Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Hvordan håndterer jeg mansplaining?

Den sure kælling
3. november 2018

Jeg er så træt af mænd, der forklarer mig ting. Alt fra (u)korrekt teknik ved dødløft, over hvordan man bedst klarer en eventuel zombiapokalypse til – gudhjælpemig – min egen orgasme har mænd påtaget sig at forklare mig. Altid uopfordret.

Især på internettet gælder det, at ingen joke er så morsom, at en fremmed mand ikke kan forklare det ihjel. Og jeg er for længst færdig med at smile, nikke og finde mig i det.

Men jeg frygter også, at jeg efterhånden er blevet så overfølsom over for mansplaining, at jeg som en skydegal sherif ender med at pløkke – verbalt – på ganske fredelige, velmenende mænd, der bare gerne vil tale med mig.

Har I nogle gode råd til, hvordan jeg håndterer min træthed konstruktivt?

– Den sure kælling

Svar I:

Jep, det er skideirriterende at få forklaret, hvad man godt ved. Man føler sig talt ned til. Jeg husker, at Maria Helleberg med de mange historiske romaner engang fortalte, at en mand havde rådet hende til at læse noget historie! Men hvis du løfter forkert, og en mand lærer dig at løfte korrekt, vil din ryg sikkert synes godt om det.

Bemestring af en zombiapokalypse er noget andet. Dels vil jeg anse risikoen for at være minimal. Dels må manden være lidt til en side snarere end bedrevidende. Og orgasmer er et område, hvor mænd umuligt kan være bedrevidende, så enten har de en kolossal indlevelsesevne, eller også dummer de sig bare.

Men er det så svært at kende forskel på bedrevidende og fredelige, velmenende mænd? Mænd, der bare gerne vil tale med dig, giver sig vel ikke til at forklare ting på den der bedrevidende facon? Hvis du lytter efter, kan det godt blive hyggeligt. Og hvis du holder op med at høre efter og fyrer fra hoften, risikerer du at blive alt for fikseret på mænd.

— Karen Syberg

Svar II:

Mansplaining er et herligt ord, synes jeg. Ligger godt i munden, og så minder det lidt om ’pigesur’ i den forstand, at det knytter en særlig handling sammen med et køn. Det mener nogle er sexistisk, men jeg synes, det er praktisk. Mænd er jo oftere selvfede end kvinder, og kvinder er oftere pigesure end mænd.

Jeg har svært ved at se, hvad problemet egentlig er. Hvis du er træt af, at flade fitnessplainere kommer hen for at tale dødløft med dig, kan du jo bare sige: »Jeg har ikke brug for din hjælp. Skrid.« Det er ret let løst, tænker jeg: Svar igen, gå din vej, find nogle andre venner … Du kan selvfølgelig også vælge at lytte til de selvfede råd og få det bedste ud af det – det kunne jo være, at du faktisk løftede forkert.

Men hvis du ligefrem har svært ved at kende forskel på arrogant manterrupting (ja, det er faktisk blevet et ord) og velmenende samtale, så er det – og undskyld mig – dig, der er problemet. Ikke mændene.

— Christian Bennike

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Frede Jørgensen

Mit indtryk er at kvinder overhovedet ikke lytter til mænd.

Morten Clausen, Jens Winther, Thomas Jensen, Poul Kristensen, Niels Jakobs og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Det kan faktisk være ret underholdende at mainsplaine, manterrupte og på anden vis opføre sig kønspolitisk ukorrekt, især hvis der er flere kvinder tilstede: De berørte kvinder farer omgående op i det røde felt, hvor de så fyrer alle mulige mærkelige argumenter af, som de ofte ikke har gennemtænkt ordentligt. Man behøver slet ikke sige mere, men kan nøjes med at nikke engang imellem, og så går tiden jo med det.

På samme måde elsker jeg i en forsamling af kunstnere og kunsthistorikere at erklære, at kunst ikke findes. Dette resulterer altid i lange forklaringer, så man slet ikke behøver at sige mere, men blot kan lytte, nikke, og ellers fortsætte, hvad man nu har gang i. Hvad det angår, er kvinder og kunstnørder nemme!

Min far lærte mig, at man bare skal ignorere idioterne, for uden modspil vil de tabe interessen. Så det er mit råd til kvinder, som lader sig påvirke af min politiske ukorrekthed: Ignorer mig, og vis, at du er ligeglad med mine åndssvage forsøg på at provokere jer, for så vil jeg uvilkårligt forsøge at finde et bedre konversationsemne.

Jeg kan jo ikke undvære kvindeligt selskab, så I har jo krammet på mig, piger!

Jens Winther, Poul Kristensen, Niels Jakobs, Hans Larsen og Frede Jørgensen anbefalede denne kommentar

Her får vi så womansplained at man aldrig skal give en kvinde råd i et fitnesscenter. Skal vi ikke bare holde helt op med at tale med hinanden?

Ty Stange, Carsten Nørgaard, Kjeld Jensen, Morten Clausen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Poul Kristensen

Kan man ikke bare sige "Det ved jeg godt"? Eller måske "Ja, undskyld, men det er jeg klar over"?
Forøvrigt, hvis mansplaining bare er mænd der forklarer for meget, så er det altså ret bekymrende at det kan hidse visse kvinder op.

- Ja Bassim, eller holde oo med de "gode" råd i det hele taget. Kvinden mistænker - måske med rette - manden for "at være ude på noget"!
Så vi mænd skal altså nok lære at holde igen med at henvende os til kvinderne..
Og kvinderne bør til gengæld lære , at de godt kan tillade sig at tiltale en fremmed mand, uden de derved burde/skulle/ kunne/ blive fastholdt uendeligt af den pågældende mand , som ikke skal bilde sig ind, at der ligger noget skjult motiv i kvindens henvendelse. Ja vi må alle geare lidt ned for den der "sexisme" eller overdrevede kønsfixering, der har så gode kår i dagens Danmark og som Karen dybest set lider under , bidt af tidens tendenser, # Metoo, Trump og burkaforbud osv..

Ja, skal vi holde op med at tale til kvinderne, fordi de (nogle af dem) er nogle sure kællinger? Jeg må indrømme, jeg var holdt op med det. I min crossfit-box får vi altid at vide, at vi skal hjælpe hinanden. Men stort set hver gang jeg har prøvet - anerkendende og respektfuldt - at sige noget til en kvinde, så er vedkommende blevet fornærmet. Den reaktion får jeg aldrig fra en mand. Umiddelbart vil jeg jo tolke aggressiv afvisning af hjælp som et tegn på mindreværdskomplekser, og det kan jeg egentlig godt rumme. Men når jeg fornemmer, eller direkte hører, at vreden rettes mod mit køn, og ikke mod mig for at være respektløs eller uden situationsfornemmelse, så bliver jeg sgu' så træt. Når problemet ikke er at tage imod hjælp, men at det er en mand der tilbyder hjælpen, så kommer vi ligesom ikke videre. Jeg kan jo ikke lave om på mit køn. Her er det så man får lyst til at smide håndklædet i ringen, og sige: okay, kvinder, your loss, og så bare holde op med at tale til dem.

Men så var det jeg huskede på, at det heldigvis ikke er alle kvinder der er nogle sure kællinger. Nej, gu' skal vi ikke holde op med at tale med hinanden. Ja, der er større og større risiko for at de kvinder vi forsøger at snakke med er nogle sure kællinger, men det er et vilkår vi mænd godt kan leve med og rumme. Urimeligt? Ja, gu' er det urimeligt. Men på samme måde som vi voksne kan rumme teenageres urimeligheder i forbindelse med deres identitetsskabelse, så kan vi mænd også godt rumme kvinders urimeligheder i forbindelse med deres helt forståelige oprør mod patriarkalske mønstre i samfundet. Vi er nød til at rumme hinanden, for at kunne opretholde en dialog.

Frede Jørgensen, Morten Clausen, Claus E. Petersen og Niels Jakobs anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Orv.. det står værre til end jeg troede.

Majbritt Nielsen, Anina Weber, Troels Ken Pedersen, Marie Jensen, Carsten Nørgaard, Carsten Munk, Niels Duus Nielsen, Elisabeth Andersen, Søren Bro, Heidi Larsen og Anne Eriksen anbefalede denne kommentar

- Ja Bassim, eller holde oo med de "gode" råd i det hele taget. Kvinden mistænker - måske med rette - manden for "at være ude på noget"!
Så vi mænd skal altså nok lære at holde igen med at henvende os til kvinderne..
Og kvinderne bør til gengæld lære , at de godt kan tillade sig at tiltale en fremmed mand, uden de derved burde/skulle/ kunne/ blive fastholdt uendeligt af den pågældende mand , som ikke skal bilde sig ind, at der ligger noget skjult motiv i kvindens henvendelse. Ja vi må alle geare lidt ned for den der "sexisme" eller overdrevede kønsfixering, der har så gode kår i dagens Danmark og som Karen dybest set lider under , bidt af tidens tendenser, # Metoo, Trump og burkaforbud osv..

Lad mig mansplaine lidt til dig:
Hvis du ser som noget der KUN er baseret på ens køns, så har du had i dit hjerte....

Jeg tør slet ikke komme med et råd.

Carsten Nørgaard, Carsten Munk, Jens Jensen, Bjarne Bisgaard Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Underligt at vi skal holde op med gode råd. Hvis en person i et fitnesscenter ser ud til at have inkorrekt form og derfor kan påføre sig en skade er det i min verden ren borgerpligt at påpege det. Men jo, hver gang en mand tiltaler en kvinde..uanset situationen... er udgangspunktet jo selvfølgelig at han er klam. Vor herre bevares. Hvis jeg havde en femøre hvor hver gang jeg har talt med en kvinde uden at have sex i tankerne eller som hensigt var jeg en rig mand. De fleste andre mænd sikkert også.

Sikke et modbydeligt kommentarspor! Selv den ellers før selverklæret feminist NDN er sprunget ud som en MRA-aflægger? WTF!?

Mansplaining har aldrig handlet, og aldrig vil handle om sex - d'herrer. Det er en temmelig forsimplet, endda enfoldig anskuelse at buse ud med, pinligt afslørende fraværet af evnen til at fatte de dybere lag af 'fænomenet' (og Gud ved hvad ellers) - pinligt bekræftende 'fænomenets' eksistensberettigelse.

Mansplaining altid var, er, og forbliver frugten af forsøg på at dominere kvindekønnet, og reducere det til laverestående. Mansplaining er selveste manifestation af verbal voldtægtsforsøg på kvindernes kløgt, talent og intellekt. Mansplaining praktiseres af mænd styret af testosteron og amygdala, mens mænd der er mennesker først, gør det ikke.

I stedet burde d'herrer hellere vende blikket mod hinanden, idet det udelukkende er blandt mænd, mænd mod mænd, at kampen om magten, dominans og sex udspiller sig, og vindes (!), alt imens tabere lader sig travlt beskæftige med at glo sig blinde på kvinder - bliver de jordet af andre mænd.

Rebecca Solnits bog ligger foran mig og det er kun Solnit, der er kvalificeret til at definere mansplaining, siden det er hende, der havde beskrevet den først, siden bekræftet af millioner af kvinder rundt om i verden. Den kan ikke diskuteres, uanset hvor ihærdigt mansplainers forsøger at karikere den, hvorved de puster endnu mere liv i begrebet.

Hvis det kniber med det udenlandske, udkommer Rebecca Solnits bog 'Mænd forklarer mig ting /Alle spørgsmåls moder' ('Men Explain Things To Me /The Mother Of All Questions') oversat til dansk d. 8. marts næste år, på forlaget Rosinante. Vi bør vente med at diskutere mansplaining til bogen udkommer, så alle (omsider) kan være med, idet det hidtil forekommende virvar af fornærmede klagesange (inkl. Christian Bennikes), lige pt fører ingen vegne.

I øvrigt mener jeg, at Karthago bør ødelægges!

Hanne Pedersen, E Z, ingemaje lange og Majbritt Nielsen anbefalede denne kommentar

"Gode råd" har fanden nu en gang skabt!
Hvem, hvilket køn de end måtte komme fra.

Carsten Munk, Anina Weber og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Hvem har egentlig interesse i konstant at gøre kvinder til det svage køn der skal stryges med hårene og beskyttes imod livet og virkeligheden?

Niels Duus Nielsen

Anina Weber, du må forstå, at når jeg siger, at jeg er feminist, er det fordi jeg tilstræber lighed mellem kønnene.

Og ligesom jeg må lægge øre til forskelligge kvinders kommentarer om alt muligt om min person og mine handlinger eller mangel på handling (og dette gælder især de signifikante kvinder i mt liv), og høre på gode råd om alt muligt (du burde trimme dit skæg, spise flere grøntsager, gøre som jeg siger og ikke som jeg gør osv.), så må kvinder finde sig i at vi mænd engang imellem kommenterer hvad I nu går og laver.

Der er jo ikke tale om lighed, hvis I må irettesætte os, mens vi ikke må irettesætte jer.

Hvilket bringer mig ind på det modsatte af kritik: Jeg forbeholder mig ret til at fortælle en smuk kvinde, at hun er smuk, og jeg insistere på at holde døren for hende, selv om jeg godt ved, at det er forskelsbehandling (hvorfor jeg bestræber mig på at holde døren også for mænd).

Den form for feminisme, som ser kvinder som ofre, som det er synd for, og som søger i stedet at gøre mænd til ofre, som det ikke er synd for, fordi det betragtes som selvforskyldt at være født til at have mere testosteron i blodet end kvinder, tager jeg skarpt afstand fra.

Den intersektionelle feminisme derimod har min fulde opbakning. Der er forskel på folk, vi er ikke ens, men på mange punkter har vi samme interesser, hvorfor vi kan gå sammen på tværs af køn, race og whatever med henblik på at skabe et samfund, hvor alle behandles ligeværdigt. Bemærk: Behandles ligeværdigt, ikke behandles ens. Kvinder er fascinerende væsner, som fortjener særlig opmærksomhed fra mænd. Og omvendt.

At tro, at mænd vil behandle en mand med samme omhu som en kvinde er at putte sig selv blår i øjnene, der er noget, der hedder feromoner, som subliminelt og helt uden vores bevidste medvirken afgør, hvem vi finder fascinerende.

At det så er pisseirriterende, når en eller anden know-better forklarer mig noget, jeg godt ved i forvejen, er jo en del af at være menneske. Det er absolut ikke et irritationsmoment, som kvinder alene har patent på

Poul Kristensen, Søren Rasmussen, ulrik mortensen, Bassim Walid og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

PS: Det er interessant, at så mange mænd gerne vil diskutere kønsroller; om noget viser det, da, at vi er lydhøre for kritikken og faktisk tænker over den. Hvor er kvinderne henne i denne debat? Vi får jo aldrig en debat op at stå, hvis I spiller tøsefornærmede og bruger jeres tavshed som våben.

Niels Duus Nielsen

PPS: In an influential article, Iris Marion Young (1990) launched a phenomenology of feminine embodied existence using Merleau-Ponty's phenomenology of the body as her point of departure. The result was a characterization of feminine embodied existence as a mode of bodily experience in which the body shows up as an ineffective, vulnerable encumbrance. This is in sharp contrast to Merleau-Ponty's own characterization of embodied existence as the locus of active, effective engagement in the world. Thus Young depicts feminine embodied existence as impoverished or defective with regard to what she takes as normative for Merleau-Ponty. Young's own later assessment of her paper contains a revealing diagnosis. Existential phenomenology, however, continued the humanism of modern philosophy in treating the subject as neutral. On inspection it has become clear that the neutrally human subject in Merleau-Ponty, as well as Sartre and even Beauvoir, carries male experience as the norm. (Young 1990, 14--15) Though it was written more than ten years ago, I continue to believe what I said in that paper. At the same time, I now find it one-sided. In that paper I follow Beauvoir's analysis of femininity as the doubled experience of being an objectified subject. The analysis in the paper thus assumes the humanist feminist framework that I later criticized. It constructs femininity only as a liability, expresses female experience only as victimization, and implicitly assumes masculine styles of comportment and movement as a norm.

Bemærk: "...the neutrally human subject in Merleau-Ponty, as well as Sartre and even Beauvoir, carries male experience as the norm...". Så tror da fanden, at kvinder synes, at det er synd for dem. Idealet må da være at anerkende både mænds og kvinders erfaringer.

https://www.researchgate.net/publication/227043105_Merleau-Ponty_and_Fem...

Torsten Jacobsen

Anina Weber,

Du bidrager til ynken, min ven - og det i så eksplicit grad, at man fristes til at tro, at du er en (mandlig) 'troll'. 'Femisplaining' og 'mansplaining' er vist to alen af samme stykke? Ellers kan du måske 'femisplaine' os forskellen?

Torsten Jacobsen

Skal det prærefleksive cogito nu også 'kønnes', Niels Nielsen? Er der ikke andre end djævle, som læser bibler efterhånden?

He, Niels 'tøsefornærmede', den kan I selv ligge og rode med...
Og nok lige et udtryk, som er opfundet af mænd, og det er sgu - i min optik - et uheldigt og dumt udtryk, i og med at noget kønsspecifikt bruges som (lettere) nedladende og form for skældsord.
Fremmer ikke den konstruktive kommunikation, synes jeg.
Personligt er jeg ikke 'tøsefornærmet', hvis jeg er noget så er jeg vred eller PISSED, det er så i følge - nogle - mænd så uklædeligt for en kvinde;)

Du må hjertens gerne holde døren for mig, det anser jeg for almindelig høflighed at kvind som mand holder døren, det er sgu så ubehageligt med dem, der bare slipper døren: bang lige i hovedet, av.

E Z, ingemaje lange, Majbritt Nielsen, Torsten Jacobsen og Anina Weber anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Katrine Damm, det var med fuldt overlæg at jeg brugte ordet, og det fremprovokerde da også en reaktion ;-).

Jeg er jo bare en drengerøv, og det er jeg faktisk stolt af!

Torsten Jacobsen

Katrine Damm,

God pointe - jeg er heller ikke fan af begrebet 'tøsefornærmet'. Men det samme kan man vel sige om begrebet 'mansplaining'?

Med et nik til Anina Webers fascination af Rebecca Solnit:

"Solnit herself has come out and said "she doesn't necessarily agree with that term because it is so gendered," Zeilinger said. "She has a great line in one of her essays: 'You don't fight patronizing by patronizing in return.'"

"It's worth remembering, despite the term we've given it, it points to a much more systemic problem related to the way we are all trained to think about gender. ... It's about the way we're raised, the way women are raised to make themselves smaller and men have this incredible confidence. It's about interrogating that, rather than blaming men."

https://www.mprnews.org/story/2016/12/19/mansplaining-as-a-term

@Anina Weber
Jeg kan kun sige, at jeg IKKE støtter en kønskamp, men jeg tror på, at man, i kraft af ens køn, NOGLE gange kan have nogle problemstillinger eller oplevelse og et syn på ting, om sine egne problemer eller dens andens køns problemstilling, som det modsatte køn ikke altid har.
Kønskamp, nej tak.
Kønsdebat, ja tak.

Ps et lille paradoks.
Jeg finder det altid mærkeligt, at feminister er så meget imod sexisme, men dyrker den selv
til den store guldmedalje.

Jeg fik engang et godt råd fra en mand i fitnesscentret,da han kunne se, jeg udførte en øvelse forkert. Det sagde jeg pænt tak for, fordi han havde ret.
En uge senere så jeg en en ung kvinde udføre samme øvelse og gøre de samme fejl, som jeg havde gjort tidligere. Jeg gik så over til hende og gjorde opmærksom på det - når man gør den fejl, er øvelsen eneste effekt, at man får ondt UDEN at styrke de muskler, den skal styrke. Jeg fik en giftig blik og en bemærkning om, at hun var gammel nok til selv at vide, hvad hun skulle gøre - hun var ca. 20, jeg 60.
Nå - senere sad både hun og jeg i cafeområdet og hun klagede til veninden over, at hun havde så ondt i sine arme. Så var det, jeg stilfærdigt gjorde hende opmærksom på, at det havde jeg allerede fortalt hende ville ske, men hun ville jo ikke tage imod råd. Så fik jeg endnu et giftigt blik og fornærmet skred hun ned i omklædningsrummet.
Jeg havde åbenbart gjort mig skyldig i seniorsplaining.

Carsten Munk, Kjeld Jensen, jørgen djørup, Søren Jensen, Søren Nielsen, Torsten Jacobsen, Lise Lotte Rahbek, Niels Duus Nielsen og ingemaje lange anbefalede denne kommentar

Jeg synes at mænd burde lytte til kvinderne her. Lyt til foragten og vreden i det oprindelige indlæg, og i Anita Webers. De er vitterligt ikke interesseret i vores fakta baserede måde at kommunikere på, vores hang til løsninger og konkret indhold.

Og ja, det gælder ikke dem alle sammen, men vi kan umiddelbart ikke vide hvem der er hvem. Hvad vi til gengæld ved er, at de alle har veninder som de lytter meget mere end os, veninder som også kan være klar til at dømme "mansplaining" når dagens referater skal sammenlignes. Der skal bare én til for at vende situationen til en fortælling om et klamt svin.

Så lad dem dog være. Hvis de ville os noget ville de nok sige til.

Niels Duus Nielsen

Anina Weber, du femisplainer i dit indlæg 18:50 og forklarer mig en masse ting, som jeg godt ved i forvejen.

At du i fuld alvor mener, at ligeværdighed mellem mænd og kvinder "bidrager til at splitte kønnene", som du skriver, havde jeg sgu ikke ventet, og det er faktisk i modstrid med resten af dit skriv, hvor du netop - som jeg - slår på kvinders og mænds ret til at være forskellige.

Og hvis du læste mit lille citat om kvindens fænomenologi (17:11) vil du jo vide, at offerrollen som feministisk våben netop er en misforståelse med rødder i mandsdomineret fransk filosofi - en misforståelse som akademiske feminister allerede er begyndt at rette op på. "Empowerment", ikke "victimizing", tak.

Og så kan jeg slet ikke forstå, hvorfor mit personlige forhold til kvinderne i mit liv skal blandes ind i diskussionen. Jeg debatterer feminisme ikke først og fremmest for at "finde lykken", men fordi en velformuleret feminisme, som er fokuseret på en solid klasseanalyse, er et virksomt teoretisk og analytisk værktøj, som kan afsløre undertrykkelsen dybere lag, og dermed anvise de kritikpunkter, som er vigtige at forholde sig til. "Mansplaining" som fænomen er en detalje i et langt større undertrykkelsesapparat, som ikke kun er vendt mod kvinder.

At du betragter mine indlæg som "præpareret til at bringe kvinder i defensiv" viser, at du ikke læser, hvad jeg skriver, men i stedet lader visse af mine formuleringer trigge din vrede. Men okay, hvis du hellere vil debattere med kvinder, som kender og overholder den politisk korrekte kode, så fint med mig, men så fortsætter jeg jo bare som jeg plejer med at opføre mig politisk ukorrekt og "mandschauvinistisk".

Jeg troede, at debatten skulle føre til en fælles forståelse, så vi hver især kunne ændre adfærd i en retning, så kvinder og mænd reelt er ligeværdige.

Selv tak!

Hvorfor får jeg den der underlige følelse af, at alt denne kritik af "mansplaining" udføres på allervis bedste womansplaining manér?
- Antagelser af hvordan tingene er på mændene vegne omkring mansplaining.
- Ikke lytter, hvad mændene selv siger
- Og bare i det hele taget attitude af "at jeg har ret, og det kan ikke diskuteres".

Vi alle mennesker irettesætter hinanden konstant med diverse (om irettesættelsen er korrekt eller ej er en anden side af sagen). Men hvorfor bliver kvinder ved med at antage, at det er noget specielt, når mænd irettesætter dem, selvom nænd i lige så høj grad irettesætter hinanden (hvis ikke mere, fordi mænd har af gode grunde, især pga dette, til at selvcensurere sig selv overfor kvinder.)
Og når man ser især med feminisme og bare selv den almindelige hverdag blandt veninder etc, så womansplainer kvinder i allerhøjeste grad selv!

Så skulle vi ikke i stedet holde mansplaining kønsløst, når det er en problemstilling, som findes væsentligt på begge sider?
hvad med i stedet for at vi holdte debatten til den ubehøvlethed, når folk, UANSET KØN, irettesætter hinanden på den uhøflige måde.
For ærligt talt vi trænger i samfundet til at have en debat omkring vores retorik, for vores samtaler og fremskridt er helt afhængigt af vores retorik, og hvorpå vi taler.

PS.
Ærligt talt kvinde, hvis du oplever en mand som "uhøfligt mansplainer dig", hvad med at du tager ansvar og kræver din ret og sætter ham på plads i dn konkrete sitautioner til den pågældende mand, i stedet for at skyde skylden på resten af mændene og forvente at samfundet skal begynde at bøje sig på din manglende styrke til at kræve din ret som menneske.

Poul Kristensen, Bassim Walid, Martin Lund, Klaus Lundahl Engelholt, Torsten Jacobsen, Jens Jensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg kunne i øvrigt i forbindelse med hele diskussionen om mansplaining - og det modsatte træder ofte i kraft, når mænd tror, de ved noget om børn, især spædbørn - at nogen gangeskal man huske på Freuds vise ord om , at nogen gange er en cigar bare en cigar.
Min veninde, der står overfor i en sen alder at skulle købe sin første bil, fordi hun bor i egn af landet, hvor offentlige transportmuligheder nærmest saboterer hendes muligheder for at søge et nyt job, får hjælp af sin mandlige nabo til beslutningen om, hvilken bil, hun skal købe, fordi han ved helvedes meget mere om biler end hende. Det opfatter hun på ingen måde som manplaining, men som god, gedigen nabohjælp.

Vi er også gået bort fra at kalde det tøsefornærmet. Når en af gutterne er kommet til at kile G-stregen så fast at han bliver skinger, så hedder det pigesur.

Bedrevidende bemærkninger og belæringer er, så vidt jeg kan se, kønsneutrale. Hverken mænd eller kvinder har noget at lade hinanden høre. Hvor nogle mænd kan være utroligt nedladende overfor kvinder når det gælder fx teknik, økonomi eller politik, så kan nogle kvinder være det overfor mænd, når det fx gælder det alm. husarbejde, indkøb, børnepasning osv. osv.
Jeg anerkender at mine medbrødre fører stort når det gælder om at tale nedad, men i de senere år, er en hel del kvinder nu kommet godt med på vognen.
Debatten afslører at vi igen her til lands er løbet vild i en af de forbandede amerikanismer, som vi så ukritisk importerer, uden at reflektere over om der mon findes danske ord og begreber der dækker endnu bedre. "Mansplaining" kan da rigtig nok referere til mænd, men kan også betyde "menneske", Øh...?
SÅ skal vi ikke i stedet holde os til de gode gamle ord "bedrevidende,", eller "nedladende", eller "arrogant" eller belærende" osv.

Torsten Jacobsen:
Jeg er jo ikke meget for det, men må medgive, at du også har en pointe ;)
Mæ'æn så synes jeg alligevel, at al den stund at mænd i årtusinder har defineret kvinder, bestemt over, talt ned til und so weiter, og det altså stadig foregår temmelig meget, at det ikke er urimeligt bruge begrebet.
Højt uddannede kvinder og kvindelige forskere, politikere, kvinder i høje stillinger beretter jævnligt om det...
Hvis du kigger over på tråden om Trump, klumme af Syberg, synes jeg, der bliver lidt af en klassiker til mig: jeg bliver korrigeret sådan lidt ud fra (fejlagtig) erindring, og jeg tjekkede nemlig lige om, jeg huskede rigtigt, som kvinde ville jeg nemlig lige gerne være sikker på, at jeg huskede rigtigt.
Men kvinder kan helt sikkert også finde på, at gøre sig kloge på noget, de/vi skulle lade være med.

Niels Duus Nielsen:
Du er sgu ikke nogen drengerøv.
Du er en voksen i følge eget udsagn halvgammel gut, som er meget velskrivende og vidende mand, hvor jeg ikke altid helt kan følge med.
Men på det kønspolitiske område tænker jeg, at du snarere er en lidt altmodisch libertiner.

Torsten Jacobsen

Katrine Damm,

Tillad mig at komme med en kort beretning om selvoplevet 'mansplaining'.

For et par år siden var jeg i sommerhus på Mors med min eks og hendes udvidede familie, heriblandt tre af hendes svogere - den veltilfredse sort i omegnen af de halvtres somre.

I weekendens løb gik det hverken værre eller bedre, end at min ekskærestes bil løb tør for strøm. I og for sig ikke overraskende, da den havde udvist lignende tendenser ved andre lejligheder, og ikke mindst fordi kabinelyset stod tændt natten over pga en dårligt lukket bildør.

'Elementært min kære Watson', ikke sandt?

Ikke for de tre svogre åbenbart. Thi da adskillige forsøg på at løbe skidtet igang resulterede i ikke andet end en insisterende mangel på tændingsvilje i den lille Kia, så resulterede en længere diskussion blandt de tre i en fælles konsensus om, at det slet ikke var batteriet, men tværtimod noget de kaldte 'starteren' eller 'startmotoren' som den var gal med. Det bør tilføjes - omend det står mellem linjerne - at ingen af de tre svogre har noget der minder om specifik viden om motorer, 'startmotorer' eller lignende.

Som resultat af deres konklusion - opnået møjsommeligt og gennem en del (selv)højtidelig palaver - blev alle videre forsøg på at få liv i bilen droppet. Planer om at forsøge at fremskaffe startkabler hos en nabo henlagt, og SOS Dansk Autohjælp tilkaldt.

Da mekanikeren ankommer og stiger ud af sin ladvogn, er de tre svogre over ham med det samme: "Det er starteren", forsikrer de ham om, underforstået at han end ikke behøver at forsøge sig med den medbragte 'bil-defibrillator'. Snarere bør han blot få smidt den nødstedte bil på ladet, så vi alle kan komme hjem.

Mekanikeren - som gav ethvert indtryk af at have været i lignende situationer hundredevis af gange før - smilte venligt til de tre svogre, og lyttede med stor interesse til deres insisterende diagnose, mens han stille og roligt monterede de to papegøjenæb på polerne på bilens batteri. Så trykkede han på et par knapper på sin 'defibrillator' og bad min eks starte bilen.

Den startede, naturligvis.

Til lyden af de tre svogre, som nu forsikrede hinanden og en måbende omverden om, at det dog alligevel nok kunne have været 'starteren' - og at det nok ikke ville skade at få skiftet starteren ved hjemkomsten, sådan for en sikkerheds skyld - ønskede mekanikeren en god dag, satte sig bag rattet på sin ladvogn, og manøvrerede den ned af grusvejen igen, samme vej som han var kommet.

Sådan slutter dén historie, omend der er en lille krølle til sidst: For cirka 3 måneder senere, var min eks igen samlet med den udvidede familie, heriblandt de samme tre svogre. Og igen ville bilen ikke starte. Samme symptomer, samme historie: "Det må være starteren".

Det var det (igen) ikke...

Hvad kan vi så lære af den historie? Joh, først og fremmest er der ingen tegn på at svogrenes 'molboadfærd' har en 'kønnet' bias: De var lige så begejstrede for at 'irettesætte' den mandlige mekaniker, som for at belære os andre i sommerhuset om deres konklusions rigtighed.

De lærte intet af miséren i første omgang. Og har sikkert ikke lært noget i anden omgang heller. For en hammer fremstår alting som søm, og for disse svogre er startproblemer lig med problemer med 'starteren'.

For nogle feminister er alting 'søm', der eksisterer alene for at blive banket i kødet på en evig 'kønskamp'. Frustrerede banker de til de samme søm igen og igen, tilsyneladende helt ude af stand til at forstå den manglende virkning...

Ha, ha Torsten Jacobsen, sikke en venlig mekaniker, som undlod at bede de "kloge" svogre om at klappe kaje og lade ham passe sit arbejde;)
Jeg tillader mig dog at bemærke, at svogrene jo var, ja netop mænd;)

Nå men her er så endnu en: En eks som hårdnakket belærte mig om, at det altså IKKE var Harrison Ford, der spillede hovedrollen i Blade Runner.
Jeg: Det er ALTSÅ Harrison! Eks: niks, nej, nope.
Jeg: Hold nu op med det pjat, det er ikke sådan, at jeg ved alt i denne verden, men der altså nogen ting, jeg ved, og det her er så en af dem.
Svaret var stadig - vi havde ikke tlf med internet, nej.
Jeg tror faktisk, jeg blev så irriteret, så jeg sagde, jeg gider ikke høre på det vrøvl - jeg går op i mit eget hus.
Men igen: det er ikke kun kønsspecifikt, jeg fik en "splainer" af min søster for et par uger siden, som jeg slet ikke havde bedt om, og som hun ikke havde forudsætninger for at udtale sig om.
Og jeg gør det vist også indimellem, så sent som i forgårs, sagde jeg til en anden eks, sig det lige til mig, hvis jeg kommer afsted med det...
Nu bliver jeg lidt højttravende, men respektfuld og lyttende kommunikation må vel være vejen frem.

Torsten Jacobsen

Katrine Damm,

Jeg er udstyret med både et x- og et y-kromosom, og er derfor af hankøn i arten Homo Sapiens.
Samtidig er jeg i min egen selvforståelse 'mand', omend det udsagn alene ikke udtrykker alverden. For hvad konstituerer en 'mand' i kulturel forstand? Ikke mindst i denne tid og i denne kultur, hvor alting synes til forhandling.

Alt dette blot for at understrege, at jeg ikke kan tale for andre 'mænd' end mig selv. Så hav venligst dette i erindring, når jeg nu i det følgende kommer med visse ekstremt generaliserende udsagn: De er udsagn fra et individ, ikke en kategori..

Det er min oplevelse, at 'respektfuld og lyttende kommunikation' ikke er det samme for de fleste mænd, som det er for de fleste kvinder. Det er en intuitiv oplevelse, lad os kalde det en heuristik. Med andre ord er jeg af den opfattelse, at mænd og kvinders kommunikation er væsensforskellig.

Her taler vi om 'mansplaining', så lad os forholde os nærmere til dette partikulære begreb.

Som 'mand' (jeg er som tidligere antydet muligvis ikke en prototypisk mand - hvem er?!) kommunikerer jeg - alt andet lige - 'bedre' med mænd end med kvinder. Sat på spidsen kommunikerer jeg bedre med mænd, jeg er uenig med, end med kvinder jeg er enig med.

Det er ikke - stik imod hvad visse feminister forestiller sig - et spørgsmål om, at jeg automatisk respekterer et 'mandligt' perspektiv højere end et 'kvindeligt'. Blot handler det om, at jeg i min kommunikation med mænd oplever en intuitiv og fælles forståelse af reglerne for samtalen, som jeg ikke på nær samme måde oplever i mine samtaler og diskussioner med kvinder.

(Der er en seksuel komponent (som i sex) på spil her)

Et enormt generaliserende udsagn, som sagt, og det skal forstås som sådan. Der er naturligvis undtagelser.

Det er for mig ikke svært at forstå, at et begreb som 'mansplaining' opnår stor succes blandt især kommunikationsivrige kvinder, der om jeg så må sige 'slår sig på' mænds konkurrenceprægede måde at kommunikere på.

Mine diskussioner med mine nærmeste venner, er stort set lig mine diskussioner med mine intime partnere: De er præget af den 'respektfulde og lyttende kommunikation', som du hylder.

Men min kommunikation med den bredere omverden? Og mænd især? Herre jemini, så skal jeg levere den mest studentikose 'mansplaining', som du nogensinde kommer til at kunne forestille dig. For det er en kamp. En kamp, som jeg elsker, og som jeg finder dybt nyttig.

Vi 'mænd' har ikke så frygtelig mange tricks i ærmet: Vi kan demonstrere fysisk styrke, vi kan demonstrere intellektuelt og/eller emotionelt overskud, og vi kan demonstrere økonomisk styrke. 'Prinsen på den hvide hest' besidder det hele på en gang, men han er vist som regel en enhjørning..

Vi konkurrer om status, Katrine Damm. Selv de af os, som bilder os ind ikke rigtig at gide. Ikke for jeres skyld, alle i kære kvinder, men for vores egen.. At 'i' så tiltrækkes af status, gør blot spillet så meget bedre...

(P.s. Det er totalt for jeres skyld)

Rodede tanker - det er næsten tirsdag...

Katrine Damm, René Arestrup, Anina Weber og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Jeg vender tilbage Torsten Jacobsen, du har ret, det er sent, og der er lige nogle af dine ord, jeg lige bliver nødt til at slå op.

Der kommer sgu nok endnu en grim dag i morgen;)

Hov, kommet bort fra Torsten Jacobsen.

Forekommer mig nu, at "I mænd", med alt det du beskriver har en del i ærmet;)
Og også at du alligevel kommer til at generalisere, men hvem gør ikke det....
Jeg har så altså en 'prik' med generaliseringer, 'vi mænd' , ' I kvinder', 'vi kvinder' 'mænd er'...
Ja lidt rodede tanker, vil jeg give dig ret i, men sympatiske :)
Men: hvad sådan helt specifikt for vores skyld ? ;)
Og så lige, - hylder, lidt for patosfyldt til min smag, men vi må vel videre i samtalen kønnene imellem, ringhjørnekastning - muligvis et nyopfundet ord - kommer vi vel ikke så langt med.

Nåja, umiddelbart oplever jeg ikke, at mænds og kvinders kommunikation er væsensforskellig. Jeg oplever så, at jeg synes nogle mænd er idioter, men det gør jeg jo virkelig også med nogle kvinder...
Men det vil jeg lige til at blive noget mere opmærksomhed på.

Også rodet herfra, jeg skyder til dels skylden på det bette kommentarfelt.