Læsetid: 17 min.

Trump er ikke en ny Hitler, men vores tid minder foruroligende om 1930’erne

Med midtvejsvalget om få uger står Trump over for sin første store eksamen som præsident. To år efter at han blev valgt, analyserer historikeren Christopher R. Browning, hvordan Trump har forandret politikken i USA, og sammenligner udviklingen med mellemkrigstiden. Browning ser flere foruroligende ligheder – og en enkelt forskel, der er ligeså foruroligende
Trump er ikke Hitler, men ... Christopher R. Browning ser flere lighedspunkter mellem udviklingen i USA i dag og udviklingen, der i 1930’erne førte til Hitlers magtovertagelse. Der er også vigtige forskelle, men de er ikke nødvendigvis beroligende, skriver han.

Trump er ikke Hitler, men ... Christopher R. Browning ser flere lighedspunkter mellem udviklingen i USA i dag og udviklingen, der i 1930’erne førte til Hitlers magtovertagelse. Der er også vigtige forskelle, men de er ikke nødvendigvis beroligende, skriver han.

Sofie Holm Larsen

27. oktober 2018

Som historiker med speciale i Holocaust, Nazityskland og Europa i verdenskrigenes tid, bliver jeg ofte spurgt, om jeg ser paralleller mellem USA’s aktuelle politiske situation og Mellemkrigstiden med fascismens opkomst i Europa.

Og ja, jeg ser flere foruroligende ligheder – og en enkelt, men mindst ligeså foruroligende, forskel.

’America First’ – dengang og nu

I 1920’erne førte USA en strengt isolationistisk kurs i sin udenrigspolitik og afviste at være med i organisationer som Folkeforbundet.

’America First’ var også dengang en parole i et USA, der ikke ville blande sig i internationale anliggender, med mindre det for eksempel handlede om at inddrive krigslån fra tidligere allierede under Første Verdenskrig, der havde ’nasset’ på amerikanske militærydelser.

Samtidig lammede høje toldtariffer den internationale handel og gjorde det sværere for skyldner-landene at betale. I USA voksede uligheden, og stadig mere velstand blev samlet i toppen, mens både kongressen og domstolene modsatte sig al regulering, der kunne beskytte samfundet mod de skader, som den frie foretagsomheds amokløb afstedkom. 

Til gengæld gennemførte USA en stærkt restriktiv indvandringspolitik. Hensigten var at beskytte de hvide angelsaksiske protestanters overherredømme mod tilstrømning af katolske og jødiske immigranter. Tiltag mod indvandring fra Asien var allerede sat i værk i perioden 1882-1917.

Den førte politik betød, at USA ikke var i stand til at komme med konstruktive svar på hverken Den store Depression, fascismens opkomst, de voksende trusler mod verdensfreden og 1930’ernes flygtningekrise.

I dag ser præsident Trump på samme måde ud til at ville trække USA ud af hele den internationale struktur, som gennem diplomatiske, militære og økonomiske traktater og organisationer har sikret fred, stabilitet og velstand siden Anden Verdenskrig.

Trump foretrækker bilaterale relationer, som han forstår som et nulsumsspil, hvor han som dominerende spiller ’vinder’. Det syn falder fuldkommen i tråd med Steve Bannons og den såkaldte alt-right-bevægelses forkærlighed for uafhængige, fremmedfjendtlige nationalstater og deres uhæmmede selvhævdelse – kort sagt det internationale system, som det så ud før 1914.

Det var den tids ’internationale anarki’, der skænkede os Første Verdenskrig, den bolsjevikiske revolution, Depressionen, de fascistiske diktaturer, Anden Verdenskrig og Holocaust – altså præcis den slags katastrofer, som efterkrigstidens internationale system bemærkelsesværdigt har undgået i syv årtier. 

Når Trump både truer allierede og modstandere med handelskrig, retfærdiggør han de forhøjede tariffer over for vores allierede med en besnærende påstand om, at lande som Canada udgør en trussel mod nationens sikkerhed.

Hans konstante ringeagt over for allierede demokratier forener han med en åbenlys beundring over for autoritære ledere. Hans naive og narcissistiske tillid til sine egne evner og til det personlige diplomatis ’håndslag’ med typer som Vladimir Putin og Kim Jong-un kan ligne tilgangen hos den ulyksalige Neville Chamberlain (skønt slut-30’ernes britiske premierminister i alle andre henseender var anderledes end Trump).

Heldigvis er USA dybt viklet ind i den internationale orden, som landet skabte efter 1945, og heldigvis er Det Republikanske Parti og dets big business-støtter tilstrækkelig skræmt over hans trusler imod frihandel til, at Trump endnu er lykkedes med at trække USA tilbage. Men han er kommet forbløffende langt på kort tid. 

Uanset hvordan og hvornår Trumps præsidenttid ender, vil illiberalismens spøgelse fortsætte med at hjemsøge amerikansk politik.

Sofie Holm Larsen

Hvem er vor tids Hindenburg?

Et andet aspekt ved Mellemkrigstiden, der har alt for mange ligheder med vores nuværende situation, er selvfølgelig Weimarrepublikkens deroute.

Paul von Hindenburg, der i 1925 blev præsident i Tyskland, havde i Weimar-forfatningen fået flere nødretsbeføjelser, som kunne bruges til at forsvare Tysklands demokrati, hvis det kom i alvorlig fare. Men i stedet for at forsvare demokratiet, gravede han dets grav og brugte beføjelserne til først at nedbryde de demokratiske normer og siden alliere sig med nazisterne for at erstatte parlamentarismen med en autoritær styreform.

Hindenburg begyndte at bruge sine nødretsbeføjelser i 1930, da han udnævnte de første kanslere, som kunne regere per dekret uden om de parlamentariske flertal. Det var da også blevet sværere og sværere overhovedet at samle et flertal i parlamentet som en følge af Depressionen og af, at tysk politik var blevet hyperpolariseret.

Da stadig færre vælgere støttede den traditionelle konservatisme, kunne Hindenburg og den gamle højrefløj ikke gennemføre de forfatningsændringer, de drømte om, og derfor valgte de i stedet at slå en handel af med Hitler og udnævne ham til kansler.

I fast overbevisning om, at de både kunne styre Hitler og udnytte hans brede folkelige støtte, glædede de tyske konservative sig først over at se deres dagsorden ført ud i livet: Tyskland gik straks i gang med at genopruste, kommunistpartiet blev forbudt, ytrings- og pressefriheden suspenderet, statsapparatet udrenset for ’illoyale elementer’ og uafhængige fagforeninger afskaffet.

Det er næppe nødvendigt her at minde om, at nazisterne siden hen gik langt ud over de mål, de oprindeligt delte med deres konservative forbundsfæller. Men de konservative var i mellemtiden blevet så magtesløse, at de var ude af stand til at bremse nazisternes fremfærd.

Hvis historikerne en dag skal udpege den, der gravede det amerikanske demokratis grav, må det blive lederen af republikanerne i Senatet, Mitch McConnell. Han har skovlet kul på hyperpolariseringen af den amerikanske politik for at få Obama-administrationen til fremstå så dysfunktionel og lammet som overhovedet muligt.

Lige som vi så med den parlamentariske lammelse i Weimarrepublikken har års dødvande i Kongressen ført til faldende respekt for de demokratiske normer, hvilket igen har gjort det muligt for McConnell at træde dem endnu hårdere under fode. Intetsted er den onde cirkel tydeligere end i ødelæggelsen af den traditionelle måde at lave juridiske udnævnelser på.

Fordi republikanerne systematisk forhindrede alle udnævnelser i Obamas første periode, indskrænkende demokraterne oppositionens mulighed for at blokere den slags. Med mindre det altså gjaldt de vigtige udnævnelser af højesteretsdommere.

Det udnyttede Mitch McConnell og republikanerne ganske uhørt til at forhindre, at Obama kunne indsætte en højesteretsdommer. Da republikanerne selv fik flertal, fjernede de demokraternes mulighed for at gøre det samme. Det førte til at republikanerne kunne indsætte Neil Gorsuch som højesteretsdommer sidste år. 

Mueller-rapportens potentielle konsekvenser peger på endnu en uhyggelig lighed med mellemkrigstiden – nemlig måden, giftige splittelser i den nationale politik førte til en fuldstændig omvending af tidligere politiske orienteringer. Når både Mussolini og Hitler fik så relativt let spil i deres magtovertagelse, var det ikke mindst, fordi deres fascistisk-konservative alliance til højre ikke blev udfordret i noget videre omfang af den tids splittede og konfuse venstrefløj.

Sofie Holm Larsen

Senest med Kavanaugh-høringerne så vi den ekstreme politisering af udnævnelser, og i fremtiden kan vi være sikre på, at væsentlige juridiske udnævnelser kun kan ske, hvis både præsidentembedet og senatet kontrolleres af samme parti.

McConnell og vores dysfunktionelle og ikkerespekterede kongres har sikret os et stadig mere dysfunktionelt og stadig mindre respekteret retsvæsen, og den forfatningsgivne balance mellem statsmagtens tre niveauer er bragt i fare.

Uanset hvilke forbehold McConnell og andre traditionelle republikanske ledere privat måtte have over for Trumps karakter, regeringsstil og mulige kriminelle adfærd, svælger de i triumfen over de store gevinster, de allerede har opnået via alliancen med ham og hans vælgerbase: enorme skattelettelser for de rigeste, afregulering på finans- og miljøområdet, udnævnelsen af (indtil videre) to konservative højesteretsdommere foruden en lang række andre konservative juridiske udnævnelser, en betydelig sænkelse af den statsstøttede sygesikring (men dog ikke den totale afskaffelse af Obama-care, som oprindeligt var målet).

På samme måde som Hitlers konservative allierede har McConnell og andre republikanske ledere kunnet fryde sig over et hurtigt afkast på deres investering i Trump.

Og hverken Trumps selvfornedrelse over for Putin i Helsinki, den skammelige adskillelse af familier ved grænsen, der strider fuldkommen med amerikansk asyllov (for slet ikke at tale om med elementære humanitære principper eller republikanernes evige påstand om at forsvare familieværdier) eller allersenest advokat Michael Cohens implicering af Trump i overtrædelser af loven om kampagnefinansiering har kunnet svække opbakningen fra den gamle republikanske garde.

Der er intet, der tyder på, at selv en eksplosivt belastende rapport fra særundersøger Robert Mueller kan slå skår i denne alliance.

Splittelse til venstre

Mueller-rapportens potentielle konsekvenser peger på endnu en uhyggelig lighed med mellemkrigstiden – nemlig måden, giftige splittelser i den nationale politik førte til en fuldstændig omvending af tidligere politiske orienteringer. Når både Mussolini og Hitler fik så relativt let spil i deres magtovertagelse, var det ikke mindst, fordi deres fascistisk-konservative alliance til højre ikke blev udfordret i noget videre omfang af den tids splittede og konfuse venstrefløj.

De katolske centristpartier (Popolari i Italien og Zentrum i Tyskland), andre liberale og moderate partier, socialdemokrater og kommunister var ikke i stand til at samarbejde i et effektivt forsvar for demokratiet.

I Tyskland gav det sig udslag i et højdepunktet af absurditet, da kommunisterne undervurderede nazisterne som en midlertidig udfordring for i stedet at fokusere på Socialdemokraterne – som de kaldte »socialfascister« – som den langsigtede trussel imod kommunismens triumf.

I 1936 havde de demokratiske kræfter i Frankrig og Spanien så betalt dyre lærepenge for ikke at stå sammen imod den fascistiske fare, og selv Stalin droppede sin mislykkede politik og beordrede kommunisterne til at slutte sig til de demokratiske partier i Folkefront-valgforbund.

I Frankrig fik udsigten til sejr for Folkefronten og en ny regering under ledelse af – skræk og rædsel – en socialist og jøde, Léon Blum, mange på højrefløjen til at proklamere »Hellere Hitler end Blum«. Hellere en sejr for franske efterligninger af den nazistiske diktator og gamle arvefjende, end en sikring af Frankrigs demokrati indadtil og uafhængighed udadtil under en jødisk socialist.

Folkefrontens sejr i 1936 reddede måske nok det franske demokrati midlertidigt, men beredte også vejen for det demoraliserede og splittede Frankrigs nederlag i 1940, som blev fulgt op af Vichy-regimets kollaboration med Nazityskland og energiske igangsættelse af sin egen autoritære modrevolution.

Autoritær, ikke totalitær

Over for Muellers undersøgelse af russisk indblanding i USA’s præsidentvalg og mulige samarbejde med medlemmer af Trumps kampagnestab har Trump og støtternes første forsvarslinje haft to led. At der ikke var nogen collusion, og at alle påstande om russisk indblanding var fup.

Anden forsvarslinje er også dobbelt: Collusion er ikke ulovligt, og den russiske indblanding ændrede ikke valgresultatet. Skulle Mueller-rapporten ende med at konkludere, at Trump-kampagnens hemmelige samarbejde med russerne vitterligt falder ind under lovens definition på »kriminel konspiration«, og konkludere, at det enorme omfang af den russiske indblanding gør påstanden om, at den ikke havde effekt på valgresultatet, uholdbar, ser jeg for mig, at mange republikanere, implicit eller explicit, vil falde tilbage til en tredje forsvarslinje: ’Hellere Putin end Hillary’.

Der synes ikke at være noget, som ikke kan retfærdiggøres gennem dæmonisering af Hillary Clinton. Påstanden om, at det er bedre at have Trump som præsident – selv om han står i gæld til Putin – frem for mareridtet Clinton, vil være et tegn på, at republikanerne endeligt har tilsluttet sig en illiberal styreform derhjemme og underkastet sig en autoritær leder i udlandet.

Ikke så snart var Hitler udnævnt til kansler, før han fik etableret et nyt Ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under ledelse af Joseph Goebbels, der til det sidste forblev en af hans nærmeste politiske rådgivere. Under Trumps præsidentskab er disse funktioner reelt blevet privatiseret i form af Fox News og tv-værten Sean Hannity

Sofie Holm Larsen

Disse lighedstræk – de aktuelle, og dem vi kan forudse – må ikke skygge for, at der er afgørende forskel på demokratiernes deroute i mellemkrigstiden og vores nuværende situation.

I sin roman fra 1935, It Can’t Happen Here, skildrer forfatteren Sinclair Lewis en nazilignende magtovertagelse i USA: En nyvalgt populistisk præsidents paramilitære enheder griber magten og arresterer flere kongresmedlemmer og etablerer et diktatur, komplet med almægtige lokale kommissærer, koncentrationslejre, summariske domstole og streng censur samt internering af alle de politiske opponenter, som ikke nåede at flygte over grænsen til Canada.

Dengang var det oplagt at bruge nazieksemplet, og der er da også flere af de aktuelle tendenser, der i skræmmende grad minder om demokratiernes deroute i mellemkrigstiden. Men det nazistiske diktatur, krigen og det folkemord, der efterfulgte Weimarrepublikkens sammenbrud er ikke særlig brugbart, hvis man vil forstå, hvor vi er på vej hen.

Jeg vil hævde, at den aktuelle udvikling afviger markant fra 1930’ernes diktaturer.

Hvad de nye autoritære har lært

Datidens fascistiske bevægelser var erklæret antidemokratiske, og de som kom til magten i Italien og Tyskland lagde aldrig skjul på, at deres mål var at indføre totalitære regimer.

Hos de nye autoritære bevægelser er den mest originale erkendelse nok, at man ikke behøver indføre et antidemokratisk, totalitært diktatur for at fastholde magten. Illiberalt demokrati er måske den mest passende betegnelse for denne nye autoritarisme.

Recep Tayyip Erdogan i Tyrkiet, Vladimir Putin i Rusland, Rodrigo Duterte på Filippinerne og Viktor Orbán i Ungarn har alle opdaget, at man snildt kan tolerere oppositionspartier og afholde valg for at skabe et skær af demokratisk legitimitet, når disse valg kun i ringe grad udfordrer deres magt. De virkeligt farlige oppositionsledere bliver neutraliseret eller fjernet på den ene eller anden måde.

Det er heller ikke nødvendigt med total kontrol over presse og andre medier, så længe man lader en syndflod af statskontrollerede og falske nyheder forurene informationsstrømmen så meget, at fakta og sandhed mister deres betydning i den offentlige debat.

De engang uafhængige domstole nedbrydes gradvis gennem udrensninger og udnævnelser af politisk pålidelige loyalister. Såkaldt crony capitalism åbner samtidig vejen for en symbiose af korruption og selvberigelse mellem politiske ledere og oligarker.

Fremmedfjendtlig nationalisme – og i flere tilfælde eksplicit indvandrerfjendsk hvid nationalisme – og fokus på ’lov og orden’ før individuelle rettigheder er afgørende for, at disse regimer kan mobilisere folkelig støtte og stigmatisere deres fjender.

Systemet arbejder for Trump

Trump har udtrykt skamløs beundring for disse autoritære ledere og har en instinktiv forkærlighed for det illiberale demokratis grundprincipper. Men andre har banet vejen for ham i afgørende henseender.

Selve valgsystemet giver republikanerne fordel i valget til Senatet og Repræsentanternes Hus, fordi de demokratiske vælgere er stærkt koncentreret i de store stater og de store byer. Der er 100 senatorer, og så vidt jeg kan regne mig frem til, repræsenterer hver af de nuværende 47 demokratiske senatorer omkring 3,65 millioner vælgere, mens hver af de 51 republikanske senatorer blot repræsenterer omkring 2,51 millioner.

Sagt på en anden måde repræsenterer de 50 senatorer fra de 25 mindst folkerige stater – heraf er de 29 republikanere – kun lidt over 16 procent af den amerikanske befolkning. Og 34 af de siddende republikanske senatorer – hvilket er nok stemmer til at blokere en rigsretssag – repræsenterer blot 21 procent af vælgerne.

Oven i har republikanerne fordel af metoder som gerrymandering – hvor man omtegner valgkredsene for at fremme egne kandidaters chancer – og voter suppression – hvor man gør det vanskeligt for vælgere at registrere sig – og derfor vurderer man, at demokraterne skal vinde med en margin på 7-11 procentpoint ved midtvejsvalgene i 2018 for at opnå bare det mindste flertal i Repræsentanternes Hus. Sådan et flertal ser man normalt kun i sjældne jordskredsvalg.

I det 21. århundredes fem præsidentvalg har demokraterne opnået flest stemmer fire gange. Men to af disse fire præsidentvalg, i 2000 og i 2016, resulterede alligevel i republikanske præsidenter på grund af det såkaldte valgmandssystem. Ligesom ved senatsvalg har det system en vægtning til fordel for små og ofte republikanske stater. 

Med den sammensætning, USA’s højesteret nu har fået, er det utænkeligt, at den vil skride ind imod antidemokratiske metoder som gerrymandering og vælgerundertrykkelse – tværtimod bør man frygte, at metoderne vil blive endnu mere udbredt.

De tætte valgkampe har fået tilført en uhørt stor strøm af uigennemsigtige kampagnedonationer, og det har yderligere forvrænget valgprocessen.

Især Højesterets afgørelse om, at selskaber kan regnes for ’personer’ og kampagnedonationer kan regnes for frie ’ytringer’ (i sagen Citizens United v. FEC) har forstærket selskabers og velhaveres muligheder for at påvirke amerikansk politik.

Vi nærmer os det punkt, hvor demokraterne nok kan vinde valgene i de store blå stater, men er tæt på at være irrelevante ved præsident- og kongresvalg. Trumps personlige brister og hans taktik med at appellere til en snæver vælgerbase har opflammet demokraterne og fremmedgjort uafhængige, så der måske kan banes vej for en af de sjældne jordskredssejre.

Det er nødvendigt, hvis man vil genskabe en ordentlig kongreskontrol med administrationen og vende udviklingen væk fra de dominerende trends inden for gerrymandering og vælgerundertrykkelse.

Det forestående midtvejsvalg i 2018 og præsident- og kongresvalgene i 2020 bliver afgørende tests på, hvor alvorligt et forfald, der har ramt det amerikanske valgsystem.

Fagforeningernes fald

Et andet område, hvor Trump har kunnet drage fordel af de langsigtede tendenser, der begyndte længe før hans præsidentskab, er fagforeningernes tilbagegang.

For at konsolidere sit diktatur måtte Hitler afskaffe alle Tysklands uafhængige fagforeninger i ét hug. Trump skal ikke forholde sig til et lignende problem.

I de første tre årtier efter Anden Verdenskrig deltes amerikanske arbejdsgivere og arbejdere om den øgede velstand, der var skabt af øget produktivitet. Siden 1970’erne har denne sociale kontrakt været brudt sammen, medlemskabet af fagforeninger er gået stærkt tilbage, reallønnen er stagneret eller faldet og indkomstuligheden vokset.

Guvernør Scott Walkers triumf over de offentligt ansattes fagforeninger i Wisconsin, der betød, at medlemskab af disse ikke længere var obligatorisk (sagen Janus v. AFSCME), har bare fremskyndet en proces, der har været længe undervejs.

Fagforeningernes magt falder, og virksomhedernes magt stiger, mens horder af velfinansierede lobbyister har gjort deres indtog – og dette stadig mere ulige magtforhold er endnu et tegn på en illiberal trend i tiden. 

Trump-boblen

Ud over undermineringen af retsvæsenet som en kontrolinstans for den udøvende magt har det illiberale demokrati andre kendetegn: neutralisering af den fri presse og en stadig undergravelse af menneskerettighederne. Overfor dette, der ofte bliver beskrevet som demokratiets værn imod snigende autoritær magt, har Trump-administrationen allerede vundet klare sejre for illiberalismen og styrer imod endnu flere.

Ikke så snart var Hitler udnævnt til kansler, før han fik etableret et nyt Ministerium for Folkeoplysning og Propaganda under ledelse af Joseph Goebbels, der til det sidste forblev en af hans nærmeste politiske rådgivere.

Under Trumps præsidentskab er disse funktioner reelt blevet privatiseret i form af Fox News og tv-værten Sean Hannity. Fox udbasunerer loyalt de ’alternative fakta’, der optræder i Trumps version af begivenhederne. Til gengæld kan Trump jævnligt finde inspiration til sine tweets og fantasifulde udsagn hos de Fox-kommentatorer, han følger dagligt, eller via sine natlige samtaler med Hannity.

Resultatet er, at der er blevet skabt en Trump-boble, som Trumps kernevælgere har taget permanent bo i, men som er fuldkommen uigenkendelig for seere af PBS, CNN og MSNBC og for læsere af The Washington Post og The New York Times.

USA’s stærkt kritiske frie medier har ingen kontrol over Trumps mulighed for at lyve uden politisk afstraffelse. Tværtimod udgør de blot endnu et fjendebillede, som Trump kan vende sine vælgeres vrede mod. Det er ikke nødvendigt at undertrykke frie medier, hvis blot de kan gøres irrelevante og endda udnyttes til at score politiske gevinster.

Den første lovgivning, Hitler dekreterede, efter at den såkaldte Ermächtigungsgesetz i 1933 havde suspenderet Rigsdagens lovgivningsmagt, gav hans regering ret til at afskedige embedsmænd, hvis de kunne mistænkes for at være politisk upålidelige eller var af ’ikkearisk’ herkomst.

Ulighed for loven og lovbefalet diskrimination var fra første færd centrale kendetegn ved naziregimet, der ligeledes greb ind i menneskers frie valg omkring seksualitet og reproduktion. Forfølgelse af mandlige homoseksuelle blev drastisk optrappet og førte til 10.000 homoseksuelle mænds død og fængsling og kastration af yderligere tusinder.

Mellem 300.000 og 400.000 tyskere, der blev anslået til at være bærere af arvelige defekter, blev tvangssteriliseret, mens 150.000 mentalt og fysisk handicappede tyskere, der blev vurderet til at være ’uværdige til at leve’, blev myrdet.

Tyskere, der blev vurderet til at være i stand til at få racemæssigt værdsatte børn, blev nægtet adgang til prævention og abort og blev belønnet for at fostre store familier. Gravide udenlandske arbejdere blev derimod tvunget til abort for at hindre uønskede børn og tab af arbejdsdage.

Intet tilnærmelsesvis så rædsomt er på den illiberale agenda i dag, men det er sandsynligt, at mange af de rettigheder, som amerikanere i dag nyder godt af, vil blive indskrænket. Det vil næppe lykkes at få bugt med homoægteskaber, da den offentlige mening har flyttet sig markant til deres fordel, men virksomheders og enkeltpersoners ret til at diskriminere imod bøsser vil formentlig blive beskyttet som et spørgsmål om tro. 1)

Højesteretsdommer John Roberts’ yndlingsaversion, affirmative action eller positiv særbehandling vil formentlig forsvinde med det argument, at man kun kan besejre racediskrimination, hvis man fjerner enhver forskelsbehandling baseret på race.

På samme måde vil kvinders ret til abort formentlig blive afskaffet i republikanske stater, enten via en direkte omstødelse af Roe v. Wade-dommen (der i 1973 legaliserede abort i USA, red.) eller mere sandsynligt: gennem mere lokale retsafgørelser, der ikke ser noget til hinder for at indføre strenge begrænsninger, der i praksis gør abort utilgængelig for de fleste.

En fattig trøst

Den hjemlige dagsorden i Trumps illiberale demokrati vil langt fra antage så totalitære dimensioner som i Hitlers og Mussolinis diktaturer.

Men det er en fattig trøst for dem, som troede, at historien uundgåeligt bevægede sig imod større frigørelse og større lighed. Det er også en fattig trøst, at Trump i sin udenrigspolitik ikke forfølger hitlerske krigsmål om erobring og folkemord, nu verdensfreden og stabiliteten i forvejen er alvorligt truet.

Eskalerende handelskrige kan meget vel sende verdensøkonomien ud i en ny brutal nedgangstid, ligesom Trump-administration har sat barren så højt for fredsaftaler med Iran og Nordkorea, at de næppe kan opnås.

Det er muligt, at Trumps retoriske udskejelser mest er en forhandlingsstrategi, og at han i begge tilfælde vil falde tilbage til mere moderate holdninger. Men det er også muligt, at han får malet sig så langt op i hjørnet, at der ikke er plads til indrømmelser, og at han fanget af sin egen retorik kaster USA ud i alvorlige økonomiske og militære konflikter. Historisk set har langt mere talentfulde ledere end Trump tabt herredømmet over den slags konfrontationer.

Uanset hvordan og hvornår Trumps præsidenttid ender, vil illiberalismens spøgelse fortsætte med at hjemsøge amerikansk politik. En stærkt politiseret dommerstand vil bestå længe endnu, og mange vil synes, at de tætte højesteretsafgørelser har en tvivlsom legitimitet, ligesom alle nye juridiske udnævnelser vil blive omstridte.

Den racemæssige splittelse, den kulturelle krig og den politiske polarisering, som Trump har fremmet og forstærket, vil blive meget vanskelig at hele. Gerrymandering, vælgerundertrykkelse og ukontrollerede kampagnebidrag vil forsætte med at skævvride demokratiske valghandlinger og føre samfundet i en ikkerepræsentativ og udemokratisk retning. Den stigende indkomstulighed vil også blive meget vanskelig at bremse – for slet ikke at tale om at tilbagerulle.

Endelig er der klimaforandringerne, som Trump ikke blot benægter, men selv gør meget for at fremskynde. Flere årtier efter hans tid vil den økologiske katastrofe have meldt sig og være noget nær umulig at rette op på. Ørkenspredning vil ramme store dele af Midtvesten og Californien, tæt befolkede kystområder vil blive ramt af oversvømmelser, og ekstremt vejr vil ikke bare blive hyppigere, men også heftigere.

I katastrofesituationer kan der opstå mangel på drikkevand og mad. Store folkemasser af klimaflygtninge vil blive sat i bevægelse, og det vil kunne komme til voldsomme krige om ressourcer, der får dagens konflikter i Syrien og Centralafrika til at blegne i sammenligning. Ingen mure vil være høje nok til at beskytte USA mod disse begivenheder.

Vel er Trump ikke Hitler og trumpismen ikke nazisme, men uanset hvordan Trumps præsidenttid slutter, er dette en historie, som næppe kan få nogen lykkelig afslutning.

© New York Review of Books og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

1) Mandag bekræftede Donald Trump, at regeringen arbejder på at indføre en smal definition af køn, som noget uforanderligt og alene biologisk bestemt. Forslaget er en del af arbejdet for at beskytte landet, siger præsidenten. Borgerrettighedsgruppen American Civil Liberties Union kalder forslaget »et angreb på transkønnedes liv og eksistens«.

En række opsigtsvækkende kampagner forsøger at få ungdommen til at stemme ved det kommende amerikanske midtvejsvalg. Men det store folkelige engagement i valgkampen skyldes ifølge amerikanske valgforskere først og fremmest had eller kærlighed til præsidenten
Læs også
En løgn fungerer ikke så meget for Trump som noget, der skal fremstå som sandt, men mere som et udsagn i sig selv.
Læs også
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Ejvind Larsen
  • Anders J
  • Marianne Borgvardt
  • Peter Beck-Lauritzen
  • Thomas Tanghus
  • Per Langholz
  • Henrik Leffers
  • Jørgen Tryggestad
  • Kurt Nielsen
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Benno Hansen
  • Olaf Tehrani
  • Torben K L Jensen
  • Jens Frederiksen
  • Togi Adelvard
  • Carsten Munk
  • Espen Bøgh
  • Christian Mondrup
  • Niels Makholm
  • Thessa Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Mads Berg
  • Jørn Vilvig
  • Peter Knap
Ejvind Larsen, Anders J, Marianne Borgvardt, Peter Beck-Lauritzen, Thomas Tanghus, Per Langholz, Henrik Leffers, Jørgen Tryggestad, Kurt Nielsen, Bjarne Bisgaard Jensen, Benno Hansen, Olaf Tehrani, Torben K L Jensen, Jens Frederiksen, Togi Adelvard, Carsten Munk, Espen Bøgh, Christian Mondrup, Niels Makholm, Thessa Jensen, Eva Schwanenflügel, Mads Berg, Jørn Vilvig og Peter Knap anbefalede denne artikel

Kommentarer

Fremragende artikel.
Angående gerrymandering: I går var der en artikel i Weekendavisen om Pennsylvania, hvor Republikanerne ved de sidste tre valg er løbet med 13 ud af delstatens 18 sæder på af denne metode.

Tidligere på året dømte delstatens Højesteret denne praksis ulovlig og gennemtrumfede nye distriktsinddelinger, hvilket vil gøre det lettere for Demokraterne at komme til fadet.

Ejvind Larsen, Ryan Klitholm, jørgen djørup, Torben K L Jensen, Finn Egelund og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Det er temmeligt uhyggelige perspektiver der her manes frem.
Glimrende analyse.

Ejvind Larsen, Thorkil Søe og Finn Egelund anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Fra 2016 til 2017 er hadforbrydelser i Danmark fordoblet.

Squirrel Hill massakren i Pittsburgh er en vigtig påmindelse til danskerne om, hvordan politisk scorende vælgere, ved ubegrundet frygt og intolerence politik, kan ansporer voldsparate borgere i samfundet til handling på frygten.

Had og hetz spredende politikere med frygt skabende og politiske usande påstande om flygtninge i nød er til fare for stabiliteten i Danmark, kan skabe en lignende massakre i Danmark.

“Når jeg ser på, hvordan nogle borgere opildner til holdninger mod flygtninge, eller hvor nedsættende der tales om jøder, spørger jeg mig selv:

Hvor godt forankret er den menneskelige værdighed i folks hoveder?”

Citat Josef Schuster, formanden for det Jødiske Centralråd i Tyskland.
Link: https://www.dr.dk/nyheder/udland/merkel-vi-maa-aldrig-glemme-krigens-rae...

“Ny rapport slår fast, at der bliver begået langt flere hadforbrydelser end først antaget. Rapporten er resultatet af en udvidet gennemgang af politiets sager, og det får Rigspolitiet til at slå fast, at hadforbrydelser fortsat skal have høj prioritet.”
Citat Rigspolitiet.

https://www.dansk-politi.dk/artikler/2018/september/langt-flere-sager-me...

Ejvind Larsen, Ryan Klitholm og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Kan nogen huske dengang Reagan hævde at Sandinistiske "terrorister" kun var to dages kørsel fra Harlingen, Texas? Tænk sig hvor meget verden ville have været bedre, hvis det havde været rigtigt!

Philip B. Johnsen

Den historisk baggrund den danske Institutionelle racisme:

Det er vigtigt at forså vores egen lange historie med slaver, herrefolket og kapitalisme.
I 1700 tallet var storkøbmændenes tid i Danmark, de var hovedrige, havde store ejendomme i København og godser på landet.
Disse mænd grundlagde deres formue på slaveri opium smugling og hvidvaskning af penge.

De danske storkøbmænd organiserede eksporten og salget af slaver til sukkerplantagerne på de Dansk Vestindiske Øer, de satte også opiumssmuglingen fra Bengalen til Kina i system, og de sørgede for hvidvaskningen af penge for blandt andet franske forretningsfolk, der ville undgå fransk beskatning, meget lig samarbejdet mellem Folketinget, EU og Goldman Sachs i vore dage.

"Skattely brugt i DONG salget til Goldman Sachs, er den virkelighed vi i Danmark må leve med, sådan fungere det internationale marked."
Bjarne Corydon

“Hvis handlen ikke gennemføres, vil EU give Danmark bøder, for uretmæssig forhaling af handelen"
Bjarne Corydon

I knap 250 år var De Vestindiske Øer en del af Danmark.
I tusindvis af slaver blev arbejdet ihjel i sukkerproduktionen.

Slaveejer mentalitet voldsparathed Danmark anno 2018 er intakt.
Orkanerne bliver kraftigere hvert år, det sikre regeringen, der er ‘stort’ flertal for forbrugsdrevet økonomisk vækst til danskerne.

Efter 251 år under Dannebrog blev Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan solgt til USA for 25.000.000 $ bygninger og alle indbyggerne solgt med.

I dag 100 år senere, skal det lokale parlement på Sankt Thomas, Sankt Croix og Sankt Jan stadigvæk spørge kongressen i USA om lov, i en række af beslutninger, men ingen af lokalbefolkningen på øerne, har stemmeret i USA.

Sankt Thomas (engelsk Saint Thomas) var den første af Danmarks tre ø-kolonier i det tidligere Dansk Vestindien (fra 1672).

De to øvrige øer var Sankt Croix og Sankt Jan (Saint John). I dag er øen en del af det amerikanske territorium US Virgin Islands.
I 1666 blev Dannebrog hejst på Skt. Thomas.

Efterkommer af danske slaver lever stadigvæk under vores danske forbrugsdrevet økonomiske vækst slave lænker, hvert år bliver orkanerne kraftigere og eksistensgrundlaget mindre.

Et andet eksempel.
Udflytning af danske arbejdsplader og slaveri anno 2018.

Ingen vil betale bare en tilnærmelsesvis retfærdig pris for deres tøj, i vores del af verden, så produktionen flyttes til lande med børnearbejde slaveløn nogle få kroner om dagen, for fjortentimers arbejde om dagen og syv dage om ugen 365 dage om året, under sundhedsfarlige arbejdsvilkår, uden udluftning og ofte pga. tunge maskiner i sikkerheds uforsvarlige bygninger.

Kun de helt unge i familien kan arbejde, sidst i teenager årene, er deres øjne ikke gode nok og de kan ikke arbejde hurtigt nok.

Hele familier er økonomisk afhængige af de helt unge med gode øjne resten af familien arbejder for håndøre, de umuligt kan overleve af, det kræver mange børn.

På blot 10 år er Danmarks import af varer fra Bangladesh øget med 377%.
Stort set hele væksten skyldes tekstil og beklædning, da denne varegruppe udgør 97% af den samlede import fra Bangladesh i 2016.”
Link: https://estatistik.dk/nyheder/bangladesh-klaeder-danmark-paa/

De danske slaver i Bangladesh har næsten ingen CO2 udledning, de køber intet, de lever hele familier af 12 kroner om dagen indtjent af ‘en’ overarbejdet dansk pisket slave teenager.

White supremacy.
By white supremacy I do not mean to allude only to the self-conscious racism of white supremacist hate groups. I refer instead to a political, economic and cultural system in which whites overwhelmingly control power and material resources, conscious and unconscious ideas of white superiority and entitlement are widespread, and relations of white dominance and non-white subordination are daily reenacted across a broad array of institutions and social settings."
Legal scholar Frances Lee Ansley

Michael Waterstradt, Ejvind Larsen, Ryan Klitholm, Marianne Borgvardt, Tor Brandt, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Philip B. Johnsen

Hvad stå Donald Trump for politisk og økonomisk?
Hvad bringer håb blandt Trump vælgere, ved den førte politik?

I takt med fattige bliver flere i antal efter globalisering, afvikling af velfærd for en effektiv konkurrencestat, vil ønsket om forandring sprede sig som ringe i vandet i befolkningerne.

Der er frygt fra millioner af ‘working poor’ langt op i middelklassen for selv, at blive fattig, hvor nu Donald Trump i USA er løftet om forandring, som er den enorme magtfaktor i Donald Trump disruption’ politik, om det faktisk forholder sig sådan, at Donald Trump ‘disruption’ skaber økonomisk eller social fremgang på den lange bane, er ikke længere relevant for de fattige og udsatte, de er blevet konstant fattigere i årtier, de fattige og det stigende antal udsatte, samt, de mange der ser, at de bliver udsatte på sigt, vil enhver forandring der skaber det mindste håb om hjælp og øget tryghed.

Den stærkes ret!
At den stærke part i et forhold bestemmer, ene og alene i kraft af sin overlegne styrke og uanset om vedkommende har ret eller ej.

Donald Trump siger han vil skrue tiden tilbage til dengang, hvor kul afbrænding og olie afbrænding var fremtiden og hvor hvide amerikanere var en klasse for sig i samfundet, der var sikret privilegier alene af den årsag.

Denne voksende destabiliseret gruppe i befolkningen, der går langt op middelklassen, vil have adgang til kortsigtede økonomiske gevinster, som de rige høster økonomisk ubegribelige rigdomme ved, på olie, gas og kul afbrænding, den rigdom drømmer de fattige og udsatte om, at få større andel af.

Der er samme skrøbelige ikke bæredygtige fundament, den danske og EU’ske syndebuk politik anno 2018 står på, den der samtidig holde Danmark og EU fra en bæredygtig omstilling.

“Historian Christopher Browning on the Trump regime: We’re “close to the point of no return”

Link: https://www.salon.com/2018/10/18/historian-christopher-browning-on-the-t...

Ejvind Larsen, Ryan Klitholm, Marianne Borgvardt, Tor Brandt, Anne Eriksen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Jeg tror mange amerikanere kan lide Trump fordi han siger ting, som de selv går og tænker på, men er uvillige til at sige offentligt, fordi de har en mistanke om at det nok ikke er rigtigt.....

Philip B. Johnsen

De danske og amerikanske politiske og økonomiske forhold minder på flere områder meget om hinanden.

“Even if Trump is removed from power, how do we reverse global warming?

What about reversing worsening income and wealth inequality?

What do we do about more inflamed divisions in the country in terms of class, race and gender?

These problems are not going to be easy to heal.”

“Historian Christopher Browning on the Trump regime: We’re “close to the point of no return”
Link: https://www.salon.com/2018/10/18/historian-christopher-browning-on-the-t...

Torben Skov, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Tryggestad

USA ser ud til at være fortabt i splittelse og ulighed, hvor de fleste politikere er købt og betalt af Big Money og finansmafiaen på Wall Street. Og hvor borgerne er bevæbnet til tænderne som om de var midt i en borgerkrig. Hvilket de nok snart er.

En borgerkrigslignende tilstand ser ud til at være på vej i USA, hvor militæret snart patruljerer i gaderne og demokratiet bliver afløst af "martial law".

Sådan går det når halvparten af befolkningen er et let bytte for fordummelse og vildledning af fake news og retoriske plattenslagere.

Fremtiden ser meget dyster ud der over.

Torben Skov, Ejvind Larsen, Eva Schwanenflügel og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Nogen sagde "at man kan ikke lyve altid for alle". Det kan ikke skjules, i det offentlige er det svært. Men på det økonomisk ømråde går det anderledes. Mennesker har i alle tider udnyttet hinanden., som Arbejder (gratis eller dårlig betalt); det virker ikke særligt uretfærdigt.

Men i specielle situationer bliver spendende at følge med, for ex., i extreme, modbydelige tilfælde så som modbylige mord: når det er svært at finde de skyldige gør folk deprimerende, men hvis tilfældigvis kommer en afklaring, bliver det meget spendende. Khashoggi sag virker meget interessant og noget som "science fiktion", hvad det gør det endnu mere spendende og trist; fordi der var to nye ting som sker for første gang. Jamal khashoggi havde et app ur på, og havde afleveret telefon numre til sin forlovede, som sidder udenfor "konsulatet". Hun ringede da han ikke kom ud, og sagen blev fulgt fra begyndelsen, hvad der gjorde det nemt at følge med fra hele verden. App ur og kæreste gjorde forskel og spendende at følge med.
'
Altså har folk menneske følelser men uden for økonomi, økonomien virker let banalt og også besværligt. Selvfølgeligt vil brugen af slaveriet i dag bliver ikke akcepteret, men blot fortælle historien, forbliver historien.
Jeg er indvandre i dag men jeg kender også min historie, hvor der var op og ned. Vesten er arrogante ikke
fordi De har været slave ejer men fordi de dominerer "verdensorden"idag.

Har vi nogensinde været i en tid der ikke ligner 30èrne?
(30érne havde det hele.)
Det vist kun et spørgsmål om hvad vej synet vendes.

Touhami Bennour.
Vi har også slaveri i dag.
Slaveriet ser bare anderledes ud end før.
Lavtlønnede vælger ikke frit, men er nødt arbejde fordi udgifter skal betales. Er så at sige, tvunget til fortsætte med evt usselt job, da ikke der er råd til stoppe.
Højtlønnede har friheden til selv vælge job.
Hvis ellers ikke forbruget er skruet overdådigt op, kan dem med højere løn bedre tage sig tid til finde rette job.
Det betyder jo graden af frihed, ikke er ens forskellige mennesker imellem.
Og vel i virkeligheden ikke den store forskel fra dengang vi kaldte det slaveri.
Forskellen er vel dybest set, dengang kunne slaverne blive flyttet fra hjemstavnen, alt efter hvor der var brug for dem, og alt efter prisen slavehandleren kunne få.
I dag er det politikerne med deres politik, der forårsager denne "tvungen" flytning.
Virkningen for den enkelte borger, er stadig den samme som den var for slaven.

Steffen Gliese

Kapitalismens helt grundlæggende problem er, at den er en løgnefortælling. Tænk på 'kriserne' gennem tiden: det materielle grundlag forandres på ingen måde, der er stadig varer at producere, mad at fortære, bygninger at opføre og vedligeholde, teknologi - det eneste, der mangler, er penge til drift. Derfor er kapitalisme en ond fantasi, der ikke forholder sig til virkeligheden.

Torben Skov, Ejvind Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Touhami Bennour

Nils Valla
Ja du har ret.
Men for mig som "udlændig", indvandre ser jeg situationen anderledes, og danskere ser også på mig anderledes. Jeg ser ikke slaver noget sted,
Og danskere ser mig som indvandrer ikke andet,
Det der det der gør artikllen interessant: det ligner 30 erne? I den tid var begået forbrydelse mod menneskeheden. Det var forfærdeligt dengang, hvor alt ligger for had, Det det skete i USA forleden er også udtryk for had. Politiker gør det i verden værre. OK folk troede på paradis i den tredje Riget. Der var også økonomi i folks hovedet. Men kun i hovedet.

Ja al den had. Har i virkeligheden aldrig forladt os
Er en del af os. Det samme som frygt der er modsætning til kærlighed.
Kærligheden er jo meget smuk, men eksistere kun i kraft af dens modsætning.

I disse dage pejles hadet imod Rusland.

Gustav Alexander

Man spotter mange samtidsværdier, der omformes til fakta om historiens udvikling i ovenstående artikel. Eksempelvis:

"Til gengæld gennemførte USA en stærkt restriktiv indvandringspolitik. Hensigten var at beskytte de hvide angelsaksiske protestanters overherredømme mod tilstrømning af katolske og jødiske immigranter. Tiltag mod indvandring fra Asien var allerede sat i værk i perioden 1882-1917.

Den førte politik betød, at USA ikke var i stand til at komme med konstruktive svar på hverken Den store Depression, fascismens opkomst, de voksende trusler mod verdensfreden og 1930’ernes flygtningekrise."

Er forfatteren historiker? Det her lyder mere som en efterrationalisering, der passer fantastisk med den liberale fløjs holdning til immigration og indvandring i dag. Hverken den russiske revolution, fascismens fremkomst eller depressionen kan forklares ved USAs daværende immigrationspolitik. Det er altså ikke alpha og omega i politiske debatter til alle tider blot fordi moderne liberale stirrer sig blinde på netop det emne.

Touhami Bennour

Einstein sagde tror jeg: miraklen er ikke bare at Universet er kendelig men at mennesker kan kender det. Det er utrolig uforståeligt at "den lille menneske kommer til at kende ikke mindst "Universet", for ikke at nævne de mange herligheder, Så som medecin, de byer, ja selv gastronomi mennesker har skabt i deres liv.
Alt dette står i kontrast til mennesket selv. "Ecce homo sagde Nitzche". Et--- banalt liv som at være lykkelig kan man dog ikke opleve med det samme menneske. Jeg taler ikke bare om de mange sklllsmisse men selv venskaber holder ikke.
Kærligheden er for børn, måske også for ungdommen men i følge Platon er filosoffer for voksne.
Jeg er nået også den konklusion, og undres også om at en lille mand som "pierre elle Paul" kan skabe disse herligher. Men omvent må jeg "trække hatten for. Nogle gang bruger jeg langtid i at se på metro arbejdere, det er pinligt at se på. men jeg har stor respekt for det de gør

Og så tænker jeg på "Aristoteles. der sagde at mennesket er et socialvæsen.

Touhami Bennour

Hitler er oppe i hierarkiet men alt afhænger af Quisling, hvis vi vil at Hitler ikke får lov at hærgeløs.
På en anden måde alt afhænger af Trump og om hvordan han reagerer på mordet af Khashoggi.
Kun Trump der kan få stoppet "Hitler". Amerika har midler til det og er meget nemt at fjerne ham.
Men tør han det? Khashogii er ikke den forste der fik den gruelig skæbne. Mange fik overvågnings kamera og blev fanget, og så forsvandt for altid.
Khashoggi alligevel tog sine forholdsregler: Apple Watch og sin forlovede der ventede udenfor.
Vesten mangler penge, mindst 10 % for at få rimelig valg. så jeg er ikke sikker på om Trump vil gøre en forskel.