Læsetid: 6 min.

Det skal være sjovt at spille fodbold

Chelseas italienske træner, Maurizio Sarri, har fået sit hold til at spille som en kollektiv organisme med målfarlighed og højt genpres. Det er stadig fysisk, sådan har det altid været i London-klubben, men det er også elegant og indimellem nærmest boblende. Men holdets ubestridte stjerne, Eden Hazard, står konstant med det ene ben ude af døren
Det, vi laver, er ikke en sport, men et spil – en leg – og alle, der leger, begynder på det som børn, fordi det er sjovt. Det er vores indre barn, der skal kæles for, siger Maurizio Sarri.

Det, vi laver, er ikke en sport, men et spil – en leg – og alle, der leger, begynder på det som børn, fordi det er sjovt. Det er vores indre barn, der skal kæles for, siger Maurizio Sarri.

Mike Egerton

13. oktober 2018

Der er trængsel i toppen af Premier League.

Inden Chelseas storkamp mod Manchester United den 20. oktober på hjemmebanen Stamford Bridge deler Manchester City, Chelsea og Liverpool 20 point med to point ned til Arsenal og Tottenham på fjerde- og femtepladsen. United roder rundt på en ottendeplads.

Chelseas succes er ikke mindst resultatet af Maurizio Sarris taktiske arbejde med et mandskab, der i denne sæson er tvunget til at spille i Europa League. Ambitionen er selvfølgelig at slutte højt i Premier League – helst vinde den – og komme med i Champions League næste sæson.

Victor Moses, den 27-årige, nigerianske kantspiller i Chelsea, mener, at hans hold har en fordel, fordi Premier League er en turnering med benhård konkurrence.

»Det er klart en af de stærkeste ligaer i Europa,« udtalte Moses til klubbens hjemmeside for nylig.

»Et hold i bunden kan slå en top-4-klub, og der er ingen nemme kampe i Premier League. Du skal være på mærkerne hele tiden. Da jeg var i Wigan, slog vi United, og det er en af grundene til, at Premier League er blandt de bedste i verden,« slog Moses fast.

Score, sprudle og have det sjovt

Sarri har fastholdt den hurtigløbende og omstillingsparate 4-3-3-formation, han også fejrede triumfer med i italienske Napoli. Juventus overhalede dem ganske vist sidste sæson i Serie A, men Napoli var blandt Europas ypperste klubber, når det gjaldt skud på mål, possession og clean sheets.

»Jeg elsker den filosofi,« siger David Luiz Moreira Marinho, Chelseas brasilianske midterforsvarer, som er glad for, at Sarri har bragt den napolitanske spillestil til London.

»Vi spiller meget af tiden højt oppe på banen, har bolden rigtig meget, og vi spiller teknisk,« beretter Luiz til The Guardian.

Den livlige spillestil har fået sit eget kælenavn hos The Blues: Sarriball – Sarri-fodbold. Den handler om at vinde, men også om at have det sjovt, score og sprudle:

»Mit mål er at nyde kampene, og at vi er med helt fremme i alle turneringer,« udtaler Sarri til Chelseas hjemmeside.

»Det, vi laver, er ikke en sport, men et spil – en leg – og alle, der leger, begynder på det som børn, fordi det er sjovt. Det er vores indre barn, der skal kæles for,« fortsætter Sarri.

Længsel mod Madrid

Eden Hazard, den belgiske forward, der brillerede under VM i Rusland, er begejstret for Sarris arbejde.

»Lige nu nyder jeg tilværelsen her, men hvem ved, hvad der sker om to måneder,« sagde Hazard til The Sun efter den flotte 3-0-sejr over Southampton i sidste weekend.

Hazards ord var selvfølgelig rettet mod transfervinduet i januar måned, og de var de seneste i en efterhånden lang stime af kærlighedserklæringer til drømmeklubben Real Madrid.

Således regnede mange med, at Florentino Pérez, Reals præsident, ville hente Hazard til den spanske hovedstad i kølvandet på belgierens flotte VM i Rusland. Men prisen var for høj, og nu spekuleres der i stedet i, at spanierne vil købe Hazard til næste sommer, hvor han kun har et år tilbage af sin kontrakt.

»Real Madrid er den bedste klub i verden. Jeg vil ikke lyve, det har været min drøm lige siden barndommen,« fortalte Hazard.

»Jeg drømmer om den klub. Men lad os nu se. Jeg vil ikke tale om det hele tiden. Nogle gange vågner jeg og tænker, at nu er det tid til at tage af sted. Andre gange vil jeg helst blive,« konkluderede den belgiske topscorer i et svævende tonefald, der får Chelseas die hard-fans til at hive sig i hårene.

Måske fordi de har et problem med troløshed. Den er mejslet i klubbens dna, selv om Chelsea faktisk har en rig og dyb historie.

Nogle mener, at tiden før 2003, hvor den russiske oligark Roman Abramovich købte klubben, slet ikke tæller med. The Pensioners, som holdet spøgefuldt kaldes, har vundet den engelske liga seks gange. Første gang var i 1955, og de to næste faldt lige efter hinanden, nemlig i 2005 og 2006, begge med stormombruste José Mourinho som træner. Siden blev det til guld i 2010, 2015 og 2017. Før Mourinho var Chelsea et middelmådigt mandskab, som kun klarede sig udmærket i de hjemlige turneringer. Det blev til to FA-pokaler mellem 1992 og 2003. Men de havde slet ikke Uniteds eller Liverpools ry ude i Europa.

Sludder, siger andre, og fremhæver 90’ernes storhed med koryfæer som Gianfranco Zola og Roberto Di Matteo. Skæringspunktet var 1996, da den spillende træner og tidligere Ballon d’Or-vinder Ruud Gullit revitaliserede klubben. Dengang var problemet naboklubben Tottenham: Før 2003 indkasserede Spurs flere ligatitler end de blå mænd.

Chelsea blev dannet i 1905 på pubben The Rising Sun og har en lang historie bag sig. Alligevel er myten, at Chelsea er et sammenflikket, ’købt’ hold uden egentlig tradition. I 2008 talte Peter Kenyon, der i sit lange forretningsliv har stået i spidsen for både United og Chelsea, indædt imod FIFA's bebudede seks-fem-regel, som stadfæster, at klubber højst må indeholde fem udenlandske spillere. Ifølge Kenyon var det konkurrenceforvridning af værste skuffe. Kig bare på de andre europæiske ligaer, påpegede Kenyon.

Globaliseringens tilbedere

Der er altid to eller tre mandskaber, som stikker ud. For Kenyon gjaldt det om ikke at fornægte globaliseringens nye markedsmekanismer (Chelsea har flere gange stillet med lutter ikkeengelske spillere). Hvorfor bevidst forsøge at skubbe Chelsea ud af logen med United, Arsenal og Liverpool, når det i virkeligheden var Newcastle, Everton og Aston Villa, der havde brug for at »rydde op i eget hus«, som han sagde?

Kenyon havde på sin vis ret. Det er kun blåøjede fodboldromantikere, der drømmer sig tilbage til en tid, hvor stammeloyalitet var lig med fedtede fiskeanretninger og brunt fadøl, som heltene på grønsværen skovlede i sig før og efter dysten.

Chelseas rivaler hader dem notorisk, fordi de så åbenlyst hylder globaliseringens dyder. Men en lige så stor portion af den tomhed, klubben ellers symboliserer, skyldes en lang årrække med indespærret nationalisme.

Moderne arvefjender som Arsenal, Liverpool og United var tidligt ude med snøren i det store Europa, mens Chelsea stadig rodede rundt i periferien af London. Altid med gedigne resultater – især i 60’erne under Tommy Docherty – men aldrig med de pompøse triumfer eller nederlag, som storebror fra Liverpool fabrikerede. Man skulle helt frem til 1971, før londonerne smagte europæisk sødme: en sejr over Real Madrid i UEFA Cup Winners Cup. Chelsea var den evige to’er, hvis de da ikke var på randen af tredje division som i begyndelsen af 80’erne.

Siden blev det lige omvendt. Deco var fra Portugal, Michael Ballack fra Tyskland, Didier Drogba fra Elfenbenskysten og Guus Hiddink fra Holland. John Terry er til gengæld ærkebritisk og var måske netop derfor et nødvendigt anker i en svigefuld sportsverden.

I 70’erne og 80’erne var hooliganbanden Chelsea Headhunters de bedste til at slås i en fodboldkultur med dybe rødder i arbejderklassen og Thatcher-England. Men den tid er for længst afløst af modebevidste flokdyr i ens Fred Perry-jakker og Burberry-tørklæder, der sagtens kunne have valgt noget andet end weekendslåskampe at gå op i. På kanten af årtusindskiftet forvandledes Stamford Bridge med sine 41.841 siddepladser til et mekka for jakkesæt med indvendig syning og posh plastikfans, som der hånligt skuledes til på de autentiske fodboldfora.

En klynisk svingdørsklub

Og så kom José Mourinho hjem igen til sin elskede klub Chelsea. Det var under stor mediebevågenhed i sommeren 2013.

Han skulle ikke bruge mange hjemmebanenederlag for offentligt at beskylde sin klub for at være ’uambitiøs’, ’umoden’ og for at spille ’uengageret fodbold’. Havde The Special One, som portugiseren kalder sig selv, en plan i ærmet? Måske handlede det om at beskytte spillerne ved at flytte fokus over på sig selv. Det havde Mou også praktiseret i galehuset Real Madrid, verdens største klub, som Eden Hazard drømmer om.

I dag hører Chelsea til The Big Three i Premier League. Det er City, United og så Chelsea. Før talte man altid om The Big Four, United, Liverpool, Chelsea og Arsenal. Liverpool, som globalt set – og også herhjemme – har et større tag i folk og fans end Chelsea og sidste år tabte til Real Madrid i Champions League-finalen, er dog økonomisk ved at indhente de tre største. Sammen med United fører Liverpool på kulturel kapital. De har en lang og dyb historik, siger man. City og Chelsea, fuck dem, råber modstandernes fans, må konstant slås med prædikatet om ny og hurtig rigdom og en nærmest kunstig måde at være på.

Selv om Maurizio Sarri har bragt legen og spilleglæden tilbage til London, cementerer Eden Hazards offentlige flirt med Real Madrid blot, hvad enhver Liverpool- eller United-fan siger om Chelsea: En kynisk svingdørsklub skabt af svulstige oliepenge.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Knud Chr. Pedersen

Een af de mindst læseværdige artikler i Information, hvor der tilsyneladende ikke er nogen som helst kvalitetskontrol med skriverierne, der kun er baseret på lige dele fordrejninger, vildledninger og småborgerlig moraliseren. Det er ikke en gang en ommer, for det vil skriverierne ikke blive noget som helst bedre af.