Læsetid: 9 min.

»Jeg vil ikke behandles af sådan en som dig«

Sygeplejersker, læger og bioanalytikere med anden etnisk baggrund har oplevet at blive mødt med fordomme, afvisninger og lukkede døre, når de har forsøgt at passe deres job. I Sverige fortalte flere apoteksansatte for nylig til SVT om et stigende problem med racistiske tilråb fra kunder. Herhjemme er diskriminationen mere udbredt, end vi tror, lyder det fra forskere
Lwam Berhane bliver ked af det, når hun bliver udsat for fjendtlige bemærkninger. Jeg arbejder for at hjælpe andre, så de kan få det bedre. Det gør ondt. Men jeg begynder også at vænne mig til det, fordi jeg hører det så tit, siger hun

Lwam Berhane bliver ked af det, når hun bliver udsat for fjendtlige bemærkninger. Jeg arbejder for at hjælpe andre, så de kan få det bedre. Det gør ondt. Men jeg begynder også at vænne mig til det, fordi jeg hører det så tit, siger hun

Peter Nygaard Christensen

24. november 2018

For nylig skulle hjemmesygeplejerske Lwam Berhane på besøg hos en patient, som hun havde været hos et par gange før. Da hun ringede på døren, åbnede patientens kone og sagde, at de ikke ønskede behandling den dag.

»Hvordan kan det dog være,« spurgte Lwam Berhane.

Kvinden svarede, at de ikke længere ønskede behandling af »sådan en som dig.«

Lwam Berhane forklarede, at der ikke var andre på vagt, og derfor kunne de vælge enten at lukke hende ind eller at vente med at få behandling til den efterfølgende dag.

Parret valgte det sidste, og Lwam Berhane kørte videre på sin rute rundt i Køge Kommune. Senere har patienten til Lwam Berhanes kolleger sagt, at »hende den sorte ikke skal komme her mere«.

På Amager Hospital arbejder Yasemin Senel som bioanalytiker – et job, som bl.a. indebærer, at man er den, der står for blodprøver. Da hun for et par uger siden skulle tage en blodprøve på en patient, sagde vedkommende: »Jeg vil ikke stikkes af sådan en som dig«.

En anden gang har en patient kaldt hende »hættemåge«, en har spurgt, hvad det er »for en klud« hun har på hovedet, mens en tredje har spurgt, hvorfor hun vælger at kvæle sig selv med reference til det tørklæde, hun har valgt at bære.

Lwam Berhane er fra Eritrea, Yasemin Senel er født og opvokset i Danmark, men hendes forældre er fra Tyrkiet. Eksemplerne på diskriminerende udtalelser fra patienter er mange – og mange flere end de nævnte.

Historierne er eksempler fra et område, vi sjældent taler om, og som er svært at gøre op i tal og statistikker, fordi forskningen i diskrimination og racisme er begrænset herhjemme. Alligevel siger de fleste forskere, at det er et langt større problem, end man lige skulle tro.

»Det er blevet mere og mere legitimt at bruge den retorik om folk, som ikke er stereotypt hvid dansk. Derudover er der en national fortælling om, at det ikke foregår i Danmark. Derfor har vi heller ikke ret meget forskning, som kan belyse området ordentligt,« siger Mira Skadegård, forsker fra Aalborg Universitet.

Racismebøde i Sverige

For nylig lavede SVT, Sveriges Television, en række historier om racisme på de svenske apoteker. Det drejede sig om, at flere apoteker havde oplevet et stigende antal episoder, hvor kunder havde råbt racistiske ting til de ansatte eller direkte frabedt sig at blive betjent af medarbejdere med anden etnisk baggrund.

I 2017 blev en 75-årig mand dømt til at betale 60 dagsbøder a 250 kroner, fordi han havde sagt til en ansat på et apotek, som bar tørklæde, at hun »skulle tage det skidt af hovedet«, og at hun skulle holde med at stirre på ham med sine »ækle, sorte øjne.«

I Danmark er det en udfordring, som man i særlig grad nikker genkendende til i Danske Bioanalytikere, hvor formand Martina Jürs langtfra er overrasket over historien om Yasemin Senel, der blev sendt væk af en patient, fordi hun bærer tørklæde.

Ifølge formanden var hver fjerde nyuddannede bioanalytiker i 2017 nydansker, »så vi oplever ofte lignende sager,« fortæller hun og understreger, at det er »et rigtig stort problem«.

I fagforbundet opfordrer man laboratorierne til at formulere en politik på området, men de ved også godt, at det langt fra er alle, som er så langt.

»De fleste har ikke en politik for det her. De, der har, understreger, at medarbejderne skal kontakte deres leder, hvis der opstår et problem. Men jeg kender også til episoder, hvor man har givet en patient lov til at få en anden bioanalytiker. Det anbefaler jeg bestemt ikke,« siger hun.

Ayhan Al Kole er læge, arbejder på Aalborg Sygehus og kom til Danmark fra Irak i 1998. Da han for tre uger siden skulle behandle en ældre patient, ville patienten ikke give ham hånden, da han hilste på hende. Han spurgte hvorfor, og hun svarede at »sådan nogle som dig, kan jeg ikke bare give hånden til«.

Ayhan Al Kole forklarede patienten, at det jo var ham, som skulle behandle hende, hvorefter hun sagde, at det havde hun ikke lyst til, at han skulle. Patienten endte med at få behandling af en anden læge.

Som regel er der – som her – en god relation mellem Lwam Berhane og klienterne, når hun er på hjemmebesøg, men hun skønner, at hun ugentligt har negative oplevelser som følge af sin etnicitet, siger hun.

Peter Nygaard Christensen
Hverken i Dansk Sygeplejeråd eller Yngre Læger, har man overblik over, hvor udbredt diskrimination er, da man ikke har hørt om konkrete sager. Begge understreger dog, at det langt fra er ensbetydende med, at det ikke finder sted.

Til gengæld fortæller fællestillidsrepræsentant for hjemmesygeplejersker i Køge Kommune, Nille Moesmand, at de for nyligt har snakket om for første gang at holde et møde om diskrimination.

»Jeg har været i Køge Kommune i tre og et halvt år, men sygeplejerske siden 1996. Det er noget, vi er stødt på tidligere, men jeg er blevet mere opmærksom på det, fordi jeg er begyndt at høre flere historier fra kolleger. Derfor bliver vi nødt til at begynde at tale om det.«

Den symbolske trussel

Omfanget af diskrimination er et område, man i Danmark generelt har svært ved at sætte tal på. Det bekræfter Nanna Margrethe Krusaa. Hun er specialkonsulent i ligebehandlingsafdelingen på Institut for Menneskerettigheder.

»Men jeg har arbejdet med området i mange år, og vi hører løbende dens slags historier,« siger hun.

Hvis man alligevel skal se på nogle af de tal, der siger noget mere generelt om diskrimination i Danmark, kan man se på Det Nationale Integrationsbarometer, som Udlændinge- og Integrationsministeriet står bag.

De nyeste tal herfra viser, at 48 procent af indvandrere og efterkommere fra ikkevestlige lande i 2018 har oplevet diskrimination. Det tal var 43 procent i 2016.

Man kan også se på Rigspolitiets opgørelse over hadforbrydelser, der både dækker vold, hærværk og hadefulde ytringer, og som er blevet lavet siden 2015. I 2017 blev der registreret 365 sager, som var racistisk eller religiøst motiveret. Året før var det tal 228 – en stigning, som dog også kan forklares med, at man er blevet bedre til at registrere den form for sager.

FN’s Racediskriminationskomite udsendte i 2015 en rapport med anbefalinger til Danmarks indsats mod racediskrimination. I et af afsnittene udtrykte komiteen bekymring for fremmedhad og politisk propaganda rettet mod personer, som ikke var danske statsborgere, i perioden op til Folketingsvalget i 2015.

Milan Obaidi, som bl.a. forsker i diskrimination og racisme på Yale-universitetet og i Uppsala som postdoc på psykologisk fakultet, mener, at diskrimination tilpasser sig tendenser i samfundet.

»Jeg tror, at vi bl.a. ser denne type sager sager, fordi der har været en tendens, hvor politikerne har gjort det til kutyme at tale ned til minoriteter,« siger han.

Han har forsket i, hvad der fører til diskrimination, fjendtlige holdninger og intentioner, som kan forklare, hvorfor nogle mennesker kan finde på at sige til en bioanalytiker, at hun ikke skal stikke dem, fordi hun har tørklæde på.

Det har han gjort ved at se på forskellige trusselsopfattelser – det kan enten være frygten for terror, frygten for at miste sit job til en indvandrer eller frygt af en mere symbolsk karakter. Det symbolske handler om, at man er bange for, at nogen udefra vil komme med en anden kultur, religion og værdisæt og dermed ændre det samfund, man kender.

Det, der fører til øget diskrimination og fjendtlighed, er særligt det sidste, altså den symbolske frygt. Tørklædet er f.eks. blevet et symbol, som mange opfatter som en trussel og associerer med noget negativt, fortæller Milan Obaidi.

»Forbandede perker«

Før hun fik jobbet som hjemmesygeplejerske i Køge Kommune, arbejdede Lwan Berhane i en periode på Hvidovre Hospital, på Odense Universitetshospital og i hjemmeplejen i Københavns Kommune.

»Og diskriminationen er over det hele,« fortæller hun.

Da hun arbejdede på Hvidovre Hospital, skulle hun gå stuegang en aften, hvor en patient spurgte hende, om der var en anden sygeplejerske, som kunne passe ham. Hun spurgte ham hvorfor, og han svarede, at han ikke ville passes af sådan en som hende.

Da hun gik ud af stuen, råbte han til de andre patienter, at nu var »de« også kommet her, og »de er over det hele«.

En anden gang hev en ældre kvindelig patient alarmsnoren af og kastede den efter Lwam Berhane, fordi hun ikke ville behandles af hende.

Yasemin Senel har været uddannet i et år, og hun oplever at få nedladende kommentarer i løbet af en arbejdsuge. Patienterne siger ofte, at hun taler godt dansk, hvilket hun ikke ser noget problem i. Men da hun en gang svarede, at hun er født og opvokset i Danmark, men at hendes forældre er fra Tyrkiet, sagde en patient, at hun »hellere skulle tage tilbage dertil og blive der«.

»Jeg bliver rigtig ked af det, når jeg hører sådan nogle ting. Jeg arbejder for at hjælpe andre, så de kan få det bedre. Det gør ondt. Men jeg begynder også at vænne mig til det, fordi jeg hører det så tit,« fortæller hun.

Også Ayan Al Kole oplever lignende episoder. Han er både blevet kaldt en »forbandet perker« og blevet beskyldt for, at han »snylter på samfundet«.

På et tidspunkt var han på arbejde på en skadestue, hvor en patient med alvorlige lungeproblemer kom ind. Da patienten så Ayan Al Kole, sagde hun, at hun hellere ville dø, end behandles af ham. Han tjekkede, om hun sagde det, fordi hun var forvirret.

»Men hun var klar og ved fuld bevidsthed,« fortæller han.

Fordi hun var i en akut situation, endte han og en af kollegerne med at bytte patienter, så den akutte lungepatient blev behandlet af en etnisk dansk læge.

Da lederen af afdelingen hørte om det, tog han Ayan Al Kole med ned til patienten dagen efter og fortalte hende, at hun havde været heldig, og at hvis hun kom igen en anden gang, kunne hun ikke frit vælge læge. Så måtte hun tage et andet sted hen.

»De, der kommer på hospitalerne, er sårbare. De kommer med en frygt og en forventning. Hvis man tilmed har en frygt for nogle grupper i samfundet, bliver det nok forværret i en sygdomssituation. Når jeg møder det, bliver jeg personligt påvirket af det. Jeg sørger dog for at fokusere på noget andet,« fortæller Ayan Al Kole.

Lang vej igen

Fælles for historierne er, at medarbejderne flere gange er blevet bakket op af ledelsen.

Lwam Berhane i Køge, som patienten ikke ville lukke ind i sit hjem, fik eksempelvis opbakning, og patienten modtog ikke behandling fra en anden sygeplejerske, men måtte vente til næste planlagte besøg.

Men flere gange er der også sket det, at en anden medarbejder har taget over, uden at det efterfølgende er blevet diskuteret. Det har bioanalytiker Yasemin Senel oplevet. Da en patient ikke ville stikkes af hende, tog en af hendes andre kolleger bare over, og så fortsatte de arbejdsdagen uden videre diskussion.

Det afgørende punkt i de her sager er, at ledelsen på de forskellige arbejdspladser slår fast, at man ikke kan vælge behandler ud fra etnicitet, siger Nanna Margrethe Krusaa fra Institut for Menneskerettigheder.

»Arbejdsgiveren skal simpelthen stå fast på, at patienten får den læge eller sygeplejerske, der er på arbejde, og at de ikke får lov at vælge hverken til eller fra på det her felt,« siger hun.

Men der er også andre udfordringer. For eksempel påfører diskrimination og racisme samfundet store omkostninger. Det fører til mere sygdom, og det koster på sundhedsområdet. Men det fremgår også af den socialøkonomiske bundlinje, fordi man kan se, at mennesker, som er udsat for diskrimination, mister selvværd og handlekraft, lyder det fra Mira Skadegård, postdoc ved Aalborg Universitet.

Hun har forsket i emnet herhjemme, siden hun kom til Danmark fra USA i 1980’erne. Når hun skulle søge forskningsmidler de første år, var svaret ofte en opfordring til at forske i noget andet, fordi der ikke fandtes racisme i Danmark.

»Det er begyndt at vende lidt, vi er blevet mere opmærksomme på de her problemer, men der er stadig lang vej endnu,« siger hun.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • ingemaje lange
  • Mikkel Zess
  • Tommy Clausen
  • Steffen Gliese
  • John Hansen
  • Michael Friis
  • Jørgen Dragsdahl
  • David Zennaro
  • Eva Schwanenflügel
  • Viggo Okholm
  • Olaf Tehrani
  • Carsten Mortensen
  • Katrine Damm
  • Carsten Munk
  • Marianne Stockmarr
  • Ole Frank
  • Niels Duus Nielsen
  • Hans Larsen
  • Frede Jørgensen
  • Troels Ken Pedersen
ingemaje lange, Mikkel Zess, Tommy Clausen, Steffen Gliese, John Hansen, Michael Friis, Jørgen Dragsdahl, David Zennaro, Eva Schwanenflügel, Viggo Okholm, Olaf Tehrani, Carsten Mortensen, Katrine Damm, Carsten Munk, Marianne Stockmarr, Ole Frank, Niels Duus Nielsen, Hans Larsen, Frede Jørgensen og Troels Ken Pedersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

@ Herdis, om det er en mindre eller større idiot, så har jeg svært ved at forstå, hvorfor man vil udsætte sit personale for et dårligt arbejdsmiljø af princip, hvis man har andre muligheder.

Niels Duus Nielsen

Mette Poulsen, de mennesker, som ikke vil lade sig behandle af "fejlfarver", er bedøvende ligeglade med, om de gør andre mennesker kede af det. Så hvorfor i alverden skulle vi vise dem hensyn og beskytte deres hadefulde og paranoide følelsesliv? Skik følge eller land fly, som de plejer at sige til udlændingene, og kan de ikke lide lugten i bageriet, må de jo skride. Med ild skal ild bekæmpes!!!

Henriette Bøhne

Mette Poulsen,
Så du mener altså, at man bare skal acceptere rascisme som i eksemplet og skifte en sort hjemmesygeplejerske ud med en hvid, hvis borgeren ( og jeg skriver med vilje ikke “kunden”) ønsker det?
Det er hverken ret eller rimeligt overfor nogen at gøre dette og jeg synes da det ville klæde arbejdsmiljørepræsentanten, den tilsynsførende og den ledende hjemmesygeplejerske at sætte sig sammen og tage et møde med borgeren for at løse problemet.
Personligt ville jeg som kollega ikke bryde mig om at overtage en arbejdsopgave fra en kollega, som jeg selv autoriseret af den danske sundhedsstyrelse, alene pga min hudfarve.
Som Steffen Gliese skriver, så tager vi i det omfang det er muligt til den enkelte patients kultur, åndelige tilhørsforhold og autonomi, det ligger i vores uddannelse og i vores sygeplejeteorier, som vi arbejder ud fra.
Men acceptere rendyrket rascisme mod en kollega? Fandme nej tak, du!

Steffen Gliese, Hans Larsen, Jørn Vilvig, Niels Duus Nielsen, Frede Jørgensen, Herdis Weins og Philip B. Johnsen anbefalede denne kommentar

@ Henriette, jeg synes, det er urimeligt, hvis man som leder (eller medborger, som folk i kommentarsporet) vil forsøge at tvinge en medarbejder til at arbejde i et direkte fjentligt miljø. Hvorfor skal den menige medarbejder agere spydspids i en ideologisk kamp? Hvilken glæde mener du, denne medarbejder har af at blive svinet til i dagligdagen? Og hvorfor mener du, han/hun ikke skal beskyttes mod dette?
Hvis du blive bedt af din leder om at varetage en opgave hos en patient/borger som en del af dit arbejde, så kan du jo ikke sige "fandme nej tak, du", fordi du ikke er enig i personens politiske ståsted eller andet. Man har en forpligtelse til at yde sundhedsydelser til alle med behov uden at diskriminere dem - det uanset om de er racister, pædofile, hooligans, eller andet man ikke kan lide.

Mette Poulsen -
man kan vælge at sige, at man borgeren siger nej til at modtage behandling/pleje, fordi behandleren/plejeren har den forkerte farve, nationalitet , religion eller seksualitet - så må man sgu skaffe sig behandling/pleje andetsteds fra.
Man kan i sundhedsvæsnet ikke arbejde med et menukort, hvor borgeren kan krydse af, hvem man IKKE vil behandles af. Der er ingen, der tvinger borgere til at lade sig behandle/pleje af det offentlige og de kvalificerede medarbejdere, de stiller med. Ønsker man ikke det, må man søge private alternativer, hvilket politikere jo nu i næsten 2 årtier har fortalt er løsningen på al dårligdom.
Jeg er i øvrigt som person ikke særlig krigerisk, men når jeg læser om de borgere, der kommer med disse udtalelser, så får jeg helt vild lyst til at give dem en så gevaldig røvfuld, at deres bagdel vil være øm i dagevis. Og derefter må de så bede familie/venner/naboer træde til som behandlere/plejere - for "vi danskere " er jo så fantastisk hjælpsomme, ikk?

Henriette Bøhne og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Henriette Bøhne

Mette Poulsen,

Det, Herdis Weins siger.

Jeg har engang arbejdet på en retspsykiatrisk afdeling og har på professionel vis ydet sygepleje til mennesker, som har gjort så forfærdelige ting, at du garanteret ikke har fantasi til at forestille dig det.
Det er ikke der hunden ligger begravet: jeg ville sige nej, ikke fordi borgeren er rascist, men fordi vedkommende allerede havde fået tilbudt fuldgyldig hjælp af en person, som er autoriseret af den danske Sundhedsstyrelse. Jeg kan derfor ikke bidrage med yderligere. Skulle jeg også tage over, hvis borgeren pludselig ikke vil have hjælp af en med briller eller str 45 i sko?

Rikke Nielsen

"»De, der kommer på hospitalerne, er sårbare. De kommer med en frygt og en forventning...."

De ufattelig ubehagelige og ondskabsfulde (meget lille delmængde af) danskere, fortjener ikke at blive undskyldt på nogle som helst måde.

"Da lederen af afdelingen hørte om det, tog han Ayan Al Kole med ned til patienten dagen efter og fortalte hende, at hun havde været heldig,.."

Stærk gået af lederen, og det er selvfølgelig vejen frem! Man skal bare huske på, at der kan komme nogle medarbejdere i klemme, der jo bare er tilstede for at passe et arbejde og ikke for at overbevise ubehagelige danskere om, at de godt må være her.

hanne plaschke

I skolerne har man pligt til at lave en indberetning om sagen, hvis man som ansat udsættes for vold eller trusler om vold. Det er et fast skema, som udfyldes i samarbejde med arbejdspladsens AMR. Hvis man gør det samme med diskriminerende episoder som dem, der nævnes i artiklen her, vil man få statistisk materiale til at dokumentere hverdagsdiskrimination. Det er også psykologisk en måde, hvorpå alle kommer til at tage emnet alvorligt inden for psykisk arbejdsmiljø.

Søren Kristensen

Hvor kommer de her forestillinger fra, om at brune behandlere er ringere til deres job end hvide? Kan det hav noget at gøre med den standard der ofte fremvises på TV, når man fx. ser indslag fra fattige afrikanske eller mellemøstlige lande, hvor der måske er mangel på både udstyr og uddannet personale? Hvis det hænger sådan sammen, er der jo ikke andet for end at bringe nogle TV-indslag som viser at de brune som arbejder herjemme, rent faktisk, er lige så gode some de hvide. Folk ved jo ikke andet end det de ser og hører.

Sider