Vi sidder i en frodig have med et smukt restaureret hus i baggrunden. Der er tale om et relativt nyt arbejdsfællesskab, som er placeret midt i Hamra, Beiruts hjerte. Her vrimler det med iværksættere, freelancere af enhver art, techies og journalister. Det er det unge, smarte, visionære, progressive segment, der holder til i den gamle smukt istandsatte bygning.
Omkring bordet sidder en gruppe erfarne journalister. De har for et lille års tid siden startet en ny regional online medieplatform. Og det går godt.
Diskussionen drejer sig om point of difference. De arbejder her i opstartsfasen hårdt på at markere sig. De skriver de historier, der er underreporterede. De skriver om virkeligheden i Algeriet, Yemen, Syrien, Irak, Iran, Saudi-Arabien, Egypten, Jordan og har været i stand til at gøre sig selv ganske upopulære overalt.
Med andre ord, de er ikke i lommen på nogen, og det er dét, det handler om for mange af de nye medier i Mellemøsten. At sikre den redaktionelle frihed. En absolut mangelvare. De skriver om korruption, vold mod kvinder, undertrykkelse af LGBT-samfundet, transgenderrettigheder eller mangel på samme – og om miljøet.
En region, der er truet på livet
Samtalen i haven ender med en lang snak om vandmanglen, der efterhånden er iøjnefaldende. Miljøstof har ellers ikke høj prioritet i de mellemøstlige medier, men det skal nok komme. Regionen står nemlig over for en katastrofe i de kommende årtier.
Mellemøsten er suverænt det sted på kloden, hvor færrest har adgang til rent drikkevand. Hele 60 procent af befolkningerne har ringe eller ingen adgang til vand. Og eksperter frygter, at det kun bliver værre.
Tilbage i 2015 blev det slået fast på World Economic Forum, at vandproblematikken overgår alle øvrige trusler, regionen står over for, inklusive politisk ustabilitet, krig, befolkningstilvækst og de deraf afledte problemer.
Hovedårsagerne til, at vand bliver et endnu større issue i løbet af de kommende årtier, er primært tre faktorer:
- Massiv befolkningstilvækst
- Klimaforandringer
- Landbrugets overforbrug af kunstvanding
I løbet af de næste tre årtier vil de sparsomme vandressourcer ikke blot skulle tilgodese regionens nuværende omkring 400 millioner indbyggere, men 700 millioner. Alene dette faktum er en udfordring af dimensioner. Og den bliver endnu større, når den kobles med klimaforandringerne, der allerede i dag er begyndt at vise sig.
Stigende temperaturer og mindre nedbør vil uvægerligt føre til øget ørkenspredning. Det betyder, at ørkenen vil sprede sig ud mod kysterne, hvor langt størstedelen af befolkningen bor. Hertil kommer på længere sigt konsekvenserne af, at gletsjere på Grønland og Antarktis smelter, hvilket vil få vandstanden i havene til at stige markant i slutningen af dette århundrede – hvad vi allerede i dag kan se en markant tendens til.
Dette vil især ramme Egyptens nildelta, som er det tættest beboede område i Egypten og landets spisekammer. Dele af deltaet vil blive oversvømmet, med alvorlige økonomiske og menneskelige konsekvenser til følge.
Endeligt er der det problem, at landbruget i regionen gør brug af mere end 85 procent af det samlede vandforbrug, og her spildes enorme mængder af de dyre dråber – ikke mindst på grund af utætte rør, elendig vandhåndtering, utidssvarende kunstvandingsmetoder og næsten intet fokus på rensning af spildevand. Velkommen til kriseland.
Kan udfordringen løses?
Den bedste løsning er naturligvis en bedre udnyttelse af de få vandressourcer, der trods alt er. Mere end halvdelen af vandet spildes i dag på grund af utætte rør og dårligt styring. Det kan løses, men det er et plaster på såret. Spildevandet kan renses i langt højere grad. Men mere skal til.
Afsaltning af havvand har der været forsket i igennem årtier. Men det er dyrt. I dag er halvdelen af verdens afsaltningsanlæg placeret i regionen – primært i Israel og de rige Golfstater. Disse anlæg er ikke uden problemer.
Saltet, der udskilles, sendes tilbage i havet, og i Den Arabiske Golf er resultatet, at vandet bliver mere og mere saltholdigt. Golfen minder i dag mere om en saltvandssø end et hav – med store konsekvenser for diversiteten i havet og miljøet. Energiudladningen i processen er tillige enorm. Solenergi vil i fremtiden kunne afhjælpe den del. Kunstvandingsmetoderne kan forbedres. Ultimativt skal landbrugssektoren på en vandkur.
I ethvert tilfælde er der udfordringer i sigte. Og desværre gode muligheder for, at de knappe ressourcer også kan lede til yderligere konflikter (men i princippet også en mulighed for samarbejde), og det kræver ikke stor fantasi også at kunne forestille sig mennesker på flugt. Mod nord – og mod arabiske storbyer, hvis infrastrukturer allerede i dag har svært ved at følge med.
Tiden er til øget fokus i regionen. Til mere lokal forskning. Til lokal handling og opmærksomhed på problemernes omfang. Til mere miljøjournalistik.
På blot 50 år er Egyptens befolkning vokset fra 25 mio til 100 mio i dag.
Og det er IKKE stoppet.
Ender på 130- 140 mio eller flere.
Så må det jo gå galt når ALT landbrug er kunstvandet, og sådan har det været i årtusinder.
Klimaændringer har kun marginal betydning for udfordringen.
Måske endda kun positivt, hvis der falder mere nedbør i Etiopiens bjerge og det kan meget vel være tilfældes hvis temperaturen stiger et par grader.
Husk lige på at Etiopien er ved at færdiggøre et kæmpemæssigt dæmningsprojekt der dæmmer op for den blå Nil - Det vil få konflikten mellem Ægypten og Etiopien/Eritrea (de har sluttet fred for at stå stærkere) til at krisen i hele Mellem-østen til at eskalere til en reel krig om vand.