden, og stadig mere velstand blev samlet i toppen, mens både kongressen og domstolene modsatte sig al regulering, der kunne beskytte samfundet mod de skader, som den frie foretagsomheds amokløb afstedkom. 

Til gengæld gennemførte USA en stærkt restriktiv indvandringspolitik. Hensigten var at beskytte de hvide angelsaksiske protestanters overherredømme mod tilstrømning af katolske og jødiske immigranter. Tiltag mod indvandring fra Asien var allerede sat i værk i perioden 1882-1917.

Den førte politik betød, at USA ikke var i stand til at komme med konstruktive svar på hverken Den store Depression, fascismens opkomst, de voksende trusler mod verdensfreden og 1930’ernes flygtningekrise.

I dag ser præsident Trump på samme måde ud til at ville trække USA ud af hele den internationale struktur, som gennem diplomatiske, militære og økonomiske traktater og organisationer har sikret fred, stabilitet og velstand siden Anden Verdenskrig.

Trump foretrækker bilaterale relationer, som han forstår som et nulsumsspil, hvor han som dominerende spiller ’vinder’. Det syn falder fuldkommen i tråd med Steve Bannons og den såkaldte alt-right-bevægelses forkærlighed for uafhængige, fremmedfjendtlige nationalstater og deres uhæmmede selvhævdelse – kort sagt det internationale system, som det så ud før 1914.

Det var den tids ’internationale anarki’, der skænkede os Første Verdenskrig, den bolsjevikiske revolution, Depressionen, de fascistiske diktaturer, Anden Verdenskrig og Holocaust – altså præcis den slags katastrofer, som efterkrigstidens internationale system bemærkelsesværdigt har undgået i syv årtier. 

Når Trump både truer allierede og modstandere med handelskrig, retfærdiggør han de forhøjede tariffer over for vores allierede med en besnærende påstand om, at lande som Canada udgør en trussel mod nationens sikkerhed.

Hans konstante ringeagt over for allierede demokratier forener han med en åbenlys beundring over for autoritære ledere. Hans naive og narcissistiske tillid til sine egne evner og til det personlige diplomatis ’håndslag’ med typer som Vladimir Putin og Kim Jong-un kan ligne tilgangen hos den ulyksalige Neville Chamberlain (skønt slut-30’ernes britiske premierminister i alle andre henseender var anderledes end Trump).

Heldigvis er USA dybt viklet ind i den internationale orden, som landet skabte efter 1945, og heldigvis er Det Republikanske Parti og dets big business-støtter tilstrækkelig skræmt over hans trusler imod frihandel til, at Trump endnu er lykkedes med at trække USA tilbage. Men han er kommet forbløffende langt på kort tid. 

Uanset hvordan og hvornår Trumps præsidenttid ender, vil illiberalismens spøgelse fortsætte med at hjemsøge amerikansk politik.

Sofie Holm Larsen

Hvem er vor tids Hindenburg?

Et andet aspekt ved Mellemkrigstiden, der har alt for mange ligheder med vores nuværende situation, er selvfølgelig Weimarrepublikkens deroute.

Paul von Hindenburg, der i 1925 blev præsident i Tyskland, havde i Weimar-forfatningen fået flere nødretsbeføjelser, som kunne bruges til at forsvare Tysklands demokrati, hvis det kom i alvorlig fare. Men i stedet for at forsvare demokratiet, gravede han dets grav og brugte beføjelserne til først at nedbryde de demokratiske normer og siden alliere sig med nazisterne for at erstatte parlamentarismen med en autoritær styreform.

Hindenburg begyndte at bruge sine nødretsbeføjelser i 1930, da han udnævnte de første kanslere, som kunne regere per dekret uden om de parlamentariske flertal. Det var da også blevet sværere og sværere overhovedet at samle et flertal i parlamentet som en følge af Depressionen og af, at tysk politik var blevet hyperpolariseret.

Da stadig færre vælgere støttede den traditionelle konservatisme, kunne Hindenburg og den gamle højrefløj ikke gennemføre de forfatningsændringer, de drømte om, og derfor valgte de i stedet at slå en handel af med Hitler og udnævne ham til kansler.

I fast overbevisning om, at de både kunne styre Hitler og udnytte hans brede folkelige støtte, glædede de tyske konservative sig først over at se deres dagsorden ført ud i livet: Tyskland gik straks i gang med at genopruste, kommunistpartiet blev forbudt, ytrings- og pressefriheden suspenderet, statsapparatet udrenset for ’illoyale elementer’ og uafhængige fagforeninger afskaffet.

Det er næppe nødvendigt her at minde om, at nazisterne siden hen gik langt ud over de mål, de oprindeligt delte med deres konservative forbundsfæller. Men de konservative var i mellemtiden blevet så magtesløse, at de var ude af stand til at bremse nazisternes fremfærd.

Hvis historikerne en dag skal udpege den, der gravede det amerikanske demokratis grav, må det blive lederen af republikanerne i Senatet, Mitch McConnell. Han har skovlet kul på hyperpolariseringen af den amerikanske politik for at få Obama-administrationen til fremstå så dysfunktionel og lammet som overhovedet muligt.

Lige som vi så med den parlamentariske lammelse i Weimarrepublikken har års dødvande i Kongressen ført til faldende respekt for de demokratiske normer, hvilket igen har gjort det muligt for McConnell at træde dem endnu hårdere under fode. Intetsted er den onde cirkel tydeligere end i ødelæggelsen af den traditionelle måde at lave juridiske udnævnelser på.

Fordi republikanerne systematisk forhindrede alle udnævnelser i Obamas første periode, indskrænkende demokraterne oppositionens mulighed for at blokere den slags. Med mindre det altså gjaldt de vigtige udnævnelser af højesteretsdommere.

Det udnyttede Mitch McConnell og republikanerne ganske uhørt til at forhindre, at Obama kunne indsætte en højesteretsdommer. Da republikanerne selv fik flertal, fjernede de demokraternes mulighed for at gøre det samme. Det førte til at republikanerne kunne indsætte Neil Gorsuch som højesteretsdommer sidste år. 

Mueller-rapportens potentielle konsekvenser peger på endnu en uhyggelig lighed med mellemkrigstiden – nemlig måden, giftige splittelser i den nationale politik førte til en fuldstændig omvending af tidligere politiske orienteringer. Når både Mussolini og Hitler fik så relativt let spil i deres magtovertagelse, var det ikke mindst, fordi deres fascistisk-konservative alliance til højre ikke blev udfordret i noget videre omfang af den tids splittede og konfuse venstrefløj.

Sofie Holm Larsen

Senest med Kavanaugh-høringerne så vi den ekstreme politisering af udnævnelser, og i fremtiden kan vi være sikre på, at væsentlige juridiske udnævnelser kun kan ske, hvis både præsidentembedet og senatet kontrolleres af samme parti.

McConnell og vores dysfunktionelle og ikkerespekterede kongres har sikret os et stadig mere dysfunktionelt og stadig mindre respekteret retsvæsen, og den forfatningsgivne balance mellem statsmagtens tre niveauer er bragt i fare.

Uanset hvilke forbehold McConnell og andre traditionelle republikanske ledere privat måtte have over for Trumps karakter, regeringsstil og mulige kriminelle adfærd, svælger de i triumfen over de store gevinster, de allerede har opnået via alliancen med ham og hans vælgerbase: enorme skattelettelser for de rigeste, afregulering på finans- og miljøområdet, udnævnelsen af (indtil videre) to konservative højesteretsdommere foruden en lang række andre konservative juridiske udnævnelser, en betydelig sænkelse af den statsstøttede sygesikring (men dog ikke den totale afskaffelse af Obama-care, som oprindeligt var målet).

På samme måde som Hitlers konservative allierede har McConnell og andre republikanske ledere kunnet fryde sig over et hurtigt afkast på deres investering i Trump.

Og hverken Trumps selvfornedrelse over for Putin i Helsinki, den skammelige adskillelse af familier ved grænsen, der strider fuldkommen med amerikansk asyllov (for slet ikke at tale om med elementære humanitære principper eller republikanernes evige påstand om at forsvare familieværdier) eller allersenest advokat Michael Cohens implicering af Trump i overtrædelser af loven om kampagnefinansiering har kunnet svække opbakningen fra den gamle republikanske garde.

Der er intet, der tyder på, at selv en eksplosivt belastende rapport fra særundersøger Robert Mueller kan slå skår i denne alliance.

Splittelse til venstre

Mueller-rapportens potentielle konsekvenser peger på endnu en uhyggelig lighed med mellemkrigstiden – nemlig måden, giftige splittelser i den nationale politik førte til en fuldstændig omvending af tidligere politiske orienteringer. Når både Mussolini og Hitler fik så relativt let spil i deres magtovertagelse, var det ikke mindst, fordi deres fascistisk-konservative alliance til højre ikke blev udfordret i noget videre omfang af den tids splittede og konfuse venstrefløj.

De katolske centristpartier (Popolari i Italien og Zentrum i Tyskland), andre liberale og moderate partier, socialdemokrater og kommunister var ikke i stand til at samarbejde i et effektivt forsvar for demokratiet.

I Tyskland gav det sig udslag i et højdepunktet af absurditet, da kommunisterne undervurderede nazisterne som en midlertidig udfordring for i stedet at fokusere på Socialdemokraterne – som de kaldte »socialfascister« – som den langsigtede trussel imod kommunismens triumf.

I 1936 havde de demokratiske kræfter i Frankrig og Spanien så betalt dyre lærepenge for ikke at stå sammen imod den fascistiske fare, og selv Stalin droppede sin mislykkede politik og beordrede kommunisterne til at slutte sig til de demokratiske partier i Folkefront-valgforbund.

I Frankrig fik udsigten til sejr for Folkefronten og en ny regering under ledelse af – skræk og rædsel – en socialist og jøde, Léon Blum, mange på højrefløjen til at proklamere »Hellere Hitler end Blum«. Hellere en sejr for franske efterligninger af den nazistiske diktator og gamle arvefjende, end en sikring af Frankrigs demokrati indadtil og uafhængighed udadtil under en jødisk socialist.

Folkefrontens sejr i 1936 reddede måske nok det franske demokrati midlertidigt, men beredte også vejen for det demoraliserede og splittede Frankrigs nederlag i 1940, som blev fulgt op af Vichy-regimets kollaboration med Nazityskland og energiske igangsættelse af sin egen autoritære modrevolution.

Autoritær, ikke totalitær

Over for Muellers undersøgelse af russisk indblanding i USA’s præsidentvalg og mulige samarbejde med medlemmer af Trumps kampagnestab har Trump og støtternes første forsvarslinje haft to led. At der ikke var nogen collusion, og at alle påstande om russisk indblanding var fup.

Anden forsvarslinje er også dobbelt: Collusion er ikke ulovligt, og den russiske indblanding ændrede ikke valgresultatet. Skulle Mueller-rapporten ende med at konkludere, at Trump-kampagnens hemmelige samarbejde med russerne vitterligt falder ind under lovens definition på »kriminel konspiration«, og konkludere, at det enorme omfang af den russiske indblanding gør påstanden om, at den ikke havde effekt på valgresultatet, uholdbar, ser jeg for mig, at mange republikanere, implicit eller explicit, vil falde tilbage til en tredje forsvarslinje: ’Hellere Putin end Hillary’.

Der synes ikke at være noget, som ikke kan retfærdiggøres gennem dæmonisering af Hillary Clinton. Påstanden om, at det er bedre at have Trump som præsident – selv om han står i gæld til Putin – frem for mareridtet Clinton, vil være et tegn på, at republikanerne endeligt har tilsluttet sig en illiberal styreform derhjemme og underkastet sig en autoritær leder i udlandet.

Ikke så snart var Hitler udnævnt til kansler, før han fik etableret et nyt Ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under ledelse af Joseph Goebbels, der til det sidste forblev en af hans nærmeste politiske rådgivere. Under Trumps præsidentskab er disse funktioner reelt blevet privatiseret i form af Fox News og tv-værten Sean Hannity

Sofie Holm Larsen

Disse lighedstræk – de aktuelle, og dem vi kan forudse – må ikke skygge for, at der er afgørende forskel på demokratiernes deroute i mellemkrigstiden og vores nuværende situation.

I sin roman fra 1935, It Can’t Happen Here, skildrer forfatteren Sinclair Lewis en nazilignende magtovertagelse i USA: En nyvalgt populistisk præsidents paramilitære enheder griber magten og arresterer flere kongresmedlemmer og etablerer et diktatur, komplet med almægtige lokale kommissærer, koncentrationslejre, summariske domstole og streng censur samt internering af alle de politiske opponenter, som ikke nåede at flygte over grænsen til Canada.

Dengang var det oplagt at bruge nazieksemplet, og der er da også flere af de aktuelle tendenser, der i skræmmende grad minder om demokratiernes deroute i mellemkrigstiden. Men det nazistiske diktatur, krigen og det folkemord, der efterfulgte Weimarrepublikkens sammenbrud er ikke særlig brugbart, hvis man vil forstå, hvor vi er på vej hen.

Jeg vil hævde, at den aktuelle udvikling afviger markant fra 1930’ernes diktaturer.

Hvad de nye autoritære har lært

Datidens fascistiske bevægelser var erklæret antidemokratiske, og de som kom til magten i Italien og Tyskland lagde aldrig skjul på, at deres mål var at indføre totalitære regimer.

Hos de nye autoritære bevægelser er den mest originale erkendelse nok, at man ikke behøver indføre et antidemokratisk, totalitært diktatur for at fastholde magten. Illiberalt demokrati er måske den mest passende betegnelse for denne nye autoritarisme.

Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Vladimir Putin i Rusland, Rodrigo Duterte på Filippinerne og Viktor Orbán i Ungarn har alle opdaget, at man snildt kan tolerere oppositionspartier og afholde valg for at skabe et skær af demokratisk legitimitet, når disse valg kun i ringe grad udfordrer deres magt. De virkeligt farlige oppositionsledere bliver neutraliseret eller fjernet på den ene eller anden måde.

Det er heller ikke nødvendigt med total kontrol over presse og andre medier, så længe man lader en syndflod af statskontrollerede og falske nyheder forurene informationsstrømmen så meget, at fakta og sandhed mister deres betydning i den offentlige debat.

De engang uafhængige domstole nedbrydes gradvis gennem udrensninger og udnævnelser af politisk pålidelige loyalister. Såkaldt crony capitalism åbner samtidig vejen for en symbiose af korruption og selvberigelse mellem politiske ledere og oligarker.

Fremmedfjendtlig nationalisme – og i flere tilfælde eksplicit indvandrerfjendsk hvid nationalisme – og fokus på ’lov og orden’ før individuelle rettigheder er afgørende for, at disse regimer kan mobilisere folkelig støtte og stigmatisere deres fjender.

Systemet arbejder for Trump

Trump har udtrykt skamløs beundring for disse autoritære ledere og har en instinktiv forkærlighed for det illiberale demokratis grundprincipper. Men andre har banet vejen for ham i afgørende henseender.

Selve valgsystemet giver republikanerne fordel i valget til Senatet og Repræsentanternes Hus, fordi de demokratiske vælgere er stærkt koncentreret i de store stater og de store byer. Der er 100 senatorer, og så vidt jeg kan regne mig frem til, repræsenterer hver af de nuværende 47 demokratiske senatorer omkring 3,65 millioner vælgere, mens hver af de 51 republikanske senatorer blot repræsenterer omkring 2,51 millioner.

Sagt på en anden måde repræsenterer de 50 senatorer fra de 25 mindst folkerige stater – heraf er de 29 republikanere – kun lidt over 16 procent af den amerikanske befolkning. Og 34 af de siddende republikanske senatorer – hvilket er nok stemmer til at blokere en rigsretssag – repræsenterer blot 21 procent af vælgerne.

Oven i har republikanerne fordel af metoder som gerrymandering – hvor man omtegner valgkredsene for at fremme egne kandidaters chancer – og voter suppression – hvor man gør det vanskeligt for vælgere at registrere sig – og derfor vurderer man, at demokraterne skal vinde med en margin på 7-11 procentpoint ved midtvejsvalgene i 2018 for at opnå bare det mindste flertal i Repræsentanternes Hus. Sådan et flertal ser man normalt kun i sjældne jordskredsvalg.

I det 21. århundredes fem præsidentvalg har demokraterne opnået flest stemmer fire gange. Men to af disse fire præsidentvalg, i 2000 og i 2016, resulterede alligevel i republikanske præsidenter på grund af det såkaldte valgmandssystem. Ligesom ved senatsvalg har det system en vægtning til fordel for små og ofte republikanske stater. 

Med den sammensætning, USA’s højesteret nu har fået, er det utænkeligt, at den vil skride ind imod antidemokratiske metoder som gerrymandering og vælgerundertrykkelse – tværtimod bør man frygte, at metoderne vil blive endnu mere udbredt.

De tætte valgkampe har fået tilført en uhørt stor strøm af uigennemsigtige kampagnedonationer, og det har yderligere forvrænget valgprocessen.

Især Højesterets afgørelse om, at selskaber kan regnes for ’personer’ og kampagnedonationer kan regnes for frie ’ytringer’ (i sagen Citizens United v. FEC) har forstærket selskabers og velhaveres muligheder for at påvirke amerikansk politik.

Vi nærmer os det punkt, hvor demokraterne nok kan vinde valgene i de store blå stater, men er tæt på at være irrelevante ved præsident- og kongresvalg. Trumps personlige brister og hans taktik med at appellere til en snæver vælgerbase har opflammet demokraterne og fremmedgjort uafhængige, så der måske kan banes vej for en af de sjældne jordskredssejre.

Det er nødvendigt, hvis man vil genskabe en ordentlig kongreskontrol med administrationen og vende udviklingen væk fra de dominerende trends inden for gerrymandering og vælgerundertrykkelse.

Det forestående midtvejsvalg i 2018 og præsident- og kongresvalgene i 2020 bliver afgørende tests på, hvor alvorligt et forfald, der har ramt det amerikanske valgsystem.

Fagforeningernes fald

Et andet område, hvor Trump har kunnet drage fordel af de langsigtede tendenser, der begyndte længe før hans præsidentskab, er fagforeningernes tilbagegang.

For at konsolidere sit diktatur måtte Hitler afskaffe alle Tysklands uafhængige fagforeninger i ét hug. Trump skal ikke forholde sig til et lignende problem.

I de første tre årtier efter Anden Verdenskrig deltes amerikanske arbejdsgivere og arbejdere om den øgede velstand, der var skabt af øget produktivitet. Siden 1970’erne har denne sociale kontrakt været brudt sammen, medlemskabet af fagforeninger er gået stærkt tilbage, reallønnen er stagneret eller faldet og indkomstuligheden vokset.

Guvernør Scott Walkers triumf over de offentligt ansattes fagforeninger i Wisconsin, der betød, at medlemskab af disse ikke længere var obligatorisk (sagen Janus v. AFSCME), har bare fremskyndet en proces, der har været længe undervejs.

Fagforeningernes magt falder, og virksomhedernes magt stiger, mens horder af velfinansierede lobbyister har gjort deres indtog – og dette stadig mere ulige magtforhold er endnu et tegn på en illiberal trend i tiden. 

Trump-boblen

Ud over undermineringen af retsvæsenet som en kontrolinstans for den udøvende magt har det illiberale demokrati andre kendetegn: neutralisering af den fri presse og en stadig undergravelse af menneskerettighederne. Overfor dette, der ofte bliver beskrevet som demokratiets værn imod snigende autoritær magt, har Trump-administrationen allerede vundet klare sejre for illiberalismen og styrer imod endnu flere.

Ikke så snart var Hitler udnævnt til kansler, før han fik etableret et nyt Ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under ledelse af Joseph Goebbels, der til det sidste forblev en af hans nærmeste politiske rådgivere.

Under Trumps præsidentskab er disse funktioner reelt blevet privatiseret i form af Fox News og tv-værten Sean Hannity. Fox udbasunerer loyalt de ’alternative fakta’, der optræder i Trumps version af begivenhederne. Til gengæld kan Trump jævnligt finde inspiration til sine tweets og fantasifulde udsagn hos de Fox-kommentatorer, han følger dagligt, eller via sine natlige samtaler med Hannity.

Resultatet er, at der er blevet skabt en Trump-boble, som Trumps kernevælgere har taget permanent bo i, men som er fuldkommen uigenkendelig for seere af PBS, CNN og MSNBC og for læsere af The Washington Post og The New York Times.

USA’s stærkt kritiske frie medier har ingen kontrol over Trumps mulighed for at lyve uden politisk afstraffelse. Tværtimod udgør de blot endnu et fjendebillede, som Trump kan vende sine vælgeres vrede mod. Det er ikke nødvendigt at undertrykke frie medier, hvis blot de kan gøres irrelevante og endda udnyttes til at score politiske gevinster.

Den første lovgivning, Hitler dekreterede, efter at den såkaldte Ermächtigungsgesetz i 1933 havde suspenderet Rigsdagens lovgivningsmagt, gav hans regering ret til at afskedige embedsmænd, hvis de kunne mistænkes for at være politisk upålidelige eller var af ’ikkearisk’ herkomst.

Ulighed for loven og lovbefalet diskrimination var fra første færd centrale kendetegn ved naziregimet, der ligeledes greb ind i menneskers frie valg omkring seksualitet og reproduktion. Forfølgelse af mandlige homoseksuelle blev drastisk optrappet og førte til 10.000 homoseksuelle mænds død og fængsling og kastration af yderligere tusinder.

Mellem 300.000 og 400.000 tyskere, der blev anslået til at være bærere af arvelige defekter, blev tvangssteriliseret, mens 150.000 mentalt og fysisk handicappede tyskere, der blev vurderet til at være ’uværdige til at leve’, blev myrdet.

Tyskere, der blev vurderet til at være i stand til at få racemæssigt værdsatte børn, blev nægtet adgang til prævention og abort og blev belønnet for at fostre store familier. Gravide udenlandske arbejdere blev derimod tvunget til abort for at hindre uønskede børn og tab af arbejdsdage.

Intet tilnærmelsesvis så rædsomt er på den illiberale agenda i dag, men det er sandsynligt, at mange af de rettigheder, som amerikanere i dag nyder godt af, vil blive indskrænket. Det vil næppe lykkes at få bugt med homoægteskaber, da den offentlige mening har flyttet sig markant til deres fordel, men virksomheders og enkeltpersoners ret til at diskriminere imod bøsser vil formentlig blive beskyttet som et spørgsmål om tro. 1)

Højesteretsdommer John Roberts’ yndlingsaversion, affirmative action eller positiv særbehandling vil formentlig forsvinde med det argument, at man kun kan besejre racediskrimination, hvis man fjerner enhver forskelsbehandling baseret på race.

På samme måde vil kvinders ret til abort formentlig blive afskaffet i republikanske stater, enten via en direkte omstødelse af Roe v. Wade-dommen (der i 1973 legaliserede abort i USA, red.) eller mere sandsynligt: gennem mere lokale retsafgørelser, der ikke ser noget til hinder for at indføre strenge begrænsninger, der i praksis gør abort utilgængelig for de fleste.

En fattig trøst

Den hjemlige dagsorden i Trumps illiberale demokrati vil langt fra antage så totalitære dimensioner som i Hitlers og Mussolinis diktaturer.

Men det er en fattig trøst for dem, som troede, at historien uundgåeligt bevægede sig imod større frigørelse og større lighed. Det er også en fattig trøst, at Trump i sin udenrigspolitik ikke forfølger hitlerske krigsmål om erobring og folkemord, nu verdensfreden og stabiliteten i forvejen er alvorligt truet.

Eskalerende handelskrige kan meget vel sende verdensøkonomien ud i en ny brutal nedgangstid, ligesom Trump-administration har sat barren så højt for fredsaftaler med Iran og Nordkorea, at de næppe kan opnås.

Det er muligt, at Trumps retoriske udskejelser mest er en forhandlingsstrategi, og at han i begge tilfælde vil falde tilbage til mere moderate holdninger. Men det er også muligt, at han får malet sig så langt op i hjørnet, at der ikke er plads til indrømmelser, og at han fanget af sin egen retorik kaster USA ud i alvorlige økonomiske og militære konflikter. Historisk set har langt mere talentfulde ledere end Trump tabt herredømmet over den slags konfrontationer.

Uanset hvordan og hvornår Trumps præsidenttid ender, vil illiberalismens spøgelse fortsætte med at hjemsøge amerikansk politik. En stærkt politiseret dommerstand vil bestå længe endnu, og mange vil synes, at de tætte højesteretsafgørelser har en tvivlsom legitimitet, ligesom alle nye juridiske udnævnelser vil blive omstridte.

Den racemæssige splittelse, den kulturelle krig og den politiske polarisering, som Trump har fremmet og forstærket, vil blive meget vanskelig at hele. Gerrymandering, vælgerundertrykkelse og ukontrollerede kampagnebidrag vil forsætte med at skævvride demokratiske valghandlinger og føre samfundet i en ikkerepræsentativ og udemokratisk retning. Den stigende indkomstulighed vil også blive meget vanskelig at bremse – for slet ikke at tale om at tilbagerulle.

Endelig er der klimaforandringerne, som Trump ikke blot benægter, men selv gør meget for at fremskynde. Flere årtier efter hans tid vil den økologiske katastrofe have meldt sig og være noget nær umulig at rette op på. Ørkenspredning vil ramme store dele af Midtvesten og Californien, tæt befolkede kystområder vil blive ramt af oversvømmelser, og ekstremt vejr vil ikke bare blive hyppigere, men også heftigere.

I katastrofesituationer kan der opstå mangel på drikkevand og mad. Store folkemasser af klimaflygtninge vil blive sat i bevægelse, og det vil kunne komme til voldsomme krige om ressourcer, der får dagens konflikter i Syrien og Centralafrika til at blegne i sammenligning. Ingen mure vil være høje nok til at beskytte USA mod disse begivenheder.

Vel er Trump ikke Hitler og trumpismen ikke nazisme, men uanset hvordan Trumps præsidenttid slutter, er dette en historie, som næppe kan få nogen lykkelig afslutning.

© New York Review of Books og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

1) Mandag bekræftede Donald Trump, at regeringen arbejder på at indføre en smal definition af køn, som noget uforanderligt og alene biologisk bestemt. Forslaget er en del af arbejdet for at beskytte landet, siger præsidenten. Borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union kalder forslaget »et angreb på transkønnedes liv og eksistens«.