Læsetid: 2 min.

Brevkassen: Min kæreste vil ligge ned og amme

Far til to
Min kæreste bruger den såkaldte laid back-ammemetode, hvor man ligger ned og ammer med barnet ovenpå sig. Men jeg bliver pinlig, når hun gør det i det offentlige rum

Peter Hove Olesen

1. december 2018

Min kæreste og jeg er netop for anden gang blevet forældre. Første gang kunne vi ikke få amningen til at fungere, så vores førstefødte var flaskebarn. Min kæreste var meget bange for, at det ville gentage sig med nummer to, men fik amningen til at fungere ved hjælp af den såkaldte laid back-metode, hvor man ligger ned og ammer med barnet ovenpå sig. Vores lille datter gider indtil videre kun spise sådan. Hun skriger og hyler, hvis min kæreste sætter sig op.

Mit dilemma er, at jeg synes, det er pinligt, når min kæreste ammer i det offentlige rum. Forleden lagde hun sig ned i en sofa på en kaffebar og ammede, mens folk gloede. Kan jeg tillade mig at sige noget?

Svar I:

Det bedste råd, jeg nogensinde har fået om børn, er ’whatever works’. Det kan så give sig udslag i nogle bizarre scener, hvor man skal stå og squatte med sin baby i armene på en hel speciel måde for at få den til at sove, eller skære maden ud i den helt rigtige størrelse bidder i den rigtige rækkefølge, før barnet vil spise noget.

Og når man så på et tidspunkt har fået nok af de vanvittige ritualer, man selv har fundet på – for det er sjældent på barnets initiativ, de bliver til – så virker det ikke længere for en, og så må man finde på noget andet. Problemet er her, at det, der virker for din kæreste, ikke virker for dig. Det heldige er, at det er en aktivitet, der kun involverer din kæreste, så øvelsen for dig består i at finde ud af, hvad du skal gøre af dig selv, når din kæreste ammer i det offentlige rum. Du kan jo gå udenfor og (begynde at) ryge.

— Emil Rottbøll

Svar II:

Det er da rart at høre, at der stadigvæk findes kaffebarer, hvor det er tilladt at amme. Jeg havde ellers fået det indtryk, at det efterhånden var forbudt de fleste steder, da amning i nogles øjne åbenbart er lige så tabubelagt som toiletbesøg. Det fremgår ikke helt klart af dit brev, om det er den tilbagelænede stilling, du synes er pinlig, eller om du selv er en af dem, der helst så amning bandlyst fra det offentlige rum. Hvis det sidste er tilfældet, synes jeg, du skal tage en alvorlig snak med dig selv, frem for at ymte noget om det til din kæreste.

Hvis problemet er, at hun ligger ned, så spring op og fald ned på, at folk glor. Eller forklar de måbende tilskuere, hvorfor din familie indtager liggende stilling. De fleste er formodentlig bare nysgerrige og vil synes, det er spændende. Måske vil det kunne tjene som inspiration for nogen, de selv kender, der har problemer med amningen.

— Karen Syberg

Serie

Brevkassen

Hver weekend besvarer Brevkassen to spørgsmål med to svar til hver. Det kan være alt fra personlige dilemmaer som kærester, der vil være sæddonorer, til etiske overvejelser om, hvorvidt man bør sælge sine Danske Bank-aktier efter hvidvaskskandalen.

Hvis Brevkassen ikke får nok spørgsmål, låner redaktionen andre menneskers dilemmaer og skriver dem om til spørgsmål.

Skriv – gerne anonymt – til: brevkassen@information.dk

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Flemming Berger
  • David Zennaro
Flemming Berger og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvis du kan amme bedre, så gør det.
Ellers må du være stolt af din kone, der fundet en løsning og som tør lægge krop til.

Erik Fuglsang, Randi Christiansen, Klaus Seistrup, Flemming Berger, Morten Balling, Bodil Hansen, Markus Lund, Carsten Wienholtz, Torben Bruhn Andersen, Jens J. Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar

Det er dig, der er pinlig! Intet er mere naturligt end en ammende mor, uanset i hvilken stilling hun ammer.

Erik Fuglsang, Randi Christiansen, Flemming Berger, Markus Lund, Torben Bruhn Andersen, Jens J. Pedersen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Anders Sørensen

Jeg mener, det må være på sin plads at bede hende om straks at sætte sig op og amme som et voksent, ansvarligt mennesket. Vi kunne risikere, at hun inspirerede andre til lignende liggende misdåd, og det er en matematisk kendsgerning, at liggende ammere optager 2,7 gange mere plads end folk, der ammer, som Gud det intenderede.

Hvis alle lå ned og ammede, ville det få drastiske konsekvenser for cafemiljøet, som vi kender det. Og hvem er ikke modstander af drastiske konsekvenser?

Mvh. Anders Sørensen, Landsforeningen for Vertikal Amning

Erik Fuglsang, Niels Duus Nielsen, Randi Christiansen, Morten Balling og Bodil Hansen anbefalede denne kommentar

I ville sgu' da også være pinligt berørte, hvis I var ham. Men modsat ham, tør I ikke indrømme det, af frygt for ikke at fremstå pc nok. Men lur mig, om I samlet set, ikke er dem, som er mest pinligt berørte. Jeres forestilling om det rigtige må jo lide nederlag igen og igen når den konfronteres med virkeligheden.

Jørgen Wind-Willassen

Det pinlige er vist nok at amning kun kan foregå på en "statsautoriseret måde".
Ro på.
Amning i det offentlige rum - ja tak.
Mærkværdige ideer om hvorledes amningen skal foregå -nej tak.
Fundamentalismen har åbenbart også bredt sig til ammeområdet.

Niels Duus Nielsen og Randi Christiansen anbefalede denne kommentar
Randi Christiansen

Altså nu må vi jo se i øjnene, at amning rører ved meget intime føleleser i et menneske. Intimitet er i dagens samfund en mærkelig størrelse. På den ene side pornoficeres det offentlige rum, på den anden er det åbenbart pinligt at se bare bryster i forbindelse med amning.

Så jeg forstår, hvor spørgeren kommer fra, men han må lige tage sig sammen og rumme, at i lige netop denne sammenhæng er hans familie normbrydende - på den fede måde. Og så iøvrigt være glad for, at hans barn i modsætning til andre mindre priviligerede får bryst.

Måske er (offentlig) amning en mere blufærdig oplevelse for en heteroseksuel mand?

Grethe Preisler

Som den ene af mine gamle bedstefædre altid sagde om kvindeligt decorum:
"Det er en doven kokkepige, der sidder ned, og en doven sypige, der står op ved sit arbejde."

Niels Duus Nielsen

Jeg fatter det ikke, jeg var hos lægen i dag, hvor jeg i venteværelset sad over for en ung mor, der ammede ungen, og jeg blev næsten rørt til tårer, det er sgu da et af de mest livsbekræftende syn, man kan komme ud for.

Grethe Preisler

Lå hun ned eller sad hun op, Niels Duus?

Og er du sikker på, at hun ikke bare var ansat af et par 'karriereforældre', som har råd til at hyre hende til opgaven med at amme deres ønskebarn, mens hendes eget må tage til takke med modermælkerstatning fra Nestlé på samlebånd og flaske i det kommunale pasningstilbud i fattigrøvs-ghettoen?

Randi Christiansen

Professionel amme - hvis man altså har mælk nok til eget barn - det er da egentlig et fint job. Hvis ikke et traumatisk tilbageblik på tider, som burde være passé, grethe der fremmaner ... uha uha

Grethe Preisler

Re: Historien 'Anne Lisbeth' af guldalderdigteren Hans Christian Andersen.

En af de mindre kendte historier i hans samlede produktion af Eventyr og Historier for børn og voksne, der aldrig har opnået samme popularitet som 'Den lille Pige med Svovlstikkerne' ... *-*