Klumme
Læsetid: 3 min.

Ugerevy: Den gamle skurk

Det er i sandhed en brandvarm tid, som vi lever i – alle går rundt og sveder – og det vil Lars Løkke Rasmussen nu gøre noget ved, fortalte han, da Folketinget langt om længe åbnede tirsdag. Selv om det efterhånden er svært for den almindelige borger at fornemme, at det overhovedet har været lukket – ikke mindst i et år, hvor der er et valg på vej
Det er i sandhed en brandvarm tid, som vi lever i – alle går rundt og sveder – og det vil Lars Løkke Rasmussen nu gøre noget ved.

Det er i sandhed en brandvarm tid, som vi lever i – alle går rundt og sveder – og det vil Lars Løkke Rasmussen nu gøre noget ved.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Moderne Tider
6. oktober 2018

Denne uges ugerevy må nødvendigvis begynde allerede søndag, hvor Kim Larsen døde.

Det har fyldt pænt meget i medierne, for nu at sige det mildt. Da de første automatreaktioner fra folk, som af forskellige årsager ikke kunne lide Kim Larsen og mente, at hans død var en fin anledning til at fremføre netop den pointe på Facebook, var overstået, blev det heldigvis til en reel og ugelang hyldest af musikeren og danskeren over dem alle. Der har ikke været skrevet et ord for meget, og Larsen vil naturligvis også være nærværende i denne opsummering af ugens begivenheder.

Fodboldspilleren Cristiano Ronaldo har haft masser af succes. Nu har han imidlertid også fået lidt af det, som hører til, for debatten om en voldtægt i Las Vegas en tidlig junimorgen i 2009 er for alvor blusset op i denne uge. Ronaldo har tidligere betalt Kathryn Mayorga 375.000 dollars for ikke at fortælle offentligheden historien, men det har hun nu gjort alligevel.

Ronaldo siger i dag, at hun blot har fundet på historien for at blive kendt, men i en tidligere udtalelse har han ifølge det tyske ugemagasin Der Spiegel indrømmet, at »hun sagde nej og stop flere gange«. Der spekuleres nu i, om #MeToo-bevægelsen for alvor kan ramme verdens største fodboldspiller.

Benzin- og dieselbiler

Det er i sandhed en brandvarm tid, som vi lever i – alle går rundt og sveder – og det vil Lars Løkke Rasmussen nu gøre noget ved, fortalte han, da Folketinget langt om længe åbnede tirsdag. Selv om det efterhånden er svært for den almindelige borger at fornemme, at det overhovedet har været lukket – ikke mindst i et år, hvor der er et valg på vej.

Før Lars Løkke Rasmussen gik på talerstolen, var der dog en gudstjeneste, som i år gav endnu mere ballade end normalt, fordi præsten Morten Kvist skulle prædike. Han har tidligere talt grimt om homoseksuelle, og derfor udeblev mange politikere, blandt andre hele SF’s folketingsgruppe, som ganske vist kun tæller syv mand nu om dage. Kulturminister Mette Bock, som var ansvarlig for præstevalget, mente, at det var et udtryk for »åndsfrihed«, og sådan kan det ord betyde så meget.

Og så til Statsministerens tale: Det gælder om at stå af før svinget i Solrød, hvis man hører til dem, som stadig kører rundt i en benzin- eller dieselbil. Og det gør så godt som alle danske bilister. For at mindske CO2-udledningen vil Lars Løkke Rasmussen udfase de forurenende biler i et tempo, som kommer bag på de fleste. Og i 2030 eller cirka deromkring skal salget helt stoppe.

Fuldstændig agurk

I det hele taget kan det være svært at kende Venstre for tiden. I sidste uge foreslog partiet at udvide Integrationsgrunduddannelsen, så flere flygtninge kan blive integreret på arbejdsmarkedet, og nu har Venstre altså overhalet Socialdemokratiet venstre om, når det kommer til begrænsning af bilforurening.

Måske er det valget, der gør dem helt forvirrede. Dog mindede Inger Støjberg os torsdag om, at vi trods alt stadig ved, hvor vi har Venstre, da hun slog fast, at Danmark heller ikke skal tage imod kvoteflygtninge i 2018.

Og lad os til sidst vende kajakken og kigge mod USA, hvor The New York Times kunne afsløre, at præsident Trump angiveligt har hjulpet sine forældre med skatteunddragelse ved blandt andet at oprette skuffeselskaber, som skulle dække over de millioner af dollar, som forældrene forærede deres børn.

Det er mildest talt en ret stor historie, men det er, som om de normale kriterier for, hvad der burde være rendyrkede skandaler, ikke længere gælder, når det handler om den amerikanske præsident.

Det hele er ved at gå fuldstændig agurk, som Kim Larsen siger til ministeren. Så hvad gør vi nu, din gamle skurk?

Serie

Ugerevyen

Ugerevyen giver dig et stærkt idiosynkratisk overblik over de mest interessante begivenheder i ugen der gik. Vi dækker både indland, udland og dyrenes verden.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her