Ugerevy: Finansbanditter og saudiske mordere giver overtræk på raserikontoen

Det har været lidt af en uge sådan rent blodtryksmæssigt. Skrækfortællingerne om, hvad der mon skete på det saudiarabiske konsulat, da journalisten Jamal Khashoggi gik ind og forsvandt, har ligget som et tæppe af raserifremkaldende horror over alle dagene. Store amerikanske medier citerede forskellige anonyme tyrkiske kilder for divergerende fortællinger, der dog alle endte med, at Khashoggi blev savet i stykker inde på konsulatet og skaffet af vejen. Mistanken går så på, at det er den saudiske kronprins, der har orkestreret dette diplomatiets svar på Peter Madsens ubåd, og det er jo ganske enkelt frygteligt.

Så er det godt, at vi har hele verdens politibetjent, USA, til at bringe orden i penalhuset. Onsdag sendte man udenrigsminister Mike Pompeo til ørkenriget, og så sad han og den saudiske kronprins og smilede, som var det en scene i et ekstra nederen afsnit af The Handmaid’s Tale. Senere takkede Pompeo kong Salman for transparens i efterforskningen – hvad der fik den amerikanske kommentator Nicholas Kristof til at foreslå, at ordet ’transparens’ burde sagsøge Pompeo for misbrug.

Et andet sted i det saudiske kongedømme overførte myndighederne de 100 millioner oliedollar til USA, som de engang havde lovet i en anden sammenhæng, og hjemme i USA sagde præsident Trump, at mistanken mod Saudi-Arabien var endnu et eksempel på, at man gør nogen til skyldige, indtil de beviser egen uskyld. Trump går meget op i retssikkerhed – altså hvis du er en rig despot, ikke et mexicansk barn. Fredag morgen var Trump dog lidt mere kontant og sagde, at han sagen kunne få alvorlige konsekvenser for Saudi-Arabien.

Hvis det udsagn hjalp på at dulme nerverne, så stillede New York Times sig til rådighed med en ordentlig dosis dårlig samvittighed, da den mindede om, at det dog er utroligt, at en enkelt død journalist kan fremkalde så meget international ballade og opmærksomhed, når Saudi-Arabiens ødelæggende krig i Yemen ikke har kunnet. Det er jo, som avisen refererede Josef Stalin for engang at have sagt: En enkelt dødsfald er en tragedie, en million døde er statistik.

Med denne sag var det, som om ugekvoten for raserifremkaldende nyheder var opbrugt, men virkeligheden – det dumme svin – havde mere i ærmet.

Et kort sekund var der ellers et lyspunkt, da man kunne læse, at manden der er mistænkt for at lænse den danske statskasse for milliarder af skattekroner, Sanjay Shah, var blevet dømt i Dubai. Det viste sig dog, at det ikke var på grund af de 12,7 milliarder forsvundne danske skattekroner. Næh, det var på grund af en dækningsløs check. Småforbrydelser – det ved man, hvad er. Hvis jeg nu går ned i Netto og panter den samme ølkasse to eller flere gange, så er der nok nogen, der ringer efter panserne, og jeg får en bøde og en plet på straffeattesten. Men hvis jeg beder om at få refunderet absurd mange milliarder i udbytteskat, selv om jeg slet, slet ikke har betalt noget, der bare ligner, til skattekassen – ja, så er det af årsager, jeg ikke forstår, ikke nødvendigvis ulovligt.

Retfærdighedssansen fik sig et lammende nyrehug, da en række medier – herhjemme DR og Politiken – torsdag afslørede, at det ikke bare er danskerne, der var blevet fuppet for udbytteskat, men at statskasserne i en række europæiske lande var blevet lettet for i hvert fald 410 milliarder kroner af en kreds af slipsebanditter og deres venner i toppen af verdens største banker. De mistænkte påstår, at de blot har udnyttet reglerne – hvilket heller ikke er til at forstå. Og så er der beløbet. 410 milliarder. Det er der ingen, der fatter. Heldigvis lavede DR fredag lavet en grafik, der viste, hvad man egentlig kan få for sådan et beløb – og det viste sig, at det svarede til otte milliarder fadøl i Tivoli. Oven på sådan en uge, synes jeg, at skatteyderne har fortjent i hvert fald en enkelt – for lige at få pulsen ned. Skål.