Læsetid: 11 min.

»Jeg vil ikke have, at mine børn gør det samme som mig«

De afrikanske migranter, der holder til omkring Folkets Park på Nørrebro i København, drøner rundt og samler pant i byen, men de færreste vil snakke med journalister. Og ingen af dem vil fotograferes. 54-årige Davide fra Nigeria forklarer, at han skammer sig så meget over at samle flasker og sove under træer, at han må lyve for sine børn
Nødherberget Grace tilbyder mad og en madras, mens Folkets Park ligger øde hen om natten, for her er overnatning er forbudt. I Kristuskirkens kælder kan flaskesamlerne gemme deres ejendele væk i deres egen personlige plastkasse, så de ikke risikerer at miste dem på gaden, ligesom de kan supplere med brugt tøj, der er doneret til kirken.

Nødherberget Grace tilbyder mad og en madras, mens Folkets Park ligger øde hen om natten, for her er overnatning er forbudt. I Kristuskirkens kælder kan flaskesamlerne gemme deres ejendele væk i deres egen personlige plastkasse, så de ikke risikerer at miste dem på gaden, ligesom de kan supplere med brugt tøj, der er doneret til kirken.

Anders Rye Skjoldjensen

17. november 2018

Flaskeautomaten på hjørnet af Griffenfeldsgade og Nørrebrogade – den angiveligt hurtigste i København – sluger de sidste flasker og spytter en bon ud.

Davide gafler den og står nu og vifter med to boner, som om de kunne udløse milliongevinster. Han humper ud af automaten og holder dem helt op foran vores ansigter, så vi kan se, hvad der står på dem. Den ene siger 96 kroner. Den anden 1,5.

Det er høsten efter flere timers flaskejagt, hvor Davide også har brugt penge på at tage bussen til og fra Indre By, fordi hans knæ ikke kan holde til at cykle.

Billetten kostede 24 kroner – hver vej. Han regner løs og kommer frem til, at fortjenesten lander på små 50 kroner, et udmærket udbytte på en grå efterårsdag i november, mener han. Det brede smil, der kommer og går, titter frem på ny og fremmaner rynker ved øjnene.

Hans 54 år har sat sig sine spor på kroppen, og når han går ud og ind ad pantautomaten, trækker han heftigt på venstre ben. Han var smidigere, da han for ni år siden forlod sit hjem i Nigeria og fløj til Italien, hvor han havde sikret sig opholdstilladelse og et arbejde på en fabrik. Ideen var simpel: Han ville skrabe penge sammen og sende overskuddet hjem til sin familie.

»Det var min sidste chance, hvis jeg skulle forfølge jagten på et bedre liv,« siger han med en stemme, der er hæs af årene, og tager en slurk af sin øl, en Dansk Guld fra Harboe.

Det er anden gang, han er i Danmark, efter han mistede sit job i Italien og ikke kunne få et nyt. Første gang var i sommeren 2017, hvor han blandt andet samlede flasker på Roskilde Festival, mens han i år er landet midt i det danske efterår: Han kom hertil den 16. september på et turistvisum, der udløber den 15. december.

Han hørte om Danmark fra en ven, der sagde, at han kunne finde arbejde her, men han har måttet sande, at de drømme og håb, han ligesom mange andre afrikanere havde, da han rejste til Europa, har lidt det endegyldige knæk i København.

Om dagen samler han dåser og flasker, fordi han ikke kan få en arbejds- og opholdstilladelse, og om natten må han trække lod om de få sengepladser, de private herberger tilbyder, fordi de kommunale herberger typisk ikke huser flygtninge og migranter, der ikke er registrerede i Danmark.

Indtil Café Grace og Mariakirken åbner for nødovernatning 1. december, er der reelt kun 40 sengepladser til de migranter, der ikke er særligt udsatte, i København – alle i Hellig Kors Kirke på Nørrebro, hvor cirka 50 hjemløse deltager i lodtrækningen hver aften.

Det betyder, at Davide flere gange har sovet på gaden, mens han sjældent har været i stand til at sende penge hjem til sin kone og fire børn i Nigeria.

»Jeg ringer hjem hver dag og taler med mine børn, men jeg går ikke i detaljer, når jeg skal fortælle dem, hvad jeg laver her. Jeg kan ikke sige, at jeg samler flasker, og at jeg har sovet under et træ,« siger han.

»Det er en forfærdelig situation, for som kristen tror jeg på de ti bud og på, at det er en synd at lyve. Men jeg fortæller kun sandheden til min kone, ikke til mine børn.«

Han vil gerne snakke med os, faktisk vil han snakke med de fleste, der går forbi pantautomaten, men han afviser, at vi kan følge ham, når han stiger på bussen og samler flasker rundt omkring i byen.

»Nej, nej, nej,« griner han højt, da vi efterfølgende spørger ham, om vi så må tage et billede af ham, hvor han er.

Han går med til at have sin hånd med på et foto af pantautomaten, men han lægger sin pastaret på flaskeposerne og stiller sig langt væk, da vi spørger, om vi må rette linsen mod den.

»Jeg vil ikke have, at folk ser mig sådan her,« siger han.

Som så mange flaskesamlere vil Davide ikke genkendes. Han vil ikke give os sit fulde navn, og andre folk kender ham under et andet fornavn end Davide. Vi har altså ikke haft mulighed for at tjekke detaljerne i hans historie. Vi ved, at han kommer fra Afrika, at han er rejst til Europa, at han samler flasker i København – og at det her er hans historie, som han fortæller den. 

Overnatning forbudt

Davide peger mod Folkets Park og foreslår, at vi taler med de yngre flaskesamlere dernede. De sover i den samme kirke som ham og spiser morgen- og aftensmad på den samme hjemløsecafé, men mens Davide står plantet på sit hjørne meget af dagen og må tage bussen, når han skal samle flasker, drøner de yngre mænd rundt på damecykler.

»Og så er de jo anderledes end mig, for mange af dem kom med båden over Middelhavet. Jeg havde et arbejde, der ventede på mig i Italien, så jeg tog flyet,« siger Davide. Den forskel udpensler han flere gange.

Fly eller båd – ifølge en rapport fra sidste år af Kristine Juul, migrationsforsker på RUC, minder Davides historie om mange af de andre migranters: De fleste fik asyl i Sydeuropa, men havde svært ved at finde et job, så de hørte om Danmark, udnyttede Schengen-reglerne og sikrede sig 90 dages ophold i landet ved hjælp af et turistvisum. En rejse, man kan gentage, blot med tre måneders mellemrum.

Kompasset, der er en del af Kirkens Korshær og rådgiver hjemløse uregistrerede migranter i København, møder omkring 300 tredjelandsborgere om året, og de fleste er fra Vestafrika. Tidligere sov de under åben himmel i Folkets Park, når overnatningsstederne var lukkede eller overfyldte, men i dag er det sværere at finde spor efter liv i parken.

Det kræver held i spil at få en soveplads i Hellig Kors Kirke. På en normal dag trækker 50 hjemløse lod om 40 sovepladser.

Anders Rye Skjoldjensen
En del af forklaringen står i hjørnet af Folkets Park: Et lille skilt, der slår fast, at overnatning er forbudt – med små bogstaver og på dansk. Dertil kommer, at den nye hjemløselovgivning kan udløse en bøde og tre måneders zoneforbud i hele kommunen, hvis man opholder sig i en »utryghedsskabende lejr«.

Men selvom afrikanerne ikke har base i parken længere, er det alligevel her, deres stier mødes, når de cykler ud fra morgencafeen, og går på jagt efter flasker og dåser på Nørrebro.

På jagt efter folkene i Folkets Park

De er dog ikke lette at få i tale.

En nigerianer, som effektivt samler pant i affaldssække, når F.C. København spiller i Telia Parken, ender med at aflyse vores aftale over SMS, efter han har ønsket kompensation for tabt arbejdsfortjeneste. »Jeg bliver nødt til at tænke på det daglige brød,« siger han.

Da vi senere møder ham i Folkets Park, bryder han ud i latter, da han hører, at vi også havde tænkt os at tage fotografier af ham.

»Det tror jeg virkelig ikke, der er nogen, der vil. Så held og lykke med det,« siger han, inden han hopper op på sadlen og glider ned af en forhøjning med øldåser larmende i cykelkurven.

Samme dag står han i en spillehal sammen med fire andre afrikanske migranter og sætter penge på fodboldkampe i den bedste engelske række. Vi spørger nogle af hans venner, om de har tid til at have os med på slæb – to af dem går med det samme, mens en tredje vifter med en hundredkroneseddel.

»Jeg har ikke tid nu. Det her er business,« siger han.

Den mest snakkesalige i Folkets Park er en kronraget, afrikansk migrant, der efter solnedgang træder ud af det offentlige toilet og gør sig klar til at trække cyklen de 100 meter, der er hen til Hellig Kors Kirke.

Han forklarer, at han kommer fra Liberia, men drog til Libyen for at tage båden over Middelhavet. På vandet så han andre migranter drukne i bølgerne, inden han nåede Italiens kyst og fik asyl.

Han er ligesom Davide taget til Danmark på et turistvisum for at samle flasker, fordi der ikke er arbejde i Italien. Han viser sin gigtmedicin, en fladmast pakke med piller, og strækker sine fingre, der virker stive.

Han siger, at han gerne vil fortælle sin historie og intet har imod at få taget billeder.

»Jeg er jo ikke kriminel«.

Næste morgen dukker han ikke op til vores aftale i Folkets Park, og hans telefon er optaget. Vi spørger efter ham på Café Grace, hvor vi kun får lov til at komme ind, fordi vi har en aftale med en af gæsterne, og siger, at manden, vi leder efter, har gigt i fingrene.

»Det har de alle sammen,« får vi at vide.

Flaskerne forsvinder om efteråret

Ved pantautomaten taber Davide en dåse på gulvet og kigger efter den, som var den tabt for altid. Han bruger nogle sekunder på at placere benene, sådan at hans overkrop kommer tættere på gulvet, bøjer langsomt ryggen og rækker efter dåsen. Efter tre forsøg får han fisket den op med fingrene.

Han kigger over på cafeen på det modsatte fortov, hvor to unge mænd og en kvinde drikker øl på en bænk.

»Se dem derovre – de sidder stille og roligt og snakker, og så er jeg nødt til at gå over til dem og spørge, om de vil give mig deres øl. Nogle snerrer bare og siger ’gå væk’. Andre siger ’vent lige’, drikker færdig og giver mig så dåsen.«

Han holder sin Dansk Guld helt hen til os, så man kan kigge gennem åbningen og ned til øllet.

»Sandheden er, at det er tiggeri. Tiggeri, tiggeri, tiggeri.«

Det var anderledes, sidste gang han var i Danmark i sommeren 2017, hvor han trods alt kunne samle flasker nok til at sende penge hjem til familien. Det var, mens festivalerne skød op i landet, blandt andet i Roskilde, og byboerne bællede øl og rosévin i Kongens Have.

Og så var det varmere. Nu er vinteren på vej, og Davide skutter sig under sin brede regnjakke og den grå uldhue.

»Jeg troede, at det ville være det samme denne gang, men det er det slet ikke. Det er koldt nu, og der er slet ikke dåser nok til, at man rent faktisk kan tjene penge og leve som et menneske. Jeg fortryder, at jeg tog afsted igen.«

J-dag i København

Til gengæld er det den første fredag i november, og det betyder, at Tuborg frigiver deres julebryg klokken 20.59. Davide har allerede lagt planer for J-dag, og han går med til, at vi hjælper ham med at fylde poserne, når københavnerne kaster de blå dåser omkring sig.

Klokken passerer ni på Strøget i Indre København, hvor vi har aftalt at mødes med Davide. Nissehuerne lyser blåt, hvidt, rødt og grønt, lastvogne kører rundt med midaldrende mænd, der hujer som nyudklækkede studenter, og orkestre spiller julebryggens kendingsmelodi til jubelbrøl på Vestergade.

Alt det er kun et rumlen på bænken foran Vor Frue Kirke, hvor en af de afrikanske flaskesamlere fra spillehallen går rundt uden sin cykel, og to andre sidder på en bænk, tilsyneladende tilfredse med dagens fangst.

Davide er ikke at finde nogen steder.

Lodtrækningens vindere kan sove på oppustelige madrasser i Hellig Kors Kirke. Aftenen inden smadrede en af brugerne et vindue i kirken og stak af.

Anders Rye Skjoldjensen
Næste formiddag står han og stikker hovedet ud fra flaskeautomaten, nu med daggamle, grå skægstubbe. Han holder på en Dansk Guld, som om han aldrig havde sluppet den fra dagen før, og forklarer, at han slet ikke var på Strøget.

»Jeg orkede ikke at gå der mellem så mange festende mennesker og bukke mig efter panten. Det er jeg blevet for gammel til. Så jeg samlede flasker heromkring i stedet.«

Så lyser han op: »Jeg fik to fulde poser.«

Forhandlinger dagen derpå

Han vinker farvel til en af de andre afrikanske flaskesamlere, som cykler ud ad Nørrebrogade. Jeg spørger, hvor hans ven skal hen, og han siger, at han og flere af de andre afrikanere er taget på biblioteket.

For at samle flasker?

»Nej, for at læse.«

Han kigger underligt på mig.

Hvad læser de?

»Det ved jeg da ikke. Hvad end de interesserer sig for, vel. Jeg selv interesserer mig for internationale forhold.«

Det er lørdag, og solen har hævet sig over tagene i Nørrebros afrikanske kvarter. Cafeerne summer, og unge byboere trasker ned til pantautomaten for at aflevere de flasker, de tømte på J-dagen.

En håndfuld velklædte mænd i slut-20’erne kommer over til Davide med to pantposer foruden en ølkasse fra Royal. Davides ven har netop stillet sin cykel op ad muren og er begyndt at tømme en svulmende sæk i automaten, så mændene kan se frem til mindst et kvarters ventetid, hvis de selv vil bruge maskinen.

Davide lusker helt hen til dem.

»Hvad skal I have for dem?« spørger han.

Mændene mumler lidt forvirret med hinanden. Imens blader Davide igennem et stort bundt boner, som han hiver ud af sin regnjakke, og rækker én af dem frem mod dem.

»Nej, det kan du godt glemme,« ler en af mændene, og vennerne stemmer i.

Davide blader i bonbundtet igen og finder én på 44 kroner. Mændene tænker sig lidt om, tager så bonen og efterlader både ølkasse og pantposer i det bjerg af flasker, som Davide allerede har fået stablet sammen.

Andre gange kommer folk ned fra de nærliggende opgange og giver ham deres pant. »Merry Christmas,« siger en mand med designerbriller, inden han afleverer sine poser, og Davide sender et peace-tegn retur.

»Jeg tror på, at man skal elske sin nabo, og hvis man gør det, får man også noget tilbage,« siger han.

Tilbage på gaden

På få timer panter Davide omkring 200 kroner, men bonerne printer han ud ad flere omgange, så han har nok at forhandle med. Han forklarer, at omsætningen er god i dag, fordi det er weekend, og solen er fremme.

Når solen går ned, er det en anden snak.

Han kan ikke sove i Hellig Kors Kirke, fordi der er gudstjeneste søndag morgen, og derfor må han hente sin sovepose og finde et andet sted at overnatte i byen. Hvor ved han ikke. Han peger op på nogle dyre Nørrebro-lejligheder og fortæller, at han troede, det var let at leje et værelse i København, før han kom hertil.

»Det kan godt være, at jeg ikke fortæller mine børn, at jeg til tider sover under et træ, men jeg ved, hvordan jeg skal tage modet fra dem i forhold til at tage til Europa. Jeg fortæller dem, at de ikke skal tage af sted. Det vigtigste er, at de bliver i skolen og får en universitetsgrad. Har man sådan én, tror jeg automatisk, man vil undgå at komme herhen. Kun skolen kan redde dig,« siger han og fortæller, at hans ældste datter læser journalistik på andet semester i Nigeria.

Han regner med at besøge hende og resten af sin familie, når hans turistvisum udløber i Danmark, men han vil først vende endeligt hjem til Nigeria, når han har tjent nok til at starte sin egen forretning. Han aner ikke, hvad det skulle være. I første omgang vil han bare forsøge at få et nyt job i Italien.

»Når jeg kommer tilbage til Nigeria, vil jeg sætte mig ned med mine børn og fortælle dem sandheden om, hvordan mit liv har været herovre. For jeg vil ikke have, at de gør det samme som mig.«

Migrant

Flygtninge- og indvandringsspørgsmål har splittet de europæiske befolkninger i årtier og har ført til et opgør med Europas politiske eliter. Et flertal af de europæiske vælgere vil have ydre grænser, et flertal vil have kontrol med indvandringen.

Men uden for kontinentet findes hundredtusinder af mennesker, der drømmer om en fremtid i Europa, og som er villige til at trodse alverdens farer for at virkeliggøre drømmen. De to interesser kan ikke forenes. Der er ingen lette løsninger på problemet, og der er ingen udsigt til, at det forsvinder de næste mange år. I denne samling af artikler undersøger vi migrationens problemer og dilemmaer ud fra præmissen om, at et flertal i Europa ønsker at begrænse indvandringen. Vores hovedspørgsmål er, hvordan det ønske kan opfyldes, og hvilke omkostninger, det har.

Særudgivelsen Migrant udkommer i forbindelse med udstillingsprojektet TRANSIT på KØS – Museum for kunst i det offentlige rum – og har modtaget økonomisk støtte derfra. TRANSIT er realiseret med primær støtte fra Nordea-fonden.

Andre artikler i dette tillæg

  • Quiz: Hvem har sagt hvad om migranter?

    17. november 2018
    Alle fra Thomas Piketty over Lars Løkke Rasmussen til J.K. Rowling har udtalt sig om migranter. Se, om du kan huske, hvem der sagde hvad
  • Vi må advare migranterne om, at Europa ikke vil blive det paradis, de håber på

    19. november 2018
    Mange afrikanske migranters drøm om Europa er bygget på en løgn. Den er en slags vandrehistorie, som udbredes gennem telefonsamtaler, hvor migranter fortæller venner og familie derhjemme, at livet i Europa er langt mere lyserødt, end det faktisk er
  • ’Man må acceptere, at landene vil værge for sig’

    17. november 2018
    Hvis udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) skal svare på, hvad den største udfordring for Europa er lige nu, svarer hun migrantkrisen. Information har bedt ministeren løfte blikket væk fra udlændingestramninger i Danmark og ud over Europa for at diskutere, løsninger, grænsehegn og EU’s aftaler med lande som Libyen
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Katrine Damm
  • Bjarne Bisgaard Jensen
  • Eva Schwanenflügel
  • Lise Lotte Rahbek
  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Torsten Jacobsen, Katrine Damm, Bjarne Bisgaard Jensen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer